Anna

by Cornelia Levetzow

ANNA

AF

J
(CORNELIA LEVETZOW)
Forf. til »En ung Piges Historie«



SYVENDE TUSINDE


KØBENHAVN
ANDR. FRED. HØST & SØNS FORLAG
1910

• 
• 
• 
• 

---

FØRSTE KAPITEL.

Det var en kold, raa Novemberaften; Vinteren havde allerede meldt sig med Is og Sne; store hvidgraa Skyer jog hen over Himlen, og Maanen fik en sjælden Gang Lov til at titte et Øjeblik ned paa de hvide Marker.
Vinden peb og susede i Poppelalleen, der førte op til Oberstens smukke Landsted; den hvirvlede det gule Løv højt i Vejret og blæste Hatten af Karlen, der stod og spændte Hestene for Wienervognen. Lyset fra Dagligstuevinduerne kastede et livligt Skær ud paa Sneen; det saa saa hyggeligt, saa indbydende ud, og derinde var ogsaa hyggeligt; rigt og smagfuldt, varmt og lyst var der, fornøjede Ansigter og en god Stemning.
Obersten gik med faste, rolige Skridt op og ned ad Gulvet. Han var en Mand henved de Treds, temmelig mager, høj og rank, med graasprængt Haar, ædle, regelmæssige Træk og noget bydende i Blik og Mine. Det var et rigtigt Enehersker-Fysiognomi; man saa straks, at han ingen Modstand taalte, eller rettere, ingen kendte. Med samme ubøjelige Villiekraft beherskede han sig selv og andre, og holdt et Løfte og en Trudsel med lige Samvittighedsfuldhed. Fra sine Beslutninger lod han sig aldrig rokke; de var jo først fattede, efter at han havde spurgt sig selv, hvad der var det rigtigste, ikke, hvad der var det behageligste. At ogsaa han kunde fejle, faldt ham ikke ind; fuldt og fast troede han paa sin egen Indsigt og Retfærdighedsfølelse. Han var iøvrigt en øm og kærlig Familiefader, og det var milde Blikke, han sendte sin Hustru, der stod halv rejseklædt foran Kakkelovnen, og sine unge Døtre, hvoraf den ene forseglede et Brev, medens den anden tittede ud af Vinduet og smaaskændte paa Vejret.
Det var et rigtig rart Ansigt, Oberstinden havde, et ærligt Ansigt, der tro afspejlede hendes blide, trofaste, kærlighedsfulde Sjæl. Skønt hun ingen direkte Indflydelse havde paa sin Mand, virkede hendes Nærværelse, uden at det var nogen af dem bevidst, altid blidgørende og formildende. Hun var netop den Kone, der passede for ham; hvor ypperligt forstod hun ikke at bortrydde smaa Plager, jævne smaa Ubehageligheder og ordne huslige Anliggender, uden at han mærkede det, og saa gik hun saa imødekommende og livlig ind paa alle hans Planer og Ideer. Men han, gik han ind paa hendes? Det tænkte han ikke paa; det lille Træk af Resignation omkring hendes Mund undgik hans Opmærksomhed; hun levede sit eget ensomme, indre Liv, sørgede, haabede, kæmpede, og voksede i Udholdenhed og Tro. Den ældste af de unge Piger kunde vel omtrent være atten Aar; hun var høj, slank og meget smuk. Uden i fjerneste Maade at ligne sin Fader af Træk, var der noget i hendes Mine og Væsen, som mindede om ham; ogsaa hun bar sit Hoved højt, og fremmede erklærede hende ofte for stolt, ja overmodig. Hun var det ogsaa, men hun var tillige en varmhjertet, enthousiastisk, ædelmodig Pige. Den yngste var en fin, lyshaaret Skikkelse, med et Par blaa Øjne, der skinnede som to Stjerner, og en klar, gennemsigtig Rose paa hver Kind, en yndig Rose, som Huslægen dog betragtede med Alvor, og Moderen med anelsesfuld Uro.
„Det er saa underligt," sagde Oberstinden, idet hun saa paa sit Ur, „at skulle rejse bort alene; det er første Gang, jeg forlader Børnene, og jeg vilde ønske, at min gode, gamle Venindes Sølvbryllup var overstaaet, og jeg igen velbeholden hjemme. Jeg er ligefrem ganske beklemt, ja, le Du kun, Anna, men det er Alvor, Barn".
„Er det for os, Du frygter, lille Moder? hvad ondt skulde kunne times os, naar Fader er hjemme?" Og den unge Pige fæstede sine mørke, straalende Øjne med et Udtryk af uendelig Kærlighed og Tillid paa Faderen.
„Med Guds Hjælp vil intet ondt times," svarede Oberstinden med et sagte Suk, „min lille Clara vil være smukt forsigtig, ikke gaa i Træk, og pakke sig godt ind, naar hun spadserer. Giv mig saa Brevet! Føl, Hugo, hvor tykt det er; jeg skal love for, at den kære, kære Dreng bliver glad, naar han faar det, gid det kunde naa ham til Julen. — Naa, nu er der forspændt, Du bliver inde Clara, Farvel, Farvel."
Obersten pakkede sin Hustru omhyggeligt ind; lille Clara stod bag de røde Gardiner og nikkede ned til Moderen; Anna kyssede hende leende, idet hun bad hende endelig fatte Mod, det var jo kun tre Dage. Tre Dage! Derpaa rullede Vognen bort, efterladende dybe, mørke Spor i den bløde Sne. Fader og Datter saa et Øjeblik efter den, men den skærende Blæst jog dem snart ind.
„Jeg har en Del at skrive i Aften," sagde Obersten, efter at have maalt Gulvet et Par Gange, „og vil ikke forstyrres; sæt blot en Kop kold The og et Par Skiver Brød i Spisestuen til mig. Godnat, kære Børn, og lad mig saa, under alle Omstændigheder, være uforstyrret."
Han kyssede dem ømt paa Panden, og Anna gentog forsikrende: „under alle Omstændigheder."
„Se, Clara, hvor lystigt det brænder i Kakkelovnen, er her ikke mageløs hyggeligt? Naar det saadan stormer og tuder udenfor, føler man sig dobbelt veltilmode inde i Stuen."
„Der er vist mange ude, kan Du tro, Anna, og det uden at have gode Klæder paa og en varm Stue ivente."
„Det er der naturligvis, men det er vel ingen Synd at være glad og tilfreds med, hvorledes man har det."
„O, nej, vist ikke! Du maa ikke være vred, Anna, jeg kan ikke gøre for saadanne Tanker, de kommer ganske af sig selv. — Stakkels Lars, i Dag er han kommen hjem til sin Moder i Jylland!"
„Der er en vis sygelig Medlidenhed, hvormed jeg ikke kan sympathisere," svarede Anna lidt heftigt, „det er næsten, som Fader havde begaaet en Synd ved at jage en utro Tjener bort."
„Men han fortrød sin Opførsel."
„Fortrød! Jeg har ikke synderlig Tro til den Anger, der først indfinder sig efter Opdagelsen. Desuden er altfor megen Overbærenhed demoraliserende med Hensyn til de andre Folk. Det gjorde Fader ondt for Lars, jeg kunde tydelig mærke det, men han havde alligevel Karakterstyrke nok til at handle rigtigt."
„Men er det rigtigt at staa imod sit Hjertes Indskydelser? Undertiden kan jeg blive ganske angst ved den Tanke, at jeg nogensinde skulde fortørne Fader og føle hans urokkelig afvisende Blik fæstet paa mig. Gud ske Lov for ham, for os alle, Vorherre er ikke saa haard. Nu bliver Du vred igen, Anna, og jeg burde maaske heller ikke tale saaledes, men jeg elsker ham saa højt, og ogsaa Dig saa højt, og det piner mig, at Du ser Dyder netop i hans Fejl. — Men det er sandt, jeg har noget paa min Samvittighed."
„Hvad kan det være?"
„Du ved, jeg var den sidste, der skrev til Gustav, og da jeg lagde alle Brevene ind i Konvoluten, læste jeg nogle Linier i Faders, der forbavsede mig i høj Grad. „Misforstaa mig ikke," stod der, „som vilde jeg lægge Dig Hindringer i Vejen, jeg ønskede kun, at Du skulde opsætte din Erklæring, til Du kom tilbage; jeg ønskede dette lige saa meget for hendes som for din Skyld." Ganske saaledes stod der, for jeg læste det to Gange. Maaske burde jeg ikke have læst det, men jeg kom næsten uforvarende dertil, ellers plejer der jo aldrig at staa Hemmeligheder i Brevene. — Hvem kan det være, Gustav holder af? Tænk, at han har gaaet saa stille dermed, saa vi ikke har anet det ringeste. Blot jeg kunde begribe, hvem det kan være; man maa næsten antage, at hun er af ringere Stand."
„O, nej, vist ikke, hvorfor?" afbrød Anna, idet hun rødmede af Uvillie, „Gustav kan ikke finde Behag i, hvad der er simpelt og udannet. Det er iøvrigt urigtigt, Clara, at fortælle mig, hvad der jo med Villie maa være holdt skjult for os. Lad os se, kan der ikke ligge en anden Mening i Ordene, jeg vil dog saa nødig tro, at Gustav allerede! — Det foruroliger og bedrøver mig, men jeg er dog, i ethvert Tilfælde overtydet om, at hans Valg ikke er faldet paa en uværdig."
„Ingen er vissere derpaa, end jeg, men hun kan jo gerne —."
„Forskaan mig, lille Clara, jeg kan det udenad, hun kan gerne være simpel og fattig, og dog et fortræffeligt Menneske. Upaatvivleligt, men hun vil alligevel ikke passe til Gustav. I smaa Forhold bliver Sjælen let smaalig, man sige, hvad man vil, og den, der altid føler Savn, er saa udsat for at blive misundelig og interesseret; det er saa undskyldeligt, jeg fordømmer det slet ikke, men det gør uelskværdig."
„Du har en underlig Rædsel for Fattigdom, Anna."
„Og Du en besynderlig Forkærlighed. Ser Du blot Nød og Pjalter, er Dit Hjerte straks borte, og Du tænker ikke paa, hvor selvforskyldt Elendigheden ofte er. Naar Du sidder ved et Fattiglems Sygeseng, tror jeg først, Du er rigtig i Dit Es. Ogsaa jeg vil gerne hjælpe, dog helst i Afstand og uanmodet. Men Du ser jo ganske bedrøvet ud, lille Clara, har jeg sagt noget, der gør Dig ondt, saa om Forladelse."
„Det gør mig ondt for Din Skyld, Anna, det gør mig meget ondt for Din Skyld. Jeg kan ikke udtrykke, hvad jeg føler, dog tror jeg, det er Utaalmodighed, efter at Du skal blive bedre, og efter selv at blive det. Undertiden kan jeg næsten ikke holde det ud, dog Moder siger, at jeg blot skal være rolig, det vil alt blive godt, men jeg kunde ønske — Du forstaar mig bestemt ikke — at være rent, rent borte, indtil det var godt."
Anna ilede hurtig hen til Søsteren, strøg kærtegnende hendes Haar, kyssede hendes Kind og betragtede hende ømt og ængstelig.
„O, Du lille kære, velsignede Barn, Du maa ikke gaa omkring med saadanne Tanker; Du skal være glad ved Livet og sætte Pris paa, hvor godt vi har det. Nu vil jeg spille lidt for Dig og synge en munter lille Vise."
Clara lyttede opmærksomt til den smukke, klang- og følelsesfulde Stemme, og medens hun betragtede Søsteren med Beundring og Glæde, rødmede hun af Undseelse, fordi hun havde talt saa dristigt og bebrejdende til hende, hvem hun dog igrunden saa saa meget op til. „Tys, Anna, der kom bestemt en Vogn." „Hvem kan det være saa sent? — Hvad nu?" Disse Ord henvendtes dels til Tjeneren, dels til en lille kaabeklædt Dame, der fulgte umiddelbart efter ham ind ad Døren. Det var en vims, travl, lille Skikkelse, med et rødladent, sødtsmilende Ansigt og et Par skarpe Øjne, der ilsomt forskende gled baade over Værelset og de tilstedeværende. Hun var meget ivrig efter at komme tilorde og præsenterede sig selv:
„Fru Klemme, forrige Christiane Spag. Skade, at Oberstinden ikke er hjemme, De har maaske aldrig hørt Christiane Spag omtale." „Det har vi rigtignok," svarede Clara venligt, idet hun rakte den lille Frue Haanden og bad hende tage Plads, „De bestyrede jo mine Forældres Hus i flere Aar, og blev gift derfra med en Prokurator, jeg kender det hele. Hvor uheldigt, at Moder netop skulde være rejst." „Ja, højst uheldigt! Jeg har været et Par Dage hos min Svoger, der ejer Mosegaarden; kender De Mosegaarden? Ikke det. I Nat skal jeg saamænd rejse med Diligencen til København, for jeg skal i Morgen tidlig med Jærnbanen. Svoger var saa god at køre mig et Svip herhen med sin Befordring, da han hørte, hvor gerne jeg vilde se dem alle. — Gustav er jo Søofficer, det ved jeg, og De er naturligvis Clara; hvor De ligner Deres Moder! Sidst jeg saa Dem, blev De baaret paa Armen, ja, hvor Tiden dog gaar. Det er vel Anna, kan jeg tænke?"
De gulbrune Øjne fæstedes med et underligt Udtryk paa den unge Pige, et spørgende Udtryk, der mishagede og generede hende. Hun vedblev imidlertid uforstyrret at spille, og lod Søsteren svare for sig. Fru Klemme løsnede nu Kaabe og Kyse, lagde den lille Katteskinds Muffe og ditto Pelskrave fra sig, og saa ud, som ventede hun en Forfriskning.
„Ingen Anstalter for min Skyld," sagde hun i det samme, „Alt, hvad jeg be'r, ingen Anstalter for min Skyld."
„Blot en lille Kop The," indvendte den godmodige Clara, „den skal være færdig om et Øjeblik; saa længe kan Vognen nok holde."
Og hun ilede let gennem Stuen, for at arrangere Thebordet; stakkels lille Clara!
Anna vedblev at spille; Fru Klemme stod op og nærmede sig hende.
„De spiller fortrinligt," sagde hun i en halv familiær Tone, „det er rart med saadan et Talent."
„Om Forladelse," svarede Anna, idet hun hurtig rejste sig op og lukkede Fortepianoet. Det fornærmende i denne Undskyldning slog øjeblikkelig Fru Klemme. Den unge Pige havde altsaa ikke spillet for at fornøje hende, men tværtimod glemt, at hun var nærværende. Atter kom det samme besynderlige Udtryk i de gulbrune Øjne; Anna mødte det først med stolt og kold Ligegyldighed, men, da det blev ved, og Fru Klemme forøgede dets Betydning ved en svag Hovedrysten og et lille: „ak ja," fandt hun sig endelig foranlediget til i en utaalmodig Tone at bemærke:
„De ser saa vist paa mig."
„Gjorde jeg? Det kan gerne være; det glæder mig ret, at De har det saa godt, for det har De jo, ikke sandt?"
Der spillede et halv snedigt, halv medlidende Smil om hendes Mund, da hun sagde dette. Anna følte en uforklarlig Gysen og en sælsom Lyst til at flygte bort; men hun betvang den straks; det var jo en taabelig Fejghed; hvad behøvede hun at ændse, endsige frygte denne simple, hverdagsagtige, lille Kone?
„Jeg har det fuldkommen godt," svarede hun, og saa Fru Klemme lige ind i de halvt undvigende Øjne, „men De har bestemt noget paa Hjerte, sig det kun ligefrem."
„Ikke for min egen Person, bevares, nej, men der er Modsætninger i Livet, som berører et følsomt Menneske smerteligt. — Jeg haabede halvt om halvt, at De havde haft et lille Ærinde til mig; De har vist fuldt op med Lommepenge, og en Hjælp kunde haardt behøves; men det kommer naturligvis ikke mig ved."
„De maa tale rent ud, jeg forstaar ikke et Ord."
„Jeg vil grumme nødig bedrøve Dem, mit kære Pigebarn, men jeg tror ogsaa, det er Pligt at tale. Det ene Uheld er stødt til efter det andet; først brækkede han Benet, og da det nogenlunde var sat sammen, saa han kunde gaa med Krykkestok, faldt det arme Skrog og brækker Armen. De usle Dyner har han maattet sælge af sin Sygeseng, og Huslejen er naturligvis ikke betalt. Han vil saa nødig paa Fattighuset, det Skind, men Værten vil ikke have ham længer for intet, som jo rimeligt er, saa han kommer der nok alligevel, hvis Feberen ikke tager ham forinden. Kan De nu forstaa, at jeg fik mange Tanker ved at se Dem saa pyntet og glad, medens jeg vidste, at den stakkels Skabning laa uden Pleje i Nød og Elendighed."
„Men Du store, barmhjertige Gud, hvem taler De om? Hvad vedkommer denne Mand mig mere end alle andre?"
Fru Klemme stirrede forskrækket paa det blege, ængstelige Ansigt; hun fortrød aabenbart, hvad hun havde sagt, og stammede:
„Maaske De slet ikke ved det? Hvad har jeg dog gjort, jeg troede, De vidste det."
„Hvilket?" spurgte den unge Pige lidenskabeligt. „O tal, hvad ved jeg ikke?"
„Intet, vær rolig, det var en Fejltagelse, en ren Fejltagelse, jeg forsikrer."
Men den unge Pige havde allerede hørt for meget; hun traadte tæt hen til Fru Klemme, og befalede hende at tale.
„Har jeg gjort Oberstens imod, er det ikke med min gode Villie; Himlen er mit Vidne, jeg troede ingen Hemmelighed det var, eller at De dog ialfald havde faaet det at vide ved Konfirmationen, og saa vilde jeg gerne bringe lidt Hjælp til Deres arme Fader, som —"
„Del er ikke sandt," afbrød Anna, „De lyver, jeg tror Dem ikke! Følg straks med ind til Fader, min egen, elskede Fader, han vil sige Dem at De lyver!"
Obersten hævede Hovedet med Forbavselse og Uvlllie, idel Døren blev aabnet, men Vreden
over Forstyrrelsen svandt straks, da han saa Anna træde ind, bleg som Døden, holdende den lille modstræbende Fru Klemme fast om Haandledet, og førende hende frem for ham, som var det en Forbryder, der skulde dømmes.
„Hun paastaar, at jeg ikke er Din Datter, men jeg ved jo, det er Usandhed, sig hende, at det er Usandhed!"
Obersten saa paa den unge Pige med et kærligt, medlidende Blik, derpaa tog han hendes Haand og trak hende tæt ind til sig, som vilde han beskytte hende mod den hele Verden.
„Den Plads, Du indlager i mit Hjerte, Anna, er lige saa stor som Gustavs og Claras, det sværger jeg ved den øverste Gud." Derpaa tilføjede han i en opbragt Tone henvendt til Fru Klemme: „Hvem er De, som kommer her for at gøre ondt? Har jeg ikke set det Ansigt før?"
„Mange Gange, Herr Oberst, jeg er forrige Christiane Spag, og tjente Dem til Deres Tilfredshed, det ved jeg. Aldrig i mit Liv har jeg villet gøre noget ondt, og jeg kom ganske uforvarende til dette, jeg troede nemlig —"
„O Fader, hvorfor siger Du hende ikke, at det er Usandhed!"
Hun saa bønfaldende op til ham, skælvende af Angst, uvis om, hvad hun skulde tro. Den alvorlige Mand var dybt bevæget og rystet, han talte i en blid, beroligende Tone.
„Min egen fornuftige Pige, min Stolthed, min Glæde, Du vil være rolig og fattet, ikke sandt? Alt er jo som før, vi elsker Dig ganske som vort Barn."
„Men jeg er det ikke?"
„Nej, men det vil Du snart glemme, som vi, Dine Forældre har glemt det."
Anna stod et Øjeblik som lammet; derpaa trak hun sin Haand til sig, og traadte et Par Skridt tilbage.
„Glemme! Nej aldrig, aldrig! Naar jeg ved Blodets Baand er knyttet til den fattige, syge, forladte gamle Mand, er min Plads hos ham.
Hvor kan I forsvare," tilføjede hun, næsten truende, „at have opdraget mig i Rigdom og Overdaadighed, medens min kødelige Fader led Sult. Hvor kan I forsvare at have skjult endog hans Tilværelse for mig, og tilranet Eder den Kærlighed, der retmæssig tilkommer ham!"
Obersten rynkede harmfuldt sine Bryn ved disse uventede Bebrejdelser, men han betvang dog straks sit Sind, og hans Tone var endnu bestandig medlidende, da han sagde:
„Du ved ikke, hvad Du siger, Anna, og jeg vil derfor ikke tilregne Dig det; Slaget kom saa pludseligt, at det har omtaaget Din Dømmekraft. Din Fader betragtede det som en Velgerning, at vi tog Dig til os; med største Beredvillighed opgav han ethvert Krav paa Dig. Han var Murer og boede i en lille Landsby tæt ved Byen, hvor vi opholdt os. En Dag udbrød der Ildebrand i Landsbyen, og han mistede sin Hytte og sit Smule Bohave; jeg var netop tilstede og reddede hans Kone, der siden er død, og to smaa Piger ud af Ilden. Den ene af disse smaa Piger tog jeg paa mit Skød og lod hende lege med mit Ur; hun lagde sine smaa Arme om min Hals og græd, da jeg vilde gaa.
Jeg spurgte nu, om jeg turde beholde hende, og da de takkede og velsignede mig for Tilbudet, bar jeg Dig hjem under min Kappe. Du sov snart, Dit lille Hoved hvilede trygt ved mit Bryst, — Anna, hører Du efter?"
„Jeg kan ikke, jeg tænker hele Tiden paa den gamle Mand med Krykke, der faldt og brækkede sin Arm; jeg ser ham, o saa tydeligt, paa det ensomme Lidelsesleje, gruende for at kastes paa Gaden, anraabende Døden om at forløse ham. Jeg maa derhen! Vognen holder jo udenfor; sagde De ikke, at De vilde rejse straks? Jeg maa med; dersom jeg kom for sent, kunde jeg aldrig i Livet tilgive dem, der har holdt mig fra ham."
Obersten saa forbavset paa hende; var det tænkeligt, at hun turde tale saaledes til ham.
„Er Tilgivelse det eneste, vi kan vente af Dig, Anna! Taabelige Barn, tag Dig i Agt, sig ikke noget, der vil bringe en evig Kløft imellem os. — Det er iøvrigt højst rimeligt," vedblev han mildere, „at Du gerne vil hjælpe ham, og han skal blive hjulpet, læg Sagen kun trygt i min Haand; men selv maa Du ikke rejse derhen; jeg kender Forholdene, det maa ikke ske!"
„Det maa ske, han trænger ikke alene til Penge, men til min Omhu og Kærlighed, og jeg trænger til at vise ham den; hvad skulde kunne hindre mig deri?"
„Mit bestemte Forbud."
Der blev et Øjebliks Pavse, et Øjebliks Dødsstilhed; de saa paa hinanden; endnu kunde alt blive godt, men Moderen, hvis bedende Blik maaske havde formaaet den strenge Mand til endnu mere Overbærenhed, og hvis blide Haandtryk maaske vilde have kunnet standse Ordet paa Annas Tunge, var borte!
„Det er et umenneskeligt Forbud, og jeg bryder mig ikke derom; Du har ingen Ret over mig, jeg rejser alligevel."
„Du taler fuldkommen sandt, jeg har ikke den fjerneste Ret over Dig, men dersom Du rejser, er Du for stedse, husk vel, for stedse en fremmed for mig, for alle i dette Hus. Endnu har Du Valget, ulykkelige Barn, betænk Dig vel!"
Han strakte Haanden advarende ud imod hende, men hun ændsede det ikke.
„Vilde Du virkelig ikke foragte mig, dersom jeg betænkte mig? Og jeg, som antog Dig for en ædel, højsindet Mand."
Obersten fæstede et roligt, stolt Blik paa hende, et Blik, der sagde, at Grænsen var overskredet, og Baandet imellem dem sprængt. Hun havde sin Frihed, og dog tøvede hun; hendes Mod var pludselig knækket. Mon han ikke vilde sige mere, ikke et Farvel, ikke engang en Bebrejdelse, ikke et Ord.
„Anna, hvor er Du," lød i det samme Claras Stemme, „Store Gud, hvor Du er bleg og kold, og Fader, o, Fader! Hvad er der sket?
Han svarede ikke, men viste paa Døren, og saa stor var den vante Lydigheds Magt, at Clara uden ringeste Indvending gik ud, førende den næsten villieløse Anna med sig.
„De bliver, Fru Klemme," sagde Obersten i en lav, unaturlig rolig Tone, „jeg maa anmode Dem om en Tjeneste".
Den lille Frue kom frem bag Kakkelovnsskærmen, hvorhen hun var tyet i sin Forskrækkelse, og forsikrede ivrigt, at dersom hun havde anet, sligt kunde være kommet ud af hendes uforsigtige Ord, vilde hun før have bidt Tungen af end udtalt dem.
„Nok herom, min gode Kone, De har sikkert ikke handlet i nogen ond Hensigt. Jeg vil nu blot bede Dem modtage en Sum Penge, og godhedsfuldt forvalte den for den unge Pige, der har stillet sig under Deres Beskyttelse. Forholdet imellem os er fuldstændig afbrudt, og det maa gaa i Deres Navn, thi af mig vilde hun sikkert intet modtage. Den Opdragelse, hun har faaet, har ikke gjort hende skikket til straks at sørge for sig selv, og det er følgelig kun en simpel Pligt, jeg opfylder."
„De kan stole paa mig, som paa Guld, Herr Oberst, seks Halvhundrede og fem Hundredekronersedler. Mange Tak paa hendes Vegne, Farvel."
De to unge Piger stod sammen i Dagligstuen; med korte, næsten hjerteløse Ord havde Anna fortalt alt til det skælvende lille Væsen ved hendes Side. Selv forstod hun egentlig ikke rigtig, hvad der var foregaaet, og følte i Øjeblikket ikke Skilsmissens Bitterhed; hele hendes Længsel og Higen stod til den syge, i hendes Øjne saa grusomt forurettede Fader. I Tankerne saa hun hans vansmægtende Skikkelse — den lignede, uden at hun tænkte derover, paa en forvirret Maade den før saa højtelskede Plejefaders — række Armene ud imod hende og anraabe hende om at komme.
„Ja, nu ved jeg ikke, om det skal være, lille Frøken," spurgte Fru Klemme i en klynkende Tone, der skulde udtrykke Medlidenhed, „jeg skal nok tage mig af Dem, det ved Gud, jeg skal."
„Jeg kan slet ikke tro det," sagde Clara fortvivlet, „se paa mig, Anna! nej, ikke med det kolde Blik, som saa Du mig alligevel ikke, se paa din gamle kærlige Maade. Min Søster, min egen Søster er Du, om end alle Mennesker siger, at det ikke er saa. — Jeg kan umulig fordømme Dig, fordi Du tager hen til den gamle, syge Mand, men har Du ikke sagt noget grueligt til Fader? Jeg har aldrig set hans Ansigt saaledes før. Dog, jeg bør ikke forskrække Dig, Vorherre vil nok se i Naade til os, det tror jeg fuldt og fast. Opgiv aldrig Haabet, og hvis det varer længe, før Moder og jeg kan gøre noget for Dig, saa tænk ikke, at vi har glemt Dig, men tænk, at med hver Dag vokser vor Længsel og bliver tilsidst saa stærk, at den kan overvinde enhver Hindring. Farvel, Anna, kære, kære Anna! O, dersom hun blot kunde græde, den Stakkel!"
„Det trækker paa Dig, Du taaler ikke den kolde Luft," hvor underlig følelsesløs lød ikke hendes Stemme, „tænk paa Din Moder, bliv inde og vær fornuftig."
Et Øjeblik efter sad hun ved Fru Klemmes Side i den lille aabne Vogn! Hun vidste næppe, hvorledes det var gaaet til, og forekom sig som en Søvngænger.
„Maa jeg nu køre?" spurgte Kusken; derpaa smækkede han opmuntrende med Tungen, smældede med Pisken, og saa gik det i roligt, jævnt Trav bort fra det lykkelige Barndomshjem. Da Vejen drejede, kom Maanen netop frem bag en stor, sort Sky, og hun saa det smukke Sted igen; Lyset fra det lille Studerekammer skinnede saa venligt i Afstand, man kunde tydeligt skelne en mørk Skygge derinde. Anna pressede Haanden haardt mod sin Pande; hun vilde ikke tænke, ikke se tilbage, nej, fremad til de nye Sorger og Pligter.

