Bidrag til Tydning af de ældste Runeindskrifter

Bidrag til Tydning af de ældste Runeindskrifter
af Sophus Bugge

Ur Tidskrift for Philologi og Pædagogik, syvende årgang (1866 og 1867).

Bidrag til Tydning af de ældste Runeindskrifter.

Af Sophus Bugge.

I.

I Indskrifter paa Gjenstande fra Oldtiden her i Norden findes der to Slags Runer. Den yngre, almindeligst kjendte Runerække have, ialfald fra först af, særskilte Tegn for færre Lyd; disse Runer var særegne for de skandinaviske Folk, hvorfor vi kan kalde dem de skandinaviske, særlig nordiske Runer. Paa Mindesmærker fra en ældre Tid, navnlig fra den saakaldte ældre Jernalder, findes en væsentlig forskjellig, omend beslægtet Runeskrift, der havde særskilte Tegn for flere Lyd. Indskrifter af denne Art kjendes baade i Danmark, Sverige og Norge, men er dog i Danmark, naar dertil ikke Bleking regnes, hidtil kun fundne paa löse Gjenstande. Denne fuldkomnere Runeskrift var ikke indskrænket til de skandinaviske Folk, men blev ogsaa brugt hos flere andre Stammer af germansk Æt; dog er England det eneste Land udenfor vort Norden, i hvilket denne Skrift er bevaret paa faste Mindesmærker; den blev der, skjönt i en senere, forandret og udvidet, Form almindelig brugt til langt ned i den kristelige Tid. For disse Runer har endnu intet Navn fæstet sig; de har været kaldte tydske, angelsaksiske, gotiske, oldnordiske, men alle disse Navne synes for indskrænkede. Da de bevislig findes paa ældre Mindesmærker end de særlig skandinaviske Rubner, vil jeg forelöbig kalde dem de ældre eller ældste Runer.

Det vil i flere Henseender være af störste Vigtighed at kunne forfölge denne Runeskrifts Udvikling og Udbredelse og at kunne forstaa de deri affattede Indskrifter. Jeg skal her kun pege paa enkelte Punkter. I dem alene vil vi kunne vente at finde et nogenlunde bestemt og afgjörende Svar paa Spörsmaalet om, hvilke Stammer af germansk (eller efter Rasks Udtryk gotisk) Æt först byggede i vort Norden, og om deres Forhold til sine Stammefrænder. Ved Siden af den gotiske Bibeloversættelse give disse Indskrifter os de ældste sammenhængende Pröver af germansk Sprog og maa derfor blive af stor Betydning for Sproghistorien. I dem maa vi forst og fremst söge Oplysning om, til hvilken Tid og fra hvem germanske Folk modtog Brugen af Skrift og med den mangfoldige Spirer til en höiere Kultur.

Epochegjörende for Studiet af de ældste Runer og de i dem affattede Indskrifter er Professor George Stephens’s Værk «The Old-Northern Runic Monuments of Scandinavia and England», af hvilket förste Del er udkommen i Kjöbenhavn og London 1866.

Prof. Stephens har indseet disse Runemindesmærkers store Betydning, hvor vigtigt det var, at alle de, som vare fundne i de forskjellige Lande, bleve almindelig bekjendte og sammenstillede, saa at de gjensidig kunde oplyse hverandre, og at alle Vidnesbyrd om disse Runers Brug fremdroges; det har været ham klart, at det först og fremst gjaldt at lægge et trygt Grundlag derved, at der udgaves tro Tegninger af Mindesmærkerne, der, saavidt muligt, gjengav Indskrifterne nöiagtig i alle Enkeltheder. For at opnaa dette har Prof. Stephens i mange Aar arbeidet med utrættelig Iver, og de store Resultater fremlægges nu i hans Værk. Dette giver os langt mere omfattende Oplysninger om de ældste Runers Brug end de, som hidtil har været almindelig kjendte; mange af de vigtigste Mindesmærker er her for förste Gang udgivne, og af næsten alle tidligere kjendte gives bedre Tegning; den störste Omhu er overalt anvendt for at gjengive Indskrifterne saa nöiagtig som muligt. Herved er en fast og bred Grundvold lagt, paa hvilken Forskningen med Tryghed kan bygge, om man end naturligvis ved gjentagne Gange at undersöge selve Indskrifternes utydelige Træk vil kunne finde et og andet, som ikke Tegningen klart viser.

Den Taknemmelighed, som skyldes Prof. Stephens for den store Vinding, hans Værk har bragt, vil Sprogforskerne efter mit Skjön ikke bedre kunne vise end derved, at de söge at benytte, hvad han har givet, til derpaa at grunde en sikrere og fuldstændigere Tydning af disse Indskrifter end de hidtil frem satte. I denne Tanke har jeg nedskrevet mit Forsög. Efter min Overbevisning maa endnu mange Forsög gjöres, mange nye Arbeidere hjælpe til med at bryde Vei, forend de Oplysninger, som disse Mindesmærker i mange Retninger maa kunne give, ret vil komme Videnskaben tilgode; ti, uagtet alt hvad hidtil er skrevet, er vort Kjendskab til disse Indskrifters Indhold og det Sprog, hvori de er affattede, altfor usikkert og ufuldstændigt.

Begyndelsen til en mere rationel Undersögelse heraf blev gjort ved Bredsdorffs Forklaring af Guldhornindskriften. Siden har efter mit Skjön P. A. Munch udrettet mest for den sproglige Forklaring: han har med stor Skarpsindighed og dog tillige med Forsigtighed og fast Methode behandlet flere af disse Ind skrifter og udfundet adskilligt, hvorpaa vi kan lide og hvorved vi kan hjælpe os videre frem; men han var altfor snar til af dem at uddrage Slutninger om Sprogforhold og Befolkning i Norden i den ældste Tid. De efter Munch fremkomne Oplysninger har fist, at flere af disse Slutninger manglede fast Grundlag og at hans Opfatning af Forholdet mellem de to Runerækker neppe kan fastholdes, ligeledes er endel Enkeltheder i hans Forklaringer blevne rettede. Men i de fleste Forsög paa at forklare og over sætte disse Indskrifter, som forskjellige Lærde, navnlig Dietrich og Stephens, senere har fremsat, er der med Hensyn til sikker og sindig Methode efter mit bedste Skjon gjort et Tilbageskridt. Jeg miskjender ikke, hvor utryg den Grund er, paa hvilken jeg her i det folgende vover mig ud, og jeg behover vel neppe at sige, at mange af de givne Forklaringer kun skal betragtes som Formodninger og Forsog, uagtet de ikke udtrykkelig er beteg nede som saadanne og uagtet jeg har været nodt til at bygge videre paa dem. — Da min Opfatning overhoved af det Sprog, hvori disse Indskrifter er alfattede, er væsentlig forskjellig fra den, Prof. Stephens udtaler, har jeg anseet det for utilraadeligt i det enkelte at udvikle de Grunde, der lede mig til at afvige fra den af ham givne Forklaring.

At Titelen Hersir ikke var udelukkende norsk, men ogsaa engang brugtes i Sverige, tör man med Sikkerhed slutte deraf, at det i Sverige brugtes som Navn (med mindre Sikkerhed deraf, at Landnámabok Ísl. ss. I, 195 nævner Gorm som hersir ágætr í Svíþjóð). At dette Værdighedsnavn oprindelig ogsaa var dansk, er der ingen Grund til at tvile om; en Antydning dertil for den ældre Jærnalders Tid tor man, omend ikke med Tryghed, linde i Kvindenavnet HARISO d. e. Hersa paa Smykket fra Himlinghöie.

Bidrag til Tydning af de ældste Runeindskrifter.

Af Sophus Bugge.

Tillæg og Rettelser til förste Artikel.

Gallehus.

S. 219, Anm. 1. Uagtet Suffixet inga vistnok, som jeg bar ytret, oprindelig bestaar af to Led in og ga, saa synes dog Bevidstheden derom tabt i de germanske Sprog, og jeg tror derfor nu, at i Afledninger paa inga af Stammer paa an, f. Eks. HOLTINGA, Stammens an ved Dissimilation er trængt ud foran Suffixet, allsaa HOLTINGA for HOLTANINGA.

S. 221. TAWIDO. ō i ubetonet Endestavelse bliver i Oldn. til kort a (lagða), ligesom oldn. húsbóndi nu i norske Bygdemaal udtales huspan.

Tune.

Jeg har nævnt enkelte (meget uvæsentlige) formentlige Ufuldkommenheder ved den af Stephens udgivne Tegning af Side:Tidskrift for Philologi og Pædagogik (IA TidskriftForPhilologiOgPaedagogik7).pdf/331 selve Staven, temmelig grundt huggen, men kan dog meget vel baade sees og föles. Navneformen SALIGASTIʀ paa Bergastenen er da et sikkert Sidestykke til Guldhornets HLEWAGASTIʀ.

II.

Blandt de i den ældre Jærnalders Runer affattede Indskrifter danne de, som findes paa Stene i Bleking, en ved flere Særegenheder mærket Flok ; de er fra flere Sider saa viglige, at jeg allerede her i anden Arlikel gaar over til dem. Fra denne Digression haaber jeg i tredje Artikel at komme tilbage til de Indskrifter, som er mér ensartede med Indskrifterne paa Guldhornet og paa Tunestenen.

I det fölgende betegner jeg Indskrifter i den ældre Jærnalders Runer ved Antiqva og til Forskjel derfra Indskrifter i de særlig skandinaviske Runer ved Cursiv.

Ogsaa til denne Artikel har jeg ved Prof. Stephens’s Godhed havt den store Hjælp at kunne benytte Arkene af hans Runeværk, eftersom de er blevne trykte; foruden de for nævnte Afsnit har jeg seet Ark 76—102, der indeholde en rig Samling af mærkelige Indskrifter i skandinaviske Runer.

Istaby, Bleking

(Stephens S. 173. 175).

Indskriften er paa Stenens ene Side

runer mangler

paa den anden

runer mangler^[1]

Jeg gjengiver dette saaledes:

AFᴀTʀ HARIWULᴀFᴀ

HAÞUWULᴀFʀ HAERUWULᴀFIʀ

WᴀRAIT RUNAʀ ÞAIAʀ

Allerede i 1848 forklarede P. A. Munch under Medvirkning af den engelske Oldforsker J. M. Kemble denne Indskrift i alle væsentlige Dele fuldkommen rigtig.

De mest fremtrædende Ejendommeligheder ved Indskriften er, at F, der ellers i den ældste Runeskrift betegner a, her er Tegn for en dunklere Vokallyd, medens o er betegnet ved h. Hvad er nu Grunden til, at F her, ligesom i de blekingske Ind skrifter (med de ældre Runer) overhoved, er bleven fortrængt fra sin Anvendelse som det almindelige Tegn for a, og til at denne Rune derimod her er brugt som Tegn for en dunklere Vokal? For at faa Oplysning herom maa vi holde os til Runens Navn: F, som senere forandredes til t>, 4, kaldes i den alminde lige skandinaviske Runeskrift oss, hvilket Navn man i Middel alderen forstod som det Ord, der betyder »Flodmunding« ; men at denne Forstaaelse er feilagtig, ser man blandt andet deraf, at Runen tidligere ikke betegnede o, men a, medens dog dss Flod munding ikke dengang kunde have « elier d i Fremlyden. Runenavnet dss er tværtimod samme Ord som det der oftest skrives dss, Gen. dsar, Nom. pi. æsir, Acc. pi. dsu. Vi maa nodvendig forudsætte en ældre Form ansu-s, ansu-r, og Runens forskjellige Betydning til forskjellige Tider maa forklares af de Forandringer, Runens Navn undergik: n i ansu blev efterhaanden mere og mere utydelig udtalt, saa at der tilsidst kun var Spor deraf i Vokalens Udtale gjennem Næsen ; endelig svandt ogsaa denne Næselyd, dog saaledes at Vokalen a til Gjengjæld blev forlænget, altsaa dsu-r. Maaské allerede for Næselyden var al deles forsvunden, blev Stammevokalen ved Paavirkning af det folgende « forandret, hvorpaa u, som havde fremkaldt denne Forandring, faldt bort i Nom. sg. og Acc. sg.; den af á ved Indflydelse af et fölgende u opstaaede Vokal, der oprindelig kanske blev udtalt som langt å (Lyngby i Tskr. f. Philol. II, 303), er i gamle islandske og norske Baandskrifter skrevet paa flere forskjellige Maader, navnlig ofte ǫ́; siden faldt den (forsaavidt den ikke fortrængtes af den uomlydte Vokal) i Lyd og Tegn sammen med ó, ligesom u-Omlyden af kort a i Norge er falden sammen med kort o. Omtrent saaledes kan vi tænke os al ansus er blevet til dss. Beraf er det da klart, hvorledes denne Rune paa den skandinaviske Runeskrifts seneste Udvik lingstrin kan betegne o, medens den oprindelig, og saaledes i alle nordiske Runeindskrr. af den ældre Art med Undtagelse af de blekingske, betegner a. Og vi maa tænke os, at i Bleking paa den Tid, da Istabystenens Indskrift er indhuggen, a i Ordet ansur ikke længer hörtes rent foran n (men vistnok som en ved Næselyden fremkaldt dunklere Vokal), og at dette gav anledning til, at Runen óss F her er brugt som Tegn for en dunklere Vokallyd (der mulig nærmest har været hort som kort å).

Istedenfor F indtraadte % (se de folgende blekingske Indskrr.) eller h som det egentlige Tegn for a. Den sande Oprindelse til disse to Tegn for a er, saavidt jeg tror, hidtil ikke funden. Jeg kan heri ikke sé en vilkaarlig Anvendelse af de skandinaviske Runetegn for h og s, saoledes som Dietrich Blekinger lnschr. S. 34 og med Hensyn til * Stephens S. 138 (der læser t som æ) og Thorsen Runemind. S. 334 antage. En saadan Vilkaarlighed er den ældste Runeskrift fremmed, og her udelukkes den derved, at t og h brugtes som Tegn for a paa en Tid, da Runerne for h og s endnu ikke havde faaet disse Former, men skreves H eller H og ^ eller S- I en af de ældste Indskrifter i Runer af den kortere Række, nemlig paa Kallerup- eller Hoielostrup-Stenen, bruges # ikke som Tegn for k, men i samme Betydning som det i skandinavisk Runeskrift almindelige Tegn +, der i denne Indskrift ikke findes; paa Snoldelev- og Flemlose-St. bruges t og -r i samme Betydning, hint Tegn forst i Indskrifterne, længere ud det andet, sauledes f. Eks. paa Snoldelev-St. forst KrvUWrtH men siden WNH+M^, paa Flemlose-St. forst H#HI men siden H+Th. Senere forsvinder * som Tegn for a paa samme Tid, som hagall ikke længer skrives H, men ♦. Heraf synes det mig at være klart, at t = a kun er en anden og ældre Form for +, at + er en Simplificering af Tegnet #, ligesom f senere foran dres til 1 og + videre til H. Ligesom begge Former * og + findes paa Snoldelev- og Flemlose-Stenene, den oprindeligere forst, den senere og simplere mod Slutningen, saaledes betegner Dynnastenen paa Hadeland (med Indskrift i de yngre Runer og sikkert fra kristelig Tid, dog vel neppe senere end Ilte Aarh.) I forst én Gang ved f, derpaa 6 Gange ved 1, og a 1te, 2den og 7de Gang ved +, derimod 3dje, 4de, 5te, (Jte og 8de Gang ved A l). Allerede paa den Tid, da man endnu skrev H for h, var Formen + for t a i Brug og den er derfor ikke fremkaldt ved Forandringen af H til *, men vel maatte * som Tegn for a snart aldeles forsvinde, efterat samme Tegn var kommet i Brug for h; man har vistnok anfört Eksempler paa, at * beholdt sin gamle

') Jessens Mening (i Tidskr. f. Philol.V, 294), at * = a er en Forandring af F, kan jeg ikke dele. Paa Snoldelev- og Flemlöse-St. betgner * samme Lyd som T, men adskiller sig, aldeles som den sidstnævnte Rune, i Brug fra F, der forekommer i P = á (oprind. an) og i HTFTA = stendr. Vokalværdi endnu paa en Tid, da samme Runeform forlængst var bleven det almindelige Tegn for h, men jeg holder disse Eksempler for mér end tvilsomme. Den oprindelige Betydning af Runetegnet -r er paavist af Kirchhoff i « Das gothische Runenalpbabelo S. 43: da denne Runes Navn dr har tabt j i Frem lyden og er samme Ord som Navnet paa Tegnet for j i det oldengelske Runealphabet og da -r tillige har samme Plads i Runerækken som den oldengelske j'-Rune, saa er det klart, at det Runetegn , som senere kaldtes dr, tidligere betegnede j og forst blev Tegn for a, da Sproget bortkastede j i Fremlyden af jårijnrå). Den engelsken-Rune har paa Thames-Kniven (Stephens S. 362) Formen -}-, der ikke er meget forskjellig fra den nordiske (ir-Rune +, men almindeligere skrives den engelske j'-Rune $ eller ♦, og denne Form ligger nærmere ved rfr-Runens ældre Form *; Forholdet er omtreut det samme som mellem de ældre skandinaviske Tegn for m f eller <P og det yngre Y. Og paa den engelske ./-Runes Plads har Vadslena-Bracteaten (I (der maa sees fra höire mod venstre), hvilken Form ogsaa ligger ♦ nær. Ved disse Sammenstillinger faar, saavidt jeg skjönner, min Mening, at t er anden Form for +, en stærk Stötte.

