Breve fra Ensomheden/16
16 JULI.
Kære Veninde! — Maa jeg hviske Dem noget i Øret: jeg længes efter Dem. Jeg længes efter Deres Smil og Deres venlige Stue, hvor vi saa ofte sad og snakkede i Fred og Ro, medens Byens Larm udenfor kun forstærkede Hyggen indendørs. Nu sidder De ganske alene. Og jeg længes tilbage til Deres Hjem, som til det Sted, hvor den sande Ensomhed er at finde, netop den Eksilets Ensomhed, som jeg saalænge forgæves har søgt.
Hvor jeg dog tydelig husker denne Stue med alle de smaa Familiemedailloner paa Væggene. Der var baade Oldemo'r og Grandonklerne og ham De kaldte Sphinxen. Hvert Billede havde sin Historie — Deres Familie har just ikke udmærket sig ved Dyd og gode Sæder — og De fortalte disse Historier saa morsomt og saa rørende, medens Stemmen dirrede af Forstaaelse; nu og da lo De og strøg kælent med Haanden over Sofaens Fløjl — hvilket forresten syntes mig at krænke Traditionens Hellighed.
Ogsaa det sirlige Rokoko-Sybord med den bredbladede Begonie, der klappede Deres Kinder, naar De bøjede Dem frem — husker jeg. Og jeg fornemmer endnu den prikkende Duft af Røgelse, som altid bølgede mellem de hvide Gardiner. Ak! det er saa sødt at fanges i Erindringens Net.
Hvem ved, maaske vender jeg tilbage. Maaske kommer jeg en Dag træt og forblæst og beder Dem om Husly. Jeg ved jo, De vil lukke mig ind, naar jeg banker paa Deres Dør.
Desværre maa jeg foreløbig nøjes med at skrive. Jeg har meget at sige Dem, som endnu ikke er sagt. Jeg vil fortælle Dem om mig selv!
Dog — kære Veninde! Først maa De love at brænde alle disse taabelige Ferieudgydelser, De i den sidste Tid har modtaget fra mig; de er ganske uden Værdi. — Lad dette Brev være det første, jeg sender Dem.
Ti naar jeg tvinger mig til at tænke paa den sidste Maaned, glider mine Tanker uvilkaarligt endnu længere tilbage og standser først ved Dem. De er dog det smukkeste Minde, jeg ejer. Hvor rig var ikke den Morgen, vi mødtes, hvor fattig ikke den Aften, vi skiltes. Og mellem denne Dæmring og dette Tusmørke ligger en straalende, solskinsfyldt Dag. — Henrykt er jeg over, at De føler alt dette paa samme Maade som jeg.
Jeg forstaar slet ikke, at jeg dengang rejste bort fra Dem. At jeg forlod København forstaar jeg grumme godt. Men Dem! Hvor rart havde vi det ikke sammen. Paa hvilken fin Maade forstod De ikke at hygge om os. Med Deres Intelligens, Deres kvindlige Taalmodighed og Deres Ynde, gjorde De min Ungkarletilværelse ejendommelig og lykkelig.
Jeg ved ikke, om jeg følte den Lykke som altfor magelig for min Natur, eller det var Frygten for at blive bunden, der førte mig ud i denne øde Lyngs Ensformighed. Jeg ved kun, at i dette Øjeblik føler jeg mig stærkere bunden til Dem end nogensinde. Jeg føler Ensformigheden trykkende og mig selv som et Urværk, der er ved at gaa istaa. Derfor varer det som sagt næppe saa længe, før De ser mig inde hos Dem. Hvor skal vi da være lykkelige!
Men indtil da har jeg kun den grimme Lyng at trøste mig mig. Kedsommeligheden lurer paa mig fra alle Kanter. Vanen har gjort mine Dage altfor rolige.
Jeg maatte og maa jo søge Afveksling,
Dette har De nok forstaaet gennem mine Breve.
Det var jo denne Trang til Afveksling, der førte mig sammen med Dr. Frank og hans Datter. Doktoren havde — som De ved — efter et forsviret Liv trukket sig tilbage til Ensomheden for at faa nogen Samling paa sig selv og havde herude forsøgt med de faa Midler, der stod til hans Raadighed, at opdrage sin Datter.
Skønt jeg tidligere ganske anderledes udførligt har fortalt Dem om dette — tillader De mig vel nok i Korthed at gentage de føromtalte Kendsgerninger for Dem. Man har saa godt af Repetitioner, de styrker Oversigten.
Jeg traf altsaa sammen med disse Mennesker, og da jeg netop manglede Omgang, besluttede jeg at knytte mig nærmere til dem. Det lykkedes mig let at komme i Forbindelse med Doktoren, der paa dette Tidspunkt befandt sig i en pinlig Forlegenhed: den Datter, som han for Selskabs Skyld ønskede at beholde, havde faaet Udlængsler. Ikke desto mindre stolede denne forhærdede Egoist paa, at han kunde overvinde selve Naturen og tilbød mig derfor velvilligst Datteren i det Haab, at hun snart vilde trække sig tilbage fra en saa afskyelig Kærlighed.