ANDET KAPITEL.

Hvor de kom langsomt frem; hun havde Lyst til at staa ned og gaa paa sin Fod; det syntes hende, en Evighed var forløbet, inden de naaede Mosegaarden, og dog var Klokken kun elleve. De havde Tiden for dem, sagde Fru Klemme, og den store, svære, joviale Svoger, der kom hen til Vognen, forsikrede, at en Forfriskning skulde nydes, før de kørte igen.
„Hvad, her er jo en med," udbrød han forundret, men tilføjede straks leende og gnidende sine Hænder, „ja, ja, der er Punsch og Kager nok til saadant et Pigebarn med, skulde jeg mene."
Hun bad imidlertid om at maatte blive paa Vognen, og den gæstfri Mands Forsøg paa alligevel at løfte hende ned, afvistes med en Fasthed, der ganske berøvede ham Fatningen.
Det var for den unge Pige som en Drøm; hun kunde fra Vognen se lige ind i Stuen, hvor glade Børn og unge Mennesker sad om det dækkede Bord og spiste Nødder og Æbler, Fru Klemme stod i Forgrunden og snakkede Og gestikulerede, og Anna forstod, at det var hendes Historie, der blev drøftet og gjort saa interessant som tænkeligt. De to Lænkehunde Ludede uafbrudt og syntes at ophidse hinanden; af og til kom Maanen frem og oplyste det lave Hus og de fremmede Omgivelser. Karlen bredte et Hestedækken over hendes Fødder, og gik saa op og ned ved Hestene, slaaende sine Arme sammen, for at holde Varmen.
O, dersom det var en Drøm! Havde hun ikke før haft skrækkelige Drømme, og var saa vaagnet om Morgenen i det kære, hjemlige Soveværelse, i Solskin og Glæde, vaagnet med en Følelse af usigelig Lettelse og Taknemmelighed. Dog nej, dette var virkeligt! O, kunde hun blot komme afsted, komme med Trøst og Hjælp til Faderen. Hvorledes havde han det nu i dette Øjeblik, spurgte hun sig selv; trængte denne skarpe Vind maaske ind i hans elendige Stue, var hans slakkels syge Arm stiv af Kulde, længtes han efter kærlig Pleje og Deltagelse, tænkte han paa hende? Og Billedet af ham — hvor vidt forskellig fra Virkeligheden var ikke dette Billede — stod martrende levende for hendes Sjæl.
Endelig aabnedes Døren, men det var ikke Fru Klemme — hun sad i god Ro og spiste og drak ovenpaa den megen Talen — det var den skikkelige Svoger med et Glas Punsch og en toppet Tallerken Klejner.
„De skal drikke dette, lille Dame," sagde han i en hjertelig Tone, „jo min, Sjæl skal De saa; vi kan ikke forsvare at lade Dem fryse ihjel. De kan, Skam, trænge til Kræfter, synes jeg."
O, ja, han havde Ret! Hun nippede til den varme Drik og forsøgte at spise en Smule.
„Blot vi ikke kommer for silde? Diligencen er bestemt kørt, inden vi naar Byen."
„Saamænd er den ikke, nej, vær bare rolig; nu laver Christiane sig desuden til, ser jeg. Et Ord forinden hun kommer: De er en brav Pige, og jeg har ondt af Dem; hvilke Planer har De lagt for at ernære ham og Dem, vil De læse med Børn?"
Hun havde slet ingen Planer lagt, men svarede, at det vilde hun gerne, alt vilde hun.
„Men straks," vedblev den ærlige Proprielær, idet han talte tæt ved hendes Øre, „vil det vel knibe med Mønten; ty ikke til Christianes Mand, kan det undgaas, for han er en af disse" — han fortsatte ikke, men hans „disse" var ogsaa fuldkommen saa udtryksfuldt, som om han havde sagt Aagerkarl, „her er en Seddel, ingen Tak, jeg faar den igen, det tør jeg bande paa, og det vil man jo ogsaa helst, naturligvis. Selv begyndte jeg med mindre, gjorde jeg, og er dog bleven den, jeg er. Det bliver mellem os, Mutter kan gerne være udenfor. Naa, der har vi Madammen, eller Fruen skal det vel hedde, skynd Dem, og gem Seddelen, men forsvarligt. Farvel, Christiane! Farvel, lille Frøken, Held og Lykke!"
„Vi kommer for silde, vi kommer bestemt for silde."
Men de kom for tidligt, og maatte vente tre lange, dræbende Kvarter i den skumle Stue i Postgaarden. Den mørke Novemberdag begyndte netop at gry, da de rullede ind i København, gennem den Gade, hvor Oberstinden opholdt sig. Anna saa den smukke Hjørnegaard og det nedrullede Gardin i Gæsteværelset, hvor Moderen vist slumrede trygt, eller maaske netop nu vaagnede med en Bøn for dem hjemme paa sine Læber. Udenfor Porten stod en Gartnerdreng med Kurven fuld af Potteblomster; der skulde jo være Glæde og Sølvbryllup.
Endelig, endelig sad de paa Jernbanen, men heller ikke den gik hurtigt, syntes hun; hvor mange og lange var Opholdene ikke. Fru Klemme søgte at indlede en Samtale, men da det ikke vilde lykkes, sad hun nok saa fornøjet i sine egne Tanker, smaatyggende paa Klejnerne, hvormed hendes Pose var bleven fyldt.
„Nu vil mine Pigebørn da lære Sprog og Musik ordentligt," tænkte hun, „og vi kan faa den lille ledige Lejlighed i Huset ved Porten, der netop passer for hende, lejet ud. De Møbler, Klemme fik af Rebslageren, da han ikke kunde svare sit, sender jeg derop, og gør mig saa naturligvis betalt af Faderens Penge. Det arme, unge Væsen er som et Barn med sligt, en Lykke, at hun er kommen i gode Hænder."
Og saa regnede hun og regnede, hvad Rebslagerens Møbler var værd og havde kostet fra ny, og jo mere hun regnede, desto mindre blev den Del af de otte Hundrede, der blev tilbage til Anna.
Ved Sorø steg de ud af Jernbanen, og kørte saa videre paa en lille, landlig Vogn, der var sendt ind for at hente Fru Klemme. En, to, tre Timer, saa var Rejsen omsider endt, og de holdt udenfor Prokuratorens Hus. Den unge Pige sprang hurtigt ned af Vognen, hun vilde straks derhen, straks!
„Vent lidt, Kære, De kunde jo dræbe ham; han maa naturligvis forberedes. Sæt Dem her ved Kakkelovnen, medens jeg gaar hen for at gøre det. — Ingen Støj, Børn, eller Uartighed, hører I."
Medens Fru Klemme skyndte sig ned ad Gaden, sad Anna og stirrede ind i Ilden, bestræbende sig for at samle de forvirrede Tanker; hun hørte ikke Børnenes Leg og Strid, mærkede ikke, at de talte til hende, ja, rørte ved hende. Først da Prokuratorens Kone aabnede Døren, besindede hun sig, og var øjeblikkelig rede til at efterfølge det hviskende:
„Nu kan De komme."
„Hvad Indtryk gjorde det paa ham?" spurgte hun ivrigt, medens de gik derhen. Fru Klemme var ganske optaget af sine egne Tanker, og maatte samle sig, inden hun svarede:
„Det gik bedre, end jeg havde turdet haabe; først blev Staklen naturligvis lidt altereret, men siden tog han sig rolig i det. Her er Huset, ja Lejligheden er ikke den bedste, det var Synd at sige, men vi flytter ham endnu i Aften ind i en anden Bolig. Bevares, De faar da ikke ondt?"
„O, nej, det har ingen Nød! Tak, fordi De har fulgt mig; De vil nok gaa nu; jeg vil helst være ene; De maa endelig gaa."
Det var en bitter Skuffelse for den nysgerrige lille Frue: hvor gerne havde hun ikke overværet, og siden skildret det rørende Optrin mellem Fader og Datter; hun fandt sig imidlertid i sin Skæbne, og gik uden Indvending.
Inde i den lille mørke Forstue hang en gammel pjaltet Trøje; et Par store Træsko med Halm i stod op til Muren; medens Anna saa herpaa, følte hun igen sin gamle syndige Skræk for at komme i personlig Berøring med Nød og Fattigdom, men det var kun et flygtigt Sekund, i det næste havde hun aabnet Døren, og laa paa Knæ ved Faderens Leje. Sindsbevægelsen kvalte hendes Stemme, og hun var næsten bevidstløs; den gamle Mand i Sengen syntes derimod langt mere forlegen og urolig, end bevæget. Det var, som følte han, at han burde sige noget, at der med rette kunde fordres en kærlig Udtalelse, men at Hjertet ikke vilde indgive ham Ordene, og saa hjalp han sig med en sagte Klynken og Jamren, idet han samtidig lagde sin svære, knoklede Haand tungt paa den unge Piges bøjede Hoved.
„Stakkels, stakkels Fader! Du lider saa meget; havde jeg anet dette før, var jeg kommen før, men nu vil jeg heller aldrig forlade Dig."
Hun hævede Hovedet og saa op; den syge laa, bestandig smaaklynkende, med lukkede Øjne, en udtæret Skikkelse, et plumpt, simpelt Ansigt med store, grove Træk; Udtrykket frembød en underlig Blanding af Sløvhed, Godmodighed og List. Anna gøs tilbage; aldrig forlade! Hvad havde hun gjort! For denne Mand havde hun altsaa ofret alt, nu følte hun det først, alt. Men det var jo kun Pligt, svarede hun sig selv, han var jo hendes Fader, og fuldkommen uskyldig i de taabelige Illusioner, hun havde dannet sig om ham; o, vilde hendes Hjerte blot tale hans Sag!
Men det var et genstridigt Hjerte; hvad vilde hun ikke have givet for Søsterens medynksfulde, overbærende, kristelige Sind.
Hun rakte ham den sprukne Krukke, der stod i Vinduet med Vand, og holdt hans Hoved oppe, medens han drak, men det skete med Overvindelse, og hendes Stemme lød ikke som første Gang, hun havde talt; den var tvungen og usikker.
„Kan Du taale at flyttes, stakkels — Fader? Her har Du det saa sørgeligt; Du vil hurtigere blive rask et andet Sted."
„Til Hospitalet?"
„Nej, til et lille hyggeligt Hjem, hvor jeg vil pleje Dig."
„Gud velsigne Dig," svarede den Syge, og det akkurat paa samme Maade, og med samme Udtryk, som den fattige Kone hjemme, — hun aldrig havde kunnet lide, — der hver Lørdag fik en Tiøre af Clara.
En Pavse indtraadte; gamle Jens laa rolig og trak Vejret højt; Anna troede, han sov, hvilket var hende en sand Lettelse. Det var dog ikke Tilfældet, men han fandt det bekvemmest at ligge saaledes: bag de hvide Øjenhaar sendte han skulende, iagttagende Blikke hen paa den unge Pige. Dette Vendepunkt i hans Liv var indtraadt, da det saa allersortest ud; han kunde næsten ikke tro, at et andet Væsen for Fremtiden vilde sørge for ham; her var sandelig Grund nok til at være baade forbavset, forlegen og glad.
„Stakkels, skikkelige Barn," tænkte han, „ja, min Samvittighed er da fri, jeg har ikke tigget hende om at komme. Bare hun ikke saa saa græsselig fin ud, og saa at tænke sig, hvad lille Kryb det engang var, kun de mørke Øjne kan jeg kende igen."
Medens han anstillede disse Betragtninger, stod Anna ganske stille midt i Stuen; hun turde ikke græde eller paa anden Maade give Følelserne Luft. Lang og trøstesløs laa Fremtiden for hende, og endnu i Gaar havde den været smilende og lys. Det var, som havde en hvirvlende Malstrøm grebet hende og kastet hende op paa en øde Kyst, langt borte fra alt, hvad hun skattede og elskede. Hendes egne tillidsfulde Ord Dagen i Forvejen: „Hvad skulde der kunne møde os, naar Fader er hjemme," gik som et Stik gennem Hjertet. I den ophidsede Stemning havde hun været fuldkommen sikker paa at handle rigtigt, nu derimod vaklede hun. Burde ikke alle de uendelig mange Taknemmelighedsbaand, hvormed hun var knyttet til Hjemmet, have holdt hende tilbage der? Men Faderen havde været for haard, og dog, hvor ofte havde ikke netop hun rost hans Fasthed; og hun saa hans, selv i Vreden, saa ædle Skikkelse for sig, og hørte hans advarende: „Ulykkelige Barn, betænk Dig vel."
Hun forsøgte at jage disse Tanker bort og fæste sin Opmærksomhed paa Genstandene omkring sig. Gennem de smaa smudsige, af aargammelt Støv og Spindelvæv overtrukne Ruder, var der Udsigt over en Tømmerplads til Stranden; Vandet saa koldt og oprørt ud; en lille Baad kæmpede anstrengt for at komme i Land; hun betragtede den og tænkte saa pludseligt paa Gustav. Hvad vilde han, den kære, trofaste Gustav, sige, naar han hørte, at hun ikke var hans Søster? Eller, vidste han det maaske? Ja, han maatte vide det, han var jo fem Aar ældre end hun. Hvor levende stod ikke, i samme Øjeblik, deres Afsked for hendes Erindring, hvorledes han havde taget Clara i sine Arme, derpaa bukket halvt spøgende for hende og kysset begge hendes Hænder, idet han sagde: „Du er nu en ung Dame, Anna!"
Hun huskede ogsaa den yndige Majmorgen, da hun spurgte ham, medens de gik sammen i Haven, hvorfor han ikke var ganske som før imod hende, om hun ikke var ham saa kær længere, og han svarede, med et Blik i sine klare, ærlige Øjne, der tydelig sagde hende, at ingen var ham kærere: „Kunde Du se ind i mig." I det samme mindedes hun Faderens Brev til ham, og en sælsom, forvirrende Tanke jog alt Blodet til hendes Hjerte, men hun skød den fra sig med hele sin Sjælskraft, og bad lidenskabeligt:
„Store Gud, bevar min Forstand!"
Skumringen begyndte at falde paa, og endnu kom der ingen for at hente dem. Mureren sov nu virkelig trygt; den unge Pige dækkede hans Arm med sit Sjal, det forrevne lille Tæppe kunde ikke forslaa.
„Halløj, gamle Kammerat," lød det lige med et fra Døren, og en rask Smedesvend med opstrøget Haar, sodet Ansigt og Skødskind traadte ind; han holdt en lille Flaske henimod den syge, og vedblev, uden at se Anna:
„Hvordan gaar det med Armen og Feberen? Her har jeg en Draabe af det, der duer, til Jer. Naa, har vi saa forsonet os med Tanken at komme paa Fattighuset, eller skal vi stritte imod lidt endnu? Ja," tilføjede han hjerteligere, „kunde jeg gøre noget, skulde I aldrig komme der, men I maa gerne vende mine Lommer, gamle, og se hvad der er i dem. — Hvem der! Aa jeg be'r om Forladelse, om Forladelse!"
Var det hendes Broder? Hun syntes næsten ikke, hun kunde bære det, og dog, med hvilken som helst Ret foragtede hun den flittige Arbejder?
„De vil nok være lidt stille, min — den syge, sover. Hvem er De?"
Den unge Smed saa ud, som havde han mere Grund til at gøre dette Spørgsmaal; han svarede imidlertid tøvende i en godmodig Tone:
„Ja, jeg er jo egentlig ikke af Familien, men hans Datter Stine og jeg er Kærester, Forlovede vilde jeg sige. Jeg kender ikke Frøkenen, men jeg formoder, at De er kommen med Hjælp, og siger saa blot, at kunde den nogensteds behøves, saa var det her."
Anna saa vist paa ham; der var et ærligt Udtryk i det sortsmudsede Ansigt; lidt kaad og uopdragen saa han vel ud, men hun syntes dog skikkelig. Med faa Ord fortalte hun ham sine Hensigter, og hvem hun var. Den stakkels Fyr var aldeles himmelfalden.
„Naa, hvad vil Stine sige! men er det ikke Synd for Dem selv, kæreste Jomfru" — han vilde have sagt Frøken, men fandt, at dette dog var mere passende efter Omstændighederne — „Kunde De ikke have hjulpet ham paa en anden Maade? Dette er for meget, ja, det er."
Og der laa tydelig i hans Mine: den gamle Karl er det ikke værd.
Et Øjeblik efter kom Fru Klemme; hun havde ordnet alt i det lille Hus, og var ivrig og forpustet; der stod nu blot tilbage at bære den syge derhen; to Karle og en Bærebør med Dyner ventede udenfor. Smedesvenden vækkede den gamle, løftede ham med et kraftigt Tag ud af Sengen og bar ham varligt ud paa Børen. Det kunde dog ikke ske uden at volde nogen Smerte, og Mureren lagde ikke Baand paa sin Stønnen.
„De har vist mig store Tjenester," sagde Anna i en rolig, fattet Tone til Fru Klemme, „i Morgen maa vi regne sammen, hvad jeg er Dem skyldig, jeg haaber at kunne —"
„Tal aldrig derom, det kan De snart godtgøre, naar De vil spille og læse lidt med mine Børn og nogle flere, der da kan komme til mig, og saa, naturligvis, betale mig. Her er sligt ikke i stor Pris, kan De nok tænke, men det kommer vi altid ud af; jeg skal rigtig tage mig af Dem, og De maa ofte besøge mig."
„Børnene underviser jeg gerne," lød det bestemte Svar, „men besøge Dem kan jeg ikke, vore Interesser er lige saa forskellige, som vore Forhold."
Endnu ikke kuet, tænkte den lille Frue, derpaa bankede hun, i Forbigaaende, paa et Vindue, ved hvilket en af hendes Veninder — der allerede var underrettet om det passerede — havde Plads, nikkede ind, og betydede hende, at her gik Heltinden i Fortællingen.
Den nye Lejlighed bestod af tre smaa, lave Værelser og et snævert Køkken, der var Bjælkeloft og hvidtede Vægge, men alligevel var det et Paradis mod Murerens forrige Opholdssted, og den stakkels Rebslagers Bohave tog sig virkelig ganske pynteligt ud. Doktoren, som kom henad Aftenen, var meget forundret og tilfreds. Nu, da den syge kunde faa stadig Pleje, og Armen blev ordentlig passet med Omslag, vilde han snart komme sig, sagde han; i Aften var han dog temmelig medtaget af Sindsbevægelse og Glæde, naturligvis, det var saa højst rimeligt.
Den gamle Murer var ogsaa for Alvor glad, og gottede sig rigtig i den varme, rene Seng; Saleppen, hans Datter rakte ham, smagte udmærket, og saa lagde hun Omslaget saa let og behændigt paa hans Arm; det var noget andet, end selv at hjælpe sig med venstre Haand. Behagelige Fremtidssyner gled frem for hans Tanke, og dog var der en lille Ting i Vejen, men, naar kan vi Mennesker sige, at der ikke er en lille Ting i Vejen.
Anna var meget træt og anstrengt, men slet ikke søvnig; hun tog Plads i den gammeldags Bedstefaderstol, der stod tæt ved den lille Kanonkakkelovn, og sad der, Time efter Time, og tænkte og tænkte. Hun kunde høre Kirkeklokken slaa, dog kom et lille Ur, der maatte staa et Steds i Nærheden, den altid et Øjeblik i Forkøbet.
Hvad tog de sig nu for hjemme? Clara græd over hende og bad for hende, det vidste hun, og Faderen? Han sørgede ogsaa, en indesluttet, nagende, uoprettelig Sorg; fortvivlet knugede hun Hænderne sammen. Havde Moderen allerede hørt det? Eller sad hun nu, pyntet og glad, ved Bryllupsbordet og tænkte paa næste Aar, da hun skulde fejre samme lykkelige Fest i sines Kreds; men Anna vidste, at hun lagde til: om Gud vil; hun lagde altid til: om Gud vil. Og den unge Pige fandt endelig Taarer.

TREDIE KAPITEL.

