Breve fra Helvede/26

by Valdemar Adolph Thisted

XXVI.

Siden Du sidst hørte fra mig, og det er nok længe siden, har jeg igjen været paa en lang, eventyrlig Fart.

Hvor store Strækninger Man tilbagelægger heri Helvede og med hvor stor en Hastighed, derom lader sig intet Bestemt sige. Jeg kan ikke antage Andet, end at begge Dele jo ere utrolig store. Men Sagen er, at Tid og Rum herpaa Stedet, om de end maaskee i sig selv existere, for os dog kun ere til i Indbildningen. Der gives neppe to Sjæle i Helvede, som kunne blive fuldkommen enige om een eller anden Udstrækning. Men det gjælder da ikke alene Tid og Rum, men overhovedet alle mulige Ting. Alt beroer paa Forestillingen. Derfor hører ogsaa Enighed til de meget sjeldne, til de reent tilfældige Ting heri Helvede, og, hvad der i Verden og andre Steder kaldes Harmoni, er sletikke til at sinde. At en Mængde Sjæle, under Indflydelsen af en stærk Fællesdrift, hist og her slutte sig sammen paa een Plet eller til een Iid, ligger ganske udenfor Sagen. Thi til Enighed hører Frihed; men disse Sjæle gjøre blot, hvad de maa gjøre, og, naar undtages denne Drift, ere de indbyrdes ligesaa uenige som alle de øvrige.

Nok er det, paa Farten maatte jeg. Naar jeg føler mig ret bundløs elendig, finder jeg en vis fortvivlet Tilfredstillelse i at Pile frem igjennem det uendelige, sporløse Rum, ligesom iblinde, uden Maal og Meed. Det er mig kun om den vilde Fart at gjøre. Ja, ligesom iblinde; thi jeg agter ingensomhelst Hindringer. Jeg farer lige lukt igjennem de tykkeste Mure, den tætteste Folkestimmel, tværs igjennem Huse, Kirker, Paladser, ja selv igjennem Mennesker og Dyr, om de komme mig ivejen. Det volder rigtignok nogen Forstyrrelse; men Man er vant til Sligt heri Pinen. Man veed, at det ikke er Andet end en fortvivlet Sjæl, og hjælper sig igjen tilrette, som om Intet var forefaldet.

— Hvorledes gider Du dog det? — udbryder Du maaskee. Ja, derom maa Du vel spørge. Jeg veed virkelig heller ikke selv, hvorledes jeg gider. Enhver har heri Helvedes Pine sin naturlige Plads, og der gjør han bedst i at blive. Jeg har min, og fører der, som Du veed, hvad Man nærmest maa kalde en pæn, adstadig, borgerlig Tilværelse. Men nu og da kommer der en Raptus over mig; saa bryder jeg pludselig med al Anstand og al god gammel Skik, og borte er jeg, i vildere Flugt, end nogensinde en Vildgaas har sat op i Verden.

Hvad der egentlig ligger til Grund for disse Ekstaser? — Fortvivlelse, — siger Du: — lutter Fortvivlelse. — Ja, naturligviis. Men i Fortvivlelsen gjør sig en naturlig Trang gjældende til at fly for sig selv, eller i alt Fald at finde Bedøvelse.

Men jeg kan hverken det Ene eller det Andet. I Verden kan det undertiden lykkes; heri Helvede aldrig, aldrig. Naar jeg da atter har gjort denne unyttige Erfaring, holder jeg pludselig inde og seer mig omkring, og gjenfinder da ofte mig selv paa heelt underlige Steder.

Men det underligste Sted af alle, det er dog — — — det Sted, som jeg nylig er kommen fra. Som en Daare foer jeg did; som en Daare kom jeg tilbage. Rædselen drog mig hen, Rædselen jog mig hjem, og nu sidder jeg her igjen, som Du vel har mærket, mere end halv forstyrret.

