Betænkning afgivet af Forfatningskommissionen af 1937/Oplysninger om fremmede Forfatningslove

by Forfatningskommissionen af 1937

Til Brug for Kommissionen under dens Arbejde er der fremskaffet Oplysninger om Forfatningsforholdene i forskellige andre Lande, dels gennem Udenrigsministeriet med Hensyn til Forfatningslovene for Sverige, Norge, Finland, Holland, Belgien, Frankrig og Schweiz, dels ved Fremskaffelse af Litteratur om dette Emne, derunder Professor Knud Berlins Arbejde; „Udsigt over Forfatningsudviklingen i forskellige fremmede Lande“ (1931) og en af samme Forfatter til Brug for Kommissionen udarbejdet mere udførlig Fremstilling af „Europas nyeste Forfatninger“ (1937). Et Antal Eksemplarer af sidstnævnte Fremstilling er kort efter Udgivelsen oversendt til Rigsdagen.
Som Emner, der særlig var Genstand for Kommissionens Overvejelser, skal nævnes Spørgsmaalene om Indførelse af et Etkammersystem og en Udvidelse af Omraadet for Folkeafstemninger.

---

Med Hensyn til Etkammersystemer i Europa er udarbejdet nedenstaaende summariske Oversigt;

Albanien. Forfatning 20. Januar 1920, ændret 1922, 1925, 1928.	Parlament (eet Kammer) med 68 ved indirekte Valg for 4 Aar valgte Medlemmer.
Finland. Forfatning 17. Juli 1919.	Etkammer, hvis 200 Medlemmer vælges paa 3 Aar ved direkte Valg. Valgrets- og Vaigbarhedsalder 24 Aar. Det eneste eksisterende rene Etkammer blandt de større Lande. 1⁄3 af Rigsdagens Medlemmer har suspensivt Veto ved alle Lovforslag, dog ikke med Hensyn til Statslaan og nye Skatter, der imidlertid kun kan vedtages med 2⁄3's Majoritet. Præsidenten, der vælges paa 6 Aar af 300 ved almindelig Valgret valgte Valgmænd, har suspensivt Veto.
Island. Forfatning 18. Maj 1920. (efter Norges Mønster) med Ændring af 24. Marts 1934.	Altinget bestaar af højst 49 folkevalgte Medlemmer, der vælges paa 4 Aar. Valgrets- og Valgbarhedsalder 21 Aar. Det deles i 2 Afdelinger, Øverste og Nederste Afdeling. 1⁄3 af Altingets Medlemmer har Sæde i Øverste Afdeling. Alle almindelige Lovforslag skal vedtages af hver Afdeling for sig, og naar disse ikke kan blive enige, af det forenede Alting efter een Behandling, men i saa Fald kræves en Majoritet af 2⁄3 af Stemmerne. Forslag til Finanslove og Efterbevillingslove skal forelægges det samlede Alting og afgøres der efter 3 Behandlinger. Har Kongen ikke stadfæstet et Lovforslag inden næste ordinære Altingssamling, er det bortfaldet.
Liechtenstein. Forfatning 5. Oktober 1921.	Etkammer (Landdag), hvis 15 Medlemmer vælges ved direkte Valg paa 4 Aar. Valgrets- og Valgbarhedsalder 21 Aar.
Litauen. Forfatning 15. Maj 1928	Etkammer („Seimas“), hvis Medlemmer (f. T. 49) vælges paa 5 Aar ved direkte Valg efter Forholdstal; efter Valgloven er de forud nominerede af kommunale Myndigheder. (Valglov 9. Maj 1936). Valgretsalder 24 Aar, Valgbarhedsalder 30 Aar. Præsidenten vælges for 7 Aar af særlige Repræsentanter for Befolkningen.
Luxembourg. Forfatning 17. Oktober 1808 med senere Ændringer.	Etkammer („Deputeretkammeret“), hvis 54 Medlemmer vælges paa 6 Aar ved direkte Talg. Valgretsalder 21 Aar, Valgbarhedsalder 25 Aar.