Morgenen efter stod Anna tidligt op; hun var dybt bedrøvet, men fuld af gode Forsætter; hun vilde holde af Faderen; det var jo lige saa lidt hans Brøde, at han var simpel og udannet, som hendes Fortjeneste, at være bleven godt opdraget og oplært. Hurtig aabnede hun Vinduerne i Dagligstuen, tog, med den bedste Vilje, Kosten i den uvante Haand og begyndte at feje Gulvet; derpaa tørrede hun af, og tog saa Asken ud af Kakkelovnen, men den støvede hende op i Øjnene, og da hun endelig var færdig, maatte hun igen feje og igen tørre af. Mureren sov endnu; hun vilde se at faa Vandet i Kog, til han vaagnede; men hvor skulde hun faa Vand og hvor Ild? Ganske modløs stirrede hun paa de tomme Spande og Komfuret, der saa saa sort og uddød ud. Dog her maatte handles; Anna tog Spanden i den fine, lille Haand, bar den ud i Gaarden og hængte den paa Posten; hun var en modig Pige og rede til at bekæmpe alle sine forfinede Sædvaner. Den tunge Postestang gik op og ned, op og ned, til hun blev ganske træt i Armen, og da der endelig kom en lille Straale Vand, og det netop gjaldt, maatte hun standse og hvile sig. Uret, hun havde hørt om Natten, slog i det samme otte; Slagene lød saa fornøjeligt og kom saa hurtigt paa hinanden, som skyndte de sig at blive færdige, før Kirkeklokken begyndte, og de naaede det ogsaa akkurat. Lyden kom fra Baghuset, der vendte ud til Gaarden; Anna saa derhen, og mødte gennem Vinduet et venligt Blik af en svær, rødmosset Kone med blændende hvid Kappe paa, der stod i en Taage af Damp og vadskede. Det venlige Blik efterfulgtes af et ditto Nik og en hel Del Tegn, som den unge Pige dog ikke saa sig i Stand til at udtyde. Tilsidst lukkede Konen Vinduet op og sagde:
„Lad bare være, det er ingen Ting for Peter; han kommer straks, jeg kan ikke forstaa det, han skulde allerede være her."
Hun havde næppe udtalt, før han var der i flyvende Fart, glidende henad den frosne Rendesten og svingende den blanke Mælkespand i Luften. Under Armen holdt han et stort Brød, som han rakte Moderen, idet han gav det et lille Klap, og saa paa det med det halvt kærtegnende, halvt ærbødige Blik, der er ejendommeligt for Fattigfolks Børn. Derpaa stormede han hen til Posten, løftede høflig sin lodne Hue for den unge Pige, og postede saa løs.
Det var en firskaaren, trettenaars Dreng med lyst, krøllet Haar, en bred, hvid Pande, et Par klare, blaa Øjne, et fregnet, rødmosset Ansigt og et paafaldende opvakt Udtryk. Hans barnlige Skikkelse kontrasterede snurrigt med hans meget selvstændige Mine, en halv Familieforsørger-Mine, og det var han da ogsaa paa en Maade. Før Anna saa sig om, laa han paa Knæ foran Skorstenen, og havde snart ved Hjælp af Svovlstikker, Kul og Spaaner, antændt en lystig Ild; derpaa fyldte han Kedlen, satte den over, og spurgte saa, om der var mere.
„Jeg har ti Minuter, før jeg skal til Apotekerens," sagde han i en Mands Tone, der ved, hvad Tiden er værd.
„Der er ikke mere; tusind, tusind Tak! — Har De Sygdom hjemme? De talte om Apoteket."
„Aa, nej, men jeg passer Apotekerens Gris, og gaar dem til Haande, og saa faar jeg Tran, dejlig, renset Tran, i Stedet. Stakkels lille Rikke trænger til al den Tran, hun kan faa; De maa tro, det var en Skrælling, vores Rikke, men nu er hun meget bedre. — Ja, skal jeg ikke gøre mere, saa gaar jeg ind til Moder og faar en Bid."
Et Øjeblik efter stod Peter i Gaarden med en lille, i et stort Tørklæde indhyllet, fireaars Pige paa Armen og et mægtigt Stykke Fedtebrød i Haanden; det maatte være et helt Arbejde at spise det; dog Drengen forrettede dette Arbejde som ethvert andet med en utrolig Hurtighed, og de ti Minutter var næppe forløbne, før han igen gled henad Rendestenens Glidebane og forsvandt som et Lyn.
Lidt efter kom Moderen; hun havde lagt det store, grove Forklæde fra sig og saa meget net og ordentlig ud.
„Kan jeg ikke tjene Dem med et eller andet," spurgte hun, og der var noget beskedent, og dog moderligt i hendes Mine, „jeg staar midt i en Vadsk, og er der et Stykke af hans," — hun pegede forklarende ind til Mureren — „saa kom kun med det. Jeg hørte i Gaar det hele af Prokuratorens Karl, og Gud skal vide, det kan røre en Sten; jeg har saamænd ogsaa grædt for Deres Skyld, unge Frøken, da jeg saa Dem komme med ham i Gaar, og havde jeg ikke frygtet for at være i Vejen, var jeg gaaet herind. Naa, kom saa kun, hvad gør et Stykke mer eller mindre."
„De er meget god, men der er ikke noget, desuden bør jeg lære at hjælpe mig selv."
„Det er ikke kønt, lille Frøken, at forsmaa en ringe Haandsrækning af sine Naboer, men saa kanske en anden Gang. — Naar Pigebørnene kommer fra Skole, skal jeg sende dem herind, om der var et Ærinde."
Og hun fjernede sig med et opmuntrende Nik. Anna var saa underlig tilmode, baade bevæget og skamfuld; hvor ofte havde hun ikke klaget over simple Folks Egennytte, over at de ventede Betaling for alt, selv for en venlig Mine, og nu kom denne fattige Vadskerkone hende uopfordret til Hjælp. Ja, hun, den forladte, havde allerede mødt stor Venlighed, og hun huskede paa den skikkelige Landmand og hans Hundredekronerseddel, som han ikke engang havde faaet Tak for. Hvor vilde hun ikke før have overset, ja, næsten skyet ham, paa Grund af hans grove Dragt, simple Manerer og ligefremme Væsen. Hjemme havde hun altid været saa besynderlig uimodtagelig for Moderens Tale om store Dyder — dobbelt store, fordi de ikke falder i Øjnene — der kan findes hos ringe, uanselige Folk. Kunde hendes Vantro maaske først overvindes ved egen Erfaring; var det umuligt at faa dette Hovmod knækket, før hun selv havde været afhængig af disse oversete Væsners Godhed og Medlidenhed. O, dersom hun turde tro, at Himlens Gud opdrog hende, som en Fader sit Barn, at denne store Prøvelse var sendt i Kærlighed, hvor vilde det ikke lette Byrden og gøre Vejen lys og sikker, men nej, endnu vovede hun ikke, ydmygt og enfoldigt, at aabne sit Hjerte for en saa overvættes Naade og Velsignelse. Hidindtil havde hun staaet i et fremmed Forhold til Gud og kendte ham kun — om man saa tør sige — paa anden Haand gennem Moderen og Søsteren; det havde næsten været, som var hun uafhængig, og trængte ikke til ham, og dertil havde hun haft en trykkende Følelse af sin Ringhed og hans Storhed, en Følelse, der ofte findes, netop hos stolte Folk. Nu knælede hun imidlertid ned paa Stengulvet i det lille Køkken, erkendte sin Skyld, og erkendte, at dersom det var en Straf, — hun kunde bedst tænke sig det som en Straf, — var den velfortjent.
Da hun rejste sig op, kom Solen netop frem og tittede smilende ind af de halvtilfrosne Ruder; og en smuk lille Fugl slog i det samme med sit gule Næb gentagne Gange paa Vinduet. Anna skyndte sig ud i Gaarden med lidt Krummer til den, medens det klang trøstende for hende: „Ikke en Spurv falder til Jorden uden Eders himmelske Faders Vilje, ja, selv Haarene paa Eders Hoveder er talte."
„Er her nogen?" lød pludselig en Stemme, og da hun kom ind, stod en smækker, middelhøj Pige, med et højrødt, hæklet Tørklæde paa Hovedet, et stort, tærnet Sjal, et lyserødt Forklæde, violette Vanter og en stor Torvekurv paa Armen, midt i Køkkenet. Det var en ganske køn Pige, skønt hun lignede den gamle Murer i høj Grad og saa temmelig forslagen ud; hun var meget forlegen, men søgte at skjule det med et rask, paa ingen Maade klædeligt Sving.
Anna gættede straks, hvem det var. „Skulde jeg kysse hende?" tænkte hun, men hun kunde ikke godt; derimod tog hun den violette Vante mellem begge sine Hænder og trykkede den venligt.
„Det er da den mærkeligste Historie, jeg i mine Levedage har hørt," begyndte Stine, idet hun satte Kurven fra sig, „bare Du nu ikke skal fortryde det i Tiden; ja, jeg siger Du, for naar vi er kødelige Søstre, kan det vel ikke være andet."
„Nej, naturligvis, men gaa ind i Stuen, gode Stine, og tag Plads; en Kop Te vil maaske smage Dig, saa koldt det er til Morgen."
„Ak nej, jeg skal hjem, Fruen er ikke at spøge med, der er en farlig Kontrol," Stine betonede dette Ord med et vist Velbehag, „med alle Dele. — Naa, gamle Fader kan rigtignok sige, han har skudt Papegøjen, hvis Du da ikke bliver ked af ham paa Halvvejen. Det var vel strenge, urimelige Folk, Du var hos, kan jeg tænke."
Hvor det skurrede i hendes Øre, hvor det oprørte hele hendes Sjæl at høre dem saaledes omtale.
„Fortræffelige, ædle, velsignede Mennesker!"
„Nu har jeg hørt det med," svarede Stine forundret, idet hun igen tog sin Kurv, „Christoffersen havde altsaa forstaaet fejl, han mente, at Du var forstødt af dem."
Forstødt! en Gysen for gennem Anna, og en fortvivlende Følelse af Modløshed berøvede hende næsten Stemmens Brug.
„De gav mig Valget mellem dem og — men lad os ikke tale mere derom! Vil Du ind til Fader, Stine?"
„Jeg har ikke Tid," svarede Stine med en halv sur Mine, „Du kan forresten være rolig, jeg skal ikke blande mig i Dine Ting, men det faar jeg da ud, at naar man er saa villig til at slippe nogen, vil man helst af med dem. Hils Fader, jeg gjorde saamænd for ham, hvad jeg kunde, dog det var naturligvis ikke meget og bliver vel nu glemt. Farvel, ja, Du er da for fin til at besøge mig."
„O, nej, jeg vil gerne besøge Dig, hvor bor Du?"
„Jeg tjener hos Postmesterens, det store gule Sted paa Torvet. Du kan komme i Mørkningen og gaa lige op til mit Kvistkammer; det er den anden Dør, husk det, den første fører til Drengenes Værelse. Farvel, saalænge."
Og Stine fjernede sig med en determineret Mine, som en Person, der forstaar at vurdere sig selv.
Kunde hun leve i disse Forhold, i denne Omgang, spurgte Anna sig selv, medens hun saa efter hende; var Byrden ikke for tung, vilde hun ikke segne under den?
Lidt efter vaagnede den gamle Murer; han var meget vel tilmode; Armen smertede kun ubetydeligt, og Søvnen havde forfrisket og styrket ham; dertil følte han Tegn til opvaagnende Appetit, hvilket i disse gunstige Forhold var ham dobbelt behageligt. Da Anna bragte ham Theen, hilste han hende med et bredt Smil, og ytrede det Haab, at hun havde sovet ligesaa fortræffeligt som han. Anede han slet ikke, hvilke grænseløse Ofre den unge blege Pige, der stod ved hans Side med et saa alvorligt Udtryk i sit yndige Ansigt, havde bragt for hans Skyld? Nej, han anede det ikke, eller rettere, han tænkte ikke derpaa, han tænkte kun paa sig selv.
„En dejlig Ild, det var ret, læg dygtig i, min Pige; aa, det gør godt; lad mig faa nok en Kop The og nok et Franskbrød. Av, den Arm, aa, jeg arme Skrog, hvad jeg ogsaa har døjet i mit Liv."
Hun rettede Puden under hans Hoved, lagde Armen i den bekvemmeste Stilling og holdt Koppen, han drak af, men det var Pligtfølelsens kolde Hjælp; hun maatte overvinde sit Sind og tvinge sig til at yde den, og den blev ikke ledsaget af kærlige Ord eller Blik. Pludselig saa Mureren op og sagde:
„Ja, Du maa da ikke tro andet, end jeg vidste, Du havde det godt; jeg forhørte mig af og til om Dig, og fik altid samme Svar. Man kan stride meget, naar man ved, at de, man holder af, har det godt; aa ja, aa ja."
„Hvor længe er det siden, Moder døde," spurgte Anna sagte; hun vilde saa gerne høre lidt godt om Moderen, at hun kunde faa Mindet om hende kært.
„Aa, det er lang Tid siden, jeg ved saa Skam ikke straks, naar det var."
„Har hun været i den Bolig, Du flyttede fra?"
„Nej, nej, da havde vi det bedre. Majoren har vel fortalt, at han gav os Tohundrede, da han fik Dig? Ikke, jo, det gjorde han, men den Slags kan jo ikke betales, naturligvis."
„Vil Du fortælle mig noget om Moder?"
Gamle Jens rejste sig uvilkaarlig op af Forbavselse over dette Forlangende; det var næsten, som troede han, hun ønskede at høre noget slemt om Moderen, thi han svarede:
„Salig Malene havde sine Fejl, som vi alle, men jeg skal ikke være den, der roder op i gamle Kævlerier, lad de Døde hvile i Fred."
Anna følte, at flere Spørgsmaal var unyttige, og tav derfor, men hun tænkte dog hele Dagen paa sin Moder, og klyngede sig med en forunderlig, sygelig Halsstarrighed til Haabet, at Søsteren kunde give hende trøstende Oplysninger.
Det var meget trist og uhyggeligt at vove sig ene ud i Skumringen; hun fandt imidlertid let Postgaarden, smuttede hurtig opad den smalle, stejle Trappe, og stod snart lykkelig og vel, men med bankende Hjerte i det lave Pigekammer. Da Stine for Øjeblikket var fraværende, satte hun sig paa en trebenet Stol, der stod støttet til det rødmalede Skab, og øjensynlig var uskikket til at flyttes fra Stedet; hun havde ikke siddet to Minutter, før Døren i Værelset ved Siden blev aabnet og lukket, og den ind til hende revet op. Ved Skinnet fra. Kakkelovnen kunde hun se en halvvoksen Skoledrengs Skikkelse; han kastede et Par Støvler ind til hende, idet han i en kommanderende, højrøstet Tone raabte:
„Maa jeg frabede mig saadanne Støvler en anden Gang, Jomfru Magelig!"
Døren sloges i, saa de smaa Ruder klirrede. Den stakkels unge Pige var rystet og harmfuld, og saa varede det saa længe, før Søsteren kom; da det endelig skete, gjorde hun hende straks opmærksom paa Støvlerne.
„Aa, det er igen Julius," svarede Stine, alt andet end forknyt, idet hun proppede Kakkelovnen fuld af Tørv, „ja, han faar vente, den krakilske Dreng!"
„Du maa vist helst gøre det straks, han lod til at være opbragt."
„Mig ligemeget, jeg la'er mig ikke saadan gaa paa. — Naa, det var rart, Du kom, jeg har noget til Fader, som Du kan tage hjem med; nu trænger han vel ikke synderlig dertil mere, men jeg er angst for at have det længere her."
Hun aabnede Skabet, og tog en lille, stribet Pude ud, men standsede i det samme og raabte forskrækket:
„Fruen, Fruen, Du maa skjule Dig!"
Og før Anna kunde besinde sig, stod hun skælvende som et Espeløv, halvt begravet i uldne Kjoler, med Puden i Favnen i det rødmalede Skab. Hun kunde høre Kakkelovnsdøren blive aabnet, og en skarp Stemme udbryde:
„Du ender ikke, før Du stikker Ild paa Huset, her skal aldrig komme en Pind i mere, sker det nok engang. — Forrykte Menneske!"
Stuen var ganske dunkel af Røg, da Anna kom ud fra sit Fængsel, og Stine saa ophidset ud.
„Se bare, hun tog hver Smule bort; ja Du mærker da nok, hvad Folk jeg er hos."
„Men havde din Frue ikke Ret, Stine, der var frygtelig meget i Kakkelovnen; og denne Pude! Store Gud, hvis er det egentlig?"
„Mange Tak! Jeg troede, jeg skulde have Trøst, og saa begynder Du ogsaa at hegle med mig. Gid jeg aldrig var født! Den tossede Pude; mit eget Forklæde havde jeg da Lov at tage, ved jeg, og den Smule Fjer kan aldrig savnes i Dynen. Jeg gjorde det for Faders Skyld, og dersom Du sladrer til Christoffersen," — Stemmen afbrødes af Hulken.
„Jeg skal ikke sige det, men vi maa fylde det i Dynen igen, endnu i Aften, straks; jeg forlader ikke Huset, før det er sket. O, Stine, ved Du ikke, at det er en frygtelig Synd?"
„Jeg ved, at Du vil styrte mig i Ulykke! Jeg tør ikke tænde Lys, kom her nogen, hvad saa?"
Der hjalp imidlertid ingen Indvendinger; Stine maatte tænde Lys og se paa, at Søsteren, med ilsom Haand og blussende Kind i feberagtig Hast sprættede op og syede sammen.
„Naa, Herren være lovet, nu er det da sket! Gør aldrig, aldrig, noget saadant mere!"
Den stakkels Tjenestepige saa ganske modfalden ud; hun var baade vred og rørt.
„Ja, Du behøver ikke at se ned paa mig for det; havde Du som jeg gaaet for Lud og koldt Vand, kanske Du ikke var bedre. Naa, saa er vi jo enige i, at Christoffersen bliver udenfor det hele."
„Naturligvis, Du skal ikke græde, Du vil nok blive en skikkelig Pige, og saa er det dobbelt stort. Sæt Dig her hos mig, og lad os tale sammen."
Stine følte sig fristet til at svare, at hun var en skikkelig Pige, men overvandt imidlertid sit Sind, tog stiltiende sin blaa Strømpe og satte sig paa Sengekanten.
„Kan Du huske Moder, Stine?"
„Om jeg kan! Jeg var en stor Tøs, da hun døde. Hun har saamænd ikke lært mig noget ondt: troede Du maaske det?"
„O, nej, men jeg vilde gerne høre lidt om hende; holdt Du meget af hende? Mere end af Fader?"
„Aa, ja, man holder vel gerne mest af Moderen; hun var ellers temmelig striks, men Fader gjorde hende ogsaa nok ud af det med sin Dovenskab; hun maatte være et rigtigt Slid for at skaffe Brødet."
„Mon hun nogen Sinde tænkte paa mig?"
„Det skal jeg ikke kunne sige, jeg vidste jo ikke, Du var til."
„Men nu, da Du ved det," vedblev Anna i en bedende Tone, „kan Du saa ikke huske en Ytring, eller noget, der tydede paa, at hun ikke ganske havde glemt sit andet Barn? Var Du ved Moders Dødsleje, mon hun da ikke" —
„Hvor kan Du nænne at minde mig om saadanne sørgelige Ting," klynkede Stine, idet hun tørrede Øjnene med det blaa Strikketøj, „det er Synd og Skam, er det. Naa, der er Fruen igen; man har da heller aldrig Ro!"
Døren blev aabnet, og et smalt Ansigt med en lang, spids Næse viste sig i den.
„Om et Kvarter maa Du komme ned og tænde paa Komfuret; de fremmede bliver. — Hvem er herinde?"
„Min Søster, Frue."
Damen kastede et hurtigt Blik paa Anna, og gik derpaa, men ganske kort efter lød Trin og Stemmer fra Trappen, og man hørte Værtinden to Gange gentage med lydelig Stemme: „Har De set hele Lejligheden, maa De dog ogsaa se Børnenes Værelse og Pigekammeret."
Stine lo. „Nu spiller de nok Komedie," sagde hun, „det er Dig, de vil se, men det maa vi naturligvis ikke mærke".
Døren aabnedes i det samme, og en Klynge Herrer og Damer tittede nysgerrigt ind. Anna blev ganske rolig siddende og saa ikke engang op. Der var noget ædelt og rørende i hendes Skønhed, som uvilkaarlig aftvang Agtelse, og Byens Organist — en skikkelig gammel Særling — skød næsten med Magt de andre ud igen, og sagde med sit bedste Buk, idet han lukkede Døren:
„Ærbødige Tjener, om Forladelse!"
„Vil Du følge mig hjem, Stine," bad Anna senere, „jeg tør ikke godt gaa ene."
„Ja, Du er vel altid vant til at have en Tjener i Hælene, kan jeg tænke. Jeg er bange, Du duer kun daarligt til at staa paa Dine egne Ben; saadan noget skulde man betænke iforvejen."
Den gamle Murer havde et velsignet Sovehjerte, og laa i det sødeste Blund, da Anna kom hjem. Hun gik op og ned i Værelserne, fortvivlet, urolig, fortumlet. Hvilke frygtelige Erfaringer havde hun ikke samlet i disse faa Dage! Hendes Hoved værkede, medens hun tænkte paa Faderens Ord: „Jeg kender Forholdene, det maa ikke ske."
Lyset brændte saa muntert ovre hos Vadskerkonen; maaske havde hun kendt hendes Moder, og gemte i sit venlige Sind nogle forsonende Erindringer om hende; hun vilde vove endnu et sidste Forsøg, og bankede sagte paa Døren.
„Kom ind, kom ind, nej, det er Frøkenen! tag Plads her i Lænestolen, behag, vær saa artig. — Det kan jeg lide!"
Modtagelsen kunde ikke være hjerteligere, og Stuen kunde ikke være renligere eller hyggeligere. De sad alle om et rundt Bord; Moderen reparerede Finvask, og Peter skar Klemmer; et Par otteaars Tvillinger, med gule Fletninger nedad Nakken, øvede sig i Skønskrift efter Bogstaver, Moderen havde skrevet for; og de efterlignede med en næsten fortvivlende Samvittighedsfuldhed deres ganske ejendommelige Sving og Former. Den lille svage Rikke havde ogsaa travlt; hun maatte træde Synaale og pille Baand ud. Snart saa den ene, snart den anden hen paa Uret i den kinesiske Kasse, og det var, som raadspurgtes det, om Arbejdet gik godt eller daarligt.
„Hvor her er rart inde; blot jeg ikke generer?"
„Gud velsigne Dem, nej. — Ja, er her ikke dejligt? Vi har nu ogsaa selv tapetseret, Peter og jeg. Og hvad siger De om mit Ur, lille Frøken, er det ikke et Stadsur? Det købte vi paa Auktion, og jeg har aldrig fortrudt de Penge. Ja, vi har det, Gud ske Tak, godt i alle Maader, naar vi vil skønne paa det og opføre os ordentligt."
Denne Ytring blev ledsaget af et formanende Blik til de stundom lidt overgivne Tvillinger.
„Kendte De min Moder?" spurgte Anna uden Indledning.
„Aa ja, en Smule, ganske lidt."
„Det er saa tungt, ingen kan fortælle mig noget om hende."
Vadskerkonen saa ulykkelig ud; hun vidste ikke noget godt om Malene; det havde været et dygtigt Fruentimmer, der dog kunde bruge Munden vel saa rapt som Hænderne. Engang havde hun laant Malene et Pund Sæbe, et Talglys og en Krukke — en god, ny Krukke — men aldrig set nogen af Delene igen; det var slet ikke honnet, og Blodet kogte endnu i den skikkelige Kone ved Tanken om den Historie; hun kunde umulig faa et rosende Ord over sine Læber, nej, ikke engang for at trøste den stakkels unge Frøken.
„De hjemme skal altsaa beholde min udelte Kærlighed," tænkte Anna, medens hun stod ved sit lille Køkkenvindue og stirrede ind i den klare Himmel, hvor utallige Stjerner funklede og blinkede, „og den vil ikke blive mindre selv om jeg aldrig skal se dem mere."

FJERDE KAPITEL.