Der gives en Fart til bestemt Maal, som udentvivl hver eneste Sjæl heri Helvede, i det Mindste een Gang, har foretaget sig. For saa vidt kunde denne Fart passende kaldes en Valfart. Enten det nu er begrundet i en vis uimodstaaelig Drift, som er fælles for Alle, eller det simpelthen maa tilskrives den forunderlige Tiltrækningskraft, som det Rædselsfulde udøver over Sjælene, — Alle maa de afsted, for eller senere. Du veed, hvilket Tilløb der plejer at være ved en Henrettelse i Verden. Det er besynderligt. Men, ikke sandt, endnu meget besynderligere vilde det dog være, om Nogen følte sig uimodstaaelig hendragen til at bivaane sin egen Henrettelse? Nuvel, noget Lignende finder Sted heri Helvede.

Som Du veed, vel ogsaa uden min Antydning, der udentvivl kun har været ufuldkommen, er der en umaadelig Afgrund befæstet mellem Pinens Sted og Paradiset. Umaadelig, siger jeg; jeg vilde sige frygtelig tillige, hvis ikke dette Ord, kun møntet paa jordiske Tilstande, var altfor svagt til at betegne denne Afgrunds Rædsler. Det er Djævlekrogen. — Forstaaer Du det saa? — I Dybet brænder den evige Ild, beredt Djævelen og hans Engle. — Hvor langt denne Afgrund ligger borte? — Jeg kan ikke sige Andet, end at den ligger ved Helvedes Ende. — Hvor nær Man kan komme den? — Allerede paa hundrede Miles Afstand begynder Man at svimle og at ængstes indtil Døden, og alligevel drages Man nærmere og nærmere. Hvorledes Man tilsidst slipper derfra, er mig endnu en Gaade. — Hvor viid denne Afgrund er? — Naar Paradiisglandsen er oppe, naaer Blikket med Lethed derover. Men jeg skulde fejle meget, om ikke det store Ocean i Verden kun forslaaer Lidet derimod.

Af denne Afgrund fremvælder det gyselige Mørke, som lidt efter lidt tager Lyset fra os. Derpaa ligesom sluger den Mørket igjen. Det bliver lysere og lysere, indtil Glandsen fra Paradiset bryder sejrende igjennem. — Men jeg veed igrunden ikke, hvorfor jeg fortæller Dig dette. Hvad jeg egentlig havde at sige, er blot dette: nu er det store Øjeblik overstaaet, med alle dets Rystelser, og jeg har endda Kraft til at fortvivle endnu. Lyset tager igjen mærkelig af; vi gaa tilbage mod Natten.

Men vi vare jo ved Afgrunden. Du venter maaskee, at jeg skal beskrive Dig Stedet? — Du kunde ligesaa godt forlange af mig, at jeg skulde skildre Dig Paradiset som denne Afgrunds Rædsler oppe og nede. Jeg vilde komme ganske ud af mig selv, jeg vilde komme til at fantasere, saa nyktern jeg er, dersom jeg prøvede derpaa. Ligesaa lidt maa Du vente at erfare, hvad Man føler paa denne Fortabelsens Rand. Dog bi! For i det Mindste saa nogenlunde at stille Dig tilfreds, lad mig fortælle Dig, at der staaer mere end een riig Mand ved Afgrunden og seer den Fattige hiinsides i Abrahams Skjød, udstrækker Armene og trygler om en Draabe Vand. Thi han pines svarligen. Hiin første rige Mund i Evangeliet skal efter Sigende have fundet Forløsning.

Ogsaa jeg har tryglet, med hele Fortvivlelsens Kraft. Men Ingen, Ingen hørte mig. Jeg havde gjerne styrtet mig i Afgrunden, i Armene paa det hylende Djævleslæng dernede. Hvilken Magt der holdt mig fra det, og hvilken Magt der førte mig tilbage, veed jeg ikke. Skulde der dog endnu gives en forbarmende Gud over mig?

Det var den anden Valfart til Landet ved den svælgende Afgrund. Her sidder jeg nu og tænker paa, hvorledes jeg dog kunde lade mig lyste paa slig fortvivlet Maade. Men her have vi sletingen Magt over vore Lyster og Lidenskaber. Jeg gruer, jeg gruer!— — — Lysten kunde komme over mig tredie Gang.

Jeg seer, at jeg har skrevet: saa nogenlunde at tilsredstille Dig. — Det er saa godt som et Løfte, og Løfter, navnlig de smaa, som det ikke var svært at holde, havde altid noget Helligt for mig. Jeg maa vel altsaa overvinde mig selv og fortælle Dig lidt Mere endnu. Men det siger jeg Dig forud, de Aabenbarelser, jeg har at gjøre, ere ikke for svage Sjæle, som sætte en god, rolig Slummer over alle Ting i Verden.

