Betænkning afgivet af Forfatningskommissionen af 1937/Særudtalelse af Det Konservative Folkepartis Medlemmer
Et Mindretal (Hendriksen, M. C. Korsgaard, Ole Bjørn Kraft og Christmas Møller)
inden for Flertallet ønsker endvidere at fremsætte følgende Bemærkninger:
I al den Tid, Danmark har haft en fri Forfatning, har der været Forfatningskamp
i Landet. De ulykkelige nationalpolitiske Forhold mellem de to slesvigske Krige gav som
bekendt Anledning til stedsevarende Forfatningsdrøftelse og Forfatningsændringer, og
efter Krigen i 1864 gennemførtes Grundloven af 28. Juli 1866 paa et andet Grundlag end
Junigrundlovens ene Vælgerkorps.
66-Forfatningens Gennemførelse var Indledningen til den langvarige og bitre
politiske Strid gennem hele Slutningen af forrige Aarhundrede, og Grundloven af 5. Juni
1915 betød ikke Afvikling af den forfatningspolitiske Strid, selv om den for Partierne til
venstre var et meget betydeligt Resultat.
1915-Grundloven traadte som bekendt først i Kraft i Foraaret 1918. De meget
urolige politiske Forhold, som derefter indtraadte, den bitre Strid i Aarene 1918—20, den
Kampsituation mellem Folketing og Landsting, der udviklede sig af Sporgsmaal som Statslaanet,
7. August-Loven i Februar—Marts 1919, Afholdelse af nyt Folketingsvalg, Grænsedragningen,
det daværende Ministeriums sønderjydske Politik i Foraaret 1920, alt dette
bevirkede utvivlsomt, at store Dele af Befolkningen følte Landstinget af 1915 kun som en
Fortsættelse i en anden Udgave af Landstinget af 1866.
Rigsdagens to Ting var ifølge Forfatningen i den Grad ligestillede Udtryk for den
lige og almindelige Valgret, at enhver Rigsdagsbeslutning forudsatte begge Tings selvstændige
Samtykke. Viste en Mægling efter de i Forfatningen nærmere angivne Regler
sig uigennemførlig, var, Sagens Vigtighed og Hast uanset, Rigsdagen ude af Stand til at
træffe Afgørelse. Paa denne, nu sikkert fra alle Sider erkendte Grundskade ved Forfatningen
kunde der, uden Forfatningsændring, kun under en rolig Udvikling have været
bødet gennem Indarbejdelsen af en Forfatningskik i Tilslutning til Princippet om Folketingets
— Folketingsvælgernes — overvejende Indflydelse. Men allerede i 1920 rejste
Socialdemokratiet i et Forfatningsforslag Kravet om Afskaffelsen af Landstinget og Overgang
til det rene Etkammersystem. Og under de følgende Aars politiske Brydninger blev
Landstinget for den almindelige Bevidsthed i stadig højere Grad enstydigt med Landstingsflertallet,
og vel at mærke et Landstingsflertal, der var i politisk Modsætning til Folketingsflertallet.
I ca. 10 af de 16 Aar fra Landstingsvalget i 1920 til Landstingsvalget i
1936 var der rent socialdemokratisk-radikalt Flertal i Folketinget, medens Venstre og
Konservative havde Flertal i Landstinget.
Kontrasten mellem disse to Flertal tilintetgjorde i Virkeligheden alle Forsøg paa
at konsolidere 1915-Forfatningens Landsting som dansk Overhus. Landstinget blev Brændpunktet i den politiske Magtkamp, og ingen Regering har i 1915-Forfatningens
Levetid alvorligt søgt at hæve Tinget op over Slagtumlen.
Skønt man fra alle Sider erkendte, at Folketingsvælgerne maatte have den afgørende
Indflydelse, og skønt der af Det konservative Folkeparti har været gjort Forsøg
paa at grunde en Forfatningsskik derigennem, at Landstinget i Konflikttilfælde bøjede sig
for et Folketingsvalgs Afgørelse, maa det dog erkendes, at en fast parlamentarisk-politisk
Tradition ikke blev skabt.