Der er noget til Dem, Frøken!" raabte Peter næste Formiddag, idet han stak Hovedet ind i den lille Dagligstue, „den dejligste Læderkoffert, nogen kan ønske sig. Jeg saa den hos Postmesterens, hvem jeg gaar tilhaande" — Peter gik næsten alle Mennesker tilhaande — „og laante straks en Trillebør, at De kunde faa den, jo for, jo heller. Hejsa, hvor den er tung! Maa jeg sætte den i Stuen? — Værsgod, her er en lille Pakke med Nøgler."
Fra dem hjemme; hun betragtede henrykt den store, gule Koffert; maaske indeholdt den et Ord, en Hilsen. Hendes Haand skælvede af Sindsbevægelse, medens hun lukkede den op; dog, det var taabeligt at hengive sig til Haabet, alene Adressen sagde jo, at alt var forbi. „Jomfru Anna Mortensen, Adr. Murer Jens Mortensen," stod der, hun læste det tre Gange; derpaa tømte hun ivrigt Sagerne ud, og ledte i enhver Fold efter en Seddel, en eneste Linie, dog al Søgen var forgæves; Faderen havde ganske sikkert forbudt dem at skrive; o, hun var overtydet derom. Indholdet bestod af en hel Del Linned, tre, fire af hendes daglige Vinterdragter, en tyk Pakke Noder og nogle udvalgte Bøger. Hun rystede dem utaalmodig en efter en, men der faldt intet ud; ved den sidste standsede hun; det var en meget gammel Bibel med Sølvspænder, et Familiearvestykke; hun havde ofte hørt Plejemoderen sige, at den var det kæreste, hun ejede, og det første hun i Ildsvaade vilde søge at redde. Anna kyssede den ærbødigt; kunde noget skrevet Ord have sagt halvt saa meget som denne gamle Bog; den forkyndte hende jo Moderens fuldkomne Tilgivelse, fortalte om hendes Kærlighed og pegede derhen, hvor hun skulde søge Trøst. — Men hvad var det, der glimrede i Krogen? Hun trak tre blanke, smaa Nøgler frem, der sammenholdtes af en grøn Silkesnor. Hvor godt kendte hun dem ikke; de passede til hendes Kommode, Sy- og Skrivebord. „Ingen skal gaa i Dine Gemmer, før Du selv kommer," syntes deres muntre Klirren at sige. O, Gud velsigne Moderen og Søsteren for deres kærlige Hjerter, der lærte dem at omgaa Forbudet, uden at overtræde det.
Den unge Pige græd meget, medens hun omhyggelig ordnede Tingene i sine faa Gemmer; men det var ikke længer en saa trøstesløs, fortvivlet Graad; hvor mange kære Minder knyttede sig ikke til alt. I Syæsken laa flere paabegyndte Arbejder, der havde været bestemte til Julegaver; ak, den kære, kære Jul, den vilde blive meget sørgelig for hende i Aar, og, desværre, ikke alene for hende, men ogsaa ved hendes Brøde for dem alle, og maaske især for Faderen. Hvor ofte havde hun ikke i tidligere, lykkelige Dage ønsket at kunne gøre noget for ham, og tænkt, hvor meget hun var villig til at lide og taale for hans Skyld. O, var hun blot død dengang!
Hendes lille Pengepung laa ogsaa i Syæsken; den var saa fuld, at den næppe kunde lukkes og indeholdt alle de smukke Guldmønter, hun og Clara havde haft i Sparebøssen.
Da hun netop var bleven færdig, bankede det sagte paa Døren; var det Stine? Eller Christoffersen? Eller, endnu værre, Fru Klemme? Hun følte sig slet ikke oplagt til at tale med nogen nu, og lukkede tøvende op. Det var imidlertid ingen af de ventede, men en lille, skaldet Herre med et rynket Ansigt, et kantet, kejtet Væsen og en snurrig, gammeldags Dragt. Det forekom Anna, at hun havde set ham før, hvor vidste hun dog ikke.
„Er Frøkenen, er De hjemme?" spurgte han i høj Grad forlegen, „jeg mener, vil De tage imod mig?"
„Tør jeg spørge, hvem jeg har den Fornøjelse —"
„Fornøjelsen er ikke stor; jeg kommer sandelig ikke for Fornøjelsens Skyld, undskyld! Jeg er ellers Organist Fuglesang, men det kan naturligvis ikke interessere."
Anna huskede nu øjeblikkelig, at det var ham, der havde udfriet hende af den pinlige Stilling Aftenen i Forvejen, og hilste med et erkendtligt og genkendende Blik, idet hun bad ham tage Plads i Lænestolen.
Da den gode gamle Mand havde sat sig ned, blev han roligere, dog vilde Munden ikke rigtig komme i Gang, skønt han nøje havde overtænkt alt, hvad han vilde sige, medens han gik op og ned i sin lille Stue og klædte sig paa.
„Det er ikke godt at være for meget ene, mærker jeg," begyndte han endelig, „man bliver folkesky, og det er usselt, at et fremmed Ansigt skal kunne berøve en Fatningen. Jeg gaar sjældent ud, og det var et rent Held, at jeg skulde se Dem i Gaar. De passede ikke i de Omgivelser, min Frøken; man har fortalt mig Deres Historie, og jeg har ikke lukket et Øje den hele Nat for Deres Skyld. Barnlig Kærlighed har drevet Dem, og det har vakt min Sympathi, men jeg siger alligevel, at De har handlet urigtigt, og jeg haaber, Deres forgrædte Øjne er Tegn paa, at De erkender det samme."
Efterhaanden som Organisten talte sig varm, forsvandt det usikre, næsten latterlige, i hans Bevægelser, og hans Øje hvilede fast og gennemtrængende paa den unge Pige, der sagte hviskede:
„Jeg har handlet urigtigt."
„Nu, det glæder mig, at De saa smukt tilstaar det. De vil altsaa uopholdelig bede om Tilgivelse, eller tør De maaske ikke, skal jeg gøre det i Deres Navn?"
„O, nej, for Guds Skyld, De maa ikke!"
„Hvorledes? Hvad betød da Deres Taarer? Det er en elendig og frugtesløs Anger, der ikke driver til Bekendelse!"
Der var saa megen Alvor og sand Inderlighed i den gamle Mands Væsen, at hun ikke kunde blive vred, skønt han talte i en opbragt, næsten truende Tone.
„I de fleste Tilfælde, har De fuldkommen Ret," svarede hun sagtmodig, „men De kender ikke —"
„Ved De, hvad jeg kender," afbrød han ivrigt, „et forspildt Liv, en uoprettelig Anger, det kender jeg, og det vil jeg, saavidt jeg formaar, bevare Dem og enhver Sjæl fra. Uoprettelig, har De nogensinde tænkt over dette Ords fulde Betydning? Nej, aldrig, det gaar først op for en ved et elsket Væsens Grav. Vil De høre min Historie? Den er ikke lang; i faa korte Øjeblikke lagde jeg Spiren til mit hele Livs Retning. Min Moder var Enke med en meget lille Pension og maatte stræbe og arbejde haardt for at holde mig ved Studeringerne; min Søster Marie hjalp hende trolig; det var en pligttro, alvorlig Pige; jeg var derimod livlig og lystig, og den af os, Moder elskede højst. Inde i København fik jeg snart mange Bekendte, og da jeg skammede mig ved at tilstaa vor Fattigdom, deltog jeg i alle deres Fornøjelser; jeg maatte følgelig gøre Gæld, først ganske smaa Summer, siden større; Moder dækkede alt taalmodigt, maaske for taalmodigt. En Dag kom jeg rejsende hertil i Fortvivlelse; jeg havde tabt et hundrede Kroner i Spil og maatte have dem straks. De sad begge ved Vinduet og syede ivrigt, da jeg traadte ind; Moder havde Briller paa og saa bleg ud, men hun tog mildt og kærligt imod mig, som altid. Da jeg var kommen frem med mit Forlangende, vred hun dog sine Hænder: „Paul, Paul, det er vor Husleje." „Du har altsaa Pengene," raabte jeg, „Gud ske Lov, Værten faar vente; giv mig dem, Moder, ellers er jeg fortabt." Hun rejste sig straks, aabnede Chatolklappen og rakte mig Seddelen. Marie saa forbitret paa mig. „Du tænker ikke meget paa os, Paul," sagde hun. „Og I ikke paa mig, I har ingen Medlidenhed med mig." Moder saa alvorlig og bedrøvet ud: „O, Paul, Du er meget utaknemmelig!" „Har jeg selv valgt min Vej?" spurgte jeg hidsig; „Du vilde, at jeg skulde studere og maa nu bære Følgerne." Det ene Ord tog det andet; tilsidst førte min Søster Moder ud og betød mig, at jeg skulde gaa. Jeg gjorde det ogsaa, men den gamle Kones sørgmodige, mildt bebrejdende Blik forfulgte mig, og da jeg kom til Hjørnet, vendte jeg om; jeg vilde bede hende om Tilgivelse. Marie tog imod mig i Gangen: „Hvad vil Du igen?" spurgte hun utaalmodig, som ventede hun en ny Krænkelse. „Jeg glemte min Stok," svarede jeg kort og mut; Stivsind og Hovmod vaagnede i samme Øjeblik, jeg saa hende, og jeg gik uden et forsonende Ord. Otte Dage efter fik jeg Brev, at Moder var farlig syg; jeg rejste uopholdelig, men kom for silde. Mørk, tavs, en levende Bebrejdelse, stod min Søster for mig. „Marie, tror Du?" spurgte jeg, og det var som mit Liv afhang af hendes Svar; hun mærkede det, men følte ingen Medlidenhed. „Jeg tror, at hendes Hjerte er bristet af Sorg over Dig." Mere hørte jeg ikke, en hidsig Feber berøvede mig Bevidstheden; var jeg ikke bleven syg, havde jeg mistet min Forstand. Da jeg kom til mig selv, laa min Søster paa Knæ ved Sengen; i fire Uger var hun ikke vegen fra mit Leje. „O, han vil leve, Gud ske Lov, han vil leve! Jeg ser, han kender mig. Saa hør da, Paul, hvad jeg straks burde have sagt: Moder velsignede Dig i sin Dødsstund; Du har heller ikke foraarsaget hendes Død; hun havde været svag i lang, lang Tid." Men jeg troede alligevel, at jeg var Skyld i Moders Død, og den fortærende Anger forsinkede min Helbredelse. Hendes Velsignelse var vel en stor Trøst, men jeg følte mig endnu mere brødefuld lige overfor et saadant Overmaal af Kærlighed. Som Barn havde hun ofte kaldt mig sin Alderdomsstøtte; ikke anede jeg dengang, at dette Kælenavn skulde blive en stikkende Torn i mit Hjerte. — De græder for min Skyld, Tak! Tak, unge Pige, men husk, at jeg ikke har fortalt Dem min sørgelige Historie for at vække Deres Medlidenhed, men for at De skal uddrage en Lære deraf. Vil De høre Slutningen: min Søster blev gift med en Præst i Norge; jeg forlod Studeringerne, og fik det lille Organistembede her i Byen; mit Hjerte var ved hendes Grav, Livet laa for mig som en lang Bodsvandring, hvad det ogsaa har været. Jeg har kendt Deres Plejeforældre; Majorinden følte Medlidenhed med mig, indbød mig ofte, og skændte, naar jeg ikke kom af mig selv. Dem har jeg ogsaa set; det var en Morgen, kort efter Branden, at Majorens lille Søn kom springende ud af Døren, idet jeg gik forbi, og raabte: „Vi har faaet en lille Pige til, Du skal ind og se hende!" De sad klædt i Hvidt paa Majorens Arm, og betragtede mig med et Par store, mørke, forundrede Øjne; derpaa dukkede De Hovedet og skjulte det ved hans Bryst. „Se blot," sagde Majorinden, „nu bliver min Clara nok Stedbarn," men hun tilføjede straks, idet hun klappede det lille mørklokkede Hoved: „Gud velsigne den kære lille Sjæl, og gid ogsaa jeg maa faa en Moders Hjerte for hende." — Det har hun haft, ikke sandt? Og De vil nu vise Dem som en god Datter. Udsæt det ikke; tænk, naar Deres Anger ingen Plads kunde finde mere, tænk paa Døden. Bøj Deres stolte Sind, bed om Tilgivelse; stødes De bort, saa kom igen, bed inderligt og ydmygt."
„De maa nu høre mig," sagde Anna bevæget, idet hun lagde sin Haand paa den gamle Mands Arm og saa tillidsfuldt op til ham, „og jeg haaber, De vil forstaa mig. Dersom jeg skrev og bad om Tilgivelse, vilde jeg kaste en Gnist af Uenighed ind i Hjemmet. Moder og Clara vilde da bestorme Fader; hans egne Følelser vilde bestorme ham, men alt uden Nytte. „For stedse en fremmed," o, jeg havde længe sat hans Taalmodighed paa Prøve, før han udtalte det, og det skete med Overlæg. Han bryder aldrig sit givne Ord, men selv om det utrolige blev muligt, om Hjemmet aabnede sig for mig, vilde han dog aldrig blive imod mig som før. Gud ved, det er ikke Stolthed, men jeg kan ikke leve i Hus med Fader, som med en fremmed, det vilde knuse mit Hjerte. De maa have Medlidenhed med mig og forstaa mig, De, der selv har lidt saa meget. Jeg er overtydet om, at naar jeg skrev og erkendte min Uret, vilde han anse sig forpligtet til at sende mig Hjælp og sørge for vort Udkomme, men det kan jeg ikke taale. Jeg vil ikke misforstaas, som gav jeg kun efter, fordi jeg var ude af Stand til at hjælpe mig selv. Ydre Fordele kunde jeg vinde, min Plads i Faders Kærlighed har jeg derimod forspildt, Gud hjælpe mig Stakkel! Kendte De ham, som jeg gør, vilde De vide, at jeg taler Sandhed."
Den gamle Mand tav og rystede paa Hovedet. „Jeg kender ham desværre," sagde han.
„Desuden," tilføjede hun med en vis Tøven, „er den Aarsag, hvorfor jeg forlod Hjemmet, jo endnu tilstede; det vilde være meget uforsvarligt, om jeg overlod min syge, gamle Fader til sig selv."
En flere Gange gentagen Stønnen lød i det samme fra Sideværelset; Mureren havde med Angst og Spænding fulgt Samtalens Retning, og fandt det nu paa Tide at bestyrke Annas Beslutning ved at minde om sine Lidelser.
„Tillad mig dog i det mindste," sagde Organisten, idet han gik, „at skaffe Dem Elever. Da De er musikalsk og kan Sprogene, vil det ikke falde mig vanskeligt, især, hvis De vil gaa omkring til Familierne."