Men nu har den burgundske Charnay-Spænde paa den engelske j-Runes Plads S^[2]); af denne Form er H = a paa Istaby-Stenen vistnok kun en Variation, h, % og + er altsaa Forandringer af ett og samme Tegn, og alle disse Runeformer, som vi finde brugte til at betegne a, har oprindelig betegnet j.

Heraf kan man videre drage en meget vigtig Slutning: naar del Tegn, som oprindelig betegnede j, i de blekingske Runeindskrifter bruges som Tegn for a, saa maa dette være betinget deraf, at Runenavnet ár allerede dengang havde tabt j i Fremlyden. Men j bortkastes i Ordet for «Aar» alene i nordisk Sprog; Brugen af ár- (jár-) Runen som Tegn for a kan altsaa kun opstaa hos Nordboer. Hvis man nu ikke vil antage, at de blekingske Indskrifter hidröre fra Sydgermaner, som af en nordisk Stamme har laant Tegnet for a — og det vil vel ingen antage — , saa folger af, hvad jeg har udviklet, med Nödvendighed, at Sproget i de blekingske Indskrifter, som er skrevne med den længere Rækkes Runer, er nordisk, skandinavisk, og hverken gotisk, saksisk, frisisk eller engelsk.

Den her givne Forklaring vil ikke kunne svækkes ved den Omstændighed, at vi i Bleking finde begge disse tilsyneladende saa afvigende Former af samme Rune og at Istabystenens h = a hidtil, saavidt jeg véd, ikke er funden i nogen anden Indskrift.

Det Resultat om Sprogets Charakter, hvortil jeg ovenfor er kommen, stotles efter mit Skjon ved flere Sprogformer i Indskriften, som jeg nu skal gjennemgaa i det enkelte.

AFaTʀ er »efter«. Da Tune-Stenen har samme Ord skrevet AFTER og Varnum-Stenen har UBAʀ = oldn. yfir, skulde man snarere have ventet Skrivemaaden AFTar, men dette giver os ikke Ret til med Hofmann (Runeninschriften S. 117) her at tale om en Skrivfeil. I svenske Runeindskrr. af den senere Art mangler ligeledes Vokalen efter t ofte : der skrives IFTʀ, EFTʀ, AFTʀ. Hvor en Hjælpevokal ellers i den ældre Jærualders Runeindskrr. indskydes mellem to Konsonanter, er vistnok ellers den ene af disse l, r eller n; dog viser Sammenligning af de forskjellige Indskrr., at Brugen af en saadan Hjælpevokal er vaklende, og vi lor derfor neppe stOdes ved her at finde -den indskudt mellem F og T; ogsaa hertil kan Analogi findes i Runeindskrr. af den senere Art, saaledes skrives paa Axlunda-St. i Upland efter Teg ning af Bure (Stephens S. 626) AFITIR; Tang, Upland (Dyb. fol. No. Il) ÜFITIaR; Kjula, Södermanl. (Lilj. No. 979) UISITARLA = vestarla.

HARIWULaFa er Acc. sg. af den enslydende Stamme; »Brugen af det « dunkle« a tyder paa en Overgang, da Stammeudlyden var ved at falde bort« (Wimmer: De ældste nordiske Runeindskrifter, i Aarbflger for nord. Oldk. og Hist. 1867, S. 56). Det maa mærkes, at Præpositionen »efter« her ikke som paa Tune-St. er forbunden med Dativ, men ligesom i almindelig Oldnordisk med Accusativ; denne Sprogbrug synes at vise hen til et senere Udviklingstrin. HARIWULaFa, der i Nominativ maa lyde H— Fr, som paa Stentofte-St. skrives HARIWOLAFr, er det Navn, som i almind. Oldnord. lyder Herjulfr, paa Haverslund-St. HAIRULFr d. e. Herulfr H$rulfr, e = j-Omlyd af o). HARI er istedenfor HABJA, samme Stamme som i got. harjis, oldnord. herr; heraf tör man vel slutte, at Stammer paa ja, naar de danne förste Sammensætningsled, i disse Indskrifters Sprogform forandre ja foran Konsonant til i. — WULaFa skrives med O i Stammestavelsen paa Gommor- og Stentofte-St.; det betyder «Ulv». W er bevaret i Fremlyden foran O, U, ligesom i WODU Tune. O i Stammestavelsen er, som det synes, opriadeligere end U, ti hin Vokal ligger nærmere ved a i den fællesjaphetiske Form varka-s, jfr. lit. vìlkas; det er her vistnok nærmest det forudgaaende W, som fremkaldte Overgangen fra O til U.

HAÞUWULaFʀ er Nomin. = HAÞUWOLAFʀ Stentonen; samme Navn i Accus. HAÞUWOLAFA Gommor. Medens Stammens Udlydsvokal paa Istaby-St. endnu, skjont fordunklet, har holdt sig i Accus., er den falden aldeles bort i Nomin. — HAÞU som forste Sammensætningsled gjenfindes i oldeng. heaðu, oht. hadu (kun i Navne), gallisk catu (f. Eks. Caturiges); Ordet betyder Kamp. Men man tör i dette Ord ingenlunde sé et Vidnesbyrd om unordisk Sprog; at Ordet engang var brugeligt ogsaa hos de skandinaviske Tolk, viser det i Digtningen om Helge Hundingsbane bevarede Navn Höðbroddr, Gudenavnet Höðr, vel ogsaa Stammenavnet Haðar, hvoraf Haðaland, og Mandsnavnet Haðarr, hvoraf Hathærslef Haderslev.

HAERUWULaFIʀ maa være Afledningsform eller Böiningsform af det Navn, som i oldn. lyder Hjörúlfr, Hjörólfr, i oldeng. Heoruwulf; i oldengelsk Digtning bruges heoruwulf «Sværdulv» ligesom herewulf «Hærulv» som en Betegnelse for Krigeren. I det förste Led HAERU har vi samme Ord som oldn. hjörr, oldeng. heoru, oldsaks. heru, got. hairus Sværd; hvordan Ordet i Istaby-Indskriftens Sprog har været böiet, enten, som i Gotisk, som en u-Stamme eller, saaledes som i Oldnorsk oftest, som en va-Stamme, kan vi af den her forekommende Stammeform ikke sé. HAERU er en Afændring af HERU, der maa være den oprindelige Form, jfr. ERILAʀ Varnum og Lindholm (sammenlign HAERA Bjorketorp ligeoverfor HERA Stentoften). Den ved AE betegnede, vistnok sporadiske og lidet væsentlige, Modification af e maa være fremkaldt ved det fölgende r, der ofte i forskjellige Sprog virker en lignende Forandring eller, som det har været kaldt, Brydning af den foregaaende Vokal. Der kan ikke linde nogen nærmere Sammenhæng Sted med Vulfllas Skrivemaade ai (og au) foran r, hvor andre germanske Sprog har kort e (og o) og hvor Udtalen i Gotisk heller ikke kan have været væsentlig forskjellig.

HAERUWULaFIʀ maa betegne "Hjaarulvs Son». Munch har i sin Afhandling om Tunestenen (Aarsberetning fra Foreningen til norske Fortidsmindesmærkers Bevaring for 1856, S. 79) forklaret det som Gen. sg. = got. Hairuvulfis, oldn. Hjörúlfs; men dette kan ikke være rigtigt, ti det udlydende s i Gen. sg. af Hankjönsstammer paa a gaar i Oldnordisk saalidt som i noget andet germansk Sprog over til r og kan da her ikke fremtræde som ʀ; desuden har vi en Gen. sg. af en Hankjonsstamme paa a i HNABDAS Bo. Det bliver derfor nödvendigt her at sé et Patronymicum i Nom. sg. masc. — Wimmer S. 54 finder her Nom. af en ja-Stamme, og samme For klaring er mig tidligere meddelt af Lyngby, der sammenligner oldindiske Patronymica som Dhaumja af DhUma. Men den Om stændighed, som de begge nævne, at Patronymica paa ja ellers ikke bruges i germanske Sprog, vækker hos mig stor Tvil om, at denne Forklaring er den rette. Hertil kommer, at vi i den ældre Jærnalders Runeindskrr. ellers finde de velkjendte Patro nymica paa inga, saaledes, som vi har seet, i Guldhornets BOLTINGAr. Derfor forekommer det mig, at man her maatte vente HAERUWULaFINGr; samme Mening udtalte Munch i Ann. f. nord. Oldk. 1848, S. 280. Men jeg har ingen Lyst til at tage min Tilflugt til en Skrivfeil, og jeg tror derfor, at man snarest maa antage, at Tegnet for NG (*, hvis dette endnu brugtes paa Blekingindskrifternes Tid), som enhver samtidig Læser med Lethed kunde foie til, er udeladt af Runeristeren paa Grund af det knappe Rum, da han ikke vilde dele Navnet i to Linjer. Den ældre Jærnalders Runeskrift frembyder flere Eksempler paa forkortet Skrivemaade; dog er det mest Vokaler, som udelades.

WaRAIT RUNAʀ = reit rúnar. — ÞAIAʀ maa staa attributivt til RUNAr og betyde «disse», men Formen véd jeg ikke sikkert at forklare. Man kunde tænke sig, at þajar var den Form, hvoraf oldn. þær havde udviklet sig, men dette forekommer mig ikke sandsynligt, þær forholder sig til got. þōs, ligesom (var til got. tvōs; þær, tvær er vistnok nærmest opstaaede af þār, tvār, der forekommer i Gammelsvensk; Omlydsvokalen æ er her fremkaldt ved r, der i Oldnorsk ofte, navnlig hvor det er opstaaet af s, virker omlydende ligesom i paa den forudgaaende Vokal (jfr. Blomberg bidrag till omljudsläran, S. 17 f.), f. Eks.

oldnorsk berr = dansk og svensk bar = litau. básas

heri = hare = tydsk hase

ker = kar = got. has

ver = sv. var, dansk vår af Roden vas klæde

lær = lår

fær = får

kørinn, kerinn = koren, kåren af kosinn

ør-, er- Præfix med privativ Betydning = sv. ur-, or-, gammeldansk or-; forkortet af ór = got. us

dýrum (Subst.) = glsvd. diurum = got. diuzam

At der i Gammelsvensk (f. Eks. i Vestgöteloven) foruden þar (= oldnorsk þær) ogsaa forekommer þær, modsiger ikke denne Forklaring, li en saadan Indvirkning af r paa den forudgaaende Vokal findes ogsaa ellers i Svensk, saaledes hæri Ostgotel., heri Gutl. og endnu i svenske Bygdemaal hara, ært, ard Hare (se Rietz). — Men selv om man vil udlede par af en ældre Form pajar, hvilket man efter min Mening ikke bor, saa staar det tilbage at forklare denne fra got. pos, sanskr. tås af vigende Form pajar. I denne synes til Pronominalstammen pa at være foiet Pronominalstammen ja, hvorved den paapegende Betydning mulig er bleven forstærket. Tor man finde en lig nende Dannelse i oldnorsk Nom. sg. mase. fem. sjd1), der har samme Betydning som pessit eller i oht. dio, oldsaks. thia = pær? — Dietrich Blekinger Inschr. S. 20 bemærker, at Hunkjonsformen paiar aldeles svarer til Hankjonsformen pair for paiir. pair er her feilagtig forklaret, det er opstaaet af got. pai ved TilfSielse af r fra Substantivboiningen ; men der kunde dog være dem, som efter denne Ytring af Dietrich vilde tænke sig, at Tvelyden ai i paiar var overfort fra Hankjonsformen pair. Denne Forklaring forekommer mig dog meget betænkelig, uagtet Tvelyden i Oldnordisk er overfort fra þeir = got. þai og Dat. pl. þeim = þaim til Dat. sg. m. þeim = got. þamma, Gen. sg. f. þeirar = got. þizōs, Dat. sg. fem. þeiri = got. þizai og til Gen. pl. þeira = got. þizē m. n., þizō f.^[3]

Indskriften maa altsaa oversættes: Efter Herjulv ristede Haadulv Hjaarulvs Sdn disse Buner.

Herjulv maa sikkerlig have været i Slægt med Haadulv, mulig hans Broder. Om den Haadulv, til Minde om hvem Gommor-Slenen blev reist, er den samme som han, der satte Istabystenen, lader sig neppe afgjöre. Ogsaa Stentofte-Stenen nævner Haadulv og Herjulv, men at denne sidste Indskrift er fra

') Eller er tjd opstaaet af aé ad, aé au, omtrent som jdrn af isarnl jfr. ital. guello, queato, ijui af eccu'ille, eccu'itte, eccu'hic. sjd er ikke fundet i Dansk og Svensk, derimod forekommer i Olddansk sdsi, arUi. ') Tvelyden bor i peira vist ikke forklares af Tvelyden i sanskr. tfaham m. n. for taisani og i fteirar, peiri ikke ved Omsætning af j i sanskr. tasjas, tasjai. en yngre Tidsalder, skal jeg senere soge at vise. — Vi har mange Sidestykker til hvad her er Tilfældet, at flere Medlemmer af samme Slægt bære sammensatte Navne, i hvilke andet Led er det samme, saa at fårste Led egentlig giver Særkjendel for hver Person ; ligeledes er det almindeligt, at Faders og Sonners Navne danne Alliteration sammen. — Det vil vist være spildt Umage at lede efter den her nævnte Æt i de heroiske Oldsagn.

Allerede i det foregaaende er som Vidnesbyrd om, at Sproget i Istaby-Indskriften er nordisk (skandinavisk), fremfort Brugen af H som Tegn for a; det samme tår vel sluttes af Böiningsformer med ʀ i Udlyden.

Istabyindskriften tilhårer et senere Trin i Sprogets og Skriftens Udvikling end de i min fors te Artikel behandlede Indskrifter i den ældre Jærnalders Runer. Jeg skal her i Korthed sammenstille de Punkter, hvoraf jeg slutter dette:

ár-Runen "i er Tegn for a og Js-Runen F Tegn for en dunklere Vokallyd.

I Nomin. sg. af Hankjfinsstammer paa a er Stammens ud lydende Vokal falden bort.

I Acc. sg. af Hankjonsstammer paa a er Stammens ud lydende Vokal svækket til den dunkle Vokal, som betegnes ved F. Dog kan en saadan Svækkelse i Udtalen have været tilstede, hvor den (som f. Eks. paa Gommor-Stenen) ikke er udtrykt i Skrift.

Ar i Acc. pi. f. RUNAʀ, ÞAIAʀ i Modsætning til RUNOʀ Varnum.

AFaTʀ forbindes med Accus., medens AFTER Tune i samme Uetydning forbindes med Dativ. AFaTr er mindre oprindelig Skrivemaade end AFTER Tune baade deri, at Vokalen efter T er udeladt, og deri, at Ordet er skrevet med Y ikke med R; dog har der paa Tune-Stenens anden Side rimelig staaet AFTEʀ og Varnum-Stenen har UBAʀ.

I Ordet «Ulv» har Istaby-St. U i Stammestavelsen, medens Gommor- og Stentofte-St. har bevaret den ældre Form med O.

HAERU er senere Skrivemaade end ERILAʀ Varnum Lindholm.

Derimod har Istaby-Stenen kun den ældre Runeform Y, medens den yngre Å allerede er overveiende paa Varnum-St.

Disse Punkter maa sees under ett og i Sammenhæng med Sproget og Skriften i det hele; losrevne vil mine Grunde let kunne latterliggjöres: en Skrivemaade som HAERU har jeg selv betegnet som sporadisk, HERU kunde da let igjen senere dukke op; og Svensk har jo den Dag idag »runor« »efter«.

