Breve fra Helvede/29
XXIX.
Ofte falder een eller anden Melodi mig ind, og jeg kan ikke blive den kvit. Jeg er nødt til paa aandelig Viis at nynne den atter og atter; den toner uafladelig for mit Øre og gjennem mit Indre. Det er ikke mig, som har grebet Melodien; det er Melodien, som har grebet mig, og den forfølger mig paa det Grusomste.
Du vil have ondt ved at forestille Dig, til hvilken Pine en saadan Melodi kan være mig. Jo mere rørende, henrivende den er, til desto større Pine; desto dybere skjærer den mig gjennem Sjæl og Hjerte. Det er ikke alene, fordi ved Melodien forskjellige Minder blive vakte tillive. Vistnok, det volder Smerte, og jo sødere Minde, desto dybere Vee. Men dertil er jeg saa vant; det er det Mindste. Melodien i og for sig indeslutter et Væsen, som staaer i en hvinende Disharmoni med Tilværelsen heri Helvede. Musik og Helvede, — det maa Du vel kunne begribe! En saadan Forbindelse er vel istand til at gjøre en Sjæl rasende. Thi denne smægtende Længsel efter noget uendelig dejligt, disse dybe, lykkelige Savn, disse henrykkende Anelser om en tilkommende Herlighed, — alt dette har nu mistet sit Maal og sin Sandhed; der er skeet et ulægeligt Brud med hiin højere, forjættelsesrige Verden, mod hvis Kyst Musiken ligesom slaaer sine Bølger. Jeg har aldrig saaledes som nu forstaaet Betydningen af disse Melodier. Men heri ligger netop den dybe Kval. De ligesom give mig Anviisning paa Paradiset og dets Saligheder, og jeg befinder mig i Helvede og i Pine!
Var det ikke Sichem eller Sichar, det Sted hed
mellem Samarias Bjerge, hvor vi engang holdt
Middagsrast og Siesta under Skyggen af Palmer? Jo, de
Indfødte paastode endog, at en forfalden Cisterne, som
dog endnu gav Vand, var Fader Jacobs Brønd.
Aldrig har jeg seet friskere Græs, i det Hele en frodigere,
yppigere Vegetation end paa denne velsignede Plet mellem
høje, saa godt som øde Bjerge. Lavningen udgjorde
Have paa Have, fulde af Figen, Morbær, Granater,
Vindruer, Sykomorer, med spredte Daddelpalmer; hist
og her et levende Hegn af mægtige Cactus og Alder.
Opad Skraaningen Olivenlunde, højere oppe enkelte
Pinier og altidgrønne Ege.
Men vi maatte dyrt betale denne Pilgrimsrast nede ved Jakobs Brønd. Heden var overordentlig, selv i den mørkeste Skygge, og Insekternes Mængde blev os en utaalelig Plage. Tidlig brøde vi op for at gaa den svale Luftning fra Bjergene imøde. Her kom vi igjen til os selv. Under en kortere Rast undervejs fortalte Lili mig følgende Historie.
Men den trænger til et Forord. To Ting ville udentvivl være dig paafaldende ved denne lille Historie, som handler om Troen, en skrøbelig, forvirret Tro, der forgjæves kæmper for at komme til Klarhed og Hvile.
Først dette, at Lili fortæller den, Lili, som i sin rene Barnetro, klar og trofast som Spejlet, aldrig havde kjendt Noget til disse Tvivl, disse Kampe, disse dybe Fald og dybe Smerter. Selv om hun havde læst eller hørt Historien, hvorledes var hun vel istand til at gjengive den med en saadan Livssandhed, en saadan Virkelighedens Styrke? Jeg formaaer ikke at sige det. Jeg veed ingen anden Forklaring at give end den, som ligger i Inspirationen. Jeg har, troer jeg, allerede antydet, at Lili i den sidste Deel af sin Levetid, aandelig og legemlig, udviklede sig med en forbausende Hast. Jeg maa hertil blot føje, at der med tiltagende Styrke gjorde sig ligesom en Inspiration gjældende i hendes Væsen. Hele det store Mellemværende mellem Jord og Himmel laa klart for hendes Øjne.