Det faldt ham heller ikke vanskeligt, og snart havde Anna sin Dag besat; hun fik vel ikke høj Betaling, men da hun var meget, meget sparsommelig, kom hun godt ud af det, og lagde endog, efter at Gælden var betalt, en lille Nødskilling hen. Den anstrengende Flid var hende en Frelse, idet den kun levnede hende lidt Tid til frugtesløse Grublerier.
Fru Klemme var højst ærgerlig over Tingenes nye Vending: hun havde haabet at blive den eneste Raadgiverinde, og fortalte sine fortrolige, at hun var bleven skammelig tilsidesat, men at dette nye Bevis paa Verdens Utaknemmelighed ikke forundrede hende; Mureren havde altid været et daarligt Subjekt, og Æblet faldt vel ikke langt fra Stammen. Hun vilde nu blot ønske, at de ikke trak den gamle, halvfjantede Organist op.
Flere af Familierne viste iøvrigt den unge Pige megen Venlighed, men hun var yderst tilbageholdende, og lod ingen komme i nærmere Forhold til sig. Det oprørte hendes Stolthed, naar de, hvem hun i Opdragelse stod over, vilde protegere hende, og hun gav tydeligt tilkende, at hun ikke ønskede sine Sorger omtalte, og hverken forlangte Raad eller Deltagelse. Det var vistnok ikke smukt, men hun var en stolt Karakter, og en saadan bøjes ikke paa en Gang. Kun Organisten kom ofte til hende, og den gamle, underlige Mand levede formelig op igen ved pludselig at føle sig som Trøst og Støtte for et ungt, forladt Væsen; det var en glædelig Bevidsthed, og han takkede Himlen ydmygt for en saa uventet Velsignelse.
Gamle Jens kom sig Dag for Dag og kunde snart være oven Senge. Hans Tilfredshed tiltog dog ikke i samme Grad, som hans Helbred; tværtimod, efterhaanden som han blev vant til det sorgfri, magelige Liv, satte han mindre og mindre Pris derpaa. Dagen blev ham lang, hans gamle Venner kom ikke til ham, og Datterens Selskab generede ham; han kunde ikke tale frit til hende, og aandede ganske let, naar hun gik ud. Hun var en god Pige, og sørgede for Mad og Drikke, Tobak og Klæder, men man havde da ogsaa Trang til andet, mente Jens og saa lettede han paa Skuldrene, og sukkede over sin Afmagt til at gaa ud, medens Billedet af en lille, smudsig Ølkælder, hvor han plejede at spille Firkort med tre andre gamle Fyre, svævede for hans Indbildningskraft. Han havde været det vittige Hoved for dem, og det holdt han af. Anna havde ingen Smag for hans Vittigheder; hvor alvorligt betragtede hun ham ikke, naar han en sjælden Gang kom frem med dem. Og Mureren kastede længselsfulde Blikke ud i det Frie, tog saa en Pris, og spekulerede paa at faa Bud til Kammeraterne: var de bange for den fine Datter, kunde de jo komme, naar hun var ude, hun var saa meget ude.
„Vil Du spadsere med os?" spurgte Stine en Søndag, idet hun traadte ind med den pyntede, men ingenlunde forskønnede Christoffersen under Armen; „jeg har fri til otte, og det er rart Vejr og Maaneskin. Det har vel ikke saa farlig Jag med Læsningen," tilføjede hun, idet hun lagde sin svære Haand paa den opslaaede Bog.
Anna sad et Øjeblik stille og betænkte sig, eller rettere, kæmpede med sig selv, men den skikkelige Smedesvend hjalp hende ud af Forlegenheden.
„Sig kun nej, lille Jomfru, vi er ikke Selskab for Dem, det maa vi selv kunne føle; ja, se kun paa mig, Stine, sandt er sandt alligevel".
„Ja vist, lad os bare gaa; det var ikke for min Skyld, jeg vilde haft hende med; jeg tænkte det kunde more hende at se Majorens Anlæg."
„Majorens Anlæg, hvilken Major?"
„Det ved jeg ikke, jeg har, heldigvis, ikke noget at gøre med saadanne store Folk."
„Fy, Stine, er det stikne Sind nu over Dig igen; De skal ikke tro, hun er saa slem, Jomfru, som hun lader, det er bare lidt Nykker, vi har imellem — Krattet hedder ganske vist Majorens Anlæg efter Deres Plejefader, som har plantet det. Naa, tag saa min Arm, Stine, aa Passiar, vi vil ikke surmule den Smule Fritid, men more os."
Og med en venlig og dog determineret Mine, der spaaede godt for det fremtidige Ægteskab, tog Christoffersen Stines modstræbende Arm under sin, og fjernede sig med et muntert Nik.
Et Anlæg, hendes Fader havde plantet: der maatte hun endelig hen, men helst alene, eller, hvad der i Grunden var det samme med lille Rikke. Anna tog næsten altid Barnet med paa sin daglige Spadseretur; den lille svage Stakkel kunde dog ikke gaa langt, og hun plejede at køre hende i en lille Kurvevogn, Peter havde fabrikeret. Næste Morgen var det klart Frostvejr og straalende Solskin, den unge Pige besørgede hurtig sine Sysler og gik saa over efter Rikke. I Døren mødte hun Tvillingerne, der skulde i Skole; de havde smaa røde Næser, hver en Tavle under Armen og en Pose i Haanden; Vadskerkonen stod og strøg inde i Stuen; Peter drejede Maskinrullen med højre Haand, og gestikulerede ivrig med venstre, for at gøre sin Tale mere indlysende.
„Men Moder, nu maa Du dog kunne forstaa!"
„Ikke det ringeste, min kære Dreng, Moder har et tykt Hoved, og Du faar lade hende blive den, hun er. — Godmorgen, lille Frøken, tænker De igen paa Rikke? Ja, vi kan aldrig takke Dem nok, at De tager hende med; jeg har saa daarlig Tid og Lejlighed til at spadsere, naturligvis, og hun skal jo i Luften. — Hvad siger De om min Peter; han var i Gaar paa Fabrikken og saa alle de Hjul og Maskiner, og nu vil han forklare mig, hvordan det ene sætter det andet i Bevægelse. Det staar nu saa levende for ham, og saa mener han, alle maa kunne forstaa det; men saadan er det ikke. Vorherre har givet Dig en sjælden Forstand, Peter, og ikke enhver kan følge med. Naa, nu bliver han vred, fordi jeg taler om hans Forstand, men det er ikke Pral, Du har jo ikke selv givet Dig den, Dreng; Æren er Herrens. Se, naar jeg hører om alle disse Indretninger, hvorledes det mindste er ligesaa uundværligt som det største, saa tænker jeg i min Enfoldighed, at ogsaa vi Mennesker hver har sin Bestemmelse, og det smaa griber ind i det store, og det store i det smaa, og det er saa glædeligt, at ingen er tilovers. Naa, her er Rikke, det lille Skrog ser ud som et helt Menneske, saa indpakket er hun." Rikke saa dog, indhyllet som hun var i Moderens store, strikkede Sjal, langt snarere ud som en grøn Bylt, end som et Menneske, og kun af den lille hvide Næsetip gættede man, hvad der var skjult indenfor. Hun var saa glad ved at komme ud, sagde hun, og Peter havde lovet hende et stort Æble siden, og hun vilde slet ikke sove hele Vejen. Det varede dog næppe ti Minutter efter denne Forsikring, før hun sov som en Sten.
Anlæget laa paa en stejl Skraaning, der gik ned til Stranden; Rimen var falden stærkt, og de smaa slanke Træer straalede i Solskinnet med en blændende Glans; af og til pustede Vinden den unge Pige lette Skyer af hvidt Støv lige i Ansigtet, Hun gik ind i det smukke Lysthus paa den lille Høj; o, de havde vist drukket The her mangen en Sommeraften; og hist nede havde de bestemt ogsaa siddet paa den lille Bænk med Udsigt over Vandet. Lidt derfra var en Bro; de havde vistnok haft Baad, og Tanken om at blive Sømand var maaske allerede her opstaaet hos Gustav. Hvor var han nu? Hvad tænkte han paa? Hun turde ikke engang besvare disse Spørgsmaal, ikke dvæle ved Mindet om ham; hendes Kind, der havde været saa bleg i den sidste Tid, blev pludselig bedækket af en levende Rødme.
Næsten hver Dag spadserede Anna herefter til Anlæget, alene, naar Vejret var daarligt, ellers med lille Rikke; undertiden sluttede Herr Fuglesang sig til dem.
Tiden gik saa langsomt, saa langsomt, men den gik dog; det gamle Aar fik Ende, og det nye begyndte. Naar Dagens Arbejde var fuldbragt, Mureren gaaet i Seng, og alt stille rundt om, sad Anna gerne en lille Tid ganske ledig og tænkte paa Hjemmet, saa dem alle i Tankerne, og forestillede sig, hvad de nu sagde og gjorde; det var næsten, som levede hun med dem. Derpaa læste hun et Stykke i Moderens Bibel, og der kom efterhaanden mere og mere Klarhed i hendes Sjæl, saa hun fik Kraft til at vente stille og taalmodigt.
Vente, hvorpaa? derom spurgte hun undertiden sig selv; hun havde jo intet Haab, og dog ventede hun og følte, at alt ikke var forbi mellem dem og hende; det kunde ikke være forbi.
En Dag, da hun gik hjem fra sine Informationer, saa hun med Forbavselse gamle Jens komme ud af et Hus. Han var listet hjemme fra uden hendes Vidende og imod Doktorens Forskrift; paa en ubehjælpsom Maade støttede han sig til Muren og søgte forgæves at faa Fodfæste paa det glatte Fortov; han kunde ikke flytte sig, uden at tabe Balancen, og stod og rokkede og fægtede med Krykkestokken, idet han, paa sin ejendommelige Vis, lettede paa Skuldrene og smaaklynkede.
Idet Anna paaskyndede sine Skridt, for at komme ham til Hjælp, rullede en smuk lille Vogn henad Gaden; hun kendte den elegante unge Mand, der kørte den; det var en Ven af Gustav, som ofte havde besøgt ham, og da altid vist hende megen, overordentlig megen Opmærksomhed. Hun hørte sit Navn blive udraabt i en glad, overrasket Tone, og saa ham derpaa hilse dybt.
I første Øjeblik havde hun Lyst til at lade ham køre forbi, før hun hjalp Faderen, men i næste rakte hun den gamle Mand sin Arm, og hilste derpaa rolig og stolt med den vante Dronningemine, medens hun samtidig varligt ledte Mureren frem. Den unge Pige var vidunderlig smuk, som hun gik der, med opløftet Hoved og glinsende Øjne; Jens saa saa slukøret ud, som et uartigt Barn, der er grebet paa fersk Gerning. Af og til skottede han ængsteligt hen til sin Datter; hun var imidlertid altfor optaget af Selvbebrejdelser, til at skænde paa andre; hvor ussel, hvor fejg havde hun ikke før været; paa et hængende Haar havde hun fornægtet sin egen Fader; Gud ske Lov, at hun ikke gjorde det!
„Aa ja, aa ja, hvad skal man sige," begyndte Mureren undskyldende, „jeg fik saadan en Uro over mig, jeg gamle Liv, og saa gik jeg lidt ud, men det gaar ikke. — Se, hvor de staar der i Vinduet og griner af os; ja, Spot og Skade følges ad, ak ja!"
Anna hævede Blikket, og saa virkelig en Klynge leende Pigeansigter i et Vindue lige overfor. De morede sig øjensynlig kosteligt over hende og Faderen, og deres Latter — den første Ungdoms ubetænksomme, hensynsløse Latter, der egentlig ikke er ment slemt, men dog kan saare saa dybt, lød ud til dem. En af hendes Elever var derimellem, Provstens Datter, en lille femtenaars Pige med brune Øjne, Smilehuller, den sødeste Stemme og det venligste Væsen. Anna havde ordentlig holdt af hende, og det var meget tungt nu at vide hende saa hjerteløs.
Hun var imidlertid ikke hjerteløs, og kom i Skumringen for at gøre Afbigt. Den lille Stakkel var ganske undselig, og blev staaende ved Døren uden rigtig at kunne finde Ord. Anna saa koldt paa hende; hun gættede vistnok hendes Hensigt, men var altfor fornærmet til at ville hjælpe hende paa Gled.
„Dersom De vidste, hvor bedrøvet jeg er," begyndte hun endelig.
„For min Skyld skal De ikke være bedrøvet."
„Men jeg kunde ingen Ro faa, før jeg havde sagt Dem, at jeg kun lo, fordi de andre lo, og at jeg altid ler, naar andre ler, og at jeg slet ikke kan holde op, naar jeg først er i Latterhjørnet: og saa vil jeg bede Dem om Forladelse."
„Det er unødvendigt, det forlanger jeg ikke."
„Men jeg føler saadan en Trang til at gøre det; er De endnu vred?"
„Paa ingen Maade, men jeg er glad, at jeg ikke tog mod Deres Venskabstilbud forleden; havde jeg gjort det, vilde Deres Opførsel have krænket mig, ikke nu."
„Og jeg kom netop for at forny Tilbudet; jeg vilde være saa stolt af Deres Venskab. — O, hvor De ser mørk ud, De har vist en meget uforsonlig Karakter; maaske De ikke engang vil spille med mig mere?"
„Jo, naturligvis, med Glæde."
Den lille Pige tøvede endnu et Øjeblik; derpaa hilste hun og forlod Stuen, idet. hun sagde:
„Jeg har gjort, hvad jeg kunde; det gør mig ondt, at min Gang var forgæves."
Anna havde nær kaldt hende tilbage, men hun gjorde det ikke; derimod kastede hun sig paa Knæ og græd, som skulde Hjertet briste. O, dette stive, stridige Sind, vilde det da aldrig blive bøjet; hvor kunde hun vente Tilgivelse, der selv var saa haard. Mon den lille Johanne ikke skulde komme igen? Skete det, vilde hun løbe hende imøde, omfavne og takke hende. Men Johanne kom ikke igen; hendes Taalmodighed var udtømt, og i næste Undervisningstime havde hun paataget sig en lille værdig Mine, der kun slet harmonerede med det barnlige Ansigt, og man kunde læse i hendes Blik: „De skal ikke være bange, jeg vil for ingen Pris trænge mig paa."