— — Da jeg i sandseløs Gru foer tilbage fra Afgrunden, ligesom undsluppen Satan og hans Engle, hvorledes, veed jeg ikke, var jeg nærved at styrte lige i Armene paa et Menneske, som kom mig imøde.

Men var det ogsaa et Menneske, denne uformelige Skikkelse med det knuste, sønderrevne Legeme og de gyselig fordrejede Ansigtstræk? Ja, det var, og efter Beskrivelsen var det let at kjende. Dette Menneskes Navn var Judas Ischarioth.

Om Halsen bærer han en sønderbrudt Strikke; i Haanden holder han de tredive Sølvpenninge. Strikken snærer ham frygtelig omkring Halsen; Pengene brænde ham i Haanden. Ofte kaster han Pengene bort; men de vende bestandig igjen tilbage. De gjøre hver Gang blot en lille Rundar i Verden, og ligge saa atter, blodige, som de ere, i hans sammenknugede Højre. Saa hører Man ham stønne: — Hvad kommer det os ved? See Du dertil! — En frugtesløs Anger, som altsaa i Virkeligheden ingen Anger er, optager hele hans Bevidsthed. Og han har kun een Idræt, nemlig den, at komme bag paa eet eller andet Menneske for at hænge sig om dets Hals.

Hvad han hermed har til Hensigt, er ikke ganske klart. Nogle mene, at han virkelig har isinde at hænge sig, at han nemlig i Helvede vil gjøre om og gjøre bedre, hvad der ikke lykkedes for ham i Verden. Det er dog udentvivl en Misforstaaelse. Vistnok har det aldrig viist sig, hvad Grueligt der vilde skee, om det lykkedes ham at hænge sig om et Menneskes Hals; men i alt Fald synes det ikke at kunne blive Judas, som herved stod Fare for at blive kvalt. Det forholder sig derfor snarere saaledes, som Andre mene, at Judas simpelthen kun søger et christent Menneske, som kan give ham det Kys tilbage, han engang i Verden gav sin Herre og Mester, og skille ham af med de tredive Sølvpenninge. Men han finder naturligviis intet. Som Man vel kan tænke sig, er der Ingen, som oppebier hans Favnetag og Kys. Alle fly ham med unævnelig Gru, og det er heldigviis ikke vanskeligt at undfly ham.

Ogsaa jeg flyede, men ikke langt; saa maatte jeg igjen bævende standse. Et rædsomt Syn! Atter maatte jeg spørge: — Er det ogsaa et Menneske?

Ja, et Menneske var det, udtæret lige indtil Benene. En levende Beenrad, ikke mindre et Særsyn i Helvede, end det vilde være det i Verden. Hvem det var, fik jeg senere at vide. Det var hiint Menneske blandt Ypperstepræstens Svende, som slog Guds Søn paa Munden. Hans Historie er i Korthed følgende:

Den Haand, hvormed han havde slaaet Herren, begyndte strax at skrumpe ind og visne. Og saaledes vedblev han at visne langsomt hen, Tomme for Tomme, fra de ydre Dele indad mod Hjertet. Tilsidst var der kun Skind og forkrøblede Been tilbage. Og saaledes vandrede han om, en Rædsel for alle Mennesker. Han følte, hvorledes Døden sneg sig paa ham og rykkede frem, uendelig langsomt, men i samme Grad sikkert. Det varede længe, meget længe, inden den naaede Hjertet. Hans Liv blev en vedvarende Dødsangst. Hver kommende Dag frygtede han for, skulde blive hans sidste. Men der fulgte Dag paa Dag, Aar paa Aar, og der var endnu ingen Ende.

Men Enden kom, ikke paa hans Kval, men paa hans Liv i Verden. Han døde og foer til Helvede. Her lider han endnu den samme Sjælemarter. Han befinder sig nemlig i den grufulde Indbildning, at han endnu bestandig svinder ind og visner. Med Dødsens Angst spørger han alle Mennesker, ligesom han plejede i Verden, om de kunne see nogen Forandring hos ham.