Monaco. Forfatning 5. Januar 1911, ændret 18. November 1917.	Etkammer (Nationalraad), 12 paa 4 Aar valgte Medlemmer.
Norge. Forfatning 17. Maj 1814, med senere Ændringer, senest af 25. Juni 1935.	Folkerepræsentationen udgøres af „Stortinget“, hvis 150 Medlemmer vælges paa 3 Aar ved direkte Valg efter Forholdstal. Valgretsalder 23 Aar, Valgbarhedsalder 30 Aar. Stortinget bestaar af 2 Afdelinger, „Lagtinget“ og „Odelstinget“, idet Stortinget selv blandt sine Medlemmer vælger ca. 1⁄4, der udgør Lagtinget, medens de resterende 3⁄4 udgør Odelstinget. Almindelige („formelle“) Lovforslag behandles først i Odelstinget og derpaa i Lagtinget; hvis Afdelingerne ikke bliver enige, behandles Forslaget i det samlede Storting, hvor dets Vedtagelse kræver 2⁄3‘s Majoritet. Grundlovsforslag fremsættes paa Stortinget, men kan først behandles af et Storting, der er fremgaaet af nyt Valg; Vedtagelsen kræver 2⁄3‘s Majoritet. Stortinget fatter endvidere Beslutninger om Paalæg af Skatter, Told og andre offentlige Afgifter, gældende for Finansaaret, giver Bemyndigelse til at optage Statslaan og bevilger de til Statsudgifterne fornødne Pengesummer. Stortinget har ogsaa andre særlige Opgaver; det naturaliserer fremmede, nægter eller samtykker i Forøgelse eller Formindskelse af Rigets Land- og Sømagt, deltager i Forvaltningen af Penge- og Seddelbankvæsenet. Det kan lade sig forelægge Statsraadets Protokoller og alle offentlige Indberetninger og Dokumenter. Kongen har suspensivt Veto i Lovsager. Med Hensyn til vedtagne Grundlovsforslag har Kongen ingen „Sanktionsret“, de sendes til Kongen til Kundgørelse ved Trykken.
Spanien. Forfatning 9. December 1931.	Etkammer („Cortes“), for Tiden 473 Medlemmer, valgt paa 4 Aar ved direkte Valg. Valgrets- og Valgbarhedsalder 23 Aar. Præsidenten vælges for 6 Aar af „Cortes“ og et tilsvarende Antal folkevalgte Valgmænd.
Tyrkiet. Forfatning 20. April 1924.	Den lovgivende og udøvende Magt er hos den store Nationalforsamling, der vælges paa 4 Aar og af sin Midte vælger Præsidenten.

---

---

Med Hensyn til Sverige (Forfatning af 6. Juni 1809 medsenere Ændringer, Rigsdagsordningen af 22. Juni 1866 med Ændringer, senest af 1937) bemærkes, at Rigsdagen bestaar af et Første og et Andet Kammer. Første Kammers 150 Medlemmer vælges for 8 Aar af Landstingene (Amtsraadene) og af Stadsfuldmægtigene (Borgerrepræsentanterne) for de Byer, der ikke deltager i Valgene til Landstingene. Valgbare er Mænd og Kvinder, der er fyldt 35 Aar. Andet Kammers 230 Medlemmer vælges for 4 Aar. Valgret og Valgbarhed hertil indtræder for Mænd og Kvinder Aaret næst efter det, i hvilket Vælgeren har opnaaet 23 Aars Alderen. Til begge Kamre foregaar Valgene efter Forholdstalsvalgmaaden.
Den svenske Forfatning kan i nogle Tilfælde virke som en Etkammerforfatning, idet Rigsdagsordningens § 65 bestemmer, at Stemmetallene i de to Kamre, naar disses Beslutninger i visse Spørgsmaal, bl. a. vedrørende Statsudgifter og Pengebevillinger, samt Rigsbankens og Rigsgældskontorets Forvaltning og Indkomster, er afvigende, skal sammenregnes, saaledes at den Beslutning, der faar de fleste Medlemmers Stemmer, betragtes som vedtaget. Ved Stemmeligbed træffes Afgørelsen ved Lodtrækning.

Efter Professor Berlins fornævnte Værker — er med en Tilføjelse om Island — udarbejdet nedenstaaende Oversigter over de i forskellige Landes Forfatninger givne Bestemmelser om Folkeafstemning:

I.