Der var Tilløb til det, da Landstinget under den før nævnte Statslaanskonflikt
den 28. Februar 1919 blandt andet udtalte følgende:
„Landstinget beslutter ligeledes at udtale, at Tinget under de tilstedeværende Forhold vil være beredt til at vedtage Statslaansforslaget, saafremt Ministeriet efter en Appel til Vælgerne gennem en Opløsning af Folketinget paa ny fremsætter Forslaget.“
Men det blev dengang kun ved Tilløbet, og det samme kan i Virkeligheden siges
om. hvad der noget senere skete med Hensyn til Valutalovforslagene set i hvert Fald som
et Landstingsflertals Anliggende.
I store og voksende Dele af Befolkningen blev Kravet om en dybtgaaende Ændring
af Rigsdagens Sammensætning under disse Omstændigheder fremherskende og kunde
sluttelig opvise Tilslutning af et Flertal i beqge Rigsdagens Ting. Siden da har det danske
Tokammersystem praktisk taget fungeret som Etkammer — med Landstingets Afskaffelse
paa Dagsordenen.
Allerede ved det her anførte er der givet tilstrækkelig Begrundelse for, at Mindretallets
Parti har ment det rimeligt og rigtigt at søge det principielle Forfatningsproblem
løst en Gang for alle, saaledes at der vel i Fremtiden kunde opstaa Krav om Ændringer i
Forfatningen paa det ene eller det andet Omraade, men ikke inden for en overskuelig
Aarrække skulde kubbe opstaa Krav om Ændringer i Folkestyrets forfatningsmæssige
Grundlag.
Mindretallet maa desuden fremhæve, at en Tid som vor og den Fremtid, hvorom
man kan have en Mening, kræver et handlehurtigt Folkestyre, hvor Magt og Ansvar følges
ad. Folkestyret maa i disse Henseender være andre politiske Systemer jævnbyrdigt.
Mindretallet holder urokkeligt fast ved, at Folket gennem Rigsdagen skal bevare og udøve
den lovgivende, kontrolerende og kritiserende Myndighed, der er en fri Forfatnings Særkende.
Derimod indrømmer Mindretallet, at Tiden ogsaa i de demokratiske Lande kræver
Forenkling og Koncentration. Det er, naar Statens og Folkets Interesser skal varetages,
nødvendigt, at Regeringsmagtens Udøvere kan handle og handle hurtigt.
Den nugældende Forfatning fyldestgør i sit Princip afgjort ikke disse Forudsætninger,
hvis Tilvejebringelse Tiden i saa høj Grad gør ønskelig.
Ogsaa ud fra de her angivne Synspunkter har der i Det konservative Folkeparti igennem Aarene været adskillig Stemning for en Drøftelse af Ændringer i Landets Forfatning. Nærværende Mindretal ønsker ingenlunde at lægge Skjul paa, at der har været og er divergerende Anskuelser inden for Mindretallets Parti med hensyn til Spørgsmaalet om Forfatningsændringens Betimelighed og Dybtgaaende. Det fremgaar allerede af nærværende Betænkning (se S. 38—40), at saadanne Divergenser har gjort sig gældende inden for Det konservative Folkepartis Rigsdagsgruppe, og at disse Meningsforskelle fortsat er tilstede, ønsker Mindretallet at nævne. Men paa den anden Side maa Mindretallet fremhæve, at dets Rigsdagsgruppe i det Svar, den afgav i Kommissionen den 20. Januar, eenstemmigt og klart gav Udtryk for den Opfattelse, at Folketinget skulde have den afgørende politiske Indflydelse, og at Rigsdagsgruppen var villig til at forhandle om en Omdannelse af det nuværende Landsting saavel med Hensyn til Valgmaade som til Sammensætning og Beføjelse.
I Grundsynspunktet har Konservatismen saaledes staaet enig. Man har erkendt, at den lige og almindelige Valgret var Forfatningens ufravigelige Grundlag, og at den afgørende Magt skulde være hos Folketingsvælgerne. Over for Kravet om Udslettelse af Landstinget maatte det da blive Opgaven at skabe en Forfatning, der, samtidig med at den lod Rigsdagen hvile paa e e t V æ l g e r k o r p s, bevarede mest muligt af et To Tings-Systems gode Egenskaber.
Da Medlemmer af den konservative Folketingsgruppe i Foraaret 1933 — med medunderskrevne Ole Bjørn Kraft som Ordfører — erklærede sig til Gunst for en Drøftelse af Forfatningen, rejstes ogsaa Sporgsmaalet om der ikke til det folkevalgte Ting burde knyttes et omdannet landsting, et Sagkundskabens Ting. Der er stadig, ogsaa i den konservative Ungdomsbevægelse, Interesse for denne Tanke, der tager Sigte paa et tillempet Korporationsprincips Indførelse i Landets Forfatningsliv.
