Breve fra Ensomheden/2
14 JUNI.
Kære Veninde. — Jeg er nu kommen ud og har faaet set mig om. Jeg kan ikke sige andet, end at Vorherre har været mild og naadig ved denne Egn. Den ejer for mig noget af hin sarte, yndefulde Skønhed, hvormed visse syttenaarige, halsmagre Kvinder virker. Den altid farende Vind, den ensartede, lyngbrune Farve giver Landskabet en Friskhed og Ungdom, som sjællandske Landskaber plejer at mangle.
Dette interesserer Dem vel mindre. De holder selvfølgelig mest af Bøgeskoven med dens Smuthuller, hvor man kan være ene med sine Tanker og sin Verdenserfaring. Selvfølgelig elsker De det langsomt duvende Korn, der bølger som Deres eget Bryst.
Hvor gerne jeg end vilde, kan jeg ikke dele Deres Smag. Jeg holder, som sagt, af Naturen, der ser ud som en syttenaarig Pige uden Verdenserfaring og uden bølgende Bryster.
Det undrer Dem maaske, at jeg gider fortælle om den rare Egn, jeg befinder mig i. Men Sagen er den: her, hvor man kun møder faa Mennesker, rykker man Naturen saa plebejisk nær. Og er det ikke underligt — naar den kalder, saa kommer man. Man glemmer for dens Skyld endog sine daglige Fornødenheder; undertiden føler man næppe Lyst til at gaa hjem og spise til Middag, blot for at hvile i dens Skød.
Altsaa! En stor Del af min Dag gaar med at inspicere Naturen. Jeg læser den Tekst, som Skaberen digtede til sin skønneste Drøm. Jeg strejfer om, tørstig efter nye Indtryk og samler Skønhed som et Barn Insekter.
Kroværten betragter mig vist nærmest som et underligt Fænomen. Vi taler kun sjælden sammen, men han smiler altid, naar han ser mig. Forøvrigt har han betroet mig, at han er temmelig ny paa denne Egn. Han har nemlig kun været bosat her i tolv smaa Aar.
Denne korte Tid har imidlertid ganske ødelagt hans Bohave og forringet hans Besætning. Med Savn i Stemmen har han fortalt mig om den Datter og de Køer og Faar, han har mistet. Dog ved jeg ikke, hvem han savner dybest — Hornkvæget eller Datteren!
Under mit Vindue ligger en lille Hønsegaard. Den betragter jeg ofte, især om Morgenen. Jeg beundrer Hanens Udholdenhed og Hønsenes verdenserfarne Dyd. Jeg glæder mig over de spraglede Farver, deres Erotik har iklædt sig. Og naar jeg om Aftenen knuser Skallen paa mit blødkogte Æg, falder jeg hen i filosofiske Betragtninger og mild Hønsegaardslyrik.
Forøvrigt gaar jeg i Seng Klokken ti, og naar jeg — som jeg plejer — før jeg lægger mit Hoved til Hvile, gennemgaar mine Oplevelser, føler jeg, at man kan leve uden at leve med.
Ti den Ensomhedens Oase, jeg her har fundet, er netop efter min Smag. Jeg føler, at herude, hvor Luften er stærk og frisk, bliver Menneskenes syge Sind ædlere. Jeg begynder at tro, at Dyden ikke blot bestaar i en saa rudimentær Afart, som den, vi kender. Og det aner mig, at en saadan Natur kunde være i Stand til at avle den store, den rene og evige Kærlighed!
Men De maa naturligvis ikke tro andet, kære Veninde, end at en Del af Kulturens Pragtblomster ogsaa har spiret herovre. Man faar for Eksempel saa at sige aldrig uforfalsket Kaffe, i Forgaars saa jeg en af Bondemadammerne med Regnslag, og i Gaar var der Bal i Krohaven.
Dette Bal blev Anledning til en ubehagelig lille Hændelse, som dog ikke har taget videre paa mit Nervesystem. Jeg fortæller Dem den, for at De kan lære, at der er Slanger i ethvert Paradis.
Det var altsaa i Gaar.
Hele den lille By var oversvømmet af Gæster; der var et Liv, Røre og Rykind, som bragte min tungt fordøjende Natur ganske fra Koncepterne.
Jeg følte mig næsten overflødig i den glade Stimmel og var ondskabsfuld nok til at haabe, at Regnen, som truede, vilde ødelægge det hele; men den Gud, som plejer at beskærme de ensomme, vendte mig Ryggen, og Regnen udeblev.
Ballet blev som sagt holdt i Krohaven, der vender ud til Fjorden og foruden en halv Snes forkrøblede Træer udmærker sig ved en Pavillon, som bestaar af et paa fire slanke Pæle hvilende spidst Tag.