FEMTE KAPITEL.

Martssolen skinnede saa foraarsagtigt ind i den lille Stue: Anna var beskæftiget med at sætte en stor Buket Vintergækker i Vand; Mureren sad ved Vinduet med en stumpet Pibe i Munden og en stor Kat paa Skødet, som han i Mangel af andet Haandarbejde uophørlig klappede.
„Naa, naa, Kis; se det Bæst, hvor det snor sig, for at komme løs."
„Lad den dog gaa, Fader, det er virkelig Synd!"
Jens slap den med en gnaven Mine, idet han mumlede, at han ogsaa skulde have lidt at fornøje sig med, men at ingen tænkte paa ham.
„Se paa disse smaa hvide Klokker," sagde Anna, efter en lille Pavse, idet hun holdt Blomsterglasset hen til ham, „er de ikke mageløs friske og yndige; det var saa smukt af den gode Herr Fuglesang at bringe mig dem."
„Mindre kunde han da ikke gøre," indvendte Jens, der var ude af Stand til at skjule sit onde Lune, „kommer han ikke her hver Ugedag og faar sin Kaffe og gode Levemaade. Jeg er ked af ham, er jeg; han har ikke mange Ord tilovers for Din gamle Fader; ak ja, hvad skal man sige, sikken Verden vi lever i."
Han stod op, humpede et Par Gange frem og tilbage i Stuen, og sagde derpaa i en indsmigrende Tone, idet han lagde sin Haand paa Annas Stoleryg:
„Jeg gaar lidt ud, Du, kanske var der et Ærinde?"
„Nej, Tak! — Tør Du gaa alene, Fader?"
„Aa, ja vist, men det er ellers kønt, Du passer paa mig. Ak ja, Du er en god Pige; hør, vi har da ikke en Skilling tilovers, hvad?"
Anna rakte ham straks sin Pung, og bad ham tage, hvad han behøvede. Jens havde helst beholdt det hele, men fandt det dog— for ikke at afskære sig Muligheden af at komme igen — raadeligst at være nogenlunde beskeden, og lod sig derfor nøje med en Tokrone.
„Gud velsigne Dig, jeg skal nok komme hjem til Middag; ak ja, jeg sølle Karl."
Da han var gaaet, gyste hun uvilkaarlig; hans Egoisme og Hensynsløshed kunde hun bære, men naar hun saa et vist lavt, slesk Smil paa hans Ansigt, oprørtes hendes inderste Væsen, og hun var nær ved at forsage. — Hvor den lille Stue var lummer; hun aabnede Vinduet, og indsugede i lange Drag den klare, friske Luft; højt oppe i den blaa Himmel sang en Lærke; hun fulgte den med sit Blik, men længe efter at den var ude af Sigte, kunde man endnu høre dens lystige Trille.
Med hvilken Glæde havde Anna ikke før hilst Foraarets Komme; nu passede den kolde, mørke Aarstid bedre til hendes Sindsstemning, og hun fik Lyst til at græde ved at se paa Blomsterne. Hvor tydelig stod ikke den lille skjulte Krog i Haven hjemme for hendes Erindring, hvor hun hvert Aar plejede at finde den første Vintergæk: o, det havde været lykkelige, lykkelige Dage!
Det var en forunderlig stille Stund; der var ikke et Menneske paa Gaden; den unge Pige lod Arbejdet synke ned i Skødet, og gav sin Fantasi frit Spillerum. Som sædvanlig bar den hende til Hjemmet; hun sad ved Claras Side og hørte Faderen komme; men tys, hvad var det? Hun sprang skælvende op og lyttede. Var hun endnu hildet i Indbildningskraftens Drømme? Bedrog hendes Øre hende? Kunde hun forveksle hans Trin med nogen andens? Nej, nej, det var ham, hendes Fader. En overvældende Glæde, en Fryd, hun næsten ikke kunde rumme, fyldte hendes Sjæl. Store Gud, han kom til hende, o, hun vilde kaste sig paa Knæ for ham og bede om hans Tilgivelse.
Skyggen af hans Skikkelse faldt ind i Stuen, da han gik forbi; et Øjeblik efter aabnede han Døren og traadte ind.
Anna blev staaende som rodfæstet; hun kunde ikke ile ham imøde; der var noget i hans alvorlige Blik, fattede Mine og høflige Buk, der, tydeligere end Ord, sagde hende, at han ikke kom, for at gøre alt godt.
„De maa undskylde," begyndte han, og det fremmede De lagde sig som Is om hendes Hjerte, „at jeg forstyrrer Dem, men jeg kommer med en meget stor Bøn."
Hun svarede ikke, men ventede i spændt Tavshed med bøjet Hoved.
„Min Datter," vedblev han, „er meget farlig syg, og forlanger med feberagtig Uro at se Dem. Vil De rejse hen til hende? Jeg føler godt, at det er et stort Offer, vi fordrer, men Sygdommen er ikke smitsom; dertil vil det næppe vare længe, før alt er forbi, og De kan komme tilbage."
„Store Gud, er der da intet Haab?" det svimlede for hende, og hun betragtede den høje, alvorlige Skikkelse næsten med Rædsel.
„Der er intet Haab;" han sagde dette i en kort, afbrudt Tone; hvorfor skulde han formilde Sandheden for at skaane hende; det var hans Sorg, hun havde ingen Ret til at dele den.
„Dersom De vil opfylde vor Bøn og beslutte Dem til Rejsen, hvornaar tør jeg saa hente Dem?"
„Straks, straks, jo før jo heller!"
„De har sikkert noget at ordne først," sagde han, og der gik et Udtryk af Haardhed over hans Ansigt; maaske mindedes han deres Afsked, da hun ogsaa havde sagt: straks, straks.
„O, jeg kan snart blive færdig, om et Kvarter i det højeste."
Han bukkede, takkede og gik. I første Øjeblik løb alt rundt for Anna, men hun samlede hurtig hele sin Sjælskraft; de behøvede hende hjemme, de trængte til hende, og det var nødvendigt at være fattet og rolig. Hun gav Vadskerkonen en kort Forklaring, bad hende passe Faderen saalænge og forsynede hende med Penge. Derpaa klædte hun sig paa til Rejsen, og gik saa op og ned, utaalmodig ventende paa Vognen. Blot hendes Fader vilde blive borte, til de var kørt; hun vilde dø af Skam, dersom han og Plejefaderen traf sammen.
Endelig kom den lukkede Vogn; Obersten hjalp hende op, og pakkede hende ind med rolig Forekommenhed; selv satte han sig hos Kusken. Da de kørte over Torvet, saa hun et Glimt af Mureren, der stod og talte med en lurvetklædt Mand, hvem han holdt fast i en Trøjeknap; de saa begge meget fornøjede ud, og hendes Øre opfangede Lyden af deres raa Latter.
Hvor det var forunderligt at sidde der ganske ene; hun havde dog saa gerne spurgt rigtig ud om Clara, den kære, velsignede lille Clara. Ikke smitsom, havde han sagt, som om hun brød sig om Smitte, som om det ikke vilde være en Lykke at dø i Hjemmet. Hun var inderlig, usigelig bedrøvet, og dog følte hun, midt i sin Sorg, en uvilkaarlig Tryghed ved at være i Faderens Nærhed og under hans Beskyttelse.
„Vil De maaske overlade mig Deres Plads?" sagde han, da de sad sammen i Jernbanekupeen, „det trækker fra Vinduet."
Anna saa frygtsom hen paa ham; havde han da ingen Medlidenhed, kunde han ikke forstaa, at denne formelle Høflighed var som et Sværd i hendes Hjerte. Hun turde ikke sige et Ord, af Frygt for at den tilbagetrængte Hulken skulde bryde løs; stille, bleg, beklemt sad hun ved hans Side. I Tankerne havde hun udmalet sig Gensynet paa tusinde Maader, men aldrig saaledes; var denne Kulde en paataget Maske, eller følte han virkelig intet for hende? Havde han glemt, at han engang plejede at kalde hende sin Rose, sin Solstraale, sin Glæde?
Efter en Times Kørsel faldt Obersten i Søvn, udmattet, som han var, af Sorg, Spænding og Nattevaagen. Anna vovede at brede sit Sjal over ham og hænge sit Lommetørklæde for Vinduessprækken; derpaa stjal hun sig til at se paa ham. Hvor det dog var et ædelt og udtryksfuldt Hoved, men han var bleven ældre i den korte Tid; Haaret var mere graat og Panden mere furet. Hun vovede næppe at trække Vejret af Frygt for at bortjage den venlige Drøm, der oplyste hans Ansigt med et Smil.
„Deres Fader sover trygt," hviskede en lille gammelagtig Dame med grønt Slør, der sad sammenkrøbet i Krogen lige overfor og forgæves paakaldte Søvnen.
Anna nikkede blot, hun kunde ikke faa Ordene: „De tager Fejl, han er ikke min Fader," over sine Læber.
Idet Obersten vaagnede, forekom det den unge Pige, at han saa paa hende med sit gamle, kærlige Blik, men det varede kun et flygtigt Sekund; saa snart han blev sig bevidst og fik Tankerne samlede, var det forbi.
„Men De fryser jo for min Skyld; det kan jeg paa ingen Maade tillade," han lagde Sjalet omkring hende og rakte hende Lommetørklædet; i det samme mødte hans Øjne hendes bønfaldende, taarefyldte Blik; den stolte Mand vendte hurtig Hovedet bort, og der viste sig en underlig Blanding af bitter Sorg, Medynk og urokkelig Bestemthed i hans Træk.
Udenfor Jernbanegaarden i København holdt Oberstens egen Vogn. Kusken erklærede paa Forespørgsel, at alt stod ved det samme hjemme, og saa sukkede han bedrøvet; den lille Frøken Clara var Folkenes Øjesten.
Annas Hjerte sank efterhaanden, som hun kom nærmere og Omgivelserne blev mere kendte; hun syntes, det var saa længe, længe siden, hun havde været her, og nu kom hun til et Dødsleje; vilde hun kunne bestaa denne Prøve? Inderligt og ydmygt bad hun Herren staa hende bi.
„Endnu en Anmodning har jeg," begyndte Obersten, da de var ganske nær ved Maalet, saa nær, at hun kunde se de høje, bladløse Poppeltræer i Alleen og Plænerne i Haven, „at De ikke vil sige min Datter imod, men gaa ind paa hendes Indbildninger, som var de virkelige. Hvorfor skulde man uden Nytte forbitre hendes sidste Øjeblikke."
Lægen stod i Døren. „Er hun med," spurgte han ivrigt, „ah, det glæder mig! Velkommen min kære unge Frøken; ja, det er en tung Stund, men jeg har i flere Aar vidst, den maatte komme. De vil jo gøre Deres bedste, ikke sandt, for at være rolig og fattet."
„Det vil jeg med Guds Hjælp; o, lad mig straks komme ind til hende!"
Hun ilede hurtig gennem Dagligstuen og Kabinettet, og aabnede sagte Døren til deres forrige fælles Værelse.
Der var saa hyggeligt i den venlige, lyse Stue; Solen skinnede muntert paa Gulvtæppet; lille Clara sad med udbredte Arme i Sengen.
„O, Gud ske Lov, der er hun endelig!"
Anna kvalte sin Hulken og forsøgte at smile; derpaa kyssede hun ømt og sagte den lille, magre Haand, det smukke blonde Haar, den rene, hvide Pande.
„Min lille Søster, min elskede lille Søster, Du vil nok komme Dig!"
„Det forlanger jeg ikke! Nu, Du er her, er jeg glad, men Moder, har Du ikke set Moder."
Den unge Pige saa ængstelig op; hvorledes vilde Moderen tage imod hende?
Oberstinden havde siddet halvt skjult bag et lille Skærmbrædt; nu nærmede hun sig og tog kærlig Annas Haand.
„Gud velsigne Dig, Barn, jeg vidste jo nok, Du vilde komme."
Det var Anna umuligt at holde sig længer; hun kastede sig til Moderens Bryst og lod Taarerne frit Løb. O, hvor det var velsignet og gjorde godt; hun havde trængt dertil i lang, lang Tid.
„Tys, Kære, tys, kom herind: Clara maa ikke mærke det."
„Min stakkels, stakkels Moder, der skal miste hende; og Du er dog saa blid og from og har endnu Deltagelse og Kærlighed for andre; hvor kan Du! O, jeg har ikke elsket Dig nær højt nok før, men nu gør jeg det."
Hele Dagen sad hun ved Søsterens Seng; lille Clara følte sig saa meget bedre, og smilede saa glad, at hun næsten begyndte at fatte Haab, men naar hun saa betragtede den brændende røde Plet paa Kinden og det forklarede Blik, og hørte den korte, tørre Hoste, svandt det igen.
„Var det Fader, der gik med Døren," spurgte Clara en Aften, „ja, nu ser jeg det. Du maa ikke ringe efter Lys, Moder, jeg holder af Skæret fra Kakkelovnen og af Maaneskinnet; se, hvor de to Lysninger mødes paa Gulvet. Sæt Dig i Lænestolen, lille Fader, saa jeg kan se Dig, og tag Anna paa Dit Knæ, som i gode, gamle Dage, det vil fryde mit Øje. O, Gud ske Lov, at alt er godt igen!"
Obersten satte sig ned og gjorde en Bevægelse henimod Anna, som bad han hende føje det stakkels syge Barns Luner. Et sagte: „Undskyld" naaede hendes Øre, da hun kom, og hans Arm laa saa let om hendes Liv, som vilde ogsaa den sige: „Tillad". O, det var en sørgelig, uhyggelig, gribende Komedie! nu forstod hun, hvad han havde ment, da han talte om at gaa ind paa Claras Indbildninger: det var næsten mere, end hun kunde udholde.
Men hun holdt det dog ud Dag efter Dag og fik Kraft til at glemme sig selv og tænke paa Søsteren. Det var et stille, fredeligt, næsten lykkeligt Sygeleje; Clara led ikke og var saa glad og taknemmelig over al den Kærlighed, der blev hende til Del.
„Anna," bad hun en Dag, „fortæl mig lidt om din stakkels Fader: er han syg endnu, og var han meget bedrøvet, da Du skulde forlade ham?"
„Han er næsten rask, Kære, og kunde godt undvære mig."
„Men han maa dog savne Dig hver Time paa Dagen; hvor han vist holder af Dig!"
Moderens Øje hvilede ømt og udforskende paa Anna, hvad skulde hun svare?
„Ved Du, hvad jeg har tænkt," vedblev Clara, „at nu, Du bliver her, skal han bo i det lille, gule Hus, der ligger ved Højen, med Vinløvet opad Muren og Hængebirkene udenfor. Du kan se det fra Vinduet, og løbe derhen paa et Kvarter; eller havde Du maaske tænkt, at — at Fader vilde tillade, han boede her?"
„O, nej, nej!"
