Breve fra Ensomheden/18
21 JULI.
Kære Veninde. — Jeg vender tilbage til Dem. De kan vente mig allerede i Morgen. Jeg Vender ikke tilbage til Byen; jeg kommer, fordi jeg maa se Deres Smil og føle Dem omkring mig.
Hører De, kære Veninde, De skal holde mig fast, De skal tage mig ind til Dem og sige: Her er Din Plads, Du dumme Barn, der gik i Landflygtighed og kom tilbage for at finde de samme Arme udbredte imod Dig. — Stille vil jeg sidde ved Deres Side og glemme, at De aander den samme Luft, som alle de andre derinde. Jeg vil hos Dem søge den sande Eksilets Ensomhed, som jeg talte om forleden.
De bør tro mig paa mit Ord: Jeg elsker Dem! Min Flugt fra Dem var en Flugt fra min egen Elskov. Saa dybt dykkede jeg mig i Ensomheden herude, at jeg gav mig til at sværme for en stakkels landlig Kokette. Men det var jo kun for at rive mig løs fra Dem.
Lykkeligvis kunde jeg ikke lade være at sende Dem Brev efter Brev. Og hvert Brev førte os nærmere sammen. Nu overgiver jeg mig paa Naade og Unaade.
Kæreste Veninde.
Jeg har tilbragt hele Dagen i en Baad ude paa Fjorden, drømmende om Dem. Og jeg har ligget og le't af mig selv, der troede paa Ensomheden som paa den højeste Lykke. Jeg har kigget op til min Mølle, der laa ensom, med oprakte, bedende Arme. Langt borte øjnede jeg Kragereden, frysende i den stærke Blæst. Og uvilkaarlig har disse to Billeder samlet sig i min Sjæl som Symbol paa en trøstesløs, bedende, frysende Ensomhed.
Saa ser jeg Dem da i Morgen.
Deres Arme skal Slynge sig om mig og deres Mund fortælle mig om Livets Rigdom, og Deres Elskov skal slette ethvert andet Minde af mit Sind.
Først i dette Øjeblik forstaar jeg den Sætning, der siger, at man rejser kun for at komme hjem igen.
Da kan jeg i Sandhed juble: Jeg er vel rejst!