I denne Glædens Hal blev der danset, lét og musiceret — under osende Tranlampers Skær.
Som en klog General havde jeg trukket mig tilbage til mit Værelse, da Fjenden rykkede ind i den lille By. Jeg hørte Vognrummel og glade Stemmer; jeg mærkede mit Gulv ryste under Bøndernes Trampen nede i Gæstestuen. Desværre maa jeg tilstaa, at jeg en Gang imellem, naar Tiden faldt mig lang, aabnede mit Vindue og kiggede ud; men de maabende Ansigter og den Fnisen, der løb fra Pigemund til Pigemund, fik mig skyndsomst til at retirere.
Da Dansen var begyndt, sad jeg og glædede mig over min Ensomhed.
Pludselig hørte jeg Snakken ude paa Gangen.
»Er han ikke sød?« hviskede en kælen Pigestemme. »Sikken no'en Øjne, hva'! Bare han vilde komme ned og danse.«
Her faldt en anden Stemme i med en Fnisen, og jeg hørte begge Damer forsvinde ned ad Trapperne.
Et Øjeblik efter stod min Vært i mit Værelse, meget forlegen, men meget smilende. Han slog ud med Haanden og sagde, at Dansen var begyndt og betroede mig, at de unge Damer vist gærne saa mig dernede. »For saadan en Hovedstadsherre,« sluttede han, »har jo altid særdeles gentile Manerer.«
Jeg svarede kort og godt, at jeg maatte renoncere paa Fornøjelsen, da jeg ikke ønskede at gøre lokale Bekendtskaber.
Derefter forsvandt min Vært, men et Øjeblik efter viste han sig igen, og denne Gang var hans Smil veget for en vis indtrængende Tone i Stemmen.
Nu maatte jeg komme! De forbittrede Gæster havde svoret paa, at de ønskede at se mig i deres Midte. De havde mumlet om uforskammet Københavner, Hovedstadsflab og deslige. Min Vært fremførte disse Udtryk med en beklagende Hovedrysten, og idet han langsomt trak sig tilbage til Døren, erklærede han, at han ikke kunde indestaa for, at de fulde og af deres Damer ophidsede Kavalerer ikke vilde trænge ind i mit Værelse og forlange mig udleveret.
Rystende og bævende lod jeg mig ved min Værts Arm føre ned i Krohaven, hvor manges ligegyldige Miner og min Værts hoverende Smil overbeviste mig om, at det hele havde været en Krigslist fra enkelte Damers Side.
Min altid smilende Vært trak mig nu ind i Stimlen, og før jeg vidste et Ord af det, var jeg forestillet for en halv Snes Pigeansigter, som det heldigvis senere paa Aftenen lykkedes mig at reducere til et enkelt, særlig ubarmhjertigt. Dettes Ejerinde var en blaakjolet Dame fra den nærliggende Købstad; hun snoede sin Arm ind i min, dansede med mig og lod sig traktere med Sodavand. I et mørkt Lysthus lyste hendes Øjne og hun faldt mig om Halsen. Og da jeg forstod, at hun ønskede at vide, hvorledes Hovedstadskys smagte, gjorde jeg hendes Læber denne kælne Indrømmelse.
Fra det Øjeblik følte hun sig som lænket til min Arm, og derved fik jeg at vide, hvorledes man opfattede Erotik i Landsbyen. Tilsidst tvang hun mig til at spasere i Maaneskin over Lyngen. Paa Turen sagde hun ikke noget, men gik med bøjet Hoved.
Ikke desto mindre faldt ogsaa hun ud til at være grumme udspekuleret, idet det viste sig, da vi kom tilbage til Kroen, at hendes Faders Vogn var kørt. Hun forlangte med paatrængende Næsvished, at jeg skulde følge hende til Købstaden, medens jeg fralagde mig ethvert Ansvar, for at hun var kommen for sent.
Snart var hun grædefærdig, jeg rasende. Der var én Mil til Købstaden og altsaa ogsaa én tilbage!
Tilsidst var der intet andet for mig at gøre, end at aftale med Kroværten, at han skulde beholde hende om Natten. Hun stred længe imod, men gik endelig, med megen Blinken til mig, ind paa denne Overenskomst.
Da jeg træt var kommen op paa mit Værelse og havde siddet en Times Tid i Sommernattens Fred, hørte jeg Kvindetrippen paa Gangen og sagte Banken paa min Dør.
Rasende gik jeg hen og drejede Nøglen om i Laasen.
Da jeg næste Formiddag kom ned, var hun borte, men Kroværten har skottet, stadig smilende, den ganske Dag efter mig.
Heraf ser De, kære Veninde, hvor let det er at tage mig ved Næsen, hvilket jeg haaber og venter, De efter ringe Evne vil tage Dem til Indtægt.