Og dernæst, at jeg fortæller denne Historie, jeg, som heri Helvede intet Begreb kan gjøre mig om, hvad overhovedet Tro er. Kunde jeg det, vilde jeg enten ikke være her eller med det Samme være udløst herfra. Til Forklaring af denne Besynderlighed maa jeg henvise til Noget, som staaer langt under Inspirationen, nemlig til Hukommelsen. Ja, det er simpelthen en Hukommelses; der kommer Intet, slet intet deraf mit inderste Væsen, min Aand tilgode. Nok mit Hjerte, men ikke min Aand. Jeg kan bryde mig, saalænge jeg vil, — og troer Du ikke, jeg har gjort det? — jeg er ikke istand til at blive mig Noget bevidst, som blot har fjerneste Lighed med Tro. De enkelte Træk gaa noksom anskuelige frem for min Bevidsthed; men, saasnart jeg prøver paa at samle dem, flyde de i hverandre, og blive ganske borte.
Det gaaer hermed, som det undertiden er gaaet mig med eet eller andet Ansigt. Jeg har kunnet forestille mig det Træk for Træk: saadanne Øjne, saadan Pande, Mund og Hage, &c. Men jeg har ikke formaaet at samle Trækkene til et Billede. Aasynet, Væsnet, Personligheden har paa ingen Maade villet vise sig for mig. Grunden maa udentvivl have været den, at der, aandelig talt, var et Svælg imellem os, ligesom nu imellem mig og Frelsens Rige.
— Ak, jeg taler sandere, jeg har truffet det bedre, end jeg selv forestillede mig! — Der er et Menneske, som jeg bestandig vansmægter efter at see for mig; det er Guds Søn, som engang blev Menneske for den fortabte Verdens Skyld. Jeg kan skildre ham i enkelte Træk, tale, endog fortælle, om ham. Men ham selv, i Kjærlighedens og Naadens Fylde, faaer jeg aldrig, aldrig mere at see!
— Lad det hermed være godt! Sandheden i en Sum er denne, at, saa stor den Forvirring end var, som herskede i hiin arme Sjæl, hvorom Talen er, det er dog en himmelsk Klarhed imod det Mørke, hvori jeg befinder mig.
Men dog maa Du ikke tro, at jeg Intet føler ved at gjengive denne og andre Historier.
Altsaa, Lili fortalte:
Da Apostelen Petrus sidste Gang tog Afsked med Menigheden i Antiochien, for at gaa til sin Martyrdød i Rom, ledsagede en stor Skare af Venner, gamle og unge, ham et langt Stykke frem paa Vejen. Endelig maatte de skilles. Under mange Taarer lode de sig savne og velsigne af Apostelen, og vendte derpaa tilbage, med bedrøvede, men Gud hengivne Hjerter. Ene med sine Ledsagere satte Apostelen Staven videre.
Dog, ikke Alle vare vendte om. Et aldrende Menneske vedblev, efter at have modtaget Afskedskysset, at følge med Apostelen. Petrus blev det vaer, og standsede, idet han bød sine Ledsagere gaa videre.
— Du har endnu Noget paa Hjertet, min Søn. — sagde Oldingen blidt, saasnart de vare blevne ene: — Siig, hvad vil Du? —
— Fader, — svarede den Fremmede med bævende Røst: — er det ikke af Troen, at et Menneske bliver retfærdiggjort for Gud og bliver salig? —
— Jo sandelig, min Søn. Har Du ikke Troen? —
— Jeg har den, ærværdige Fader, men veed ikke, hvad jeg har i den. Der gives nemlig ikke skrøbeligere, ustadigere Ting end min Tro, og dog er det alene den, hvorpaa jeg skal grunde min Salighedssag. Det er Kilden til min Nød og Græmmelse. Snart er den stor, snart lille, og snart bliver den, dog kun for en Stund, ganske borte. Undertiden brister den for mig, ligesom i tusinde Stykker, hvoraf jeg kun beholder eet eneste tilbage, det dyrebare Frelsernavn… o, Du min Frelser! Der har været Tider, da Troen i mig var Livets Fylde; ligesom paa stærke Vinger hævede den mig højt over Verden og alle Forkrænkelighedens Kaar. Jeg troede blot, og var lykkelig. Jeg troede, at jeg kun behøvede at bede for at faa, at søge for at finde, at banke paa for at see Himmerige opladt for mig. Jeg troede, at jeg, beseglet med den Helligaand, aldrig mere kunde komme bort fra Guds Faderhaand og Hjerte, at jeg, kjøbt og betalt, for Tid og Evighed var forvaret i min Frelsers Kjærlighed. Der var ingen hovmodig Tanke i Noget af alt dette; vær forvisset derom, Fader Petrus! Men alligevel maa det have været et forfængeligt Væsen. Thi netop i saadanne Tider, saadanne Øjeblikke, da jeg følte mig idet inderligste og lykkeligste Samfund med Forløseren, var mit Fald allernærmest, og hvor dybt var ikke ofte dette Fald! Jeg styrtede pludselig ned fra det Høje, og fandt mig liggende i Støvet, sønderknust, blødende, afmægtig, ganske liig hiint Menneske, som engang rejste fra Jerusalem til Jericho og faldt iblandt Røvere. Men — den barmhjertige Samaritan var langt borte!