Folkeafstemning kendes ikke i Det britiske Rige (bortset fra Australien)^[1], Frankrig, Belgien, Holland, Norge, Finland, U. 5. A. (Unionsforfatningen) og Italien.
Bortset fra de ikke-parlamentarisk styrede Lande: Schweiz og Enkeltstaterne i U. S. A., er der først i det 2Ode Aarhundrede i forskellige Forfatninger optaget Bestemmelser om Folkeafstemninger, nemlig i den australske Forbundsforfatning (1900), Weimarforfatningen (1919), Østrigs Forfatning (1920), Czekoslovakiets Forfatning (1920), Islands Forfatning (1920) og den svenske Forfatning (1922).
Med Hensyn til de senere Regler om Folkeafstemning i Irland, Tyskland, Polen og Rusland henvises til det nedenfor under II anførte.
For saa vidt angaar Australien og Enkeltstaterne i U. 5. A., er Folkeafstemning paabudt baade ved fuldstændig og delvis Revision af Forfatningen.
For østrigs Vedkommende var Folkeafstemning paabudt ved fuldstændig Forfatningsrevision, men kunde i øvrigt paa visse Betingelser iværksættes, ogsaa naar det drejede sig om delvise Forfatningsændringer og almindelige Love. Senere ophævedes Folkeafstemning ved Forfatningsændringer, og i indeværende Aar gik Østrig op i det tyske Rige.
I Schweiz er Folkeafstemning paabudt i Tilfælde af Forfatningsændringer, og almindelige Forbundslove og visse Forbundsbeslutninger kan forlanges forelagt Folket til Vedtagelse eller Forkastelse.
Folket har derhos i Spørgsmaal om Ændring af Forfatningen en, særlig ved blot partielle Forfatningsændringer, vidtgaaende Initiativret. Ifølge den czekoslovakiske Forfatning er Folkeafstemning aldrig paabudt, men det kan under visse Forudsætninger af Regeringen bestemmes, at saadan Afstemning skal finde Sted.
Heller ikke ved Weimarforfatningen (som senere er ændret ved Love af 1933 og 1934) var Folkeafstemning paabudt, men kunde iværksættes af Rigspræsidenten eller under visse Forudsætninger paa Foranledning af en Del af Rigsdagen.
Den svenske Folkeafstemningsbestemmelse hjemler kun konsultativ Folkeafstemning, forinden visse ved Lov dertil henskudte Spørgsmaal afgøres.

Med Hensyn til Enkeltheder i de fornævnte Forfatningsbestemmelser meddeles følgende, som — bortset fra det om Island anførte — er uddraget af Professor Berlins førstnævnte, i 1931 udkomne Værk.

A. Parlamentarisk styrede Stater.

1. Australien var indtil den danske Grundlov af 1915 det eneste parlamentarisk styrede Land, hvis Forfatning hjemlede Folkeafstemning.
Forfatningsforandringer skal her underkastes Folkeafstemning, og der kræves til Vedtagelse et kvalificeret Flertal, nemlig baade et Flertal blandt de stemmende Vælgere og et Flertal inden for de enkelte Stater.
I øvrigt kan Folkeafstemning ogsaa anvendes til at afgøre Uenighed mellem Kamrene om en Forfatningsændring, idet Generalguvernøren, naar en saadan 2 Gange med 3 Maaneders Mellemrum er vedtaget af det ene Kammer, men forkastet af det andet, kan henvise Sagens Afgørelse til Folkeafstemning.

2. Østrig. Folkeafstemning var ifølge Forfatningen af 1920 kun paabudt ved en fuldstændig Revision af Forfatningen.
Ved partielle Forfatningsændringer skulde Folkeafstemning derimod kun ske, naar 1⁄3 af Nationalraadet eller Forbundsraadet forlangte det, og for saa vidt angik almindelige Love, kun, naar Nationalraadet selv eller Flertallet af dets Medlemmer forlangte det.
Den senere østrigske Forfatning af 1934 ophævede den tidligere Forfatnings Krav om Folkeafstemning ved Forfatningsændringer.
I Art. 65 var der givet Regler om Forbundsregeringens Ret til at afholde Folkeafstemning. Regeringen kunde bl. a. kalde Folket til Afstemning, naar et Lovforslag forkastedes af Forbundsdagen. Viste Afstemningen da Flertal for Lovforslaget, blev dette Lov.
Østrig er nu en Del af det tyske Rige.

3. Czekoslovakiet. Naar Nationalforsamlingen forkastet et Regeringsforslag, kan Regeringen bestemme, at det skal afgøres ved Folkeafstemning, om det forkastede Regeringsforslag skal blive Lov.
Regeringens Beslutning skal dog være enstemmig.