Desværre er vi jo alle Mandfolk for Vorherre.
Jeg bestemte mig til, efter de mest æstetiske Principper, at lære Datteren, hvilken Magt Kærligheden er. Maaske har De af mine Breve faaet det Indtryk, at jeg selv var greben af denne Naturens Datter. Naa, paa samme Maade som Stilheden forstærker et Raab, saaledes forstørrer Ensomheden ens ubetydeligste Tanker og Længsler og gør dem næsten majestætiske. Men saavidt jeg kan huske, har min Tilbøjelighed for Frk. Frank ikke været stor. Tværtimod — jeg har ofte følt mig noget (i alt Fald en lille Smule) irriteret over hendes naivt-forlorne Uskyld. Men Herregud, kære Veninde, jeg tog mig af hende.
Vi har spaseret nogle ganske uinteressante Ture sammen. Som Adam og Eva vandrede i Edens Have under Guds altid vaagne Blik, saaledes har vi vandret under Dr. Franks Faderøje. Men jeg forstod snart, at hendes Hjerte vanskeligt kunde blive mit, hvilket sandelig ikke gjorde noget dybere Indtryk paa mig. Saa pludselig en Dag fik jeg Brev fra hende — hun vilde tilbringe Natten sammen med mig! Naturligvis satte dette mig i en vis mandfolkelig Ekstase.
Her tror jeg, det var, mine Dagbogsoptegnelser standsede, og De har ikke hørt fra mig senere. Egentlig forekommer det mig ogsaa ganske latterligt at beskæftige sig mere med denne Familie, men da De velsagtens engang mundtlig vil forlange en Fortsættelse, vil jeg hellere straks pr. Brev meddele Dem Slutningen og hermed lade denne Sag være ude af Verden.
Jeg fortæller saa nøgtern og koldt, som det er mig muligt.
Da Frk. Frank i Forgaars mødte ved Kroen for at hente mig, var hun klædt i en graatærnet ulden Kjole og havde en Rejsetaske i Haanden. Jeg tilstaar, at denne Taske gjorde mig en Smule glad. Hendes Tilsynekomst vakte en Del Opsigt i Krostuen, og da min ellers smilende Vært førte hende op paa mit Værelse, var hans Ansigt stramt-alvorligt.
Hun syntes noget utaalmodig, hvad der fik mit Hjerte til at banke. Nogle Minutter senere spaserede vi ned ad den sandede Vej, og jeg fik Lejlighed til at sige hende nogle Komplimenter; disse modtog hun med samme Ligegyldighed som den, hvormed en Sparebøsse sluger Smaapenge.
Da vi havde gaaet lidt, begyndte hun imidlertid at spørge mig ud om Hovedstaden. Hun forhørte sig om rent praktiske Sager, hvilket den Gang undrede mig. Toldklarering, Skibe, Jærnbaneruter spillede en vis Rolle i disse mere saglige end forjættelsesfulde Spørgsmaal. Sommetider forsøgte hun at se blidt og indtagende paa mig.
Saasnart hun havde faaet alt det at vide, hun ønskede, begyndte hun at tale om Lærkerne i Luften og om Valmuerne paa Heden. Jeg talte ogsaa om Lærkerne og Valmuerne.
Vi naaede snart Vestermølles Kro og Samtalen gik istaa. Frk. Frank løftede sig paa Tæerne og gav sig til at kigge ind gennem Gæstestueruderne. Ganske pludselig blev hun bleg.
»Aa!« sagde hun med Hovedet paa Siden. »Kære Ven, gaa op paa første Sal og se, om De kan finde et Værelse til os.«
Jeg fik hurtig aftalt med Værten, at vi skulde have et lille Hjørneværelse, der vendte ud mod det brune Land. Fra Vinduet kunde jeg helt ude i Horisonten skimte Kragereden og nærmere min Mølle.
Saa gik jeg ned i Gæstestuen.
Idet jeg traadte ind, hørte jeg Hvisken og Latter. Jeg saa mig om i Stuen; den var stor med Tværbjælker i Loftet.
Frk. Margrete var aabenbart ikke her. Der sad kun et enligt Par henne i Sofahjørnet og stak Hovederne sammen. Men da jeg vilde til at gaa igen, rev Parret sig løs fra hinanden. Jeg opdagede Frk. Margretes sorte Haar bag en Mands bøjede Arm og hørte hendes Latter.
Derefter rejste Manden sig og gik nærmere.
Det var Maleren.
Jeg stod forstenet af Raseri. Men han gik rolig helt hen til mig og slog mig paa Skulderen.