Mindretallets Parti som saadant er ikke Tilhænger af det korporative System, men Mindretallet mener, at Tanken har virket befrugtende paa Erkendelsen af det i høj Grad formaalstjenlige i at faa særligt sagkyndige Personligheder ind i Rigsdagsarbejdet, og denne Betragtning har givet sig Udslag i den foreslaaede Nyordning af Rigsdagen.
Opgaven har som alt nævnt været at bevare et To-Tings-System med Udelukkelse
af den gamle politiske Strid om Tingenes Sammensætning. Dette er efter Mindretallets
Opfattelse paa heldig Maade lykkedes gennem det Forfatningsforslag, der foreligger med
Tilslutning af et meget stort Flertal af Kommissionens Medlemmer.
Uden at gaa i Enkeltheder ønsker Mindretallet at fremhæve, at den foreslaaede Ordning vil betyde umiddelbar Samhørighed mellem Magt og Ansvar. Med eet Vælgekorps som Grundlag skaber Forslaget en Rigsdag, der kan give et klart Svar, det være sig Ja eller Nej, paa Spørgsmaal og Forslag fra Regeringens Side, og give Svaret hurtigt naar det behøves og forlanges.
Dernæst søger Forslaget i Tilknytning til 1849-Grundlovens Tokammersystem at supplere Folketinget med et andet Ting, der, udgaaet af samme Vælgerkorps, skal have sit Særpræg af sin særlige Opgave i Kraft af den Personlighedstype, der maa antages at blive afgørende for Tingets Sammensætning. Navnlig skulde dette gøre sig gældende gennem Landstisterne, ved hvilke der gives Mulighed for at kunne opstille Mænd og Kvinder af fortrinlig Indsigt i Samfundslivets forskellige Omraader, men lidet tilbøjelige til at gøre Tjeneste i den almindelige politiske Agitation. Naar man vil anke over, at der ikke stilles udtrykkelige Betingelser med Hensyn til de paagældendes Kvalifikationer, og gøre gældende, at Ordningen blot bliver en Pensionering af aftjente Rigsdagsmænd, kan Mindre tallet for sit eget Vedkommende svare, at det har ingen Tanke i den Retning. Ordningen skal bruges efter sin aabenbare Hensigt, og Mindretallet er af den Opfattelse, at det Parti eller den Retning, som forsynder sig herimod, kun kommer til at lide Skade derved. Landslisterne vil for Rigsdagsvælgerne i væsentlig Grad fastslaa den Standard, Partierne agter at give Rigsdagen. Derved sikres en sund og højnende Kappestrid.
Der er endvidere med Hensyn til Rigsdagsordningen truffet en Række Forbedringer af stor faktisk Betydning; det bør dog ogsaa nævnes, at for første Gang ved Mandattalsændringer foretages der en Nedsættelse af Rigsdagsmedlemmernes Tal; alle Rigsdagens Medlemmer og ikke det ene Ting, kan fremtidigt deltage i den politiske Generaldebat i Finanslovsbehandlingen. De Ændringer, der tænkes gennemført med Hensyn til Rigsdagens Sammentræden og Regeringens tidsbegrænsede Ret til at fremsætte Lovforslag vil uden videre medføre, at begge Rigsdagens Ting kommer til at arbejde intensivt hele Rigsdagsperioden igennem, hvad der langtfra er Tilfældet under den nuværende Ordning. Rigsdagssamlingerne bliver — eller kan i hvert Fald blive — kortere; Arbejdet bliver mere koncentreret. Alle Ændringer som modsvarer Tidens Krav.
Vedrørende de Ændringer, der gennemføres ud over Rigsdagsordningen, skal Mindretallet udtale følgende:
Mindretallet er meget vel klar over, at Valgretsalderen er et Spørgsmaal, over for hvilket Landets Befolkning staar delt. Men med den Udvikling, der i de fleste Lande har medført en Valgretsalder paa 20—21, i de nordiske Lande paa 23 Aar, ja i Island endog 21 Aar, har Mindretallet ment, at man bedst forankrede den danske Valgretsalder ved den norsk-svenske, saaledes som det er foreslaaet. Det kan til Støtte herfor ogsaa fremhæves, at de fleste unge Mænd og Kvinder, der har opnaaet denne Alder, har været selvforsørgende i nogle Aar, og at 25 Aars Alderen næppe i væsentlig Henseende er Udtryk for andre Livsforhold og anden Livserfaring end 23 Aars Alderen.