Ak, min Fader, hvad har jeg ikke maattet prøve! Det var mig kun Lidet, at Verden vidnede imod min Tro. Men ogsaa mit eget Livs Erfaring syntes at vidne derimod. Det var Mere, end jeg kunde udholde.
Og dog rejste jeg mig bestandig igjen for paany at optage Livets Strid. Jeg tog atter og atter min Forstand fangen, for kun at leve i Guds Søns Tro. Forfængelige, kummerlige Forsætter! Jeg faldt stedse paany!
O, hvor har jeg ikke været bedrøvet, hvor har jeg ikke grædt over mig selv! Men jeg fandt aldrig i denne min Anger den rette Helligaands Kraft til et varigt, sikkert Samfund med min Forløser. Ogsaa Du, Fader Petrus, græd engang efter et dybt Fald bitterlig over Dig selv. Men da Du havde udgrædt, rejste Du Dig for aldrig at falde, aldrig at fornægte din Frelser mere. Men jeg har atter og idelig, hartad utallige Gange, maattet græde disse bittre, for mig dobbelt bittre, frugtesløse Taarer. Jeg rejste mig kun for at falde paany og bestandig igjen fornægte min Herre og Mester.
Ikke sandt, af Troen alene er der jo Frelse? Men Du seer, fromme Fader, hvorledes det med min Tro er bevendt. For sikkert har jeg kun et Navn, det dyrebare Frelsernavn; det alene har aldrig svigtet mig. Alt Andet kastes op og ned og er bestandig paaveje til at gaa under. Havde jeg ikke tidligere vidst, hvad jeg skulde tænke om min Tro, saa blev det mig frygtelig klart, da jeg nylig hørte hiint Apostelord forkynde: — Viis mig din Tro af dine Gjerninger! — Thi mine Gjerninger, o Petrus, ere, om ikke alle onde, saa dog i det Hele fulde af Daarlighed, og vidne tilhobe mod min Tro. Jeg maa bekjende: min Tro stod aldrig sin Prøve. Skal jeg dømme mig selv, maa jeg sige: den duer ikke. Af den tør jeg aldrig haabe at blive salig.
Naar jeg nu seer tilbage over mit Liv, hvor lang var ikke Kampen, hvor haard og smertefuld! Ja, jeg stod ofte paa Fortvivlelsens Rand. Ikke vil jeg sige, at mine Kræfter efter saa mange Nederlag, saa mange forfængelige Anstrengelser, nu ere nærved at være udtømte. Thi, stærk eller svag, jeg vil, jeg maa vedblive at stride, og, naar Alt kommer til Alt, er det ikke min, men Guds Kraft, hvorpaa Sejren beroer. Men, min Fader, jeg begynder at blive gammel og skrøbelig og helder mod Graven. Menneskelig talt, tør jeg haabe at sejre nu, da jeg ikke kunde sejre tidligere? Denne Forestilling volder mig mere end Dødens Gru og Pine. Jeg har kun eet Haab tilbage, det nemlig, at den barmhjertige Samaritan, hvis Navn aldrig har forladt mit Hjerte og mine Læber, om ikke før, saa i min sidste Stund vil komme til mig, forbarme sig over mig og føre mig i Herberg for aldrig at lade mig slippe fra sig mere.