I denne Indbildning lever og aander han, og gaaer stille omkring for at spare paa de svindende Kræfter. Man frygter ham ikke; Man kan ikke Andet end grue ved ham. Naar han taler, skeer det i Almindelighed kun for at gjøre hiint angstfulde, aandeløse Spørgsmaal. Kun nu og da hvisker han for sig selv: — Hvi slog Du mig? — og seer ned paa sin visne Højre.

Forleden kom jeg til at træde paa en Lap Avispapiir; jeg tog den op og læste:

Pröv Lykken!
For 12 Sk. vindes 400 Rdlr.

Det var een af de sædvanlige Maddinger, som blive udkastede for de Uerfarne og Lystne, og som, efter at have gjort deres Nytte i Verden, naturligviis fare til Helvede.

Ifølge en Erfaring, som jeg gjorde for ikke længe siden, bortkaster jeg nu aldrig et saadant Stykke Papiir uden at have vendt det og seet efter, hvad der staaer paa den modsatte Side. Vrangsiden, der naturligviis udenfor Helvede er den rette, indeholder ofte den bedste Deel, Eet eller Andet, som i Virkeligheden ikke var bestemt til at blive læst i Helvede, men som det mystiske Nødvendighedsforhold mellem Avers og Revers, Ret og Vrang, paa underlig Maade har ført med sig.

Vrangsiden af nærværende Papiirslap indeholdt et lille Avertissement, saalydende:

Brudekrandse haves bestandig i skjönt Udvalg, ligesaa Liigkrandse. Navne og smukke Farvel forfærdiges godt og billig.

O, hvilken Anledning give ikke disse uskyldige Linier til alvorlige, smertelige Betragtninger!

Brudekrandse og Liigkrandse lige ved Siden af hinanden! Ja, det forholder sig desværre ganske rigtig. Der er i Virkeligheden kun nogle bævende Aandedrag, nogle faa Øjeblikkes Møje, Strid og Smerte derimellem. De ligge hinanden saa nær, at vi mangen Gang gribe efter det Ene og faa det Andet; vi foresatte os at flette en Brudekrands, og det bliver maaskee til en Liigkrands mellem vore Hænder. Mangen Moder og Fader opdrager sit Hjertes Barn til Brudekrandsen; men Liigkrandsen kommer først for, og det bliver den, der kommer til at smukke hendes dyrebare Hoved. Der ligger hun med de hvide Roser omkring de jomfruelige Tindinger. Men det er ingen Brudekrands. Derfor behøver hun heller ikke at rødme; hun er saa bleg som de Roser, der smykke hende. Brudekrandsen er henlagt til hende i Himlen, saafremt hun har lært Sjælens Brudgom at kjende, Guds eenbaarne Søn — det evige Livs uvisnelige Krone. — Og mangen Kvinde maatte heller ønske Liigkrandsen paa sit Hoved end Brudekrandsen. Heller blegne under hiin end blusse under denne! Heller Døden til Brudgom end en Mand, som ingen Hengivelse fortjener!

Og disse Navne, som forfærdiges saa godt og billig! — Saa godt de end ere forfærdigede, ville de dog snart hensmuldre og ikke mere være til at læse. Ak, desto værre, det gjælder kun altfor almindelig: død Mand eller Kvinde bliver snart glemt. Den Døde har ingen Ret længer. Verden gaaer urørt og uforstyrret sin vante Gang; Livet har sine Fordringer, for hvilke Dødens Krav, om saadanne ere til, ydmyg maa træde tilbage. Livet er den rige Mand i Evangelier, som hver Dag levede i Herlighed og Glæde; Døden er den fattige Mand, som elendig laa udenfor den Riges Dør, og maatte tage tiltakke med de Smuler, som faldt fra hans Bord. Der er Forskjel, det er sandt, endog stor Forskjel. Men i Almindelighed erindres den Døde kun en kort Tid; saa bliver han overgiven til Forglemmelsen. Andre Navne, levende Navne, trænge sig ind i de varme, ømme Hjerter. Hvorledes skulde der da ogsaa være Plads til den Dødes? Nej, i Hjerterne er der for det døde Navn intet Rum længer. Det hensmuldrer enten paa en skimlet Kirkevæg, og Ingen kan længer dechiffrere det; eller det vifter sørgelig fra Graven for de kolde Vinde, som en ukjendelig Levning fra den ømme Kjærligheds Dage.