Uagtet Istabystenens Indskrift saaledes efter min Mening er yngre end Guldhornets, Tunestenens og Varnumsteneus, er den dog ikke ved en brat Kloft adskilt fra disse: Sproget som Skriften er i det hele det samme. Vi tor derfor i alle disse Mindesmær ker finde Vidner om ett og samme Folks Liv og Virken. Men jeg har ved Sammenligning af Indskrifterne troet at spore, hvorledes særlig nordiske Charaktertræk mér og mér træde frem.

Björketorp, Bleking

(Stephens S. 165 — 167).

Stentoften, Bleking

(Stephens S. 169 f.).

Indskrifterne paa disse to Stene , de mest omfangsrige af alle nordiske i den ældre Jærnalders Runer affattede Indskrifter, maa siges hidtil at være i sin Helhed uforklarede. Efterat Flere, blandt hvilke Finn Magnusen, allerede havde sogt at tolke Bjorketorp-Stenens Runer, men i det hele uden Held, blev Tegning af Stentofte-Stenen, som staar i nær Forbindelse med hin, for tørste Gang meddelt afWorsaae. Munch fandt da (Ann. f. nord. Oldk. 1848, S. 281 f.) Navnene HAÞUWOLAFʀ og HARIWOLAFʀ paa Stentofte-St. , pegede paa (Verbalformen) GAF efter det furste af disse Navne og gjorde opmærksom paa, at flere af Ordene paa de to Stene er de samme; men Indskrifterne i det hele erklærte han for saa gaadefulde, »at deres Forklaring, hvis den overhoved er mulig, snarere vil blive et lykkeligt Tilfældes, end vedholdende Gransknings Vcrk». Enkelte andre Ord i begge Indskrifter er senere med nogen Rimelighed forklarede, men de Forsog til fuldstændig Fortolkning, som er gjorte, vil neppe tilfredsstille nogen; heller ikke til den af Conrad Ilofmann «Ueeber einige Runeninschriften« (i Sitzungsber. der königl. Baier. Akademie der Wissensch. 1866) givne Forklaring kan jeg uden i Enkeltheder slutte mig, men jeg maa dog være den skarpsindige og lærde Forfatter taknemn. lig for flere nyttige Vink og interessante Bemærkninger i hans Afhandling, ligesom hans Behandling af Sporsmaalet om, hvilket Folk de i Norden fundne Mindesmærker med Indskrifter i den længere Rækkes Runer tilhore, ikke lider af den Ensidighed, for hvilken hans Landsmand Dietrich neppe vil kunne frikjendes. Et talende Udtryk for hvor fortvilet Sagen staar er Jessens Sporsmaal (i Aarboger f. nord. Oldk. 18G7, S. 1 74): »Skulde Björketorp-sten og Slentofte-sten have u-japhetisk sprog, men med nordiske navne imellem?« — Da det imidlertid paa Grund af disse Indskrifters Omfang maa være vigtigt at kunne forstaa dem bedre, vover jeg al meddele nogle Bemærkninger om dem, uagtet jeg selv nærer megen Betænkelighed ved min Opfatning af dem og uagtet min Tydning, ogsaa hvis den i Hovedsagen er rigtig, lader mange Gaader uloste, ligesom jeg i ethvert Tilfælde venter, at flere af mine Forklaringer af de enkelte Ord ved senere Forsog vil kunne rettes. Den Betragtning af Indskrifterne, som jeg her vil soge at gjore gjældende, indeholder i sig selv meget, som er paafaldende, og noder til Slutninger, som man gjærne i det længste vil værge sig imod ; men denne Opfatning har trængt sig alt stærkere ind paa mig næsten mod min Vilje, og da den er væsentlig ny, vover jeg at fremsætte den til Sagkyndiges Bedommelse. Man har efter min Mening ikke tilstrækkelig fremhævet , at der ved Bjorketorp- og Stentofte-Indskrifterne er flere Ejendommeligheder, som skille dem fra alle de Indskrifter i den ældre Jærnalders Buner, som vi kan forklare, Ejendom meligheder, som ikke tilstede samme Methode, som den der ved de andre Indskrr. maatte bruges. Jeg skal soge at paapege nogle af disse Særegenheder, men jeg forudser, at min Argu mentation her vil synes dem, som ikke i Hovedsagen er enige med mig om de i det foregaaende behandlede Indskrr., intetsigende.

Jeg betegner Bjorketorp-Stenen ved B., den lange Indskrift paa den ene Side ved a, den korte paa den anden ved b. — S. betegner Stentofte-Stenen, a den vertikale Indskrift paa Bred siden, b den horizontale (omvendte) Indskrift paa Bredsiden, c Indskriften paa Smalsiden. Tilfoiet Tal angiver Linje.

Alle Fortolkere har seet, at flere Ord eller Bogstavgrupper findes i begge Indskrr.; saaledes gjenfindes HAIDr i Begyndelsen af B. a 6 som lUDEn i Begyndelsen af S. a o. Nu er det ganske naturligt, at S. foran r har E, som maa have været udtalt kort og ubetonet, medens denne Vokal mangler paa B.; paa samme Maade forholder AFaTʀ Istaby sig til AFTER Tune. Mér paa faldende er det, at B. i Stammestavelsen har AI, medens S. har I, ti ved Indskrr. i de ældre Runer er det, saavidt jeg véd, ellers uden Eksempel, at der istedenfor en Tvelyd skrives den anden af de to Vokaler, ved hvilke Tvelyden fuldstændig udtrykkes; vilde man paa den anden Side tage Formen med I som den oprindeligere, saa vilde Skrivemaaden HAlDn savne til strækkelig Analogi (li den ved Skrivemaaden HAERU Istaby i Modsætning til ERILAr Varnum, Lindholm betegnede Udtale er vistnok knyttet til R). Dog vil jeg ikke lægge megen Vægt paa Forskjellen mellem HAIDr og HIDEr; man kunde deri sé elt af de liere Tegn paa, at de blekingske Indskrr. overhoved tilhore et senere Trin, uden at derfor de to her behandlede Indskrr. kom til at staa i et væsentlig andet Forhold end Istaby-Indskr. Men efter HAIDr luiger RUNORONU og efter HIDEr loker RUNGNO. Her ligger det vistnok nær at formode, at Rune risteren istedenfor Rrv+X+Jt har ment Rft+fc+fc (saaledes alt Munch); men selv om vi indsætte dette, er der paa én Gang en underlig Lighed og Ulighed mellem RUNORONU og RUNONO: Ligheden paatrænger sig uvilkaarlig, men det synes uforklarligt, hvorledes ett og samme Ord kan optræde i de to anf6rte Former, ti at RO i Udtalen saaledes kan trænges ud, er ved det Sprog trin, som f. Eks. Tune- og Varnum-lndskrr. tilhore, ikke vel tænkeligt; og til en Skrivfeil vil man dog n6dig tage sin Til flugt. Lignende Tvil vækkes, naar vi sammenligne HAERAMALAUSr B. med HERAMALASAr S.; Skrivemaaden HAER i Modsætning til HER har vistnok sit Sidestykke i HAERU Istaby i Modsætning til ERILAr Varnum Lindholm, og man vil ogsaa uden Betænkelighed kunne antage, at Stentofte-Indskr. paa ett Sted foran Nominativsmærket har bevaret Stammens udlydende A, der ellers i de blekingske Indskrr. i Nomin. er tabt. Men derimod synes Forholdet mellem Formerne MALAUS og MALAS uforklarligt.

B. a 4 ender med ARAGEU, som gjenflndes paa S. a6; men derefter fOlger i den sidstnævnte Indskrift VM. Den nærmeste Udvei til at forklare disse Bogstaver synes at være den, som Stephens har sdgt, at tage M som Begyndelsesbogstav til et Ord, der fortsættes i den forste af de horizontale (om vendte) Linjer, uagtet Skriftens Anordning kun lidet synes at tale for denne Opfatning; hvis den var rigtig, vilde ARAGEUW S. være = ARAGEU B. ; ogsaa dette Forhold synes mig lidt betænkeligt, uden at jeg dog tor lægge Vægt derpaa. Hvis der imod WM var Begyndelsesbogstaver til Ord, som ikke var skrevne ud , saa vilde vi her have at kjæmpe med eiendommelige Vanskeligheder, som vi ikke kunde vente at overvinde.

Endnu skal jeg fremhæve et Par Besynderligheder ved Stentofte-Indskriften. Efter Navnet HAÞUWOLAFʀ a 3 (Nomiaativ) folger GAF (hvorefter endnu en Rune, som ligner S, men hvis Be tydning her synes tvilsom). Det ligger meget nær i dette GAF med Hofmann og Wimmer at sé det velkjendle Præter. 3 Ps. sg.; men er dette saa, da synes ogsaa det efter Navnet HAR1WOLAFr a 4 (Nominativ) folgende MA at maatle være Præt. 3 Ps. sg., hvilket Hofmann og Wimmer ligeledes antage. Og dog tor jeg dristig paastaa, at det er umuligt, at et Præt. 3 Ps. sg. i den Sprogform , som jeg har fundet i de hidtil behandlede Indskrr., kunde lyde MA. Ordet sér ufuldstændigt ud, men vi (inde paa Stenen intet, hvorved vi kan fuldslændiggjore det, ti næste Linje be gynder med et nyt Ord, og den fjerde vertikale Linje synes heller ikke vel at kunne være fortsat i nogen af de horisontale (omvendte! Linjer; rigtignok forestiller Worsaae (Blekingske Mind. S. 22) sig. at fjerde vertikale Linje fortsættes i den nederste Rad af de ovenfor staaende omvendte Runer, men selv om dette var rig tigt, vilde vi neppe efter HARIWOLAFr kunne finde nogen for klarlig Præteritumsform. Her synes der altsaa at være en uloselig Knude. Hofmann har derfor sogt at overhugge den ved at tage MA for MAT, saa at T skulde være udeladt for Rum mets Skyld. Men mitan (metan), mat lader sig vist ikke paavise med Betydning «skjære» «hugge»; Verbets Grundbetydning er «maale»; denne Stamme, der er en Udvidelse af Roden ma [ma), gjenfindes i Latin i Formen med, hvoraf modus er afledet^[4]). Derimod var det tænkeligt, at «indhuggede» kunde udtrykkes ved en Form, der svarede til got. maimait, men en Indskrift, der brugte saadan forkortet Skrivemaade, at denne Form var skrevet MA, og som var affattet i samme ældgamle Sprog som f. Eks. Tune-Indskriften, kunde neppe forklares med de Midler, vi har til vor Raadighed.

Endnu en Besynderlighed: Sammenligningen mellem S. a I og S. a2 synes at tale for, at BORUMʀ og GESTUMʀ er Ord for sig, som Hofmann og Wimmer har ment. Ligheden mellem GESTUMʀ og oldn. gestum vil uvilkaarlig paatrænge sig enhver, og dog maa jeg i Modsætning til Hofmann paastaa, at det Ord, som i Nom. sg. lyder GASTIʀ, ikke kan lyde GESTUMʀ i Dat. pl., uden at vi flyttes over til et aldeles forskjelligt, langt yngre Sprogtrin, og ikke blot til en noget afvigende Dialekt.

Gaa vi nu over til Bjorketorp-Stenen, saa vil vi ogsaa her, naar vi soge at trænge frem med de Forestillinger om Sproget, som vi har tilegnet os ved de i det foregaaende behandlede Indskrr., mode flere Besynderligheder og uforklarlige Former.

Sidst i B. a 2 læse vi DAUDE , der nfidvendig leder Tanken hen paa Adj. dauår, Subst. dau&i, daufrr. Men Gotisk har her daups, daupus med p; og vi har seet, at de almindelige Ind skrifter i den længere Rækkes Runer adskille D og J i Indlyden aldeles som Gotisk. Altsaa har vi ogsaa her paa én Gang en besynderlig Lighed og Ulighed. — I BARLTr B. a 1 finder baade Hofmaun og Wimmer 2 Ps. Dualis af et Verbum og Hofmann identificerer det med got. biruts «I to bar». Men hvor ledes skal dette kunne give Mening i forste Linje af en Rune indskrift? Hofmanns «Diese Wunde brachlet ihr zwei» synes mig ialfald umulig at kunne begynde en Indskrift, om jeg end ikke vil lægge Vægt paa, al SAr for «Saar» strider mod IstabyIndskriftens og de ovrige forhen behandlede Indskrifters Sprog form. — Hvorledes vil man i Overensstemmelse med denne Sprogform finde en Forklaring for OAG sidst i B. a o (der snarest maa være et Ord for sig, da Y gaar umiddelbart forani? eller for UÞARABASBA. b?

Dette er nogle faa af de Vanskeligheder, som altid har modt mig, naar jeg har sogt at lægge væsentlig samme Maalestok paa Bjorketorp-Indskriften som paa de almindelige nordiske Indskrr., der er skrevne med de ældre Runer; derimod har nogle Ords Lighed med almindelig oldnordisk Sprogform altid paauy uvilkaarlig trængt sig ind paa mig, hvor ofte jeg end sOgte at afvise den for mig selv som urimelig. Den Linje, som siaar for sig selv paa Stenens ene Side, er UÞARABASBA. Da BA i Slutningen ikke vel kan være et eget Ord, ialfald ikke et fuldt udskrevet Ord, saa ligger det nær at antage, al B efter S her, som i almindelig nordisk Runeskrift, betegner P; altsaa UÞARABASPA. Tage vi nu her A mellem R og B som den almindelige Hjælpelyd, saa har vi UÞARBASPA, der ligetil giver det oldn. uparfaspd «Forbandelse». Og B. a 1 lyder, hvis vi tier ligeledes tage A som Hjælpelyd mellem B og R: SAʀ ÞAT BRUTʀ, som ligetil giver os sár þat brýtr «den som bryder delte», og i B. a 2 giver, som alt nævnt, DAUDE ligetil oldn. dauði «Död». Det kan ikke negles, at dette saaledes forklaret »iver en rimelig Mening, og Forklaringen af de to Linjer ligger saa nær, naar vi gaa denne Vei, medens jeg ikke Giner nogen Losning ad en anden; jeg kan derfor ikke længer tro, at den nævnte Forklaring af Ordene grunder sig paa en tilfældig og vildledende Overensstemmelse. .Men er Forklaringen den rette, saa er derved vundet et trygt Fodfæste for Tydningen af den hele Bjorketorp-Indskr.; UÞARABASBA, SAʀ ÞAT BARUTʀ og DAUDE kan da ikke tilhore det samme ældgamle Sprog, som vi fandt fOrst i Guldhorn-Indskr. og endnu paa Istaby-Stenen, men vi har her en Form af almindelig Oldnordisk, som vi kjende dette Sprog fra Runeindskrifter af det senere, særlig skandinaviske Slag. Fra dette Synspunkt vil jeg altsaa soge at give en fuldstændig Forklaring af Bjorketorp-Indskr., idet jeg for det forste aldeles intet Hensyn tager til Stentofte-indskriften.

Först nogle Bemærkninger om enkelte Runer: Y er, som Munch ogsaa i denne Indskrift læste det, r finale; eneste Tegn for a er %. n skrives baade "f og +; dette sidste Tegn Dndes ogsaa paa Guldhornet, Tune-St., Istaby-St. og paa flere Stene; at Bjorketorp-Stenen har begge Former af samme Rune, er ikke underligere, end at den for * to Gange har £, én Gang $; og saa Tjorko-Bracteaten og flere Indskrr. har begge Former af nRunen. Om Betydningen af Runen Y skal jeg i det folgende tale.

Ordafdeling findes ingensteds paa Stenen selv.

