Barnet i Graven

by Hans Christian Andersen

Der var Sorg i Huset, der var Sorg i Hjerterne, det yngste Barn, en firårs Dreng, den eneste Søn, Forældrenes Glæde og Fremtids Håb, var død; to ældre Døttre havde de vel, den ældste skulde netop i dette Aar confirmeres, velsignede, gode Piger begge To, men det mistede Barn er altid det kjæreste og dette var det yngste og en Søn. Det var en tung Prøvelse. Søstrene sørgede som unge Hjerter sørge, grebne især ved Forældrenes Smerte, Faderen var nedbøiet, men Moderen overvældet af den store Sorg. Nat og Dag havde hun gået om det syge Barn, pleiet det, løftet og båret det; det var en Deel af hende selv havde hun følt og fornummet, hun kunde ikke tænke sig at det var dødt, at det skulde lægges i Kiste og gjemmes i Graven: Gud kunde ikke tage dette Barn fra hende, meente hun, og da det dog skete og var en Vished, sagde hun i sin syge Smerte:

"Gud har ikke vidst det! han har hjerteløse Tjenere her på Jorden, de handle, som de lyste, de høre ikke en Moders Bønner."

Hun slap i sin Smerte Vor Herre og da kom mørke Tanker, Dødens Tanker, den evige Død, at Mennesket blev Jord i Jorden, og at da Alt var forbi. Ved sådan Tanke havde hun Intet at klamre sig til, men sank i Fortvivlelsens bundløse Intet.

I de tungeste Timer kunde hun ikke græde meer; hun tænkte ikke på de unge Døttre hun havde, Mandens Tårer faldt på hendes Pande, hun såe ikke op til ham; hendes Tanker vare hos det døde Barn, al hendes Liv og Leven åndede i at tilbagekalde sig hvert Minde om Barnet, hvert af dets uskyldige Barne-Ord.

Begravelsesdagen kom, Nætter forud havde hun ikke sovet, i Morgenstunden overvældedes hun af Træthed og havde nogen Hvile, imens blev Kisten båren hen i en afsides Stue og Låget der slået til, at hun ikke skulde høre Hammerslagene.

Da hun vågnede, kom op og vilde see sit Barn, sagde Manden hende i Tårer: "Vi have lukket Låget; det måtte skee!"

"Når Gud er hård mod mig", udbrød hun, "hvorfor skulde så Menneskene være bedre!" og hun hulkede i Gråd.

Kisten blev bragt til Graven, den trøstesløse Moder sad hos sine unge Døttre, hun såe på dem, uden at see dem, hendes Tanker havde ikke mere med Hjemmet at gjøre, hun overgav sig til Sorgen, og den kastede hende som Søen kaster Skibet, der har mistet Ror og Styrer. Således gik Begravelsesdagen og flere Dage fulgte med samme eensformige, tunge Smerte. Med våde Øine og bedrøvede Blik såe de Sørgende hjemme på hende, hun hørte ikke deres Trøst, hvad kunde de vel også sige, de vare for bedrøvede dertil.

Det var som om hun ikke kjendte til Søvnen meer, og alene den vilde være hendes bedste Ven, styrke Legemet, kalde Ro i Sjælen; de fik hende til at lægge sig i Sengen, hun låe også stille som en Sovende. Een Nat, Manden lyttede efter hendes Aandedrag og troede forvist, at hun fandt Hvile og Lettelse, foldede han derfor sine Hænder, bad og sov snart sundt og fast, mærkede ikke, at hun reiste sig, kastede sine Klæder om sig og gik så stille ud af Huset, for at komme derhen hvor hendes Tanker Nat og Dag søgte, til Graven, der gjemte hendes Barn. Hun gik gjennem Husets Have, ud på Marken, hvor Stien førte uden om Byen hen til Kirkegården; Ingen såe hende, hun såe Ingen.

Det var deiligt stjerneklart, Luften endnu så mild, det var først i September. Hun kom ind på Kirkegården, hen til den lille Grav, den var som en eneste stor Bouquet af Blomster, de duftede, hun satte sig ned, bøiede sit Hoved imod Graven, som skulde hun gjennem det tætte Jordlag kunde see sin lille Dreng,

hvis Smiil hun så levende huskede; det kjærlige Udtryk i Øinene, selv på Sygeleiet, var jo aldrig til at glemme, hvor talende havde der hans Blik været, når hun bøiede sig over ham og tog hans fine Hånd, den han ikke selv mægtede at løfte. Som hun havde siddet ved hans Seng sad hun nu ved hans Grav, men her havde Tårerne frit Løb, de faldt på Graven.

"Du vil ned til dit Barn!" sagde en Stemme tæt ved, den lød så klar, så dyb, den klang ind i hendes Hjerte, hun såe op, og der stod hos hende en Mand, hyllet i en stor Sørgekappe med Hætte ned om Hovedet, men hun såe ind under den i hans Ansigt, det var strengt, men dog så tillidsvækkende, hans Øine strålede som var han i Ungdoms Aar.