Og disse smukke Farvel, som kunne haves saa billig! Ak, Man kunde græde bitterlig over denne Billighed! — Farvel! Farvel! — I den Dødes Hjerte, skjøndt det er brustet, vil det vedblive at gjenlyde, om ikke med Smerte, saa dog med inderligt Savn; i de Levendes Hjerter derimod vil Klangen deraf hastig hendø. Ak, det var til at faa altfor billig; det kostede kun saa lidt! En skjønne Dag kommer maaskee et ganske fremmedt Menneske til den Sjæl, som Du elskede højest paa Jorden, og som Du aldrig, aldrig vil kunne glemme, og siger: — Goddag, Goddag! — Saa er hiint ømme Farvel ganske glemt. Det bæver endnu kun som en ulykkelig Las over Graven.

Ak, men hvorfor var det ogsaa at faa saa billig! — Og dog var det saa smukt, baade paa Læben og for Øjet, saa smukt og rørende! Hvori laa da Fejlen? Ak, Sjælen manglede! Det var kun et Pust fra Lungerne; Hjertet havde ingen rigtig Deel deri. Og dog troede den ømme, sorgfulde Efterladte det maaskee. Men det er Sandhed, Sjælen var ikke deri. Den havde listig draget sig tilbage til sit allerinderste Rum for at afvente bedre, lykkeligere Tider. Og yde bedre Tider kom, og bleve hilsede med Jubel, den hulde Glemsels Tider. Da dukkede Sjælen atter frem fra sit Dyb, med forøgede Attraaer og Længsler, varme og higende, for at leve blandt de Levende og ikke blandt de Døde. Da havde Forkrænkeligheden for længe siden sønderrevet og henvejret hiint skjønne Farvel, som var gjort saa godt, og havde været at faa saa billig. Der var Ingen, der sukkede over den sunkne Grav uden de tungsindige Nattevinde!

I den senere Tid er Alt gaaet op for mig i een stor, overvældende Smerte. Hvad har jeg ikke lidt! Nu lader det til, som det hedder i Verden, at ville fordele sig. Et Tegn blandt andre er, at de onde Erindringer med allehaande Nag igjen begynde at strømme ind paa mig.

Du maa heraf dog ikke drage den Slutning, at jeg herefter kun vil faa Smaapiinsler at drages med. Disse ere i Virkeligheden kun for lidet at regne. Mit Væsen er ligesom deelt imellem mange store Smerter. Blandt disse, det er begribeligt, kan der jo vel være een, som er stor endog blandt de store. Fordi Træerne i Skoven ere mange og store, kan jo eet Træ nok være det største og rage op over alle de øvrige. Nuvel, til dette store Træ i Skoven har jeg i den sidste Tid ligesom været naglet. Hvad agtede jeg da vel paa de andre Træer, og hvad agtede jeg paa Myggesværmene? Ja, for at blive ved Lignelsen, de onde Erindringer ere ligesom Myggene, der sværme paa de aabne Pletter i Skoven.

Det var dog et yndigt Billed, ikke sandt? — Helvedes Pine — en Sommerdags Vandring igjennem Skoven! Nuvel, kan Du holde dette Billede fast, saa gjør det! — Din Ven vandrer igjennem Skoven, og det Værste, han har at beklage sig over, det er Myggene.

Stik paa Stik.

— Jeg havde engang taget et kjønt, ganske ungt Menneske i min Tjeneste. Paa en Maade var han en Arv efter Tante Betty; det var nemlig for hendes Skyld, at jeg tog mig af ham. Men, Gud naade sig, som jeg tog mig af ham! Jeg veed ikke, hvorledes det kom, men strax fra Begyndelsen fik jeg Noget imod ham. Du veed, det gaaer saa ofte saaledes i Verden, og Man lægger ingen videre Vægt derpaa. Min nye Tjener var maaskee lidt indskrænket, men havde ganske sikkert den bedste Villie. Men Intet kunde han gjøre mig tilpas. Han kunde ikke saa meget som staa eller gaa rigtig for mig. Tidlig og sildig hakkede jeg paa ham; jeg troer endog, jeg fandt en vis Tilfredstillelse deri. Nu rinder mig hvert af de bidende, krænkende Ord ihu, som jeg henvendte til ham, og han viser mig atter og atter sit bedrøvede Ansigt. Han kunde naturligviis ikke holde det ud hos mig, og maatte see sig om efter en anden Plads. Den var jeg dog saa god at skaffe ham. Men det var kun en lidet opmuntrende Begyndelse for et stakkels Menneske, som skulde tjene sig frem i Verden. Og han havde fortjent det bedre. Efterat han havde forladt Huset, kom der mere end eet Træk for Dagen af en næsten rørende Hengivenhed og Troskab hos det unge Menneske, som var blevet saa ilde behandlet.

