Breve fra Ensomheden/5
24 JUNI.
Kære Veninde! — Hvor de menneskelige Affekter og Lidenskaber dog er smaa og betydningsløse. Hvor uinteressante. Hvor fattige paa Nuancer. Betragtet med en Tilskuers rolige Smil vækker de højst Medlidenhed, oftere maaske Afsky. Og som det gaar med Lidenskaberne, saaledes gaar det med Menneskene selv. Hvor bliver de ikke klodsede og gennemskuelige, latterlige og dyriske, set gennem Affekternes Teaterkikkert.
Saaledes vil De dømme, naar De har læst den bizarre Hændelse, jeg i Dag har at fortælle Dem, og hvori jeg selv spiller den rolige Tilskuers Rolle.
De ved, jeg havde bestemt i Gaar at ulejlige Dr. Frank med min Nærværelse. Jeg vilde opsøge denne moderne Misantrop for at drage Næring og suge Honning af hans Erfaringer. Tidlig paa Formiddagen begav jeg mig derfor afsted.
Undervejs tumlede jeg med alskens Spekulationer — Doktoren vedrørende. Jeg tilstaar imidlertid, at mine løbske Tanker nu og da gjorde et Sidespring til Datteren. Det ukendte og anelsesfulde har jo engang en egen, uimodstaaelig Interesse. — Min medfødte Skarpsindighed kom med et Suk snart til det Resultat, at Skønhed ikke kunde være denne Dames mest forførende Egenskaber. Hun maatte sikkert være altfor grim for denne Verden, siden hun kunde udholde en for hendes Alder saa usædvanlig Ensomhed. Imidlertid bragte det Ord Ensomhed mig til at studse. Havde jeg ikke selv søgt Ensomhed af egen, fri Vilje. Hvem kunde vide! Hun var dog maaske ganske tiltalende.
Jeg konstaterer, at denne Tanke vakte en vis Glæde i mig, og at jeg fra dette Øjeblik forstærkede mine Skridt.
Da jeg var naaet op til Kragereden, mødte jeg en Mand, som hilste paa mig og gav sig i Snak med mig.
Det var Stedets Maler, identisk med den lange, lidt duknakkede Fyr, som jeg før havde truffet paa samme Sted.
Vi havde ogsaa tidligere talt med hinanden, og en Dag i Krostuen var jeg bleven overrasket over hans kvikke Svar. Det var Graavejr den Dag. Da jeg havde faaet Øje paa ham, gik jeg hen og slog ham paa Skulderen:
»Hør De, Maler! Det er dog et modbydeligt Graavejr — kan De ikke male os Himlen lidt blaa?«
»Jo!« sagde han saa. »Hvis De kan finde en Pensel, som er tilstrækkelig lang, saa er der Farve nok i Fjorden derude. Og maaske,« vedblev han med en lille Latter, »kan vi erholde Jakobsstigen gratis til Laans.« —
Forøvrigt vidste jeg om ham, at han havde studeret i sine unge Dage og været mere bekendt som Slagsbroder end som Videnskabsdyrker. Et Mord, begaaet i Fuldskab, bragte ham paa Flugt til Amerika. Senere var han kommen hjem og havde udsonet sin Straf. Nu var han havnet som Maler i denne lille By, der havde vakt hans mest levende Had og paa hvis Beboere han altid skældte. De hadede til Gengæld redelig saavel hans skarpe Tunge som hans forførende Skikkelse. Han var bekendt som Byens største Kvindeven.
Denne Mand kom altsaa hen til mig, da jeg stod oppe ved Kragereden. Han hilste paa mig og sagde med høj Stemme:
»De skal nok ned og besøge Dr. Frank!«
»Hvoraf ved De det?« spurgte jeg og saa maalende paa ham.
»Tror De, jeg bilder mig ind, De er ude og gaa Morgentur. Nej! Deres hurtige Gang og spekulative Mine røber Dem. Men forresten kan De spare Dem Ulejligheden. Hvis De i det hele taget nogensinde slipper indenfor hans Havegitter, saa sker det i alle Tilfælde ikke i Dag. Det er nemlig hans Helligdag! …«
»Hans Helligdag?« spurgte jeg forundret.
»Ja! Kig en Gang ned til Villaen. Kan De se det oplyste Vindue dér tilhøjre for Indgangsdøren. Indenfor det sidder Dr. Frank og holder Helligdag. Dér tilbeder han fra tidlig Morgen til sen Aften sin Gud Ensomheden.«
Maleren saa smilende paa mig. Jeg var nær bristet i Latter, men jeg beherskede mig: man bør sandelig ikke forhaane sine egne Guder.