„Du ser saa bedrøvet ud, Anna, er det for min Skyld? Det maa Du ikke; jeg er saadan en lille svag Stakkel, der daarlig kan bære Sorg og Modgang, og maa være glad, Vorherre vil befri mig. Vi, der tror paa Frelseren, behøver jo ikke at frygte Døden, vel Søster? I skal tænke med Glæde paa mig og vænne Eder til at tale om mig uden Taarer; og dersom Moder ikke straks kan tage det saaledes, vil Du trøste hende. O, jeg havde saadan en yndig Drøm i Nat; jeg saa Dig og Gustav staa Haand i Haand ved en lille Grav, der var skjult af Roser; Du talte til ham om mig og sagde, at det var min Skyld, Du kom til Hjemmet igen. „Havde hun blot været hos os," svarede han, men jeg tænkte i min Lyksalighed, at dersom I vidste, hvorledes jeg havde det, vilde I sige: gid vi var hos hende."
Netop, som hun havde udtalt, traadte Obersten ind; han saa meget bekymret ud, og det var ligefrem pinligt at se ham smile hen til Sengen.
„Se, Clara, hvad jeg fandt til min lille Pige."
Det var en hel Haandfuld Violer; hun indsugede begærlig deres Duft, kyssede Haanden, der holdt dem, nikkede taknemmeligt, og slumrede saa sagte ind.
Faderen betragtede hende med et mørkt, haabløst Blik; naar hun sov, saa man bedst, hvor bleg og mager hun var; men den anden unge Pige, der knælede ved hendes Side, var hun ikke næsten lige saa bleg, var der ikke en unaturlig Glans i hendes Blik?
„Dette kan ikke gaa an længer," sagde han, idet han nærmede sig Anna, og det var forunderligt, hvor megen Godhed der laa i hans Stemme, og hvor fremmed den dog var; „De tør ikke sætte Deres Helbred paa Spil; naar De vaager om Natten, maa De sove om Dagen."
Hun bøjede sit Hoved, rejste sig op og gik ud. Der var en sælsom Stumheds Aand over hende i hans Nærværelse, og hun vovede ingen Indsigelse, men, da han var gaaet, listede hun sagte ind igen.
„Jeg tør ikke gaa bort, Moder; herinde har jeg mest Ro."
„Saa sæt Dig her paa Skamlen og læg Hovedet i mit Skød; maaske kommer Søvnen saa Lille Stakkel, hvorfor beklager Du Dig aldrig for din Moder? Hvorfor gaar Du saa tavs og stille omkring?"
„Tror Du, Moder, det kunde nytte, om jeg sagde til ham, at jeg fortrød min Opførsel hin Aften? Naar jeg ser ham, taber jeg ganske Modet, men maaske bør jeg dog gøre det."
„Endnu ikke; han gav dog ikke efter, og det vilde kun føje Selvbebrejdelse til den Sorg og Kamp, der allerede gærer i hans Bryst. Han har sørget ubeskrivelig over Dig, Anna; ofte, naar han troede, jeg sov, har jeg hørt ham hulke, en skærende, kvalt Hulken uden Taarer. Men Herren vil nok føre det til en god Ende; Du har ved din kærlige, taalmodige Opførsel fuldkommen afsonet din Ubesindighed, og midt i min Sorg erkender jeg med inderlig Tak til Gud, at Prøvelsen har bøjet dit Sind, lutret og forædlet Dig. Se, Barn, da Du var saa fuld af Tillid til Dig selv, saa stolt, saa lykkelig, var Din Moder ofte meget, meget bekymret for Din Skyld, men dengang jeg kom tilbage og hørte, at Du var rejst, og Hjemmet lukket for Dig, blev jeg nok ængstelig og urolig, men jeg tænkte dog straks: Det er Herren, der vil drage hende til sig, og det var saa. — Gud velsigne Dig, mit elskede Barn, nu skal Du sove og samle Kræfter, og vaagne med Haab."
Anna faldt virkelig i Søvn og vaagnede med en forunderlig Følelse af Fred, og Moderens Haand paa sit Hoved.
Lidt efter slog Clara Øjet op, og saa sig uroligt om.
„Hvor er mine Blomster?" spurgte hun, „og Fader, o Kære, hent Fader."
Atter stod Anna i det lille Studerekammer, bleg og skælvende; da Obersten saa hende, rejste han sig øjeblikkelig og fulgte med.
„Lad mig se rigtig paa Eder," bad Clara med sagte Stemme, „Du maa ikke være bedrøvet, Anna! Du skal jo trøste dem alle, ogsaa Gustav. — Hvad var det jeg drømte, o, nu husker jeg det! Gud er saa naadig imod mig, her er saa lyst, Moder — saa lyst!"
Og hun sank blidt tilbage, det var Døden.
Næste Morgen modtog Anna en lille Billet fra Obersten, hvori han takkede for den Kærlighed og Udholdenhed, hun havde vist under hans Datters Sygdom. „Vi er for bestandig i Deres Gæld," skrev han. Hun kunde neppe læse mere; var hans Datter ikke hendes Søster? Hvor kunde han i dette Øjeblik have Hjerte til at saare hende med sin Taknemmelighed. De vilde ikke holde paa hende længer, stod der endvidere, og Vognen var til hendes Tjeneste, naar hun ønskede; han var ikke oplagt nu til at se eller tale med nogen, og sendte hende derfor skriftlig sin dybtfølte Tak og sit Farvel.
Det havde været et smukt Brev til en fremmed, men for hende var det bittert og haardt; slog han da ganske en Streg over Fortiden, og glemte, at hun ogsaa havde Del i Sorgen og Tabet?
Kort efter kom Moderen; hun havde meget længe forberedt sig til dette Øjeblik, og det var rørende, at se hendes stille, fromme Hengivenhed.
„Stakkels, stakkels Fader," sagde hun efter at have læst Brevet, „han gør sit Kors saa tungt, han formaar. Jeg vil ikke takke Dig, Anna, men vi vil græde sammen, vi elskede hende jo begge saa højt, saa højt. — Det var en skøn Død, ikke sandt, en trøstende, velsignet Afsked. O Gud, at Du nu ogsaa skal tages fra mig! Men vi vil være meget taalmodige, min stakkels lille Pige, og holde fast ved Haabet; jeg skimter allerede en Udvej, det vil alt klare sig med Guds Hjælp. — Har Du tænkt paa Gustav, hvor bedrøvet han vil blive; Du holdt dog endnu mere af ham end af Clara, tror jeg."
„Det kan jeg ikke føle nu, Moder; hun var altid som en Engel, og jeg har været saadan et Verdensbarn; og jeg følte mig saa stærk og tænkte, hun var svag, og saa var hun dog langt, langt stærkere. — Hvorledes skal det nu gaa mig, naar jeg kommer tilbage! Mit Hjerte er saa fattigt paa Kærlighed, at Du ikke tror det; o, lær mig, Moder, hvad man skal gøre, naar man vil holde af, men ikke kan. Dog, jeg bør ikke opholde Dig; Fader trænger vist endnu mere til Dig end jeg. Lad mig kysse Din Haand endnu en Gang, saa Farvel, og Tak for hvert kærligt Ord og Blik; nu rejser jeg straks, da han ønsker det."
Vilde hun nogen Sinde komme her igen, spurgte hun sig selv, medens Vognen rask rullede nedad Alleen; det var saa unaturligt, saa haardt at forlade dem nu i deres Sorg. Dersom hun sprang ned, gik tilbage og faldt paa Knæ for ham, vilde han da vise hende bort? Hun vidste, han vilde; havde ikke hele hans Væsen i al denne Tid været en Afvisning.
Hvor Rejsen dog gik hurtigt, eller var det kun, fordi hun ikke længtes efter Hjemmet? Billedet af den gamle Murer og det triste daglige Liv stod frygtelig afskrækkende for hende, og hun var tilmode som et Menneske, der efter at have aandet Bjergluft igen skal ned i en mørk Grube under Jorden. Dog, hun vilde ikke knurre, men være taalmodig og stille; haabe paa Fremtiden kunde hun dog ikke, i det mindste ikke endnu; og hun græd tunge, bitre Taarer over Faderen, milde, husvalende over den lille Søster.
Ved Postgaarden steg hun af Vognen og gik til Fods hjem. Gadedøren til det lille Hus stod helt aaben, den til Dagligstuen paa Klem; Katten sad paa Dørtrinnet og stirrede uhyggeligt paa hende med sine klare, grønne Øjne; en kvælende Dunst af daarlig Tobak og Punsch trængte ud fra Stuen; hun kunde høre, at der blev spillet Kort, og skelne Faderens Stemme.
„Hvad siger Du om Kløverknægt, go' Karl, kan Du den? He."
Annas Haand, der allerede var udstrakt efter Laasen, sank ned igen; hun kunde ikke give sig til Kende for ham i sin nuværende Sindsstemning. Dog, hvor skulde hun ty hen? Pludselig huskede hun paa sine ydmyge Venner i Baggaarden og skyndte sig derover.
„Kom ind, kom ind! Nej, er det Frøkenen!" lød det som sædvanlig i en glad, gæstfri Tone. Den lille Stue var endnu nettere og pynteligere, end den plejede; der stod Paaskelilier og Aurikler i et Glas paa Kommoden, og man saa ingen Hverdagsarbejder; Vadskerkonen var iført sin sorte Højtidsdragt, og Tvillingerne havde nye Bluser paa; der maatte aabenbart være noget paa Færde.
„Velkommen, kære, unge Frøken! Ak, jeg tænkte, De var bleven der, da det trak saa længe ud, og glædede mig ret paa Deres Vegne, skønt vi havde ondt nok ved at trøste Rikke, maa De tro. Hun er ude, det lille Dyr, med Peter; de gik med Krans til Faderens Grav, for i Dag er det min Peters Alterdag, maa De vide, og saa skulde Graven jo pyntes lidt, naturligvis. Det var ret, De kom herind; jeg kan se, De trænger til Ro; nej, hvor De dog er bleg! — Tag Plads i Lænestolen, mit velsignede Barn, saa lægger jeg de smaa Fødder paa en anden Stol og breder lidt over dem. Se saa; her skal ikke komme en Moders Sjæl ind uden Peter, og jeg skal ikke vige fra Deres Side."
Da Anna vaagnede, var det halvmørkt; lille Rikke trippede forsigtig omkring paa Taaspidserne; Tvillingerne lo og støjede ude i Køkkenet; Peter stod lænet op til Væggen i sin Konfirmationsdragt og vidste ikke rigtig, hvad han skulde gøre med sig selv.
„Ved Du hvad Moder," sagde han, „det er drøjt at gaa ledig en hel Dag; tror Du virkelig, Vorherre holder af det?"
„Det er vel Herrens Mening, Peter, at vi skal tænke paa ham, og samle os."
„Ja, men det kan jeg meget bedre, naar jeg arbejder. — Hør, Moder, Herr Sivertsen paa Fabriken skal have sagt til Provsten, at han vil tage sig af mig og lade mig lære noget. Det kan nok hænds, jeg vil gøre mig Umage, og stræbe at blive en dygtig, skikkelig Mand, saa mine Børn ikke skal se ned paa mig, som den stakkels unge Frøken, der skammer sig over sin Pjalt af en Fader."
„Tys, Peter, tys!"
„Ja, det siger jeg," vedblev han i en determineret Tone uden at ændse Afbrydelsen, „havde han ikke været hendes Fader og saadan en elendig Krøbling, havde jeg slaaet ham lige i Synet, da han var grov mod Dig forleden."
„Tys, Peter, hun rører sig. — Nej, hvor det ellers var velsignet med Herr Sivertsen, om det nu bare maa ske. Hvad godt, lille Rikke?"
„Aa, Moder, har Du ikke en Kage til hende, naar hun vaagner, af dem, der blev tilovers?"
„Jo vist, mit Lam, jeg har selv tænkt det. Naa, hvorledes gaar det, lille Frøken, var det en rar Blund? Jeg haaber da ikke, vores Snak har forstyrret Dem?"
„Paa ingen Maade; De er saa inderlig god og venlig imod mig; jeg ved ikke, hvorledes jeg skal takke. Til Lykke og Velsignelse, lille Peter! og der er Rikke, men er det ogsaa virkelig Rikke? Du er jo bleven saa rødmosset og rask, at jeg neppe kan kende Dig."
„Ja, Gud ske Tak, det er ligesom, der er kommet nyt Liv i Barnet. Nu maa De drikke Peters Skaal, Frøken; her er lidt Mjød og en Æbleskive; den er rigtignok fra i Søndags, men jeg tænker dog nok, jeg tør byde den. Aa, gaa ikke endnu; vi har sendt Bud efter Deres Søster, og hun er nu ovre at gøre ryddeligt. Jeg kan ikke være den Gamle tilpas, og saa blev jeg derfra; han har saamænd kogt og braset om sig selv i al den Tid; ja, hver har jo sin Fornøjelse."
Da Anna kom ind til Faderen, sad han med en halv spag, halv fortrydelig Mine i Lænestolen; Stine gik smaaskændende omkring og tørrede af.
„Saa kom Du dog igen," sagde han, „aa ja, Du kan tro, jeg har savnet Dig, min Pige; det er ikke alle, som har Hjerte for saadan et gammelt Vrag, nej, det er saamænd ikke."
Hun havde meget lidt Hjerte for ham i dette Øjeblik; der var noget inde i hende, som gjorde Oprør mod, at han var hendes Fader.
„Naa," vedblev han, idet han slog Takt med sine store Sivsko, „døde Konen saa?"
„O, nej, det var den unge Datter."
„Ser man det; ja, den Vej skal vi jo alle, sent eller tidligt."
„Hvor Du ser ussel ud," sagde Stine, idet hun ikke uden Venlighed lagde sin Haand paa Søsterens Skulder, „gaa nu ikke hen og bliv syg for os! Hør ellers, Du skal aldrig give Fader Penge; han gaar bare og øder dem, og gør os Skam oven i Købet; det siger Christoffersen ogsaa. Du kan tro, her var rart inde, før jeg fik fejet og luftet ud; jeg skulde rigtignok anderledes forstaa at holde Styr paa ham, var han hos mig."
O, hvor det var en uhyggelig Aften! Anna takkede Gud, da hun endelig blev alene i sit lille snevre Sovekammer med de kalkede Vægge.
Næste Morgen gik hun ganske tidlig ud; hun følte saadan en ubetvingelig Længsel efter at se den lille Johanne, og maaske faa et deltagende Ord af hende. Heldigvis var den unge Pige ganske alene i Dagligstuen; hun sad ved Vinduet og legede med sin Kanariefugl, og saa forundret op, da den blege, sortklædte Anna traadte ind.
„Min lille Plejsøster er død," sagde Anna med kvalt Stemme, „og jeg er saa bedrøvet; o, dersom De vidste, hvor jeg fortryder, at have stødt Deres Kærlighed bort i Stedet for at takke Gud for den; jeg holder saa inderligt af Dem, Johanne!"
Endnu før hun havde udtalt, laa Johannes Arm om hendes Hals, og hun følte hendes Taarer paa sin Kind; den gode lille Sjæl var lige saa rede til at græde, som til at le med andre.
„De skulde vide, hvad Fader siger om Dem," sagde hun ved Afskeden; „han siger, at De er en rigtig Kærnepige, og at Vorherre ikke vil glemme Dem."

SJETTE KAPITEL.