Det er kun en Ubetydelighed, seer Du. Men den har sin Braad, og Stikkene smerte.

— I Staden havde jeg en lille Have ved Gaarden. Paa den ene Side vendte Naboens Huus ud derimod med en blind Muur. Dog ikke ganske blind; temmelig langt nede var der et Vindue. Det var ligesom et Øje paa Huset, og jeg bildte mig ind, at dette Øje ikke lod mig afsyne. Det var kun en Indbildning; thi bagved Vinduet sad en fattig Sypige, hvem Arbejdet gav Andet at tænke paa end at udspejde mig. Det forstaaer sig, nu og da saae hun ned i Haven; hun dristede sig endog til, Morgen og Aften at lukke sit Vindue op. Heri var der vistnok ikke noget Ondt; men ikke destomindre tog jeg Forargelse deraf. Kort og godt, i en ærgerlig Time benyttede jeg mig af den Ret, som Loven gav mig, og lod slaa Brædder for det forargelige Vindue.

Men denne min Ret var en stor Uret. Min lille Have var een af de største Velsignelser, som vare faldne i den stakkels Piges Lod. Der var Blomster, og hun elskede næsten lidenskabelig Blomster. Der var Grønt, og det Grønne gjorde hende saa godt i hendes svage Øjne. I Baggrunden af Haven var der et Lindetræes Lysthuus, hvor en Mængde Smaafugle havde sit Tilhold, og hun holdt saa inderlig af Fuglene og deres Kviddren. — Ved at slaa Brædder for Vinduet havde jeg ikke alene berøvet hende alle disse Herligheder, men ogsaa den friske Luft, ja endogsaa Lyset, som hun nødvendig behøvede til sit Arbejde.

Det faldt mig da ogsaa snart ind, at jeg havde gjort mig skyldig i Noget, som lignede en Grusomhed. I nogen Tid lod jeg det løbe rundt i mit Hoved og Hjerte. Endelig, da jeg havde faaet et menneskekjærligt Forsæt færdigt, gik jeg ind til Naboen. — Men da var det for silde. Den stakkels Pige havde været nødt til at rømme den Bolig, som var bleven hende kjær og hellig ved femten Aars Glæder og Sorger.

Atter en Ubetydelighed, det vil da egentlig sige, ikke i og for sig, men i Mængden af mit Livs onde Gjerninger. Men, tro mig, det svier for Hjertet!

— Jeg var paa en Ridetuur. Midt i en Landsby holdt jeg stille; jeg skulde tale med en Mand, hvis Bolig jeg ikke ret kjendte. Men Landsbyen var i den hede Middagsstund ligesom uddød; der var ikke et Menneske at see, som kunde holde min Hest, undtagen en nydelig ung Bondepige, som viste sig i een af Dørene. Paa mit Vink traadte hun ud, halv skjelmsk, halv undseelig, og lod sig uden Vanskelighed formaa til at tage mod Hesten, saa at jeg kunde gaa mit Ærinde.

Da jeg kom tilbage, frembød et ejendomlig smukt og interessant Skue sig for mig. Min Halvblodshoppe var bleven utaalmodig; den unge Pige havde ondt ved at styre den, og befandt sig aabenbart i stor Forlegenhed. Under Striden med det modvillige Dyr udfoldede hendes slanke Skikkelse saa skjønne Former og Bevægelser, der var et saadant Spil i hendes smukke Ansigt mellem Angst og Ærgrelse, at jeg følte mig ganske betagen, og, istedetfor at træde frem og hjælpe hende ud af den kritiske Stilling, hvori jeg havde bragt hende, traadte i Skjul tilsiden for i Ro og Mag at kunne betragte denne pikante Scene. Det var en Quasi-Pendant til Hestebctvingerne paa monte cavallo i Rom. Stilen var rigtignok betydelig lavere. Men her var den levende friske og skjønne Ungdom i Kjød og Blod.