"Ned til mit Barn!" gjentog hun og der låe en Fortvivlelsens Bøn deri.

"Tør Du følge mig?" spurgte Skikkelsen. "Jeg er Døden!"

Og hun nikkede bekræftende; da var det med Eet, som om alle Stjerner ovenover lyste med Fuldmånens Glands, hun såe den brogede Farvepragt i Blomsterne på Graven, Jorddækket her gav blødt og sagte efter, som et svævende Klæde, hun sank, og Skikkelsen bredte sin sorte Kappe om hende, det blev Nat, Dødens Nat, hun sank dybere end Gravspaden trænger ned, Kirkegården låe som et Tag over hendes Hoved.

Kappens Flig gled til Side, hun stod i en mægtig Hal, der bredte sig stor og venlig; det var Skumring rundt om, men foran hende, og i samme Nu, tæt op til sit Hjerte, holdt hun sit Barn, det tilsmilede hende i en Skjønhed, større end nogensinde før; hun udstødte et Skrig, dog herligt blev det ikke, thi tæt ved, og derpå igjen langt borte og atter nær, lød en svulmende, deilig Musik, aldrig før havde så saligstemmende Toner nået til hendes Øre, de klang hin Side det natsorte, tætte Forhæng, der skilte Hallen fra det store Evigheds-Land.

"Min søde Moder! min egen Moder!" hørte hun sit Barn sige. Det var den kjendte, elskede Røst; og Kys fulgte på Kys i uendelig Lyksalighed; og Barnet pegede hen på det mørke Forhæng.

"Så deiligt er der ikke oppe på Jorden! seer Du, Moder! seer Du dem Allesammen! det er Lyksalighed!"

Men Moderen såe Intet, der hvor Barnet pegede, Intet, uden den sorte Nat; hun såe med jordiske Øine, såe ikke således som Barnet, det Gud havde kaldt til sig, hun hørte Klangen, Tonerne, men hun fornam ikke Ordet, det hun havde at troe.

"Nu kan jeg flyve, Moder!" sagde Barnet, "flyve med alle de andre glade Børn lige derind til Gud! jeg vil det så gjerne, men når Du græder, som Du nu græder, kan jeg ikke komme fra Dig, og jeg vilde så gjerne! må jeg dog ikke nok! Du kommer jo derind til mig om ganske lidt, søde Moder!"

"O bliv, o bliv!" sagde hun, "kun et Øieblik endnu! en eneste Gang endnu må jeg see på Dig, kysse Dig, holde Dig fast i mine Arme!"

Og hun kyssede og holdt fast. Da lød hendes Navn deroven fra; så klagende kom disse Toner; hvad var det dog?

"Hører Du!" sagde Barnet, "det er Fader, som kalder på Dig!"

Og atter, efter få Secunder, lød dybe Suk, som fra Børn der græde.

"Det er mine Søstre!" sagde Barnet, "Moder, Du har jo ikke glemt dem!"

Og hun huskede de Tilbageblevne, en Angst betog hende, hun såe frem for sig og altid svævede Skikkelser forbi, hun troede at kjende Nogle, de svævede gjennem Dødens Hal, hen mod det mørke Forhæng og der forsvandt de. Om vel hendes Mand, hendes Døttre kom tilsyne? Nei! deres Råb, deres Suk lød endnu deroven fra; nær havde hun ganske glemt dem for den Døde.

"Moder, nu ringer Himmeriges Klokker!" sagde Barnet. "Moder, nu ståer Solen op!"

Og der strømmede et overvældende Lys mod hende; - Barnet var borte, og hun løftedes - det blev koldt rundt om hende, hun hævede sit Hoved og såe, at hun låe på Kirkegården på sit Barns Grav; men Gud var i Drømmen bleven en Støtte for hendes Fod, et Lys for hendes Forstand, hun bøiede sine Knæ og bad:

"Tilgiv mig, Herre min Gud! at jeg vilde holde en evig Sjæl fra sin Flugt, og at jeg kunde glemme mine Pligter mod de Levende, Du her gav mig!" Og ved disse Ord var det som om hendes Hjerte fandt Lettelse! Da brød Solen frem, en lille Fugl sang over hendes Hoved, og Kirkeklokkerne ringede til Morgensang. Der blev så helligt rundt om, helligt som i hendes Hjerte! hun kjendte sin Gud, hun kjendte sine Pligter, og i Længsel skyndte hun sig til Hjemmet. Hun bøiede sig over Manden, hendes varme, inderlige Kys vækkede ham, og de talte Hjertets, Inderlighedens Ord, og hun var stærk og mild som Hustruen kan være det, fra hende kom Fortrøstningens Væld.

"Guds Villie er altid den bedste!"

Og Manden spurgte hende: "hvorfra fik Du med Eet denne Kraft, dette trøstende Sind?"

Og hun kyssede ham og kyssede sine Børn:

"Jeg fik det fra Gud, ved Barnet i Graven!"