B. b er skrevet UÞARABA, ikke UÞARAFA. v skifter i nordiske Sprogarter i Efterlyden (hvor i Oldn. og Islandsk skrives f) ofte med b navnlig foran n, l, r og efter l, r; særlig kan her udhæves, at Former med rb paa Island fra Oldtiden af og lige til de seneste Tider forekomme som sjældnere Side former til dem med rf endnu siges paa nogle Steder i Breidefjorden porb, parbt (Guobrandr Vjgfusson Eyrbyggja S. LXV). 1 de nævnte Lydslillinger er Skrivemaade med B for det al mindelige F ikke saa sjælden i skandinaviske Runeindskrr. fra Nordens forskjellige Egne: paa en Sten i Skafsaa, ovre Tele marken læses pi Up ULB i kccus.); de manske Runeindskrr. brug oftere B foran R og efter L: paa liallaugh-Korset staar pORLAJBR pORIULB (? pIUTULB Munch) SUNR og VLB; paa et Kors ved Kirk Braddan pURLABR og HABRS, skrevet HHR.', hvilket Cumming (The Runic Remains of the Isle of Man, London 1857) feilagtig læser EABRS; en sén gotlandsk Indskr.. Gulldrupa (Save No. 75), har BOTOLBAR; Gunnerup-St., Aalborg Arm i Rafn om Piræeus-Indskr. S. 215) aSULB. Mellem to Vokaler er B for F (ø) meget sjældent^[5]): IBIR — ifir (over) findes paa en meget gammel Gravsten fra Fiatdal, ovre Telemarken. — Men særlig maa fremhæves, at den mærkelige Rok-Sten i Ostergotland (Stephens S. 230. 231), om hvis Indskrift jeg snart haaber at skulle kunne meddele nogle Oplysninger, bruger B ikke blot foran N: NABNUM, men ogsaa i Udlyd efter Vokal: UB = uf, of og i Indlyd mellem to Vokaler: UALRAUBAʀ, medens den dog har ULFS, ULFAʀ, TUALF^[6]). Denne Analogi fra Rok-Stenen ligger os her nærmest. Skjont Skrivemaaden RB efter det anforte ikke mangler Sidestykker i senere Tid, tror jeg snarest, at Bjorketorp-Indskr. ligesom R6k-lndskr. her efter ligner en ældre Tids Skrivemaade: de almindelige Indskrr. i den ældre Jærnalders Runer bruge, som vi har seet, B i Indlyden omtrent som Gotisk; HARABAlNArt Varnum, U5ARABA Bjorketorp forholder sig til WL'LaFr Istaby, WOLAFr Sten toften, ligesom got. paurban til vulfs.

Betydningen af det sammensatte úþarfaspá bliver den samme, hvnd enten vi i förste Led soge Adjektivet úþarfr, hvilket jeg foretrækker, saa at Sammensætningen bliver af samme Art som i bráðasótt, Breiðablik, hvítabjörn o. s. v., eller Substantivet úþörf, Gen. pl. úþarfa. Ordet betegner ligefrem: l'lykkes-Spaadom , Forbandelse, ■åpatfr bruges netop om Ord, Tryllesange, som bringe Skade og Ulykke; i Hávamál sidste Vers heder det: Nu eru Hávamál kveðin .... allþörf ýta tonum, óþörf jötna sonum; Fornald. s. III, 203 (s. Herro&s ok Bosa): Heyr þú bæn Buslu, hon mun brátt sungin, svá at heyrast skal um heim allan, ok óþörf öllum þeim sem á heyra.

Den Linje, som staar alene paa Stenens ene Side, udtaler da Betydningen af den paa den anden Side indhugne længere Indskrift, og at denne begynder med en Forbandelse mod den, som nedbryder Mindesmærket, sees tydelig allerede af de forste Ord adr pat brijtr. SAʀ betyder «den som»; herved har jeg ingen Betænkelighed. Vistnok har Rydqvist Sv. Spr. Lagar II, S. 490. 493 godtgjort, at sar i Gammelsvensk (og Gammeldansk i forekommer i samme Betydning som ad1); han gjor med rette opmærksom paa, at Vestgotal. I piuf. balk. 14: at gripær sar var fran mæær stolen, foruamix b. 7 : pa a sar uitu ær æng a, iordpær b. 7: pa skal sær firi gange ær bol a, og Dybeck Runurk. oct. (2den Saml.) No. 58: ian sar uar sun Hakunar ikke tillade anden Forklaring; det samme maa siges om: IAN SA* UAS HIMpIKI TUKA Hållestad, Skaane, (Liljegren R-U. 1441) og om Udtrykket i flere Runeindskrr. Men man tor derfor ingenlunde benegte, at sds, sdr har været brugt for sd es, sd er. At disse to Ord sammendrages til én Stavelse i den norsk-islandske Skaldedigtning (som aldrig bruger sdr = sd), er vist. Paa det af Rydqvist selv anforte Sted SnE. I, 594 fore kommer sdr = sd er i et Vers, der anfores som Eksempel paa regelret Anvendelse af det i Lovkvæder hyppigst brugte Versemaal dróttkvæðr háttr; codex regius skriver her sdr, og efter Snorres eget Udsagn skal der her være 6 Stavelser i Linjen, hvilket forudsætter den sammendragne Form. Denne h5rer da ogsaa hjemme i mangfoldige andre Skaldedigte, i tidligere Tid som sds, i senere som sdr, om end Haandskrifterne skrive sd er. Der er ingen tænkelig Grund til, at sd es ikke ligesaavel skulde blive til sds, hvor det betydede «is qui», som hvor det betydede «is est».

Gaa vi over til Svensk og Dansk, saa finde vi ogsaa her for «is» Formen sd, som jeg holder for ældre end sdr; og hvor sd bruges, maa vistnok ogsaa for «is qui« den sammendragne enstavelses Form sds, sdr engang have været brugt. Denne kan vel ogsaa paavises. Naar det i Liljegren Run-Urk. 624 (Igelsta, Upland) heder at sun sin kupon sas ait Aniltr, saa kan jeg ikke med Rydqvist forstaa sas som sd (is), ti Nominativsmærket, der allerede i den ældre Jærnalders Runeskrift fremtræder som r, kunde ikke i saa sen Tid som den, nævnte Ind skrift maa tilhore, lyde s, men maatte lyde r. sds maa her være = sd + es; Rydqvist indvender vistnok, at det her maatte hede pans, hvis man skulde bruge det relative es; men dette er

') Dog kan jeg ikke med Rydqvist tro, at r (for «) i sar er bevaret fra lirtiden og at denne Form i Virkeligheden er ældre end skr. sa (i Sanskr. dog ogsaa Former som forudsætte sas), gr. o, got sa, oldeng. se. Netop Overensstemmelsen mellem disse taler for, at den gotiske Form tillige er den fællcsgermanske; jeg tror, at sdr efter Analogi har tilfoiet det almindeliee Nominativsmærke, som manalede i sd. ikke nødvendigt, se f. Eks. Helgakvida Hund. I, 35: par mun Hoibroddr Helga firma . . . sd er opt hefir ornu sadda; prymskv. 32 : drap hann ina oldnu jotna systur, hin er brdåfjdr of bedit hofdi. Paa Aarsstenen (Aalborg Amt) maa SAr nodvendig være = sd er, hvis den Forklaring, som jeg har givet i Tidskr. f. Philol. VII, S. 260, er den rette. Lyngby forstaar derimod her SAr som sd og tror, at Meningen er: den (Stenen) skal nævne Valtoke d. e. bringe hans Navn til Efterverdenen; men selv om denne Opfatning af UALTUKA og NAFNI er den rette , vil jeg heller forstaa SAr som sd er, ti et Ord af den ene Sætning kunde lettere slynge sig ind i den anden, naar den sidste var den forste underordnet, end naar de var uafhængige af hinanden. Jeg tror derfor at kunne tyde SAr i Bjorketorp-Indskr. som id er; dog maa jeg gjore opmærksom paa, at sar i Glsvensk kan bruges for «den som«, uden at det derfor er sagt, at det etymologisk skaj forklares af sd -+- er. Af Dybeck Runurk,fol. 150 (Skilstad, L'pland): RÅpl (R4N) SA KUNI sé vi, at sd i Glsvensk kan bruges med Betydning af «den som», idet Relativet ikke udtrykkelig er betegnet; naar vi nu i Lilj. Run-l'rk. 947 (Nyble, Sodermanl.) læse: rapi sait huni, saa maa vi vel her snarest tage saR som Sideform til sd brugt med Betydning oden som«, ikke som Sammensætning af sd -+- er. Da sd kan bruges saa, at det i sig indeslutter Relativet, og da paa den anden Side sd er kan bruges saaledes, at sd i Kasus retter sig efter den relative Sætning, saa bliver det i Glsvensk (og Gldansk) vanskeligt overalt at afgjore, hvor sdr er Sammensætning af sd og er og hvor det er Sideform til sd; men ialfald tror jeg at have retfærdiggjort Oversættelsen «den som« for SAr paa Bjorketorp-St. Andet Ord 5AT er substantivisk brugt; man maa tænke til et Substantiv af IntetkjOn med Betydning »Mindesmærke« eller lign. (som kumbl, merlci). Pronominet har her (uden enklitisk tilfdiet si) stærkt paapegende Betydning « dette«, lige som undertiden i Indskrr. med de skandinaviske Runer: RUNAr PAr Rok (Ostergotl.); 1 pAlM HAUKl Fjællerad (Aalborg Amtl; KUMBL pAUN Slesvig (hvor pAUN vistnok kun er en anden Form for pau). Ligedan er det paapegende Pronomen sat alene paa Forsaringen, Helsingl. : KIRpU SIK plTA (A)NUNR . . . AUK UFAK.

BARUTr er = brjjtr. Omlyden maa i den Sprogform, hvilken Björketorp-lndskr. tilhorer, allerede være indlraadt, men den er ikke udtrykt: ligesom U her betegner ^ (t-Omlyd af ii), saa vil vi i det folgende sé, at e U'-Omlyd af a) betegnes ved A og 9 eller æ |i'-Omlyd af tf)-ved O. I Begyndelsen af Linje 2 deler jeg liTI Ar. UTl = tlfc" ude. —'■ Ar véd jeg kun at forklare som «er», 3 Ps. sg. Præs. lodic. af Verbet «være». Da vi af SAr i L. 1 sé, at den relative Partikel lier allerede har Formen med r for s, saa maa vi ogsaa i Verbalformen «er» vente r for s. Skrivemaaden med A, der her snarest har været udtalt æ, er, saavidt jeg tror, heller ikke uforenelig med min Forklaring «er», da dette Ord i de garomelsvenske Love oftest skrives ær, undertiden ar, ligesaa i skaanske Lov ær. Dog maa denne Skrivemaade med A, ligesom R (ikke S|, henvise til et forholdsvis sent Tidspunkt; li Vokalen er her ikke opstaaet af a ved i'-Omlyd , og endnu i svenske Huneindskrr. med skandinaviske Runer findes skrevet is. I det folgende WELADAUDE er DAL DE aabenbart Nom. sg. = dauåi Dod ; naar Sproget er almindelig Oldnordisk, saa kan D i lndlyden ikke længer vække Tvil: det betegner det aandende &. Om WELA derimod har jeg kun usikre Formod ninger at fremfore. Det er vel snarest Adverbiet «vel», glsv. vad, der paa glsvenske Runestene skrives UAL og UEL; hvis dette er rigligt, saa synes Ordet her at maatte betyde »vistnok«, i hvilken Betydning det ubetonet bruges baade i gammel og ny Tid, jfr. 6lafs s. Tr. Heimskr. C. 68: pelta mætti veråa vel pinn bani. Dog tor jeg af Formen WELA ikke slutte, at det op rindelige a i dette Ord, som vi finde f. Eks. i got. vaila, endnu var bevaret paa den Tid, da Bjorketorp-lndskr. blev indhuggen, ti dertil er dennes Sprogform i det hele for lidet oprindelig; men jeg antager, at A her i Skrift er tilfoiet imod Udtalen paa Indskriftens Tid ligesom i HAERA =• hér og i GINARLNAn = ginnrdnar. 1 denne Tilfoielse ser jeg en Stræben efter at give Sproget og Skrivemaaden et antikt Udseende; den er en Efter ligning af Skrivemaaden i ældre blekingske Indskrr. med den ældre Jærnalders Runer, i hvilke Sproget stod paa samme Trin som i Istaby-lndskriften. Forsog paa at efterligne en tidligere Periodes Sprogformer og Skrivemaade foreligger tydelig i andre Indskrr. med skandinaviske Runer, saaledes paa Råkstenen i Ostergotland. Her vil jeg navnlig sammenligne Arjastenen i Sodermanland (Bautil 698; Lilj. R-U. 968; ny Tegning vil findes hos Stephens S. 635), der gjærne tilfoier en Vokal i Ordenes Slutniug, ikke blot A: to Gange S1NA = sinn Acc. sg. m., SJNA = stein Acc. sg., TERIBINA = drepinn Nom. sg. m., men ogsaa I: UAR]>1 = var& og U: AFU = af, AKU = auk, ok. At disse Skrivemaader ikke korrekt kan gjengive Udtalen paa den Tid, da Indskriften blev indhuggen, er klart, og de bor neppe forklares som uheldige ForsOg paa at udtrykke utydelige Vokallyd, som Runeristeren troede at hore i disse Ords Slutning, men snarere som Tegn paa en affekteret Stræben efter at skrive antikt, hvorved Ordformer blev indhugne, som aldrig hortes i den levende Tale. Netop paa Bjorketorp-Stenen kao en Efterligning af en ældre Periodes Skrivemaade i enkelte Ordformer ikke vsaa meget undre os, da jo allerede den Art af Ituner, som her er brugt til Indskrift i Sten , er optagen fra et ffldre Tidsrum. Usandsynligt forekommer det mig, at WELADAUDE skylde være véladau&i (som Finn Magnusen mener) eller véldau&i, d. e. Dod som voldes En paa svigefuld Maade. — daudi er ■uti siger vistnok det samme som det almindelige daudi er fyrir durum, Doden truer, er nærforestaaende. En lignende Brug af uti har vi Ostgota-L. vana balk. 20, : pa ær uti huvups sakin, hvilket andensteds udtrykkes ved falder saJcin in a han. — Den her forekommende Sætningsforbindelse er meget .'•Imindelig ved sd er (og ved hverr er): Nominativformen ad er kugl, fordi Ordet opfattes som Relativsætningens Subjekt og ikke sættes i noget Forhold til den overordnede Sætning; der fortsættes, som om der var begyndt med «naar nogen«, uti er daudi er d. s. s. fid er honum fyrir durum ilti daudi.

Min Forklaring af Bjorketorp-Indskriftens Begyndelse, hvor efter den skal indeholde en Forbandelse over den, som odelægger Mindesmærket, stoltes ved lignende Forbandelser i flere Ind skrifter med skandinaviske Runer: paa Glimminge- Stenen i Skaane , Skjern-St. i Norre-Jylland, Glavendrup-St. paa Fyn og Tryggevælde-St. i Sjæland; navnlig stemmer den forste Sætning i SAr 5 AT BARUTr UTI Ar WELA DAUDE Bjorketorp overens med Udtrykket SIpl SA MaNR IS pUSl KUBL UB B1RUT (eller BIRUTL Skjern og U1R])I AT RATA RVKS UB BRIUTh Glimminge.

I det fölgende formoder jeg at Runeristeren nævner sig selv og betegner den Art af Runer, han har brugt.

BAERA er vistnok Adverbiet «her», der i sv. Runeindskrr. skrives BIR, HIAR, HIER. Ogsaa her synes vi at have Efterligning af ældre Skrivemaade; dette gjælder vistnok AE jfr. HAERU Istaby; maaské er ogsaa anden A tilfoiet i Lighed med, at Indskrifter med ældre Runer jævnlig havde A i Ordenes Slutning, hvor det manglede i senere Tid '). [ HAERA bor man vist ikke soge hér d. MALAUSr er kort Skrivemaade for MALLADSr d. e. mål lauss (allerede Finn Magnusen forklarede MALAUS som mdllaus Nom. pi. n.); ogsaa her tor vi i Tilfoielsen af r mulig sé Stræben efter antik Sprogform: Rydqvist Sv. Spr. L. II, S. 416 siger, at han i Glsv. ikke har seet r bibeholdt i Nom. sg. m. af Adjektiver, som har * foran Stammens udlydende Vokal. — Naar Runeristeren siger, at han har indhugget Runerne «maalI6s», saa mener han vel derved, at han under Indhugningen har været taus, for at ikke den Trolddom, med hvilken Runerne troedes at virke, skulde tabe sig ved hans Tale. Den sidste, utydelige Rune i L. 3 læser jeg med Wimmer S. 59 som X G, hvorimod Worsaaes og Stephens's Tegninger ikke stride; vi maa da forbinde GINARUNAr, uagtet ellers hver Linje ender med et fuldstændigt Ord. GINARUNAr vilde efter al mindelig Skrivemaade være ginnrunar «Storruner», det vil vel sige ramme, tryllekraftiue Runer; Udtrykket oplyses ved rånar peer er gørðu ginnregin Hávamál 80. 142. Med GINARUNAʀ sammen ligner Wimmer GINORONOʀ paa Stentofte-St., hvilket Stephens (som læser GINORONOA) forklarer «Gin-runes (mighty letters)». Ogsaa GINA for GIN synes at være Efterligning af Skrivemaaden i Indskrifter fra en tidligere Periode.