4. Den i 1919 vedtagne tyske Forfatning, Weimerforfatningen, indførte baade Folkeafstemning og Folkeinitiativ. Ikke blot Rigspræsidenten kunde altid lade en af Rigsdagen vedtaget Lov underkaste Folkeafstemning, men saafremt 1⁄3 af Rigsdagen forlangte en Rigslovs Forkyndelse udsat i to Maaneder, skulde den, naar den ikke af Rigsdagen erklæredes for paatrængende, underkastes Folkeafstemning, hvis 1⁄20 af samtlige Vælgere forlangte det. Folkeafstemning kunde ligeledes af 1⁄10 af de stemmeberettigede forlanges over et af dem selv udarbejdet Lovforslag, der dog først skulde forelægges Rigsdagen. Til at sætte en af Rigsdagen vedtaget Beslutning ud af Kraft, maatte dog Flertallet af de stemmeberettigede deltage i Afstemningen. Ogsaa ved Ændringer af Forfatningen, der kunde vedtages ved simpel Rigslov, men kun med kvalificeret Flertal, kunde Folkeafstemning anvendes; men skulde en Forfatningsændring vedtages efter Folkeinitiativ, maatte Flertallet af de stemmeberettigede stemme derfor.

5. Sverige. I 1922 blev der til Regeringsformens § 49 føjet et et Tillæg, hvorefter det i en Lov kan bestemmes, at Folkets Mening skal indhentes, før visse Spørgsmaal afgøres. Der skal da afholdes en Folkeafstemning, hvorved enhver, der har Valgret til Rigsdagens andet Kammer, er stemmeberettiget, men denne Afstemning er kun konsultativ.

6. Island. Folkeafstemning kræves ifølge Islands Forfatningslov af 18. Maj 1920 kun, hvis Altinget vedtaget en Forandring af Dansk-islandsk Forbundslov, eller hvis der gøres Forandring i Bestemmelsen om, at den evangelisk-lutherske Kirke skal være Islands Folkekirke og som saadan beskyttes af Staten.

B. Ældre Stater uden parlamentarisk Styre.

1. Schweiz. I den schweiziske Forfatning er Folkeafstemning hjemlet i to Former: som fakultativt Referendum, men uden Folkeinitiativ, ved almindelige Forbundslove og Forbundsbeslutninger, og som obligatorisk Referendum i Forbindelse med Folkeinitiativ ved Forfatningsændringer.
Det fakultative Referendum er hjemlet i Forbundsforfatningens Art. 89, der bestemmer, at Forbundslove, Forbundsbeslutninger, der har almindelig Gyldighed og ikke er af paatrængende Natur, samt Traktater med Udlandet, der indgaas uopsigeligt eller med en Varighed af over 15 Aar, efter at være vedtaget af Forbundsforsamlingen, skal forelægges Folket til Vedtagelse eller Forkastelse, naar 30 000 stemmeberettigede eller 8 Kantoner forlanger det.
Til Vedtagelse kræves kun simpelt Flertal.
Til Ændringer af Forbundsforfatningen er Folkeafstemning obligatorisk, og der kræves til Ændringernes Vedtagelse kvalificeret Flertal, nemlig et Flertal baade af de i Folkeafstemningen deltagende Borgere og et Flertal af Kantonerne.
Med Hensyn til Folkeinitiativet maa der derimod i Henhold til Forfatningsændringen af 1891, der indførte særlige Regler om partiel Revision og navnlig om Retten til Folkeinitiativ herved, sondres mellem Totalrevision og blot partiel Revision.
Totalrevision kan foretages af Forbundsforsamlingen uden Nyvalg, naar den er enig derom, og Resultatet skal da blot bagefter til Folkeafstemning og vedtages med det foran anførte kvalificerede Flertal. Hvis derimod ikke begge Forbundsforsamlingens Afdelinger er enige om at skride til Totalrevision, eller hvis 50 000 stemmeberettigede Schweizerborgere stiller Krav om en Totalrevision, saa skal i begge Tilfælde Spørgsmaalet om, hvorvidt en Totalrevision skal finde Sted eller ikke, forelægges Folket til Afstemning. Bliver der herved Flertal for en Totalrevisions Foretagelse, da skal der afholdes nye Valg til begge Kamre — Forbundsforsamlingen skal med andre Ord opløses — og den nyvalgte Forbundsforsamling vil da have at foretage Totalrevision. Altsaa ogsaa ved Totalrevision. har Folket Initiativ, men den nærmere Udformning af Revisionen skal her altid overlades en nyvalgt Forbundsforsamling.
Langt videregaaende er Folkets Initiativret ved blot partielle Forfatningsændringer. Ogsaa saadanne kan vel altid foretages af Forbundsforsamlingen, men dernæst har ogsan 50 000 stemmeberettigede Schweizerborgere Ret til at fremsætte Forslag til Folket om en partiel Forfatningsforandring. Dette kan ske paa to Maader: dels i Form af en almindelig Opfordring, dels i Form af et særligt udarbejdet Forslag. I det første Tilfælde skal der, hvis ikke begge Kamre samtykker i at foretage Revisionen, afholdes en Folkeafstemning om, hvorvidt de skal foretage denne Revision eller ikke. Hvor Folkeinitiativet derimod anvendes i Form af et udarbejdet Forslag, skal dette først forelægges Forbundsforsamlingen, der kan tiltræde det eller foreslaa dets Forkastelse og eventuelt foreslaa et andet Forslags Vedtagelse i Stedet, men i alle Tilfælde skal det af de 50 000 Vælgere forelagte Forslag enten alene eller sammen med Forbundsforsamlingens Modforslag bagefter ud til Folkeafstemning paa den for Forfatningsændringer foreskrevne Maade. Her kan altsaa Folket (og Kantonerne) vedtage — partielle — Forfatningsændringer helt imod Forbundsforsamlingens Ønske og Vilje.
I nogle enkelte af de allermindste Kantoner er det gamle umiddelbare Folkestyre bevaret, uden nogen repræsentativ Forsamling.
I de større Kantoner er repræsentative, lovgivende Forsamlinger indført, hvorhos Folkeafstemning og Folkeinitiativ er indført, ikke blot ved Forfatningsændringer, men saa godt som altid ogsaa ved almindelige Love og vigtigere Beslutninger, snart i Form af fakultativt, snart i Form af obligatorisk Referendum.