Folkeafstemningen kunde Mindretallet, som det ogsaa fremgaar af Betænkningen, have ønsket at give større Raaderum, men Mindretallet har ikke kunnet underkende Argumenterne imod, at et lille Mindretal blandt Vælgerne skulde kunne gennemføre Folkeafstemninger, der efter Sagens Natur maatte befrygtes mere at tage Sigte paa at skabe Uro, end paa at naa det angivne Maal.
Med Hensyn til alle de øvrige Ændringer, der foreslaas i Grundloven, bemærker
Mindretallet, at de efter dets Opfattelse er Forbedringer i Forhold til den nuværende Forfatning.
Ganske særligt ønsker Mindretallet at nævne, at ved de Ændringer, der foreslaas
i den nuværende Grundlovs § 69, ved at tildele Rigsdagen en juridisk Embedsmand, der
bl. a. skal behandle og udtale sig om alle Andragender, som indgives til Rigsdagen, er
der efter Mindretallets Mening i mangfoldige vanskelige Spørgsmaal sikret Rigsdagen et
Indseende og i givne Fald et Initiativ af stor samfundsmæssig Betydning.
Mindretallet peger ligeledes paa den større Retsbeskyttelse, som Borgerne opnaar gennem Ændringen til § 80 — en Ændring, der ligesom Ændringerne og Bemærkningerne til § 85 og 86 understreger, at det folkestyrede danske Samfund opfatter sig som et Retssamfund, hvor Flertallet vel er berettiget til at bruge, men aldrig til at misbruge Magten.
Mindretal1et ønsker endvidere at fremhæve, at der vil blive nedsat et sagkyndigt Udvalg til at overveje Spørgsmaalet om fremmedes Ret til at eje dansk Jord; saa vanskeligt dette Spørgsmaal er, er denne Løsning sikkert den eneste mulige, og som Grundlovens § 50 er affattet, kan man jo senere ved almindelig Lov ordne Spørgsmaalet.
Af Bemærkningerne til Ændringsforslagene fremgaar det (S. 64), at der har været stærke ønsker hos Regeringspartierne om at gennemføre en Bestemmelse om, at Rigsdagen skulde have Ret til at afgøre om en Lov er grundlovsstridig eller ej.
Det fremgaar ligeledes af Betænkningen, at nærværende Mindretal har fastholdt den eksisterende Praksis om, at Domstolene og da navnlig Højesteret kan afgøre Spørgsmaalet om en Lovs Grundlovsstridighed.
Mindretallet skal endelig anføre, at selv om Mindretallet kunde ønske, at man var gaaet videre med Hensyn til Gennemførelsen af Ændringer i Grundlovens § 73 om Folkekirkens Stilling, er Resultatet af Forhandlingerne relativt tilfredsstillende for de kirkelige Interesser, og ud fra den almindelige Betragtning, Mindretallet har om at det i første Række gælder om at forankre bestemte Interesser hos Befolkningens Flertal, anser det Løftet som herved er afgivet som overordentlig værdifuldt. Sluttelig ønsker Mindretallet at give Udtryk for sit Haab om, at Grundlovsrevisionen snarest muligt maa komme til at foreligge som en fuldbyrdet Kendsgerning. Der er formentlig ved det Forslag fra Forfatningskommissionen, hvortil Mindretallet er Medforslagsstiller, skabt et i Hovedliniere antageligt Grundlag for Sagens Fremme gennem de i Forfatningen foreskrevne Instanser, og inden for disse Linier kan Mindretallet tilsige Medvirken til en Forhandling paa Rigsdagen, hvorved det ogsaa fra Mindretallets Side vil være et oprigtigt ønske, at der naas en definitiv Løsning paa det bredest mulige parlamentariske og folkelige Grundlag. Ud fra sine i det foregaaende klarlagte Synspunkter maa Mindretallet anse det for at være i Landets og Nationens saavel som i Partiernes og det parlamentariske Arbejdes velforstaaede Interesse, at Forfatningsspørgsmaalet nu fjernes fra Kampzonen, og at det politiske Liv finder sig til Rette inden Rammer, der kan forventes at ville ligge fast i en overskuelig Tid.