I ARAGEU er efter min Forklaring anden A Hjælpelyd ligesom i UjiARABA og i BARUTr; forste A er Tegn for æ som i Ar; E udtrykker Lyden j som ofte i oldnorsk (og oldengelsk) Skrift, f. Eks. velea, soekea i cod. AYIagn. qv. 309 (se Gislason i Ann. f. nord. Oldk. 1863, S. 409): ARAGEU gjengiver da ærgju. Dette forklarer jeg som Gen. sg. af et cergja f., der har samme Betydning som oldnorsk ergi f. af argr; cergja for holder sig til ergi, som glsvensk Ziepna, kristna (Rydq. II, 219), lypna (II, 215) til oldn. heiSni, krislni, hlij∋ som glsv. roetVisa til rattvisi, w.kålja (forst i Karl 12tes Bibel) til ældre kaeti, liitja

'i Med HAERA paa Bjorkttorp-St. tor jpg ikke sammenligne Formen hæra i jydske Lov og jydske Runeindskrr. fra kristelig Tid, senere skrevet lære, der har Sidestykke i dere for >dcr>. Hvordan skal disse danske Former forklares? af oldn. hédra, padrai Heller ikke a i oldsaks. hiera tor jeg sammenligne med A i HAERA. til læti (Rydq. II, 226). Udtrykkene ergi og argr tillagdes Seidmand og Seid: þessi fjolkyngi (seid) fylgir svá mikil ergi, at eigi pélti monnum skammlaust vid at fara Yngl. s. Cap. 7; fremr þetta (seid) med allri ergi ok skelmisskap Gisla s. Surss. S. 31 ; pik sida (siga Hskr.) k6du . . . ok hugda ek pat args ådal Lokasenna V. 24. Jeg forstaar derfor ginnrdnar ærgju om tryllekraftige Runer, som brugtes ved Seid. FALAH d. e. FALH. Dette forklarer jeg som oldn. fal, got. falh af oldn. fela, got. filhan1). Spor af dette Verbums stærke Boining findes ikke alene i Oldnorsk, men ogsaa i FULKIN paa Karlevistenen, i glsvensk dagfulghit, infulghit (Rydq. I, 431). I Bjorketorp- Indskriftens Sprog skulde man vente fal, jfr. SPA, OAG. For at forklare H i FALAH kunde man tænke sig, at Udtaleformen i Bleking paa den Tid, da Ind skriften blev indhuggen, virkelig var falgh, hvori da gh maatte skyldes Indflydelse af fulghin; man maatte da ogsaa antage, at Formen i Flertal var fulghu, ikke fdlu. Men dette forekom mer mig usandsynligt; jeg tror snarere, at H maa være brugt ved Efterligning af Skrivemaaden i ældre Indskrifter med Sprogform som Varnumstenens. — fela i rdnum, i skdldskap, yrkja fålgit siges ofte om at udtrykke noget paa en dunkel, forblommet Maade i Digtning; paa lignende Maade er FALAH her forbundet med GINARUNAr, der maa opfattes som Produktobjekt: skjulte Runer d. e. indhuggede hemmelighedsfulde Runer.

Det folgende Ord læser jeg AK. Om Y — K har jeg talt i min Forklaring af Vamum-St. S. 239. At en Bracteat (Thomsens Atlas No. 80, Stephens No. 17) baade har Y og <, begge Former flere Gange, kan ikke anfores mod denne Læsning, allerede fordi denne Bracteatindskrift er uforklaret (Dietrichs Forsog i Haupts Zeitschr. f. deutscb. Alt. Neue Folge I, S. 69 —72 kan jeg ikke lade gjælde for en Forklaring) og sikkerlig uforklarlig. Stephens læser Y her som L, men herfor finder jeg ingen Stolte og L har paa Bjorketorp-Stenen ellers sin almindelige Form ; ligesaa ugrundet forekommer mig Finn Magnusens Læsning som Y, Dietrichs og Hofmanns som M (Dietrich tillægger ogsaa Y Be tydningen M, medens Hofmann rigtig læser dette som r). AK véd jeg kun at forklare som «jeg»; det forudsætter Udtalen cek, ligesom Ar i L. 2 har været udtalt ær. æk har 'i Dietrich forklarer FAL som Præter. af fela, men adskiller derfra de folgende Bogstaver All da varet den blekingske Form for «jeg», der i glsvensk almindelig heder iak, jak, i skaanske Lov iak, i ældste Haandskrift af jydske Lov æk, jfr. Lyngby i Antiqv. Tskr. 1858—1860 S. 245 f. Formen AK her vækker Tvil, da æk ellers ikke kjendes fra disse Egne; kun i svenske Bygder, som ikke ligge fjærnt fra Norge, finde vi ellers Former med Vokalen e og i; og A kan dog ikke være Tegn for Lyden ja. Jeg vover dog at fastholde min For klaring, ti vi har neppe Midler til at bestemme, hvor gammel Formen tak er i Svensk og i Ostdansk ; det fortjener at mærkes, at Runeindskriften paa en Dobefont, som nu findes i Hosmo, Sodra More hårad i Smaaland (Sjoborg Saml. f. Nordens Fornålsk. 2, 91; Lilj. B-U. 1971), har IK (hvis dette ikke er Feil i Af skriften for IAK), medens Ordet der i Bygden nu heder jag, ja (Linder om allmogemålet i Sodra More hiirad, Uppsala 1867, S. 18).

HADʀ forstaar jeg som Navnet Haddr i Apposition til AK; altsaa i oldnorsk Form rtinar . . fal ek Haddr. Udtryksmaaden er her aldeles den samme som den , vi har fundet i flere Ind skrifter med den ældre Jærnalders Runer, f. Eks. EK WIWAʀ Tune, EK ERILAʀ Varnum.

Haddr forekommer ogsaa ellers, skjont sjælden, som Mandsnavn : Haddr harii fra Telemarken kjæmpede mod Harald Haarfagre i Havrsfjord, og det er vistnok (som allerede N. M. Petersen i Danmarks Historie i Hedenold har ytret) denne samme Kjæmpe, som Digtningen lod deltage i Kampen paa Braavoldene; af Egils saga kjende vi Vikingen Haddr fra Nordhordland; det sammen satte Navn pérhaddr forekommer oftere paa Island. Navnet maa udledes af haddr langt udslaget Haar; deraf er ogsaa dan net det i Sagnet viden om i Norden velkjendte Mandsnavn Haddingr og Hodd, hvilket et Ævenlyr nævnte som Navnet paa Jotunen Svades Datter, der ægtede Nor *).

OAG forstaar jeg som 6ag «jeg frygter«. Vi kjende fra is landske Haandskrifter den Ejendommelighed, at k svækkedes til g i fdrste Persons Pronomen, naar dette enklitisk sluttede sig til en Verbalform, som endte paa en Vokal, paa samme Tid, som k holdt sig uforandret,' hvor Pronominet stod alene.

') Munch er efter min Mening paa Vildspor, nanr lian (Norskt Maanedskrift 3, S. 13j) formoder, at Haddr, Navnet paa Braavoldkjæmpen, er telemarksk Udtale for Ilallr. Udtalen dd for II kan umulig være saa gammel , og desuden spores Navnet Haddr i langt videre Omkreds end denne Udtale. Oldnorsk kjender kun det reflexive 6ask frygte, men et 6a i væsentlig samme Betydning kan her ikke vække Anstod, da baade 6gan og Sgan sis bruges i Gotisk; mærkelig nok har Rietz oa «frukta, vara rådd« fra «S. Hl.» (d. e. sydlige Halland?).

I sidste Linje folger HAIDʀRUNORONU. Heri formoder jeg en Sammenskrivning af to Ord. Vi har seet, at Bjorketorpludskriften undlader Fordobling af Konsonanter ikke blot i GINA, HADa, men ogsaa, hvor de to Konsonanter hore til to forskjellige Sammensætningsled , i MALAUSr. I Runeindskrifter med skandinaviske Runer kan Fordoblingen af en Bogstav, som bekjendt, undlades ogsaa, hvor et Ord ender med samme Bogstav som den, hvormed folgende Ord begynder: UKARL for UK KARL. En Sammendragning i Skrift for at spare Rum kan endog udstrække sig til flere Bogstaver eller hele Stavelser i to forskjeMige Ord: Dybeck Runurk. fol. No. 139 er skrevet %yVt for fcJsMi (sh^, men denne Indskrift er i det hele saa skjodeslost skreven, at man gjærne kan tage den forkortede Skrivemaade som en ren Feil; Dybeck Runurk. fol. No. 74: BRUNI , LIT RISA AUK ARISTIN pINA er graphisk Sammen dragning for ARISTA (eller ARISTI) STIN; ligesaa Lilj. K-U. 702 lit aristn for arista (eller arisa) stin; ja i en Indskrift (Lilj. R-U. 358) maa endog Runerne +f læses to Gange forst som AT «Aand», derpaa som TA, de to sidste Bogstaver i pVRUTA. Paa Rok-St. Forsiden L. 4 skal TUALRAUBAR rimelig læses T(UAr) UALRAUBAR. — Det tor derfor ikke være for voveligt at formode, at HAIDrRUNORONU er en Sammen dragning af HaIDrRU(NAr) NORONU; der toges intet Hensyn til at sidste Stavelse i RUN Ar havde en anden Vokal end forste i NORONU, hvis ikke Runeristeren, uagtet han ovenfor skrev RUNAr, her har tænkt paa Formen rtinor, der forekommer baade i ældgammel og i sén Tid. Man tor vist ikke antage, at blot N er skrevet én Gang istedenfor to, ti Entalsformen RUN synes her ikke Bi passe. Ogsaa kan mærkes at der paa svenske Runestene flere Gange i Acc. pi. forkortet er skrevet RUN (Lilj. R-U. 238. 241. 988) og RU (Lilj. K-U. 871). Den forkortede Skrivemaade blev paa BjorketorpSt. anvendt for at kunne afslutte Indskriften med sjette Linje ; navde Runeristeren skrevet Ordet RUNAr helt ud, vilde han have faaet en ufuldstændig Linje tilslut, hvilket vilde have forspildt Skriftens Symmetri. ,i

HAIDrRU(NAr) er sammensat: forste Led maa være heit ni., Gen. hei&rs Hæder. En ældre Form af dette Ord er heiå~i Gen. heiðar (Stamme heiðr), f. Eks. Daniel sd einskis hei&ar d Bel Nokkur bl66 ur Hauksbék S. 21 ; det er det samme Forhold som mellem bldstr, Gen. bldstrar, ogsaa (efter Islændingerne) bldstrs, og den ældre Form btystr, Gen. bidstar (Stamme bldstu). hei&r, Gen. hei&ar er samme Ord som got. haidus igonog; det tilsvarende oldeng. kdd har meget stort Betydningsomraade: Person, Stand, Stilling, Værdighed, Natur, Maade. At der vir kelig har været brugt et af hei&r (got. haidus) og rån sammen sat Ord, viser Hei&rån Navnet paa-Gjeden i Valhall, fra hvis Yver Mjoden, som Einherjerne drikke, strOmmer; hertil svarer det frankiske Kvindenavn Chaideruna. Dette er paapeget af Mullenhoff (zur Runenlehre 46): ved de med run sammensatte Navne tillægges der de Personer eller Væsener, som bære dem, den Kraft, Runen som Trylletegn tænkes at eie. — Appellativet HAIDnRUNAn t6r vi vel forklare: Hædersruner, herlige Huner. Vi har her Stammeformen HAIDr, hvor ii horer til Stammen, der maa ansees for yngre end HAIDU, hei&u, som fremtræder i • hei&r, Gen. hei&ar.

Endelig NORONU. Af dette Ord véd jeg kun at give en Forklaring, som fra Betydningens Side synes mig selv meget betænkelig. Naar vi mindes , at Omlyden ikke udtrykkes i Bjorketorp-Indskriften, saa kan oldn. norrænu, nérænu her ikke skrives anderledes end NORONU. Efter Formen kan dette baade være Acc. pi. f. af Adjektivet i den bestemte Form og Gen. sg. af Substantivet norræna; for den sidste Opfatning taler den Omstændighed, at NORONU {norrænu) slutter sig til HAIDn RUNAn), ligesom ARAGEU (ærgju), der er et Substantiv, til GINARUNAn. De Runer, som her er indhugne, kaldes GINARUNAn ARAGEU; ved Udtrykket ginnrunar synes de at be tegnes som tryllekraftige, og Tillægget ærgju antyder vel, at de sædvanlig brugtes ved Seid ; Runeristeren Hadd kalder dem dunkle eller hemmelighedsfulde (FALAH). I Modsætning til dem nævner han andre Runer UAlDnRUN(An) NORONU, som han frygter, det vil vel sige: som han af Ærefrygt er ræd for at anvende til en Forbandelse. Disse Runer, som han ei vil bruge, synes ikke at kunne være andre end de almindelige skandinaviske Runer, den kortere Runerækkes Tegn, som vi da maa tro var de der al mindelig brugtes i Indskrifter i Bleking paa den Tid, da Björketorp-Runerne bleve indhugne. Udtrykket hei&rrunar betegner dem vel som Hædersruner, Runer der brugtes i hæderligt Oiemed, ikke til Trolddom. Vanskeligere er det at forklare Til læggel norrcenu. Adjektivet norrænn findes, saavidt jeg véd, i Svensk og Dansk ellers kun i Betydningen «norsk»; i Glsvensk forekommer det kun i Vestgdteloven i Formerne norcen, noren, norin (Rydqvist II, S. 411); i Dansk paa Egaastenen i Jylland: KITILS pIS NDRUNA (Nord. Tskr. f. Oldk. II, S. 243). I Oldnorsk er ligeledes den faste Betydning (hvor Ordet ikke bruges om Vinden) «norsk»; kun paa enkelte Steder (som nævnes f. Eks. i Fritzners Ordbog) bruges Ordet, hvor Talen egentlig er om hele Norden: i den af Sturla Thordsson forfattede Haakon Baakonssdns Saga (Fms. X, S. 76 l'.i kaldes Absalon provincialis af ollum prédikara klaustrum i norrænni tungu, hvilket skal gjengive den latinske officielle Benævnelse provincia de Dada (Munch norske Folks Hist. 4de Dels 1ste Bind, S. 1 62). Her maa Ud trykkel forklares saaledes, at den islandske Forfatter har sammen fattet Sproget i hele Norden under én Benævnelse og dertil har brugt det Navn, som egentlig tilhorle hans Modersmaal, det særlig »norske« (af Nordmænd og Islændinger talte) Sprog; dette stoltes ved Sammenligning med Fms. XI, S. 412: tungan kom með þeim (d. e. Tyrker og Folk fra Asia) nordr higat, er vér (d. e. Islændinger og Nordmænd) kbUum norrcenu, ok gékk sti tunga um Saxland, Danmork ok Svtpj6d~, Noreg ok um nokkurn hluta Englands. Paa lignende Maade kan Udtrykket norrænn om Træl i Olafs s. helga Chria 1849, cap. 124 opfattes. Men at den blekingske Runerister skulde kalde de i hans Hjem alminde lig brugte Runer • norske«, synes mig utænkeligt. Den eneste Udvei, jeg 5iner, er folgende: da norrænn egentlig betegner «som kommer fra nord, nordlig», hvilken Betydning Ordet har bevaret ind i Nutiden, hvor Tale er om Vinden, saa har det vistnok engang været brugt om Folk og Sprog i en mere om fattende, mere ubestemt Betydning, og saaledes synes norræna her at være brugi om nordisk Sprog (og Skrift). Denne For klaring af NORONU nævnes kun med stor Tvil, og selv om den holder Stand , tor jeg af Udtrykkene her i Indskriften ikke slutte noget om de to Skriftarters Oprindelse. Endogsaa Rune risterens Forestillinger om deres Forhold til hinanden lader sig deraf neppe sikkert bestemme: han synes at kalde den kortere Rækkes Runer «nordisk» Skrift, og i Modsætning dertil inaa han da vel have tænkt sig den ældre Jærnalders Runer som »Sydmænds« Skrift. Runeristeren synes, hvis min Tydning af de nævnte Ord ikke er forfeilet, at have forestilt sig, at den Stamme, hvortil han selv horte, og den Skrift, den brugte, var kommen længer nordfra end en andenr Stamme, hvem de Runer, som er anvendte her paa BjOrketorp-Stenen, egentlig tilhörte; «norröne» Mænd optog fra «Sydmændene» disses Skrift til magisk Brug.