»Jeg forstaar godt Doktorens Ærbødighed,« svarede jeg.
»Det har jeg nu haft nogen Vanskelighed ved,« sagde Maleren. »Men om De saa har nok saa megen indre Forstaaelse af hans Sjæleliv, slipper De alligevel ikke ind hos ham i Dag.«
Vi stod et Øjeblik og saa paa hinanden. Saa vendte jeg mit Blik fra Maleren og lod det glide ud over Fjorden.
»Vil De ud at sejle?« spurgte han.
»Sejle? Med Dem?«
»Ja, jeg har en Baad liggende her nede i Fjorden. Det kan jo altid være Dem en Slags Adspredelse, og dem har De ikke mange af herude i denne Afkrog — stakkels De! Hvad siger De? De føler Dem ganske veltilfreds herude. Naa, det havde jeg just ikke ventet. Men hør nu — De skal alligevel tage med mig ud at sejle! Jeg har længe ønsket at kunne komme til at sejle for Dem.«
Malerens Snakkesalighed drog mig viljeløs med, og en halv Time efter sad vi i hans Baad, der langsomt vuggede ud over Fjorden.
»Er De søstærk?« spurgte han, da vi havde sejlet et Stykke. »De ser mig ikke ud til at være meget af et Mandfolk.«
Naturligvis svarede jeg ham ikke, og vi sad begge tavse, medens Strøm og Vind hastig førte os udefter.
Pludselig vendte Maleren Baaden og gjorde Sejlet fast. Derefter rejste han sig og saa mig ind i Ansigtet.
»Nu skal jeg sige Dem noget,« sagde han. »De gaar ikke hen og forelsker Dem i Dr. Franks Datter.«
»Hvad mener De?« spurgte jeg.
»Er det saa vanskeligt at forstaa? Deres Ansigt ejer netop noget af det sødladne, der gør Indtryk paa Doktoren. Han viser Dem ikke bort, naar De kommer til ham.«
»Det skulde kun glæde mig,« afbrød jeg. »Men derfor … Herregud, jeg kender jo ikke en Gang Frøken Frank.«
»Nej, men det gør jeg!« faldt han pludselig ind. »Og ligesaameget som Doktoren synes om Dem, ligesaameget vil De synes om hende. Jeg bilder mig ind, at De har et stort og rummeligt Hjerte. De gaar desuden her og keder Dem. Jeg forstaar aldeles ikke, hvad De vil i denne Egn. Men da De nu engang er her, vil jeg tage mine Forholdsregler. Forresten — hvad skal vi med lange Redegørelser? Jeg ønsker blot, at De ikke giver Dem formeget af med Frøken Frank — hun staar nemlig under min Beskyttelse. Til Gengæld faar De denne smukke Sejltur gennem Fjorden. Er Lejligheden ikke valgt med Omhu? Mener De ikke ogsaa, at éns Ord vinder i Vægt herude paa Søen i en lille Baad langt fra Land?«
»Jeg haaber,« vedblev han efter en lille Pause, »at De vil love mig ikke at beskæftige Dem med Frøken Frank. Jeg skal da øjeblikkelig føre Dem tilbage til Havnemolen. De ser, jeg betragter Dem som hæderlig nok til, at De vil holde Deres Løfte. — I modsat Fald — jeg mener, hvis De ikke vil love mig denne Ubetydelighed — kan vi med denne Modvind, vi nu har, gerne sejle i flere Dage, før vi naar ind.«
Jeg sprang op.
»Selvfølgelig aflægger jeg aldrig et saa meningsløst Løfte. Desuden skulde det kun glæde mig at tilbringe nogle Dage paa Søen i Deres elskværdige Selskab.«
Maleren saa paa mig med et haanligt Smil og lagde Rorpinden bagbords. Jeg fandt Situationen nærmest komisk og satte mig filosofisk tilrette i Forstavnen. »Den menneskelige Skinsyge,« sagde jeg flere Gange beroligende til mig selv, »er et sjæleligt Fænomen, der kun kan vække Latter. Maleren er skinsyg og altsaa en ganske latterlig Person.«
Imidlertid kom vi Fjordmundingen nær. Strømmen blev stærkere, da Kysterne her nærmede sig hinanden. Om faa Minutter vilde vi være i aaben Sø.