»Nu skal De have Tak,« sagde han og rakte mig Haanden, »fordi De har været saa elskværdig at føre min lille Margrete herhen. Vi rejser om en Timestid til Kjøbenhavn. De kan godt gaa hen og sige Farvel til Frøkenen.«
Jeg kunde have Lyst til at forbigaa den Scene, der nu fulgte.
Maleren tog mig under Armen, og jeg blev saa at sige tvungen til at sætte mig ved deres Bord, hvor han paa den mest uforskammede Maade førte mig ind i Situationen. De havde levet længe sammen — i et Forhold saa frit, som det anstaar sig Ensomhedens Børn. Nu vilde de rejse til Hovedstaden, fordi hun skulde have et Barn. De var nemlig bange for Doktoren.
Ved denne Tilstaaelse brast jeg i Latter.
Saa hævede jeg mit Glas og bad dem i muntert Lune drikke en Skaal for den Stengud »Ensomheden«, som dog kunde have et Smil paa sine kolde Læber.
Tilsidst vandrede vi leende og snakkende ned til Baaden, der skulde føre dem til Hovedstaden.
Maleren sagde, jeg var en Kærnekarl, og Frk. Margrete kyssede mig paa Kinden.
Længe stod jeg og tilviftede dem mit Farvel.
Da de var ude af Syne, vendte jeg tilbage til Kroen og lejede en Vogn, som skulde køre mig til Doktorens Villa.
Jeg følte min Forfængelighed en Smule saaret, men jo nærmere jeg kom Byen, desto mere klarede mit Humør op. Ikke uden Skadefry glædede jeg mig over denne Uskyldighedens hvide Lilje, der havde forstaaet at sætte sin Fader saa nydelig en Voksnæse.
Og som en værdig Humanist slog jeg mig tiltaals med det Resultat, at Pigebarnet dog fik det Barn, hun skulde have. Der ligger en næsten forløsende Ironi over dette.
Da Vognen rumlede forbi Kragereden, faldt mit Blik paa Dr. Franks Villa. Den forekom mig saa gusten, som den laa der i Graavejret. Det østre Gavlvindue var oplyst bag de nedrullede Gardiner. Herinde sad altsaa Dr. Frank og holdt Helligdag, medens hans Datter flygtede over Sø og salten Vove med en forløben Malermester.
Ak! hvem der blot kendte en Gud for den milde Latter. I saa Fald vilde ogsaa jeg have holdt Helligdag i Dag.
Nedenfor Bakken standsede min Kusk, og jeg stod af Vognen. Derefter skyndte jeg mig gennem Villahaven og traadte ind i Huset. Jeg fandt hurtig det Værelse, hvor Dr. Frank befandt sig, men Døren var laaset.
Jeg bankede paa. Der lød intet Svar derindefra. Jeg stod et Øjeblik og ventede, saa bankede jeg igen. Da der heller ikke denne Gang blev svaret, lagde jeg Øret til Døren og lyttede. Jeg syntes at høre en Snorken, der snart var stærk, snart svagere.
Saa forsøgte jeg at kigge gennem Nøglehullet. Men forgæves — der sad Nøgle i indvendig. Tilsidst trykkede jeg stærkt paa Døren, som forholdsvis let gav efter, og jeg traadte ind.
Paa en Sofa laa Dr. Frank og snorksov. Foran ham stod et Bord med mange tømte Vinflasker og over Bordet laa spredt hele Bunker af gulnede Breve. Jeg stod og stirrede et Øjeblik. Derefter gav jeg mig til at ruske stærkt i Doktoren. Han drejede sig halvt om og faldt atter sammen med en brummende Lyd. Jeg rejste ham op i Sofaen og støttede ham med min venstre Arm. Der sad han og nikkede med Hovedet og fægtede med sin ene Haand mellem Brevene, der flagrede ned paa Gulvet. Saasnart jeg gav Slip paa ham, sank han atter baglængs ned i Sofaen og snorkede videre.
Han var døddrukken.
Jeg lod ham ligge og gik hen til Skrivebordet, som stod i Værelsets anden Ende. Her fandt jeg et Stykke Papir, hvorpaa jeg skrev:
»Deres elskede Datter er flygtet med vor Ven Maleren til København. Jeg kan ikke give Dem nøjere Oplysninger og ønsker i det hele taget ikke mere at se Dem. Men jeg kan trøste Dem med, at det Barn, De ønskede at skaffe hende, har hun vidst at skaffe sig selv.
Vær hilset i Deres Ensomhed.«
Derefter forlod jeg stille Villaen og vendte nynnende hjemad.
Dette lille Æventyr, kære Veninde, viser Dem, at Frøken Margretes Dyd var der Maade med, og at Doktoren var en simpel Kvartalsdranker, der forstod at finde den Ensomhed, hvori han kunde klinke med sine gamle Minder.
Alt dette har imidlertid ingen Betydning for os. Naar jeg snart sidder i Deres rare Stue, hvor skal vi da ikke begge le hjærteligt af Dr. Frank og hans kære Datter.