Men jeg lægger ikke Dolsmaal paa, at alle disse Betragt ninger let kan falde sammen til Intet, da Grundvolden, hvortil de stolte sig, ikke er tryg. Forst senere kan jeg komme til at undersoge Forholdet mellem de to Skrifiarter og til at drofte de Sporsmaal, som slaa i Forbindelse dermed: hvilken af dem der er ældst; om der er et blot og bart Tidsforhold mellem dem eller om de tilhore forskjellige Stammer, o. s. v. BjSrketorp-lndskriften lyder i sin Helhed:

IU>*fc*B*JB* mt>*?B*fcri?Y rVN*YPMI*N*rMM HfcMfttPW*^ i YX I+*WU*Y*R.*XMI H*IWYKIVr*[Ul-rr

Efter den givne Forklaring skulde dette læses:

UÞARABA-SPA.

SAʀ ÞAT BARUTʀ UTI Aʀ WELA DAUDE.

HAERA MALAUSʀ GINARUNAʀ ARAGEU FALAH AK HADʀ.

OAG HAIDrRU(NAr) NORONU,

og Indskriften skulde have folgende (temmelig phantastiske og paafaldende) Indhold:

o Forbandelse. Hvis nogen bryder dette Mindesmærke, da rammer Doden ham vist. Her ristede jeg Hadd maallos i dunkle Tegn arg Trold doms ramme Runer; jeg frygter de nordiske Hædersruner.«

At Navnet paa den Hedengailgne, til hvis Minde Stenen er reist, forgjæves s6ges i Indskriften, tor ikke undre os, ti hvis min Formodning om Sprogformen i Bjorketorp-lndskriften i Hovedsagen er den rette, saa godtgjor allerede Anvendelsen al den ældre Jærnalders Kuner i den sene Tid, til hvilken Sprog formen henviser, at Indskriften ikke skulde tale med almenforstaaelig Tunge til hver den, som vandrede forbi. Da jeg har vovet at meddele en Forklaring af Bjorketorp Indskriften, saa maa jeg ogsaa soge at vise, hvad denne Forklaring nodvendig forudsætter og til hvilke Slutninger den nödvendig leder.

Indskriftens Sprogform er efter den givne Tydning, som al lerede sagt, i det hele den, vi kjende fra Indskrifter med de skandinaviske Runer, og aldeles forskjellig fra Sprogformen 1 de af mig i forste Artikel behandlede Indskrifter med den ældre Jærnalders Runer. For nærmere at fastsætte Tiden er navnlig SAr og Ar af Vigtighed. Forudsat at de af mig fremsatte Tyd ninger sdr = sd er og ær 3 Ps. sg. Præs. = er er de rette, kan Indskriften, saavidl jeg skjSnner, neppe være indhuggen for i Ilte Aarhundred. Skrivemaaden med A i Ar og i AK d. e. ctk «jeg» ligesom Formen ARAGED d. e. ærgju synes mig endogsaa ikke at passe vel til en ældre Tid end Midten af ltte Aarh. I denne Forbindelse kan ogsaa OAG og HAIDr mærkes.

Det er vist, at omkring Aar 1050 overalt i Norden ikke andre Runer brugtes til almindelig Skrift end de særlig skandinaiske; og er Bjorketorp-Indskriflen indhuggen saa sent, saa maa det være tværtimod almindelig Skik paa den Tid, at den længere Rækkes Runer her er brugte. Disse maa Runeristeren have kjendt fra talrige Stenmindesmærker, som en hedengangen Slægt havde reist, medens nu kun enkelte saadaune kjendes fra Bleking; han maa, vistnok i Modsætning til de fleste af sine Samtidige , have kunnet læse disse Runer og for en stor Del have forstaaet Indskrifterne fra den ældre Jærnalder, medens dog Sprogrorskjellen var saa stor, at Betydningen af mange Ord oi! Ordformer i hin Tidsalders Indskrifter ved 1050 ikke længer kunde kjendes. Om den længere Rækkes Runer bruges her Udtrykket ginnrtinar ærgju, hvoraf man synes at maatte slutte, at de paa den Tid, da Björketorp-Indskriflen blev indhuggen, betragtedes og vel ogsaa brugtes som Trylletegn, anvendtes til magisk Brug: til det, der tilhorer en forsvuuden Tidsalder, knytter sig let Forestillingen om noget hemmelighedsfuldt, over naturligt, trolddomsagtigt. Indskriften selv synes at vise, at de som Skrift ikke længer brugte Tegn her blev indhugne for at sikre Virkningen af den Forbandelse, som udtaltes mod den, der nedbrod Mindesmærket; men man vilde vel ogsaa ved disse ældgamle Tegn give Stenen et mere ærværdigt og hoitideligt Præg. Saaledes synes man at maatte opfatte Brugen af disse Runer, dog uden at de (saavidt jeg kan sé) er forbundne til Ord, paa Rökstenen; heller ikke dér er den længere Rækkes Runer brugte som Samtidens almindelige Skrift, men fremtræde kun som ett af de flere Midler, der skal tjene til at give Stenen et rigtig gammeldags, hemmelighedsfuldt og phantastisk Præg, hvorom jeg andensteds nærmere skal tale. Ogsaa haaber jeg at skulle kunne gjore det sandsynligt, at der er en anden Sten (den paa By i Sigdal), paa hvilken den længere Rækkes Runer er indhugne ikke som Samtidens almindelige og letforstaaelige Skrift og som Meddelelsesmiddel for en Indskrift, hvis Sprog tilhorer samme fjærne Tidsalder som Runerne, men hvor de er brugte vilkaarlig, som Tegn uden Indhold, blot for at de ved sine æld gamle Former kunde give Mindesmærket et ærværdigt eller hemmelighedsfuldt Udseende.

Som Pröve paa den Art af ældre blekingske Indskrifter, hvis Skrift Runeristeren paa Bjorketorpstenen har gjengivet, synes Gommorstenens (hvorom siden) at kunne nævnes, saavidt man tor domme efter de ufuldkomne Tegninger af denne; noget afvigende er Istabystenens Skrift, navnlig ved h = A. Uagtet Rune risteren paa Bjorketorpstenen med de forældede Tegn i det hele skrev sin Samtids og sin Stammes Sprog, sogte han dog i enkelte Former at efterligne Sproget i den ældre Jærnalders Indskrifter, hvis Runer han brugte. Dette har jeg navnlig troet at iagttage ved Tilfoielsen af A i WELA, UAERA, GINA og af H i FALAB; hertil synes ogsaa at kunne regnes den stadige Brug af Hjælpevokalen A: UJARABA, BARUTr, ARAGEU, FALAH og Skrivemaaden med B i UjiARABA (mon ogsaa Tilfoielsen af n i MALAUSa?). Udtryksmaaden synes ligeledes tildels at være en Efterligning af den, som fandtes i den ældre Jærnalders Ind skrifter, saaledes AK HADr. En saadan vilkaarlig Blanding af ældre og yngre Sprogformer maa synes underlig, men vi har dertil et efter mit Skjon umiskjendeligt Sidestykke i Rokind skriften, hvor af Lyst til gammeldags Sprog flere Former er brugte, som staa i Strid med Indskriftens Sprog forovrigt, som ikke kan have været horte i Folkemunde dengang, da Ind skriften blev indhuggen, ja som tildels aldrig kan have tilhört det levende Sprog.

Den i det foregaaende fremsatte Tydning af BjorketorpIndskr. indeholder vistnok i sig selv meget betænkeligt, men det, hvorved jeg allermest skræmmes og hvorpaa man vel aller nådigst vil gaa ind, er den Opfatning af Stentofte-Indskr., hvortil hin Forklaring uundgaaelig nöder.

I Stentoften a L. 5 og 6

HIDEʀRUNGNO

HERAMALASAʀARAGEUWM

gjenfinde vi uimodsigelig Ordene HAIDʀRUNORONU og HAERAMALAUSʀ og ARAGEU paa Bjorketorp-Stenen; men disse Ord er paa S. stillede sammen paa en anden Maade, hvilket tvinger os til at antage elt af to 1) enten er den af mig givne For klaring af Bjorketorp-lndskr. aldeles vildfarende; eller ogsaa 2) er disse Ord overforte fra B. til S. uden Hensyn til deres sprog lige Betydning, idet man kun har sogt at fastholde de ydre Tegn. Jeg vover at holde paa sidste Alternativ. I en senere Artikel haaber jeg at skulle godtgjorc, at paa lignende Maade én Bracteats Indskrift er en Efterligning af en anden Bracteats , saa at man ved Efterligningen ingen Bevidsthed har havt om Indskriftens sproglige Betydning, men kun sogt at gjengive Runernes Træk. Stentofte-Indskriften er da efter min Formodning i sin Helhed uforklarlig, fordi den er vilkaarlig, fordi Runesmeden selv ikke (ialfald ikke overalt) ved Tegnene, han ristede, vilde udtrykke nogen sammenhængende Mening. En forgangen Tidsalders Tegn, losrevne Ord fra ældre Mindesmærker er her indhugne for blot ved det forældede, det uforstaaelige , det hemmelighedsfulde at gjore Mindesmærket ærværdigt.

Vistnok ligger Stentoften ikke saa lidt vestenfor Bjorketorp, men det prægtige Mindesmærke paa sidstnævnte Sted maa nödvendig have været kjendt vidt omkring. Stentofte-Indskr. maa, som det synes, have været indhuggen ikke saa kort Tid efter Bjorketorp-Indskr., ti af denne vilde en Samtidig vel ikke have kunnet gjore saa vilkaarlig Brug. Den, som har ristet Stentofte-Indskr., maa fuldstændig have kunnet læse den længere Rækkes Runer og han maa foruden fra Bjorketorp-Stenen have kjendt dem fra flere andre Mindesmærker. Saaledes kan det forklares, at han bruger de fra Bjork. afvigende Runeformer >k og S ; at A. allerede brugtes i den ældre Jærnalders Indskrr., sé vi af VarnumSt. Runeristeren maa have skjont, at Y og A. var to forskjellige Former af samme Rune, ti han gjengiver Björketorp-Stenens Y ved /k. De ovrige Tilfælde, hvori Ordenes Skrivemaade paa S. afviger fra B., synes at være uden dybere Betydning; naar vi antage, at Ord fra B. er overforte til S. uden Hensyn til den sproglige Mening, lader Afvigelsen mellem MALAUSr og MALASAr, mellem RUNORONU og RUNGNO sig let forklare; her kan det mærkes, at N i RUNGNO begge Gange er betegnet ved + ligesom i det tilsvarende RUNORONU Bjork., medens N ellers paa S skrives t (dog maaské med Undtagelse af én Gang i 3dje horizontale Linje). Ogsaa fra andre, nu vist nok tabte, ladskrifter med den længere Rækkes Runer nm Ord være overfarte til Stentofte-Stenen og vilkaarlig sammen stillede med Ord fra Bjorketorp-Stenen. Saaledes maa Navnene HA^UWOLAFb S. a3 og HARIWOLAFb S. a4, som vise en Sprogform, der peger Aarhundreder bagenfor det lite Aarhundred, men som Runeristeren sandsynlig har forstaaet, efter min Formodning være laante fra en Indskrift, hvis Skrift og Sprogform i det væsentlige har stemt overens med IstabyStenens og, som det synes, fuldstændig med Gommor-Stenens (denne skriver ligesom Stent. for A $, ikke h som Istaby-St., har ligesom S. begge Tegn * og F , har Stammeformen WOLAFA som S., ikke WULaFa som Ist. ; dog ligner S-Runen paa Gommor-St. mere Bjorketorp-Stenens end Stentofte-Stenens). Hvis Stentofte-Indskriften i sin Oprindelse har noget saa vilkaarligt ved sig, saa kan MA i Slutningen af S. a 4 ikke længer undre os; det er vel Begyndelsen af et Ord, som Runeristeren har laant fra en anden Indskrift, men hvis Slutning han ikke bar taget med.

I det foregaaende har jeg vovet at udtale den Formodning, at Stentofte-Indskriften ikke tor sættes længer tilbage end til et godt Stykke ind i Ilte Aarh. og at vi i 5te og 6te Linje har almindelige oldnordiske Ord, kun skrevne paa en affekteret gammeldags Maade og tildels forvanskede, som Laan fra Björketorp-Indskr., i skrigende Modsætning til langt ældre Navneformer i 3dje og 4de Linje; jeg formoder da ogsaa, at Ligheden mellem GESTUMʀ S. a 2 og oldn. geatum ikke er tilfældig, men at vi i de to forste Linjer har almindeligt oldnordisk Sprog dog med affekteret Efterligning af en ældre Tids Former. Vistnok viser Sammenligningen med beslægtede Sprog, at den nordiske Endelse m i Dat. pi. forudsætter en ældre Form mr, der har holdt sig i oldn. tveimr, primr, hvormed baade Hofmann S. 121 og med Tvil Wimmer S. 59 jævnfore GESTUMr, men det fore kommer mig ikke sandsynligt, at denne Endelse mr skulde bave holdt sig i Bleking ved Substantiver til langt ind i Ilte Aarh.; jeg skulde derfor være tilbOielig til i GESTUMr at finde affekteret Stræben efter gammeldags Sprogform, jfr. FIMR for «ifem» paa Rok-Stenen ved Siden af FIM. Hvad jeg her fordvrigl nævner om de to förste Linjer, skal kun gjælde som Indfald.

I NIUHA (foran GESTUMʀ) véd jeg ikke at finde andet end en Form for niu «ni», hvilket Talord Hofmann finder i de tre tørste Runer NIU; Formen NIUHA er da opslaaet ved forfeilet Efterligning af en ældre Tids Sprog, ti i det virkelige levende Sprog kan den aldrig have været brugt. A kan have været tilfoiet ligesom i WELA, HAERA, GINA Bjorketorp og SINA o. s. v. paa Årja-Stenen, H ligesom i FALAH BjOrketorp, hvor dog h oprindelig har hdrt hjemme. Netop af Talordene finde vi paa Rokstenen Former, som ikke vel kan have været i Brug i Folkemunde, dengang Indskriften blev ristet, men som skyldes Lyst til at efterligne en ældre Tids Sprog; nogle af disse Former paa Rokstenen er rigtig dannede og maa engang have været brugte i det levende Sprog, som TUALFTA, men jeg tviler, om FIMR = fimm og FIAKURA d. e. fjagura Acc. og F1AKURUM d. e. fjagurum Dat. af «fire» nogensinde har været brugte i svensk Folkesprog.

I förste Linje synes BORUMʀ aabenbart ensartet med GESTUMʀ og maa da ligeledes være Dat. pi.; mulig tor det sammenlignes med oldnorsk burum af burr Son, got. baur ijlr. Hofmann S. 121). Da BORUMr i L. I er ensartet med GESTUMn i L. 2, saa drives man næsten uvilkaarlig til med Hofmann S. 124 at sammenstille det forudgaaende #lftN* i L. 1 med 1>IINF i L. 2, saa at forste Rune % skal sige det samme som N (Afvigelsen i Udlyden, hvor L. 2 har F, men L. I #, synes at være uden dybere Betydning). Men da % i StentofteIndskr. er det regelrette Tegn for A, synes det alene at kunne skyldes en Feil, hvis samme Rune i samme Indskrift betegner N^[7]. Hvis vi turde formode, at ogsaa de to forste Linjer var

Rigtignok synes % paa Skjern-Stenen (Viborg Amt) at være brugt én Gang for N eller NN. Den forste Sætning i dennes Indskrift lyder: SZSKIBApB (eller efter Thorsens Læsning Kunemind. S. 66 SASKIBlpB) BISpl ST1N K1NULFS TUTIr AT UplNKAUR VSBIARNAr SUN «bfs*» TUBA UK HIN TUBUTIN FASTA, hvilket jeg i oldnorsk Sprogform gjengiver saaledes: Sasgerdr reUti »tein, Oinul/s dåttir, at Otirikdr Bfabjarnar run, pann dyra ok hinn dråttinfasta. Forste Led i Kvindenavnet SAS-KIBApB staar maaské 1 Forbindelse med Mandsnavnet SASUB Fjenneslev-St. og andensteds, SUSUB SandbySt; A (el. I?) i XlBApB (KIBIpBl) tager jeg som Hjælpevokal. Ginil/r, der allerede er formodet af Jessen i dette Tid skr. V, 290, betyder vel d. s. s. Ulfr gtnandi. Navnet Husbjorn forekommer ogsaa Lilj. R-U. 325. Med Tillægget pann dyra jfr. pann gåita Lilj. R-U. 1576. Sam mensætningen dråttin/aitr er som oldn. drullmhoUr. 23' laante fra en anden Indskrift, der da maatte have havt samme Sprogform som Bjorketorp-Indskr., saa kunde vi tænke os, at der i denne Original havde staaet 1-|[N* istedenfor *|[N*. som S. a 1 har; naar Ordene overfortes fra én Indskrift til en anden, saa at der ikke toges Hensyn til Betydningen, men kun til den ydre Form, saa kunde * let komme istedenfor 1-, ligesom X i RA+X+X S. a5 istedenfor X i Rft+XIUMT* B. a 6. Men dette er og bliver naturligvis et lost Indfald og har ingensomhelst fast Slotte.