Pludselig slog den Tanke mig, at Maleren virkelig kunde falde paa at udføre sin Trusel. Han var sikkert ikke bange for noget — maaske ikke engang for at gøre sig latterlig. Jeg, som aldeles ikke kendte hans Hjertes Dame, skulde altsaa lide for denne taabelige Skinsyge. Maaske miste Liv og Lemmer eller idetmindste Helbred i disse kølige Sommeraftener. Det var dog for morsomt!
En kold Blæst, der kom susende ind over os, lagde næsten Baaden paa Siden.
Jeg rømmede mig og brast i Latter. Maleren drejede sig om imod mig. Jeg haaber, han opfattede mit Smil.
»Deres Indbildningskraft er sandelig meget stor,« sagde jeg efter at have lét ud. »Jeg har sjælden set dens Lige. Men naturligvis kan den kun smigre mig! Det er en ikke ringe Ære at blive betragtet som en saa farlig Medbejler til en mig ganske ubekendt Dames Hjerte. Desværre maa jeg renoncere paa Æren — jeg sigter i dette Tilfælde ikke saa højt. Jeg har nemlig kun bosat mig her paa Egnen for i al Fredsommelighed at hvile ud. Jeg havde glædet mig til i landlig Ro at blive styrket og forynget og havde mindst af alt ventet at blive betragtet som Urostifter og Fredsforstyrrer. Herregud, hvorfor keder De mig med Deres dumme og latterlige Trusel? Hvad Ret har De til at forstyrre mig i min stille Ensomhed?
Jeg følte mig ganske rørt over mine egne Ord. Jeg greb Malerens Haand.
»Tvivler De endnu?« sagde jeg. »Har De ikke ganske misforstaaet mig?«
Nogle Minutter efter var vi forsonede, og Maleren vendte atter Baaden. Inde fra Land, lige udfor os, lyste Dr. Franks Villavinduer i Solen, og vi styrede mod et lavt Bolværk, der strakte sig frem i lige Linje med Villaen og Baaden.
Da vi var komne ind under Kysten begyndte Maleren igen:
»De skal forresten tage Dem iagt for Dr. Frank. Han er en uforbederlig Egoist og desværre praktisk nok til at virke generende. Han skaffer mig saamænd stadig meget Bryderi. — Naa, jeg venter, det skal lykkes mig at faa ham gjort uskadelig. Min gode Baad og min paatagne Ligegyldighed for ham vil nok en skønne Dag friste ham til en lille, uskyldig Afveksling i hans Vaneliv. Og har jeg ham først herude, hvor Søen skummer, skal han ikke slippe saa forbandet helskindet som — — skønt det rager jo aldeles ikke Dem!«
»Naa, det er altsaa dertil, De bruger Deres Baad,« sagde jeg og maalte Afstanden fra Baaden til Land.
»Ja,« sagde Maleren og lagde til ved Bolværket. »Den Baad har altid været min bedste Ven.«
Da Fortøjningen var i Stand, fulgtes vi ind til Bredden.
»Nu kan De gaa Vejen hjem langs Stranden,« sagde han kommanderende. »Jeg har Forretninger paa den anden Side af Tangen.«
Og han forlod mig, efter at vi tavse havde trykket hinandens Hænder.
Jeg blev staaende og stirrede efter ham, indtil han var ude af Syne. Et Øjeblik efter sneg jeg mig op paa en nærliggende Bakke, hvorfra jeg saa ham forsvinde bag Kragereden. Jeg syntes, at Doktorens mange Villavinduer skelede hoverende efter ham.
Alt dette, kære Veninde, kunde se ud som Løgn og Opspind af en forsulten Digterhjerne. Ikke desto mindre er det Realitet og kan føjes som et kuriøst Blad i den Krans, Ensomheden fletter mig.
Hvor de menneskelige Lidenskaber dog er smaa og komiske. Betragtede fra et roligt Stade vækker de kun lystig Munterhed. Og Skinsygen — synes De ikke, at den er muntrest af alle muntre Lidenskaber? Sig mig, hvem der har andet end Smil og Skuldertræk tilovers for dens parodiske Genstand?
Foruden alt det andet har én Ting vakt min specielle Glæde: Doktorens Datter kan ikke høre til de grimmes utilbedte Skare. Vilde ellers Malerens sværmeriske Kærlighed have været saa stor? Eller hans Skinsyge saa utilgivelig komisk? Nej, Frøken Frank maa allermindst være smuk … maaske bedaarende!
Maleren har gjort et meget utiltalende Indtryk paa mig. Saadan en latterlig Fyr vil forstyrre min gyldne Ensomhed og forspilde min Fred. Det er alene hans Skyld, hvis jeg ikke snarest besøger Dr. Frank.
Hilsen! —