Men vil han komme? Tidt og ofte forbandt han mine Saar, derom kan jeg ikke tvivle; men i Herberg kom jeg aldrig. Vil han komme? Er jeg ham ikke ganske uværdig? Jeg har elsket, ikke Fader eller Moder, Søn eller Datter, men det, som var meget ringere, mere end ham. Og min Tro — tør jeg overhovedet give det stakkels ustadige og frygtsomme, forpiinte Væsen, som jeg bærer i mig, Navn af Tro, en frelsende Tro? O hellige Fader, hvad skal jeg dog gjøre for at finde Fred? Hvad skal jeg gjøre for at undgaa det Forfærdelige og blive salig? —
Apostelen tøvede med at svare. Hans Aasyn blev ligesom forklaret, medens han paa det Ubestemte saae hen for sig. Hvad var det, som paa en saa lykkelig Maade bevægede Oldingens Hjerte? Det var en Erindring. Han saae sig i Aanden ved Genezareth Sø; han hørte atter den opstandne Frelser spørge: — Simon, Jonas' Søn, elsker Du mig? — Og hans Hjerte gav atter Svar: — Ja, Herre, Du veed, at jeg elsker Dig! — Og Frelseren sagde videre: — Vogt mine Faar! —
— Vogt mine Faar! — Apostelens Blik faldt paa den Bedende. — Her var eet af den gode Hyrdes fortabte Faar. — Og han sagde med inderlig Bevægelse til ham:
— Arme Menneske, eftersom Du da ikke kan komme tilrette med Troen, saa forsøg det nu herefter med Kjærligheden! Agt vel paa, hvad jeg har at sige Dig! — Fra nu af skal Du kun have een Iid og Tanke, den, hvorledes Du kan bevise Herren din Kjærlighed. Hele dit Liv skal gaa op i denne Tanke. I al din Gjerning, i hele dit Forhold skal Du kun have dette for Øje. Det Største maa ikke være Dig for stort. det Mindste for lidet til at bevise din Frelser, at Du virkelig elsker ham. Offer paa Offer skal Du bringe ham, idet Du for hans Skyld i alle Ting fornægter Dig selv. — Ja, for hans Skyld! — Aanden i disse Ord være fra nu af din Styrke! Lad disse Ord leve i din Sjæl, og gjør derefter! — Da skal Du finde Fred og blive lykkelig. Thi i samme Forhold, som Du lader ham føle, at Du elsker ham, vil Du komme til at føle, at han elsker Dig. Og saa er Du jo frelst; Kjærligheden er ogsaa i og for Dig bleven Lovens Fylde.
— See, — vedblev Petrus med indtrængende Røst: — see, hvor forunderlig denne hans Kjærlighed er! Det seer livagtig ud, som om det var Dig, der bragte ham Offer paa Offer. Men det er kun et Skin. Thi Værdien af alle de Offre, Du bringer, kommer ikke ham, men Dig selv tilgode. Han tager Intet, men giver kun, efter hiint hans eget Ord: — saligere er det at give end at tage! — Han er tilfreds med din Kjærlighed ene og alene. Det er ikke Dig, men ham, der offrer, idet Fylden af det Offer, han eengang bragte, kommer Dig i det Uendelige tilgode, i Liv og Død, i al Evighed.
— Min Søn, saa gak nu hen i Fred, og tænk hele dit øvrige Liv kun paa dette Ene, hvorledes Du i Stort og Smaat, i alle Ting kan bevise Herren, at Du elsker ham! —
— Men Troen, o Fader, — spurgte den Fremmede: — hvorledes skal det gaa med Troen, ikraft af hvilken alene et Menneske kan blive saligt?
Et lyksaligt Smiil oplyste Oldingens Træk, idet han svarede:
— Søn, bekymre Dig ikke derom! Med Troen skal det ingen Nød have. Eenfoldige Barn, mener Du virkelig, at Troen kan fattes der, hvor Kjærligheden i sin Fylde er tilstede? Gak hen, hold fast ved det, Du har! Naade og Fred være med Dig mangfoldigen! —
Talte jeg ikke for nogen Tid siden om een stor
Smerte istedetfor mange? Novel, min Ven, vær kjønt
taalmodig! Jeg har noget Mere derom at sige.