Da Bredsidens vertikale Indskrift saaledes efter min For modning er en vilkaarlig Blanding af Ord fra andre og indbyrdes forskelligartede Indskrr. af ældre og yngre Sprogformer, saa tror jeg, at det vil være forgjæves at söge efter dens Mening i det hele. Af Begyndelsen kunde man kanske faa ud: «Til ni Sonner, til ni Gjæster Haadulv gav (Stenen?), Herjulv (ristede??)«; men at Stenen virkelig skulde være reist af en Baadulv som Mindesmærke (og Indskriften ristet af en Herjulv?) «over ni Sönner, ni Gjæster», er vist ikke rimeligt.

Endnu mindre kan jeg forklare den horizontale (omvendte) Indskrift paa Bredsiden. Efter Stephens's Tegning synes den at maatte læses

r**i-rH

usnuh

Mf*NMN EKAHED NIVrirXX DUNIUGO

Anden Rune i L, I er vistnok S = S, uagtet Bunens nederste Led ikke sees paa Tegningen; Stephens læser < = C, men vi har vel en ganske anden Form for K i L. 2, Rune 2: (, der sikkerlig er d. s. s. Y paa Bjorketorp- Stenen; jeg finder ikke tilstrækkelig Stotte for Stephens's Læsning L.

Ogsaa Betydningen af Indskriften paa Smalsiden :

ERAGINORONOr

ABABIUTI^

er mig ubekjendt. Dog tror jeg, som ogsaa Hofmann S. 123 formoder, at A i BARIUTI5 er Hjælpevokal og al BltlUTIp staar i Forbindelse med Verbet «bryde»; delte Ord horer da sikkerlig til en Forbandelse over den, som sonderbryder Mindes mærket, ligesom vi fandt en saadan paa Bjorketorp-Slenen. Ogsaa Ordene paa Smalsiden er kanske overforte fra eu anden Indskrift. BRIUTP]? maatte i almindelig oldnordisk Sprog være 2den Ps. pi. Præs., men i den ældre Sprogform, som IIAjl WOLAFr og HARIWOLAFr tilhore, kunde det vel være 3dje Ps. sg. Præs. ind., og dette ligger her kanske nærmest.

GINORONOr i forste Linje sammenstiller Wimmer S. 59 med GINARCNAr Bjorketorp; han bemærker, at O er stærkt fremtrædende paa Stentofte-St. , der har WOLAFr to Gange svarende til Istabystenens WULaFr. Dog er u i run ikke opslaaet af ældre o.

Ovenfor har jeg fulgt Stephens i den Folgerække, i hvilken Linjerne tages: fOrst de seks vertikale Linjer paa Bredsiden, derpaa de tre omvendte horizontale Linjer paa Bredsiden (den nederste f6rst), endelig de to krumme Linjer paa Smalsiden. Men jeg tor ikke indestaa for, at denne Ordning i alle Dele er rigtig; sikkert er vel kun, at Indskriften begynder med den verlikale Linje længst til venstre paa Bredsiden. Worsaae (Blekingske Mindesmærker S. 22) forestiller sig, «at Indskriften begynder længst til Venstre paa Forsiden, at den fjerde Linie fortsættes i den nederste Rad af de ovenfor staaende omvendte Runer, at fremdeles den femte Linie ikke alene fortsættes i den anden omvendte Rad, men ogsaa gaaer om paa Siden i den længste af de derværende Linier, samt, at endelig den sjette Linie gaaer over i den Overste Rad og derfra fortsættes i den korte Linie paa Siden, hvormed formodentlig Indskriften slutter».

Til Slutning kan jeg ikke stærkt nok fremhæve, at disse mine Bemærkninger om Bjorketorp- og Stentofte- Indskrr., der i mange Dele er betænkelige og i andre ingen Oplysning give, ikke staa i nærmere Forbindelse med min Tydning af de ovrige Indskrifter med den layigere Rækkes Runer. Den som godtgjor, at min Opfatning af de to omfangsrigeste blekingske Indskrifter er vilkaarlig og falsk, at den maa stilles i Række med f. Eks. Finn Magnusens Tydning af Ruthwellkorsets Indskrift, har dermed ikke i mindste Maade rokket mine Tydninger af de ovrige Indskrifter. Ved Bjorketorp- og Stentofte-lndskrr. turde dog min Opfatning ikke være uden Berettigelse, saalænge ikke en forskjellig Forklaring har lost de .fleste Vanskeligheder.

Gommor, Bleking

(Finn Magnusen Runamo S. 441—449. Stephens S. 207).

Da denne Sten nu er forsvunden og da vi kun har gamle Tegninger, som ikke kan være fuldkommen paalidelige, kan dens Indskrift ikke med Tryghed bruges.

3dje Linje (hos Worm) kan dog vel med Sikkerhed forklares. Munch har forst (Ann. f. nord. Oldk. 1848, S. 281 f.) paavist, at der paa Stenen istedenfor IfcpWX^r** maa have staaet

N*l>rP*r**lr*

HAÞUWOLAFA1^[8].

Dette er da sikkert Accus. af det samme Navn, som vi har seet paa Istaby- og Stentofte-St. ; i Skrivemaaden stemmer Gommor overens med Stentoften baade i * og i X. Dette Navn maa vel have været styret af Præpositionen »efterø, hvoraf der paa de gamle Tegninger ikke sees Spor. — I 2den Linje læses

- tM SATE, hvilket flere har forklaret som Præter. 3 Ps. sg.

• satte«. Herimod véd jeg intet at indvende. Det synes ikke urimeligt, at det oprindeligere a i 3 Ps. sg. af det sammensatte Præteritum, som Gotisk har bevaret men som i de ovrige ger manske Sprog er svækket til e (oldn. e, i), ogsaa allerede i de med den længere Rækkes Runer skrevne nordiske Indskrifter har kunnet fremtræde som E, ligesom got. a i Dat. sg. af aStammer af Flankjon allerede tidligere er svækket til E (dog op fatter Lyngby dette E i Dativ som opstaaet af ældre at) og lige som got. a i haitans er blevet til I i HAITINAr. Saaledes tor man mulig paa TjOrko-Bracteaten læse (ikke JURTE, men) WURTE = oldn. ord; dog synes Etelhem-Spænden i samme Betydning at have WRTA, hvilket da maa være en ældre Form. SATE er kort Skrivemaade for SATTE, jfr. FINO Berga, HALAʀ Steinstad. I Modsætning til got. satida har vi her ligesom i de fleste germanske Sprog den yngre, sammendragne Form. SAT(T)E staar ikke i Strid med DALI DUN Tune, ti i Heliand f. Eks. skrives setta (satta i Cottonianus) ved Siden af nerida.

Förste Linje kan i Tegningerne ikke være rigtig gjengiven, og noget sikkert lader sig her ikke bringe ud. Vi sé dog, at denne Indskrift bruger baade % og F ligesom Stentofte-Fndskriften og maaské den af Dr. Hans Hildebrand nys fundne Skåång-Indskrift i SOdermanland. Her paa Gommor-Stenen staar Brugen af F to Gange mulig i Forbindelse med, at Vokalen staar foran og folger elter N (hvis der er nogen Sandhed i min Gjætning

') Det er kun et Öiebliks Forglemmelse, naar Munch siger, at 1ste Rune maa have været %. H maa her, som ogsaa Wimmer (de ældste nord. Runeindskrr. S. 54) har bemærket, have været betegnet ved H. Tydeligere Spor af denne Rune findes i Peder Syvs Tegning, som her har «et bagvendt Y» (F. Magnusen Runamo S. 443).

Bidrag til Tydning af de ældste Runeindskrifter.

349

om denne Linje). F. Magnusen og Stephens vil i 1ste Linje finde bl. a. Udtryk for »denne Sten* og Ilofmann læser de 5 forste Runer som STAiLNA. Man kunde tænke paa, at

sTWfcbPr-F var en feilagtig

Gjengivelse af

i TJU+^^Pi-P

oldn. atein pann, got. stain pana, jfr. STAINA Tune ; man maatte da forudsætte, at N i $aNa var i Udlyden bleven stottet ved en Vokal ligesom i Gotisk. At ikke 7de Rune rigtig er tegnet som R, er allerede sandsynligt, fordi det vilde node os til at antage, at en Vokal ved forkortet Skrivemaade var udeladl. Men hvad her er sagt om forste Linje er og bliver en aldeles Ids Gjætning, og om det Tegn V, som slutter denne Linje, tor jeg intet sige. Endnu mangler det Navn, der var Sætningens Subjekt; det har vel fulgt efter SATE. Hvorvidt endelig i 4de Linjes FFF f6rste F er Begyndelsesbogstaven af et Mandsnavn, andet F af et dertil foiet Patronymicum og 3dje F af et Ord, som svarer til de skandinaviske Runeindskrifters FAJjI, som Stephens formoder, det skal jeg ikke kunne sige.

Saavidt jeg af de faa og tvilsomme Ord kan sé, er der intet i denne Indskrifts Sprogform, som bestemt taler imod at opfatte den ligesom Istaby-Indskriften (der dog afviger noget i Skrivemaade) som en ægte Indskrift fra «den ældre Jærnalder«. Man kan, saavidt jeg sér, antage, at den længere Rækkes Runer var den ene brugelige Skrift i Bleking paa den Tid, da Ind skriften blev indhuggen, og at Gommorstenens Sprog ligetil pjengiver Samlidens levende Sprog, medens jeg har formodet, at derimod Björketorp- og Stentofte-Indskrr. ikke er ældre end den yngre Jærnalders Slutning, men har efterlignet en Skrift, som ikke længer almindelig brugtes, og tildels et Sprog, som ikke var Samtidens levende Sprog.

Dog vidste jeg ikke at fremfore afgjorende Grunde mod den, som vilde tage Gommor-Indskriften som ensartet med de, der læses paa Björketorp- og Stentofte-Stenene.

Sölvesborg, Bleking

(Stephens S. 192 f.).

Stephens siger om Indskriften paa denne Sten: «The tallest runes, on the left, are about 8 inches, but they diminish on both sides , showing that they were carved to suit the broken character of the surface, and consequently that it is now in very nearly the same state as it was when first inscribed. It has suffered little injury.» Overensstemmende hermed udtaler Worsaae (Blekingske Mindesmærker S. 23) sig om Stenen: «Den er noget beskadiget paa den ene Side. Den har en meget kort Indskrift i to Raderj Runerne, af hvilke en enkelt tilhoire staaer baade retvendt og omvendt, ere i Linien tilvenstre otte Tommer lange, med Undtagelse af de to overste, der ikkun naae til Bruddet i Stenen, hvilket folgelig, idetmindste paa det Sted, maa være ligesaa gammelt, som Indskriften.»

I Linjen til venstre er Runerne efter Stephens's Tegning:

rHMrmiMIYill

3dje og 4de Rune som Binderune;

i Linjen til hoire:

RrvNiP*'1)

Stephens læser ÆSMUTS RIUSII RUTI W(rai)TI; ÆSMUTS forstaar han som Gen. af det almindelige Navn »Asmundt.

Hvis denne Læsning og Forklaring af det forste Ord er den rette, saa er det tydeligt, at vi her finde et Par Ejendommelig heder i Skrivemaaden, som ellers i INorden kun forekomme i Indskrifter med den yngre Rækkes Runer: h er ikke A, som paa Istabystenen, men S; D er her udtrykt ved Runen for T, uagtet den længere Række har særskilt Tegn for D; N er ikke udtrykt foran T (= D) , men dette kan mulig ogsaa findes en enkelt Gang i Indskrift af det ældre Slag. Ph viser almindelig oldnordisk Sprogform ; dette Ord maatte have en anden og oprindeligere Form baade i Tunestenens og endog i Istabystenens Sprogform.

Disse Bemærkninger, som jeg har knyttet til Stephens's Læsning, skylder jeg en interessant Meddelelse om denne Sten af Cand. Ludv. Wimmer i Brev af 26de November 1867, som jeg glæder mig ved at kunne aftrykke her:

«Solvesborg-stenen hører slet ikke til de ældste runestene, men til overgangs-stenene; jeg læser:

runer

ąsmut sunu sin

og på den anden side finder jeg i runerne P*' ordet R * if-rait.

') Worsaacs Tegning har kun uvæsentlige Afvigelser: 7de Rune i Linjen til venstre har en Indboining i hoire Stav, saa at den mere ligner R; ogsaa Stephens forstaar den som R. Forste Rune i Linjen til höire sér hos Worsaae ud som h. En fuldstændig analogi til denne sten finder jeg da i vor Helnæssten, idet begge har

stammeudlyd bevaret i gf. af u-stammen (sunu), men ikke i a-(i-)stammen (ąsmut, kuþumut).
det ældre R for det yngre Y. h som på de yngre stene = s ikke som på Istabyst. = a.

At Sølvesborg-stenen hører til de yngre stene (men til de ældre blandt disse), viser også -mut o : mund, der måtte skrives anderledes med de ældre runer.»

Den her givne Forklaring af Linjen til venstre er saa umiddelbart tiltalende, at jeg ikke kan andet end holde den for den rette. Det er let tænkeligt, at Tværstregen ved + paa de to Steder er bleven saa grund, at den ikke tydelig kan sees. Be tænkeligere er det, at denne Tydning noder os til at tage Ind skriften som et Brudstykke, hvilket strider mod Stephens's og Worsaaes udtrykkelige Udtalelser; dog er der mellem disse Ud talelser én liden Afvigelse, idet Worsaae siger, at de to overste Runer til venstre (altsaa r-hi kun naa til Bruddet i Stenen , me dens Stephens siger, at enten er Toppen af forste Bune til venstre brudt af eller ogsaa er der paa Grund af Mangel paa Rum hugget r istedenfor P. Hvis Toppen af Bunen er brudt af, saa er Bruddet paa dette Sted yngre end Indskriften. En fornyet Undersfigelse med dette Sporsmaal for Oie vilde kanske kunne bringe Sagen paa det rene.

Den Mening, som Stephens og Wimmer hver paa sin Maade finde i Linjen til höire, synes meget rimelig. Derimod forekommer det mig tvilsommere, om Wimmer ved at tage an det Ord som RfcK?) har rammet det rette. Stephens's Tegning synes ikke vel at tillade at tage forste Bune i Ordet som R, ved hvilken Bune den krogede Sidestav paa disse gamle Min desmærker ikke gaar ind til den rette Hovedstav paa Midten (dette gjælder da ogsaa, om nogen vilde gjælte paa RAlST). Runen her sér aldeles ud som den længere Bækkes P = W, og saaledes læser Stephens den; derimod synes det hoist ri meligt, hvad Wimmer formoder, at anden Bune er Stykke af t = A. Hvilket Ord vi her har, tor jeg slet ikke sige; hvis ikke Tegningen temmelig bestemt havde tredje Bune som I og forbod at tage den som R, vilde jeg gjætte paa PfcRfclT. Men vi kan jo her ogsaa have Patronymicum eller i Eieform Navn paa Faderen til den Mand, hvis Navn er forste Ord i Linjen.

Navnet RUTI, hvis Nominativform er i Lighed med almindelig oldnordisk Böining og afviger fra MRLA paa Etelhem-Smykket, er mig ubekjendt^[9]. Det vilde være vigtigt at vide, om l" i dette Navn betegner u eller o (kort eller lang); hvis U her betegnede o, saa maatte vi tro, at X manglede i Skriften; og at & virkelig dengang manglede, synes rimeligt.