2. Enkeltstaterne i U. S. A. I Modsætning til, hvad der gælder Unionsforfatningen, er Folkeafstemning ved Forfatningsforandringer indført i alle Enkeltstaternes Forfatninger.
Ogsaa her gælder en forskellige Behandlingsmaade af henholdsvis Forslag til Totalrevision og Forslag til partiel Revision af Forfatningen, idet Forfatningsforslaget i Tilfælde af Totalrevision skal udarbejdes af en for dette Formaal særlig valgt forfatningsgivende Forsamling (convention), medens Formuleringen af Forslag til enkelte Forfatningsændringer overlades til den almindelige lovgivende Forsamling.
Ved Totalrevision er det Regelen, at der først forelægges Folket Spørgsmaalet om, hvorvidt en Forfatningsrevision i det hele taget er ønskelig, og om derfor en særlig convention skal vælges. Der stemmes da: „Konvent“ eller „Ikke Konvent“
Er Konvent besluttet, og har den ommeldte convention vedtaget den ny Forfatning, bliver denne som Regel som Helhed at forelægge Folket til endelig Vedtagelse eller Forkastelse.
Enkelte Forfatningsændringer, der, som anført, formuleres og vedtages af den almindelige lovgivende Forsamling, skal for at blive gyldige godkendes ved Folke afstemning.
Det kræves oftest tillige, at en saadan Ændring skal vedtages med 2⁄3's Flertal eller paa ny skal vedtages af den næste nyvalgte lovgivende Forsamling, inden den forelægges Folket til Sanktion. Undertiden kræves ogsaa kvalificeret Flettal ved Folkeafstemningen.
I 1902 indførtes efter schweizisk Mønster i enkelte Stater Folkeinitiativ ved Forfatningsændringer, saaledes at et vist Antal Vælgere kan forlange et af dem selv affattet Forslag til Ændring af Forfatningen forelagt Vælgerne. Som en Slags videre Udvikling af Folkeafstemningen ved Forfatningsændringer kom derhos Folkeafstemning tidlig i Brug som obligatorisk ved visse vigtigere almindelige Lovbeslutninger, f. Eks. angaaende Statslaan og Skatteforhøjelser. Og endelig er ogsaa fakultativt Referendum eller Ret til at kræve Folkeafstemning med Hensyn til almindelige Love som Regel i Forbindelse med Lovinitiativ, ligeledes efter schweizisk Mønster, fra 1898 af indført i en Række, særlig vestlige Stater.