Der var ingen Fare. Min Hoppe var ingenlunde vild, tværtimod ualmindelig kjælen. Det var kun en Leeg, den opførte; men den unge Pige forstod sig ikke derpaa, og vidste ikke, hvorledes hun skulde tage sig deri. Det var af Kjælenskab, at den slog højt op med Nakken, som om den vilde stejle, og ved Bidslet strakte den unge Piges slanke og smidige Legeme ud i dets fulde Længde, ja, truede med at lette hende fra Jorden. Men Pigen holdt trolig fast, og gav sig ikke. Det var af Kjælenskab, at den nappede hende snart i Halstørklædet, snart i Huen. O vee, der fløj Tørklædet af og gav hendes hvide, fyldige Hals og Barm blot for mine Øjne! Og ikke længe efter gled hendes Nakkehaar frem under Huen og rullede i gyldne Bølger ned over Ryg og Skuldre! Hendes Forlegenhed voxede. En høj Glød brændte paa hendes Kinder; i hendes Blik luede en ustadig Ild, som ikke var langt fra Vandet. Højt og uregelmæssig bølgede Varmen, medens hun med aandeløse Ord stræbte at berolige Dyret. Ved Bidslet svingede det hende snart hid, snart did; paa Tæerne, med opløftede Arme, blev hun nødt til at gjøre de frieste, yndigste Bevægelser. Navnlig troede jeg aldrig at have seet nydeligere Trin, end hun saaledes ufrivillig kom til at gjøre med de nette Fødder under de korte, svajende Skjørter. — Det var meget egenkjærligt af mig, det maa indrømmes; men jeg havde ondt ved at løsrive mig fra Skuet af saa store naturlige Yndigheder.

Men det fik en brat Ende. Ved en Svingning fik Pigen Øje paa mig; jeg var nødt til at træde frem. Hvis hun i dette Øjeblik havde sluppet Hoppen, da havde hun, jeg tilstaaer det, kun gjort mig min Ret. Men hun holdt trofast ved, indtil jeg kunde tage Tøjlen i min Haand. Men det Blik, hvormed hun mødte mit, — med et blandet Udtryk af Fortrydelse, Blusel og Vrede traadte en glindsende Taare frem deri — under dette Blik har jeg nu atter og atter maattet krympe mig. Førend jeg svang mig i Sadlen, vilde jeg lægge en Daler i hendes Haand. Men hun lod den falde til Jorden og vendte mig Ryggen, uden een eneste Gang at see sig om, medens jeg lod Hoppen courbetterende følge et Stykke efter hende.

See, det er dog virkelig kun en Ubetydelighed. Jeg havde Uret mod Pigen, det er sandt; men hun havde slet ingen Skade deraf. Tværtimod antager jeg for vist, at dette lille Eventyr har givet hende en gavnlig Lære med Hensyn til at vogte sig — for Lapsene fra Staden.

Men alligevel — alle slige Erindringer maa vende tilbage og heri Helvede gjøre deres Krav gjældende. Tilværelsens Lov er en fuldkommen Retfærdighed, og denne Lov gaaer igjennem Verden, Helvede og Himmerige. Alt, Alt, hvad der blot har en Skygge af Ondt, vil engang komme igjen, med mindre det af Guds Naade bliver opfanget paa Vejen, og forlange Oprejsning, gjøre Fordring paa Ligevægt. Hvad der var ondt i Verden, udkræver heri Helvede et tilsvarende Maal af Pine.

Kan Du høre, hvorledes Myggene summe og svirre omkring mig?

Der er eet Træ i Skoven, hvorunder jeg atter og atter maa standse, med dybe Sukke. Det bærer et forspildt Livs Frugter, og de ligesom regne ned over mig. — Hvor godt kunde jeg ikke have havt det, hvor meget kunde jeg ikke have udrettet, hvor lykkelig kunde jeg ikke være bleven!

Men jeg vilde ikke. Mens jeg vandrede i Lyset, var jeg blind, og iblinde tumlede jeg i min Grav. Først nu, i Mørket er jeg bleven seende!

---