Hvad der i denne Indskrift mest fortjener Opmærksomhed, er P = W. Hvis Tegningen, som vi maa tro, her er paalidelig, vil vi her for forste Gang i Skandinavien have en Rune, som særlig tilhfirer den længere Række og som er opgiven i den almindelige kortere Række, brugt som virkelig Bogstav (ikke som Tegn uden sprogligt Indhold) midt inde i en Indskrift, som i det hele har de Eiendommeligheder, der er charakteristiske for den kortere Rækkes Runer; vi vil, hvis Tegningen er paalidelig, her have den forste nordiske Runeindskrift, som med Hensyn til Skriften egentlig kan kaldes Overgangs- eller BlandingsIndskrift. Hidtil har man vistnok kjendt gamle danske Ind skrifter, som i det hele er i de skandinaviske Runer, men i hvilke der forekommer enkelte Runeformer, som stemme særlig overens med den længere Rækkes (N = H, # = A, W = M); i disse er det dog kun Formerne, som afvige fra de almindelige skandinaviske: selve Runerne er bevarede i den kortere Række i en anden Form (*, -r og ?, 9 eller Y). Paa Rokstenen er den længere Rækkes Runer uden Forbindelse med den i de al mindelige Runer affattede Indskrift, ja endog, saavidt jeg sér, uden sprogligt Indhold overhoved. Allerede forhen har man vistnok villet finde en enkelt Rune af den længere Række (som M, X, X, O) brugt som egentlig Bogstav midt inde i Indskrifter, der forOvrigt er i den kortere Rækkes Runer; men jeg holder de Eksempler, man har nævnt, for mer end tvilsomme. Hvad her er sagt, gjælder ikke for England, hvor i det hele Forholdet mellem de to Runerækker er et andet.

Hvorvidt Solvesborg-Indskriften er en Overgangs-Indskrift eller en Blandings-Indskrift, lader sig neppe endnu med Sikker hed sige; hvis den var en Overgangs-Indskrift, saa maatte man slutte, at M (ialfald i Bleking) opgaves tidligere end P.

Sproget er, som Wimmer har paapeget, almindelig Oldnordisk, dog saaledes, at den gamle Gjenstandsform SUNU, ligesom i andre skandinaviske Indskrifter, har holdt sig. At aS derimod (som f'orste Sammensætningsled) har opgivet Stammens udlydende Vokal, uagtet Ordet i ældste Norsk folger u-Stammernes Bdining, stemmer overens med Forholdet i andre ger manske Sprog, saaledes oldeng. os i Modsætning til sunu.

Bleking (som her kan stilles for sig selv) bliver mærkelig der ved, at vi her 6nde de ældre og de yngre Runer mindst ad skilte. Vi har i Bleking paa den ene Side de yngste Indskrifter i den længere Rækkes Runer (der i Brugen af % som det al mindelige Tegn for A afvige fra Guldhornets Skrift og stemme overens med de skandinaviske Runer); paa den anden Side synes vi paa SOlvesborg-Stenen at have den mest antike Ind skrift med den kortere Rækkes Runer (der i Brugen af P = W peger ud over den kortere Række); næst den synes flere Ind skrifter fra Danmark og navnlig fra de danske Oer at fOlge. Ingen svensk Indskrift med skandinaviske Runer synes mig saa antik som de ældste danske ; men flere svenske række igjen, som jeg tror, længer tilbage end nogen norsk Indskrift af samme Slag.

I Anledning af Dr. E. Jessens ’småting vedrørende runeindskrifter’ No. 6.

Efterat det foregaaende var skrevet, har jeg modtaget 3dje Hefte af Aarbåger for nordisk Oldkyndighed og Historie for 1867, hvori Dr. E. Jessen har meddelt kritiske Bemærkninger til mine i Tidskr. f. Philol. VII, S. 211—252 trykte Bidrag til Tyd ning af de ældste Runeindskrifter. For denne Kritik maa jeg være ham meget taknemmelig. Vistnok tror jeg, at Forvoven hed ikke vel kan undgaaes ved Undersøgelsen af et Æmne, hvor vi har saa faa Forudsætninger og sikre Holdepunkter; det bliver kanske sent at komme frem, naar man ikke af og til vover at træde der, hvor man kan gjdre et Feiltrin. Men hvis man ikke skal fjærne sig saa langt fra fast Grund, at man ikke kan hjælpe sig tilbage igjen, er det jo rigtignok aldeles nödvendigt, at man har paa det rene, hvor der er trygt og hvor ikke.

Jeg indrömmer villig, at jeg i mit Forsög ikke har været varsom nok, at jeg ikke tilstrækkelig har fremhævet, hvad der er godtgjort og hvad ikke (og det bliver vel desværre ikke bedre for Fremtiden; jeg kommer sagtens ofte, naar jeg vover mig frem med löse Formodninger, til at forsomme tydelig at betegne Side:Tidskrift for Philologi og Pædagogik (IA TidskriftForPhilologiOgPaedagogik7).pdf/372 Side:Tidskrift for Philologi og Pædagogik (IA TidskriftForPhilologiOgPaedagogik7).pdf/373 Side:Tidskrift for Philologi og Pædagogik (IA TidskriftForPhilologiOgPaedagogik7).pdf/374 Side:Tidskrift for Philologi og Pædagogik (IA TidskriftForPhilologiOgPaedagogik7).pdf/375 Side:Tidskrift for Philologi og Pædagogik (IA TidskriftForPhilologiOgPaedagogik7).pdf/376 Side:Tidskrift for Philologi og Pædagogik (IA TidskriftForPhilologiOgPaedagogik7).pdf/377 exempelløst, om de [døtrene] omtaltes på stenen uden navns nævnelse.« Det er ikke eksempellöst. Paa Granevollen i Hadeland staar en Sten med Indskrift: SYNIR AUNAR RYKIU RISÞTU [stin þina a]FTIR AUFA BRUÞUR SIN HIALBI KUÞ SÁL [4 = Á) AUFA. Jeg skjönner ikke andet end, at Udtryksmaaden her er ensartet; og jeg kunde nævne flere saadanne Eksempler.

Om Varnumstenens Indskrift kan jeg mulig senere tilfoie et Par Ord, naar jeg har faaet nOiere Underretning af Oievidner om Indskriftens Udseende paa Stenen. Jessen linder, at Ind holdet, saaledes som jeg læser Ordene, ikke lyder synderlig til talende: «det var vel lidt påfaldende, om der skulde to til at riste så kort indskrift*. Jeg har troet, at Udtrykket tillader den Opfatning, at Jarl, der nævner sig selv som jeg», er den, der egentlig har ristet Runerne, medens dog Havn i Forening med ham har sorget for at Ian sat Mindestenen. Men om man ikke vil indromme dette, kan man jo tænke sig, at de to Mænd for enede sig om Ristningen ikke fordi Arbeidet krævede det, men fordi de begge vilde udfore denne Kjærlighedspligt mod Hit. Men hvad man end vil domme herom, saa tror jeg, at flere skandinaviske Runeindskrifter, i hvilke lo Runeristere nævnes, vil vise, at denne Indvending ikke har stor Vægt. Ved Skafsaa Kirke i övre Telemarken staar en Runesten med fölgende Indskrift:

ORNAIRS SUNIR RISÞU ELU ÞESA EFTIR ÞIUÞULB BROÞOR

KOÞMONTR RIST RUNAR ÞESAR OUK ÞEIR ONLOTR.

(Lige med anden Linje udenfor den Kant, som omslutter Indskriften, staar endnu, som det synes, MERSIN.) Denne Indskrift er rigtignok lidt længere end Varnumstenens; men hvor lang maa den Indskrift være , som to Mænd kan have ristet uden at det bliver paafaldende ? Jeg kunde anfore mange andre Eksempler paa ikke just meget lange Runeindskrifter, som er ristede af to Mænd.

Jessen siger, at Runerne for W, A, R, I, T i det Ord, som Save og jeg har læst WARITU, staa i usikker Orden, og han nævner Læsningerne WRAITA og WRAIT. Saavidt jeg kan sé af Tegningen, er disse Læsninger aldeles utilstedelige og WAR den eneste rimelige Rækkefolge i Ordets Begyndelse; ogsaa Stephens har læst disse tre Runer i denne Orden.

Hvad jeg (S. 242) har sagt i Anledning af forste Rune i 1AB, har jeg selv kaldt en los Formodning, som kun har et meget usikkert Grundlag at slotte sig til. Den burde kanske helst have været holdt tilbage. Min Tankegang var den: I i IAB betegner efter min Mening Lyden j; man kunde heraf tro, at Runerækken, da Varnumindskriften blev indhuggen , ikke havde særligt Tegn for j (men dette Grundlag er usikkert, ti man kunde jo nok, som Jessen siger, unoiagtig skrive jah med Runen for i, uagtet man havde særlig Rune for j); jeg sluttede videre : fandtes der ikke særligt Runetegn for j, saa maatte den oprindelige J-Rune være bleven til a-Rune, som i den skandi naviske Bunerække og allerede paa Blekingstene , og dette maatte igjen være betinget derved, at Ordet jāra (Runens Navn) var blevet til ara. Men hvorfor var j tidligere svundet i jāra (Aar) end i jah? spör Jessen; ja det tör jeg ikke sige (og jeg tur ikke paastaa, at det kunde staa i Forbindelse med, at jah havde kort Vokal, medens jāra havde lang); Muligheden af denne Ujævnhed i Lydskifte kan dog ikke negtes. Hvorfor er i det telemarkske Bygdemaal v snarere svundet i reka (drive), oprindelig vreka, end i Vreist (noget som er vredet)? Hvorfor er oprindeligt j blevet til spiritus asper i græsk vouivti, men til i itojua?

I Tanumstenens Indskrift maa jeg indramme at Udtrykket ved min Forklaring bliver tvungent, og jeg holder den kun for en usikker Formodning, men jeg Bnder den ikke utrolig. At Ordet for «Stenen», der efter denne Forklaring maa tænkes som Subjekt og som det Ord, hvoraf Navnet 5RAWINGAN i Genitiv er afhængig, ikke er sat til, har jeg sogt at stolte derved, at den Dödes Navn alene i Genitiv kan forekomme paa Minde stene, hvor man da ligeledes maa tænke Ordet for «Sten» til. Underligere forekommer mig Udtrykket «blev kaldt» (nemlig dengang, da Mindestenen blev sat), istedenfor hvilket man skulde vente »skal hede« eller «heder». Jeg mente, at man eksempelvis kunde tænke sig Sagen som saa: da Stenen satles paa Hangen, var vel en Flok af Travinges Frænder tilstede ; til dem kunde han, som lod Stenen sætte, sige «Efter Travinge sættes denne Sten, og den skal hede Travinges Sten»; med Hensyn hertil kunde vel paa Stenen ristes «[Stenen] blev kaldt Travinges». Dette er naturligvis kun en lös Gjætning, og jeg maa indrömme, at Udtrykket bliver tvungent. Jessen tænker paa « Travinge hed (han]». Efter denne Forklaring maa Subjektet »han til hvis Minde Stenen er reisU, »han som hviler herunder« være ude ladt; denne Udeladelse forekommer mig ligesaa tvungen og ligesaameget at trænge til Bevis som den, jeg har formodel. Der imod maa jeg indromme, at HAITINAr WAS «hed» paa denne Maade bliver et simpelt og naturligt Udtryk; som Side stykke kunde f. Eks. nævnes Indskriften paa en vældig Bauta sten, som staar paa Indre Bo i Randeberg Sogn ved Stavanger: KOLBIØRN HET MAÞR ER B.... HER.

Men jeg kan slet ikke tro paa en Nævneform ÞRAWINGAN; alt synes mig at tale imod den og intet for den. Overalt i de bekjendte gamle germanske Sprog har Nominativ i Ental af Stammer paa -n Vokal i Udlyden. At det samme gjælder Sproget paa Runeindskrifterne fra den ældre Jærnalder, viser for Hankjonsordene MRLA Etelhem = got. Merila, hvortil flere Sidestykker kan nævnes, saasom fra en Indskrift udenfor Norden RAN(I)NGA paa MQncheberg-Spydbladet; ensartede Hunkjönsformer har jeg paavist i FINO Berga, HARISO Himlinghöie, og til flere saadanne Former vil vi komme siden. Hvor man gelfuldt nu end vort Kjendskab er til Sproget i de nordiske Ind skrifter, som er affattede i den længere Bækkes Runer, saa sé vi dog temmelig tydelig, at det i dem alle (naar undtages nogle i Bleking) er i alt væsentligt ett og det samme; det er derfor meget usandsynligt, at Nominativ af Stammer paa -an i nogle af disse Indskrifter skulde skrives A, i andre AN. Jessen har heller ikke fra ensartede Indskrifter kunnet paavise nogen anden Nominativform paa -N; han nævner rigtignok, at »man kunde falde paa» i IGINGON Stenstad at finde et Kvindenavn i Nomi nativ. Men jeg har allerede (Tidskr. f. Philol. VII, 250) antydet en Forklaring, hvorved dette Ord bliver Genitiv; det vilde des uden være underligt, at et Kvindenavn og et Mandsnavn, naar disse udgjorde hele Indskriften, skulde være skrevne sammen i samme Linje uden at være adskilte ved tomt Mellemrum eller ved Skilletegn.

Det er, som Jessen siger, de letteste Indskrifter, jeg i förste Stykke har talt om: i dem er endnu saare meget tvilsomt, meget aldeles uforklaret. I de korte Indskrifter, som staa tilbage, tror jeg blot hist og her at kunne skimte nogen Mening; men jeg vil dog vove at tage dem med, ti man kommer neppe frem her uden Skridt for Skridt og ved at arbeide med forenede Kræfter. Der er dog ingen Grund til at tvile om, at man med Tiden her skal kunne sé meget videre og klarere end nu: hvert Aar bringer nye Fund.

↑ Der er slaaet lidt af Stenen, saa at ᚨ i tredje Linje nu har tabt sin överste Kvist og Toppen af sin rette Stav.
↑ Jeg sér ingen tvingende Grund til med Dietrich (i Haupts Zeitschr. N. F. I, S. 109) at antage, at j-Runen og s-Runen i Charnayspændens Futhark har byttet Plads.
↑ 2
↑ mjötuðr har aldrig Betydningen «dissecans» »seclor»; det betegner del skjæbnestyrende Væsen, som sætler Maal og Grænse for Menneskets Liv. derfor kan det bruges om Döden og derfor kan Sværdet kaldes manns mjötuðr. Ordet mjatla er kun nyislandsk, og deraf tor intet sluttes for det ældste nordiske Sprog.
↑ I TUBI Dybeck Runurk. fol. No. 33, som Jessen Tskr. f. Philol. V. S. 296 anförer, finder jeg Navnet Tubbi, Tobbi.
↑ Ogsaa den i Bautil No. 740 afbildede Indskrift fra Kårnbo i Sodermanland , der i Runeformer og Sprogformer har en mærkelig Lighed med Rökindskriften, skriver SIALBʀ (som i got. silbia. tydsk selb) men ULF (som i got. vulfs, tydsk wolf).
↑ 1
↑ 1
↑ Jeg tör hverken stille det sammen med det tydske Navn Ruozo (se Förstemann og Stark Die Kosenamen der Germanen 1, S. 321) eller aflede det af rót Storm og endnu mindre sætte det i Forbindelse med Hrútr.

[1] Der er slaaet lidt af Stenen, saa at ᚨ i tredje Linje nu har tabt sin överste Kvist og Toppen af sin rette Stav.

[2] Jeg sér ingen tvingende Grund til med Dietrich (i Haupts Zeitschr. N. F. I, S. 109) at antage, at j-Runen og s-Runen i Charnayspændens Futhark har byttet Plads.

[3] 2

[4] mjötuðr har aldrig Betydningen «dissecans» »seclor»; det betegner del skjæbnestyrende Væsen, som sætler Maal og Grænse for Menneskets Liv. derfor kan det bruges om Döden og derfor kan Sværdet kaldes manns mjötuðr. Ordet mjatla er kun nyislandsk, og deraf tor intet sluttes for det ældste nordiske Sprog.

[5] I TUBI Dybeck Runurk. fol. No. 33, som Jessen Tskr. f. Philol. V. S. 296 anförer, finder jeg Navnet Tubbi, Tobbi.

[6] Ogsaa den i Bautil No. 740 afbildede Indskrift fra Kårnbo i Sodermanland , der i Runeformer og Sprogformer har en mærkelig Lighed med Rökindskriften, skriver SIALBʀ (som i got. silbia. tydsk selb) men ULF (som i got. vulfs, tydsk wolf).

[7] 1

[8] 1

[9] Jeg tör hverken stille det sammen med det tydske Navn Ruozo (se Förstemann og Stark Die Kosenamen der Germanen 1, S. 321) eller aflede det af rót Storm og endnu mindre sætte det i Forbindelse med Hrútr.

[1]

[2]

[3]

[4]

[5]

[6]

[7]

[8]

[9]