Vi vandre heri Helvede altid paa Fortvivlelsens Rand; det er forstaaeligt. Der hører kun et ganske lille Stød til, saa styrte vi i Dybet. Det er naturligviis vort eget Hjertedyb, hvori vi styrte ned, et Bytte for de der løsladte onde Magter. Undertiden hengive vi os stille fortvivlende i vor Skjæbne og lade os i al Sagtmodighed sønderrive. Til andre Tider derimod gjøre vi en rasende Modstand, og lade os kun tage med blodig Vold paa hvert et Punkt. Det er afhængigt af Stemningen. Men hvor ulige er ikke denne frygtelige Kamp! Det er en Kamp med bare Hænder imod Tænder og Kløer. Ikke sandt, Du seer det tydelig for Dig?
Men det Forfærdeligste ved denne Kamp er, at jeg personlig er tilstede baade i Hænderne paa den ene Side og i Tænderne og Kløerne paa den anden. Med Hænderne er jeg fortvivlende opsat paa at værge mig; med Tænderne og Kløerne er jeg rasende opsat paa at sønderrive mig selv. Paa den ene Side gjør den naturlige Selvopholdelsesdrift sig paa det Kraftigste gjældende, paa den anden Side et unaturligt, glubende Had til mig selv.
Hvor længe disse Fortvivlelsens Paroxysmer vare, veed jeg ikke; det er vist meget ulige; nogen naturlig Grændse gives der i alt Fald ikke. Nej, nej, min Ven, tænk ikke derpaa! Heri Helvede udtømmes Naturen ikke som i Verden; der gives jo nemlig her overhovedet slet ingen Natur. Som jeg her sidder for Dig, er der ikke saa meget som et Gran, en Draabe Natur i mig.
Men Paroxysmen har dog sin Ende. Naar jeg har raset min Tid ud, naar der, saa at sige, ikke mere er nogen heel Stump tilbage af mig, stiller det lidt efter lidt igjen af, og jeg kommer i samme Forhold igjen til mig selv. Det dulmer, vilde I sige i Verden. Nuvel, det passer rigtignok ikke, som det skulde; men lad mig dog for en Gangs Skyld sige det Samme heri Helvede: — det dulmer!
Saavidt ligne alle Paroxysmer hverandre. Men undertiden — det er min Sjæls inderste Hemmelighed, jeg herved betroer Dig, — jeg vilde ogsaa gjerne sige: min dyrebareste, men der ligger Mere i dette Ord, end Helvede tilsteder, — undertiden, idet alle Nag og Smerter synke hen, træder den Korsfæstedes Billede, stort og mægtigt, ligesom seirende frem for min Aand. Ja isandhed, det dulmer! Det er, som om Storm og Bølger havde lagt sig, og det var blevet stille, blikstille. Vistnok er Pinen i sig selv ikke bleven mindre; men nu er der kun een umaadelig Smerte, ligesaa stille som dyb, eet uhyre Nag istedetfor tusinde. Hvilken forfærdelig Anklage! Det er mig grangivelig, som om jeg havde været med at korsfæste ham!
Men der er ingen Oprejsning i denne Smerte; Freden bliver lige langt borte. Og, lad mig ligesaa godt tilstaa det, — ak, jeg sagde nylig meget for meget, da jeg talte om den Korsfæstedes Billede! Jeg vilde saa gjerne tro, at jeg saae det for mig. Men jeg kan ikke skuffe mig selv; jeg seer det ikke. Strax i første Øjeblik forekommer det mig, som om det stod udtrykkelig for mig; men naar jeg seer til, er det forsvundet. Nej, det er der; derom er jeg overbeviist. Men jeg kan ikke holde det fast; det bliver borte for mig, i Taage og Mørke.
Men Korset, Korset, hvorpaa han hang, det bliver tilbage; det seer jeg saa tydelig for mig, som jeg har seet nogen Ting i Verden! Min Ven, er det ikke allerede Meget? Jeg formaaer ikke at knytte nogen bestemt Forestilling dertil; jo mere jeg anstrenger mig, desto mere ør og forvirret bliver jeg. Korset er jo i Verden Symbolet paa Troen? — Her brister det for mig. Men ligefuldt, Korset i sig selv er dog ogsaa Noget; thi det er jo hans Kors. Og jeg har seet det for mig! Ikke sandt, min gamle Ven, der er et Haab deri, efter Helvedes Vilkaar endog et stort Haab?
O, hvor lykkelige ere ikke I, som kunne vandre nyder Korset! Og dog vandre I saa ofte derunder med Knur og Graad og bittre Klager!