II.

Uddrag af ,,Europas nyeste Forfatninger” (1937).

Irland. I den irske Forfatning af 1937, Art. 27, bestemmes det, at et Flertal af Senatets og 1⁄3 af Dail Eireanns Medlemmer ved fælles Andragende kan henstille til Præsidenten at nægte at underskrive og offentliggøre en Lov, fordi den formenes at angaa et Emne af saa stor national Interesse, at Folkets Mening derom bør høres. Saafremt Præsidenten, efter at have raadspurgt „Statsraadet“ (en særlig raadgivende Institution af nuværende og tidligere Retspræsidenter, Ministre m. v.), er enig heri, skal han afslaa at undertegne Loven, medmindre den inden 18 Maaneder godkendes ved Folkeafstemning eller inden samme Frist godkendes ved en Beslutning af Dail Eireann, efter at dette Hus har været opløst og samlet igen.
Forslag til Forfatningsændringer skal ifølge Art. 46, naar de er vedtaget af begge Kamre eller er at anse som vedtaget af dem begge — det bemærkes, at Senatet kun har suspensivt Veto — forelægges Folket til Godkendelse ved en direkte, almindelig Folkeafstemning.
Der tages dog ved Forfatningens Art. 51 et Forbehold, for saa vidt angaar de 3 første Aar fra den Dag, den første Præsident har tiltraadt sit Embede, idet enhver Bestemmelse i Forfatningen med Undtagelse af § 46 og § 51 i dette Tidsrum kan ændres eller ophæves ved simpel Lov, medmindre Præsidenten, efter at have raadspurgt Statsraadet, i et Budskab til begge Parlamentets Huse, udtaler, at Forslaget efter hans Mening er af en saadan Karakter og Betydning, af Folkets Vilje bør høres ved en Folkeafstemning, inden det gennemføres ved Lov.

Tyskland. Ifølge § 1 i den af Rigsregeringen allerede den 14. Juli 1933 givne Lov om Folkeafstemning kan Rigsregeringen naar som helst spørge Folket, om det billiger en af Rigsregeringen truffet Forholdsregel, herunder ogsaa en bestemt Lov. Ifølge Lovens § 2 er Flertallet af de afgivne Stemmer afgørende, og dette gælder ogsaa, hvis Afstemningen angaar en Lov, der indeholder forfatningsmæssige Forskrifter. Disse Bestemmelser er blevet bragt i Anvendelse med Hensyn til en Række vigtige Afgørelser, saaledes med Hensyn til Regeringens almindelige Politik og Forfatningsloven om Statsoverhovedet. Efter Gennemførelsen af de 3 Rigslove af 1934 (om Rigets Nyopbygning, om Rigsraadets Ophævelse og om Statsoverhovedet for det tyske Rige) karakteriseres Det tredie Rige i Almindelighed som ,,en folkelig, men autoritær stændersk og totalitær tysk Fører-Stat, hvor Folk og Fører er eet, og som bygger paa et organisk i Blod, Jord og Race grundet Folkefællesskab”.
Efter denne Ideologi har Føreren kun Magt gennem Folket. At han har Folkets Tilslutning til sine Dispositioner, kan han, naar han anser det for ønskeligt, søge konstateret gennem Folkeafstemning (eller Rigsdagsvalg). Og det er Føreren alene, der bestemmer, hvad Virkningen skal være, dersom Afstemningen skulde gaa Regeringen imod. Folkeafstemningen er saaledes kun raadgivende.

Polen. Efter Forfatningen af 1935 vælges Polens Præsident af en særlig Valgforsamling. Præsidenten har dog Ret til inden sin Afgang selv at foreslaa en anden Kandidat. Hvis han gør Brug af denne Ret, skal Valget mellem hans Kandidat og den af Valgforsamlingen udpegede træffes ved almindelig Folkeafstemning.

Rusland. Ifølge Forfatningsloven af 5. December 1936 kan Præsidiet for „Sovjet forbundets øverste Sovjet“ (Statsmagtens højeste Organ i Sovjetforbundet med Hensyn til Lovgivningen) lade foretage Folkeafstemning paa eget Initiativ eller, naar det kræves af en af Forbundsrepublikkerne.

---

1. Med Hensyn til Irland, se nedenfor under II.