Anna tog endnu samme Dag fat paa sine gamle Beskæftigelser; hun følte, at hun maatte være uendelig flittig, dersom Livet skulde blive udholdeligt. Det var lange, tunge Dage, men hun kæmpede modigt med Fortvivlelsen, bar sin store Sorg i Stilhed og gjorde alt for at Hjemmet kunde blive hyggeligt for Faderen. Det var dog intet let Arbejde; naar hun læste højt, faldt han i Søvn, og deres Samtale gik altid i staa; hvad skulde de ogsaa kunne tale om, deres hele Livsopfattelse var jo saa grundforskellig. Havde hun blot fundet en Egenskab hos ham, hun kunde agte og holde af vilde hun have baaret over med meget, men, nej, hun ledte forgæves. Det eneste, der knyttede dem sammen, var hans Hjælpeløshed, dog det Baand var da ogsaa tilstrækkelig stærkt.
Og Uge gik efter Uge, Maaned efter Maaned, indtil endelig den otteogtyvende September, Sølvbryllupsdagen, oprandt. Der var netop Marked i den lille By, og hun havde Ferie; o, dersom hun havde kunnet ile bort fra al denne Støj og Larm og fejre Dagen paa et stille, ensomt Sted i Bøn og Eftertanke.
„Hvor gaar Du hen, Fader?"
„Jeg vil ud og se mig lidt om; det er en sølle Handel, at sidde inde altid, som var man i Fængsel, og Du savner mig nok ikke synderlig; ak ja, hvad skal man sige."
Nej, i Sandhed, han blev ikke savnet; ganske lettet trak hun Vejret, da han forlod Stuen.
Hvorledes havde de det i Dag i det kære velsignede Hjem? Gik de ene med sørgende Hjerter til Graven, eller var Gustav hos dem? Hun tænkte paa Moderens Ord: „Jeg skimter en Udvej," ak, hun saa ingen. Dersom Gustav tog hendes Parti mod Faderen — og det vilde han gøre, hun kendte ham jo — vilde det da ikke skabe en ny Kamp og Uro i Hjemmet; o, han maatte heller blive borte; hun vilde før give Afkald paa al Lykke i Livet end være Anledning til Splid mellem Fader og Søn.
Da Mureren efter kort Tids Forløb kom hjem, blev Anna slaaet af hans besynderlig urolige Væsen; hans sædvanlige Flegma var som bortblæst, og han kastede et langt, mistænksomt Blik omkring i Stuen; derefter saa han nedad Gaden, og saa endelig paa hende:
„Her har vel ingen været, vel?"
„Ikke et eneste Menneske."
Jens saa lettet ud, og vedblev venligere:
„Du skulde gaa lidt ud, min rare Pige, og se paa Stadsen; jeg er nu for gammel, mærker jeg nok, og bliver straks træt; ak ja, Gud ved, hvor længe Du beholder mig."
Hun vidste ikke rigtig, hvad hun skulde svare hertil; hvor den gamle Mand dog saa besynderlig ud; hvad kunde der være paa Færde?
„Naa, gaar Du saa, lille Datter?"
„Jeg vil hellere blive hjemme; Du er bestemt ikke rask."
„Sikke Snak, jeg har aldrig været raskere; jeg trænger bare til lidt Ro, og til at strække mig en Smule i Lænestolen. Aa, ja saamænd, bare jeg havde Dig vel ude!"
Da hendes Nærværelse lod til at opirre og forurolige ham, skyndte hun sig bort, idet hun forgæves brød sit Hoved med at udfinde Grunden til hans Opførsel. Havde han maaske, som en Gang tidligere, gjort Gæld og var bange for, at hun skulde blive anmodet om at betale den, eller var det noget endnu værre; hun var ganske beklemt og forvirret.
„Naa Frøken," lød pludselig Peters Stemme tæt ved hende, „fandt han saa ind til Dem."
„Hvem?"
„Aa, det var saadan en pæn, gammel Mand, der spurgte, hvor Murer Mortensen boede, og sagde, han kendte ham fra gamle Tider og vilde gerne tale med ham. Han havde set et Glimt af Deres Fader i et Telt, fortalte han, men da han kom derhen, var han gaaet."
„Har Du aldrig set ham før?"
„Nej aldrig, men jeg tør vædde en Tiøre paa, at det var en Skolemester."
Stod denne Mand i nogen Forbindelse med Faderens Uro og hans Lyst til at faa hende af Vejen, spurgte hun sig selv, medens hun gik tilbage; man maatte næsten tro det. Gud ske Lov, det ikke var en Politibetjent.
Højrøstede Stemmer naaede hendes Øre, da hun gik forbi, og idet Døren blev aabnet, hørte hun Faderen sige: „Naa, Gud hjælpe mig, der er hun." Da hun kom ind, var han gaaet, og en meget gammel Mand med lys Paryk, blide, blaa Øjne og et stort, hvidt Halstørklæde, havde indtaget hans Plads i Lænestolen. Det var, som Peter havde sagt, en pæn, gammel Mand, en sindig, fredelig, godmodig Olding; "han støttede begge Hænder paa sin Stok og Hagen paa Hænderne og stirrede tankefuldt hen for sig.
„Min kære, unge Pige," begyndte han langsomt, idet han saa ganske venligt og bekendt paa hende; „jeg har noget at meddele Dem; De maa forberede Dem paa en uventet Efterretning. Naa, naa, De skal ikke blive bange, det er ingen Ulykke, mit Barn, tvertimod. — Nej, hvor De ligner ham!"
„Hvem ligner jeg? O, jeg er saa rystet, saa underlig tilmode, hvad betyder alt dette? De maa ikke blive vred, men vær for Guds Skyld kort; jeg kan ikke holde det ud!"
Den skikkelige Skolelærer kom aldeles ud af Koncepterne ved hendes Heftighed.
„Jeg kan sandelig ikke saadan straks buse ud, det er mod min Natur. Jeg har ikke anet, at De var her; jeg troede Dem velbeholden hos Deres Plejeforældre; ellers var jeg kommen før, trods Gigten og mine øvrige smaa Svagheder. I Dag, da jeg saa Jens Murer paa Torvet, vinker jeg af ham, alene i den Tanke, at han mulig havde hørt noget om Dem, men han lod, som han ikke kendte mig, og stak af, hvad rimeligt var, da han ikke havde rent Mel i sin Pose. Han har handlet meget samvittighedsløst imod Dem, ved ikke straks at opklare Deres Vildfarelse."
„Hvilken Vildfarelse?" Stuen løb rundt for hende, og hun saa den gamle Mand som i en Taage, „hvilken Vildfarelse?"
„Den, at han var Deres Fader!"
„Er han det da ikke? O, jeg er nær ved at miste Forstanden!"
„Man bør beflitte sig paa Ro under alle Livets Omskiftelser," formanede Skolelæreren, „men De har Deres Moders Sind, kan jeg mærke; hun tog alt saa ivrigt, den kære, salig Sjæl. Nej, han er ikke Deres Fader; da begge Deres Forældre var døde, tilbød hans Malene paa rimelige Vilkaar at passe Dem med sin egen lille. Naa, jeg kendte hende som en flink, stræbsom Kone, og gik ind derpaa; siden hørte jeg, at en hæderlig, velhavende Familie havde taget Dem som eget Barn, og saa mente jeg, alt var i Orden."
„Tør jeg tro det," spurgte hun næsten knælende, „narrer De mig ikke?"
„Hvad skulde kunne bevæge et Menneske paa Gravens Rand," vedblev den gamle Mand i samme afmaalte, uforstyrrede Tone, „til at drive Spot med saa alvorlige Ting. Jens Mortensen er, saa vist der er en Gud til, ikke Deres Fader. De er bleven lumpent behandlet, og har sandelig Grund til at være opbragt; jeg kan godt forstaa, at det i Øjeblikket vil falde Dem haardt at tilgive ham."
Anna stod ganske stille og lyttede henrykt til hans Forklaring; var den frygtelige Byrde, der havde tynget hende til Jorden, virkelig pludselig borttaget, var Lænken, der havde holdt hende saa fast, saa fast, faldet af?
„O, De tager fejl," svarede hun, „jeg er altfor lykkelig, altfor inderlig, usigelig taknemmelig, til at kunne nære Vrede og Nag. — Er han derinde, og mon han virkelig er bange for mig?"
Mureren stod sammenkrøben i en Krog, et kummerligt Billede paa Skræk og Skam; idet Døren gik op, fæstede han et forstyrret Blik paa den unge Pige; hun nærmede sig imidlertid venligt, og rakte ham med et medlidende, næsten hjerteligt Udtryk Haanden. Alt kunde hun tilgive ham nu, han ikke var hendes Fader.
Ved denne uventede Mildhed fik Jens Mod til at fremkomme med Undskyldninger: han havde ikke haft Bud efter hende; hun var kommen af sig selv, og Plejeforældrene vilde ikke have modtaget hende, om hun var rejst tilbage. Havde han haft sin Helsen og Førlighed, vilde han aldrig have dulgt Sandheden, men Fristelsen havde været for stor for saadan et elendigt gammelt Liv; naa, nu vilde Fattighuset smage saa meget værre ovenpaa, thi der maatte han jo hen; hun vilde naturligvis ikke tage sig af ham længer.
Der laa et halvt Spørgsmaal i denne Bemærkning, og Anna svarede i sin Glæde, at hun ikke havde til Hensigt straks at slaa Haanden af ham.
„Jeg har jo selv forvænt Dem, Jens," hvor det var herligt ikke at skulle sige Fader mere, „og maa se, hvad jeg kan gøre."
Skolelæreren bad hende derpaa følge hjem med sig, saa vilde han undervejs fortælle hende om Forældrene; det var en lille Mil, naar de gik gennem Skoven, og hun kunde ligge i Skolen Natten over; hans Sønnekone vilde glæde sig ved at se hende.
O, det var yndigt og opmuntrende at komme ud i det Fri; hun havde i sin sorgfulde Stemning ikke glædet sig over Sommeren, eller haft rigtig Følelse for Naturen, og nu forekom alt hende nyt og henrivende. Det var ogsaa en prægtig Skov; Solen faldt paa skraa henad de høje, slanke Stammer og lod de gule Blade, der allerede viste sig hist og her, skinne som Guld. Det var ganske stille, ikke et Blad rørte sig, og saa Luften, — saa blaa, ren og gennemsigtig. Da den gamle Skolelærer var en daarlig Fodgænger, gik det kun smaat frem, men de havde jo, som han sagde, ikke heller noget at haste efter.
„Jeg har ofte ønsket," begyndte han, „at se Dem og tale til Dem om Deres Moder; jeg troede jo, at De havde det godt og levede i Lykke og Herlighed, men alligevel har jeg ønsket det og tænkt, at jeg egentlig skyldte hende at gøre det. Hun kom til Skolen som et otteaars Barn og vogtede Gæssene for os; det lille Skind havde hverken Fader eller Moder, Søster eller Broder, og saa sluttede hun sig rigtig til os. Det var en flink lille en, og da hun voksede op, tog vi hende til Pige, og saa blev hun tilsidst næsten som Datter; selv havde vi kun Sønner. Moder, min Kone, sagde altid, at Sidse var en Velsignelse for Huset, og saa lo Pigebarnet nok saa fornøjet, og forsikrede, at hun heller aldrig vilde bort; men vi gamle tænkte vort derved, for min Søn Magnus — ham, der nu har Skolen — havde et godt Øje til hende, og det vidste vi. Dog Mennesket spaar, og Gud raader; en Dag, Sidse var vel da tyve Aar, saavel, betror hun Moder, at en af Fiskerne i Lejet havde spurgt, om hun vilde have ham, og det vilde hun inderlig gerne. Moder indvendte, at det var for simpelt, og hun bad og skændte, græd og talte om Magnus, men det nyttede altsammen ikke en Smule. Naa, saa gik jeg da derhen for at se Fyren, og det var en smuk, stolt Karl med sort Haar og brune Øjne, og et Væsen havde han paa sig som en Prins. Hans Fader var en Udlænding, og de andre Fiskere kaldte ham Spanieren, og paastod, han var katolsk, men det tror jeg ikke. En god Kristen var han bestemt, og en stræbsom, dygtig Fyr. Han havde faret til Søs og faaet Medaillen for Druknedes Redning; den viste han mig, og sin Hytte og sit Smule Indbo; og saa lovede han at være hende en rigtig god Mand. Brylluppet stod hos os, og det gik pænt til; Moder havde for Alvor taget sig sammen. Den gamle Konsistorialraad levede dengang; han udbragte Brudens Skaal, og sagde mange smukke Ting. — Det kan nok være, at vi savnede hende i hver Krog; Moder blev ganske gnaven, og den nye Pige havde just ikke gode Dage, især i Begyndelsen. Jeg gik ofte ned til de unge Folk, og naar jeg saa spurgte Sidse, hvordan hun havde det, svarede hun altid: „Aa, jeg har det, som var jeg i Himlen." Men saa stor Lykke varer sjældent ved, og de havde ikke været gifte et fuldt Aar, før Søen tog ham. Dagen efter blev De født, men Sidse døde. „Det er det bedste, Herren kunde gøre mig," sagde hun, et Øjeblik før hun sov hen, „han tager sig ogsaa nok af den lille, jeg er slet ikke bange." — Min gamle var nær ved at græde Øjnene ud; hun havde gerne taget Barnet straks, men jeg mente, det var fornuftigst at sætte det hos en Kone, der selv havde et lille Barn, indtil det blev Aar gammelt, og saa kom De til Malene. Moder blev imidlertid syg og døde, og da Jens Mortensen saa kommer, efter Branden, og fortæller mig, at Barnet var i gode Hænder, mente jeg, alt var ført til det bedste. Jeg burde have forhørt mig lidt nærmere, men jeg var selv kun daarlig den Tid; Humøret var rent borte, og jeg havde ikke Lyst til nogen Ting. — Nu skal De se Gravene paa Kirkegaarden, og sove i det lille Kammer, Sidse havde, da hun var hos os; min Sønnekone bruger det netop til Gæstekammer. Deres Moders Skudsmaalsbog skal De ogsaa faa, og Medaillen, det har jeg da mange Gange tænkt paa at sende Dem."
Annas Hjerte svulmede, medens hun hørte paa den gamle Mands jævne Fortælling; hun kunde ikke lade være at græde, og var dog saa hjerteglad og taknemmelig.
„De er Deres Fader opad Dage," endte han, „men der er dog tillige noget, som minder om vor Sidse, nu jeg ser rigtig til. Naa, der er Skolen; min Sønnekone er nok bleven bange for Bedstefader, da det lakkede ad Aften; hun staar i Døren, ser jeg med den mindste paa Armen og spejder efter mig."
Svigerdatteren blev øjensynlig beroliget, da hun fik Øje paa den gamle, og viftede velkommen med sit Lommetørklæde. Det var en buttet, venlig, hyggelig lille Kone, og hun modtog Anna med ukunstlet Gæstfrihed. Da hun havde hørt, hvem den unge Pige var, slog hun Hænderne sammen og udbrød:
„Er det nu ikke en Styrelse! Og jeg, som siger til Magnus for et Øjeblik siden: bare Bedstefader ikke kommer til Skade, han havde en Uro efter at komme af Sted i Morges, der ikke huer mig. Ja, vi forstaar kun lidt, vi Mennesker!"
Efter at have udhvilet sig et Øjeblik, fulgte den venlige gamle Mand hende til Kirkegaarden.
„Der er det," sagde han, og saa gik han hen til den anden Side; hun vilde sikkert helst være ene.
Anna knælede ned foran det lille simple Trækors og takkede Gud for sine Forældre. Hun var stolt af den simple Fisker og den fattige Tjenestepige og vilde bevare Mindet om dem som en hellig og dyrebar Skat.
Det var saa besynderligt at sidde om Aftenen i det Kammer, hvor Moderen havde opholdt sig. Himlen var ganske klar, i det fjerne saas en lys Stribe, det var Stranden, hvor hendes Fader havde fundet sin Død. Og hun tænkte paa den trofaste Kærlighed, der havde forenet hendes Forældre, og paa hvor tillidsfuldt Moderen havde befalet sit lille Barn i Guds Haand. Derpaa bad hun en brændende Bøn for de elskede Plejeforældre; havde hun kendt Sandheden, kunde hun bestandig være bleven hos dem. Men havde det været godt? Nej, hun indsaa klart og tydeligt, det havde ikke været godt. Dette tilsyneladende spildte Aar havde baaret Frugt; hun erkendte det med ydmyg Tak til Gud. Hun vidste nu, at hun var et svagt, skrøbeligt Siv, men tillige, hvor hun skulde søge sin Styrke; hun vidste, at Herren vilde give hende alt, naar han blot fik hendes stakkels syndige Hjerte til Gengæld.
Næste Dag tog hun meget tidlig Afsked, og gik saa bort med et let, glad Sind. Den ene store Hindring for hendes Genforening med Forældrene var bortryddet; var Herren ikke mægtig til ogsaa at fjerne den anden, fil at bøje Faderens Sind? Hun gik med hurtige Skridt, men standsede dog engang imellem, for at tage Medaillen og Skudsmaalsbogen frem, og forvisse sig om, at det hele ikke var en Drøm.
Da hun kom hjem, stod baade Stine og Christoffersen i Stuen; den første var forgrædt, den sidste vred for Alvor.
„De tror da ikke, Jomfru, at vi vidste Besked om denne Skurkestreg?"
„Nej, det er jeg vis paa; De maa ikke være saa heftig; jeg er slet ikke vred, kun glad."
„Glad, ja, det kan jeg tænke! Jeg ved ikke, hvad jeg vilde give den, der fortalte mig, at den gamle Rævepels ikke heller var Stines Fader."
„Jeg holder dog af det Skrog alligevel," indvendte Stine, „men Du, eller De, er rigtignok bleven lumpent behandlet, det skal jeg aldrig fragaa. Naa, hvad har De nu i Sinde?"
„Indtil videre vil jeg se Tiden an; vi vil sandelig ikke være Uvenner for den Sags Skyld."
Og hun rakte dem hver en Haand, og talte saa utvungent og venligt til dem som aldrig før.
Vadskerkonen blev umaadelig glad, da Anna fortalte hende Sammenhængen, og Peter spurgte ivrigt, hvad hun nu vilde gøre. „Se Tiden an," sagde hun igen, og samme Svar fik Organisten og lille Johanne paa deres Spørgsmaal.
„Flyt dog i hvert Tilfælde op til os," bad Provsten venligt, „Johanne deler altfor gerne sit Kammer med Dem, og jeg kan ikke taale den Tanke, at De skal blive der i Huset længer."
Hun takkede meget, men vilde dog helst vente lidt, og samle sig i Stilhed.
Paa Tilbagevejen fra Provstens kom hun forbi Fru Klemmes Bolig; den lille Kone var endnu uvidende om det passerede, og nikkede nok saa ugenert ud til hende, ja, lukkede endogsaa Vinduet op, for at de kunde tale sammen.
„Hvorledes gaar det?" spurgte hun, „jeg er saamænd lige kommen hjem fra et Besøg hos min Søster, og kan hilse Dem fra Deres forrige Hjem."
„De havde det da godt?"
„Aa, Gud hjælpe os, det var kun saa som saa. Obersten er blot en Skygge af sig selv; Tjeneren maatte hjælpe ham nedad Vognen, og hans Haar er blevet ganske hvidt; jeg havde nær ikke kendt ham. Det er ogsaa forskrækkeligt, hvor somme Mennesker bliver hjemsøgte. Den raske, kraftige Søn!"
„Hvad ham, er der tilstødt ham noget, er han død?"
Hun maatte holde sig fast i Vindueskarmen, for ikke at segne; Fru Klemme vedblev roligt:
„Saa De ved det ikke? det er ogsaa, ligesom jeg altid skal bringe Dem Hjobsposter. Ja, jeg kan jo ikke saa lige sige, om han er død, men sidst, de hørte fra ham, laa han af Klimatfeber paa et Hospital etsteds i en anden Verdensdel; jeg husker daarligt, og ved ikke saa nøje hvor. Skibet maatte sejle fra ham, og Kaptejnen har selv sagt, at der ikke var synderlig Haab om hans Helbredelse. — Men Kære, vil De ikke ind og have et Glas Vand? De er bestemt syg?"
„Nej Tak, jeg er fuldkommen rask," hun hilste hurtigt, ilede derpaa hjem, og lukkede sig inde i det lille Sovekammer.
Var han virkelig død? Hun kunde næsten ikke tro det; for hendes Tanke stod han saa kraftig, livsglad og haabefuld; og gamle kære Minder — dem hun i den sidste Tid med al sin Sjælskraft havde tvunget tilbage — trængte sig omkring hende. O, hvor hun havde holdt af ham, og været stolt af hans ærlige, højhjertede Karakter; og hvor han havde holdt af hende. Men han kunde alligevel se hendes Fejl; en Gang, hun huskede det saa tydeligt, havde han sagt: „Du maa gerne slægte Fader paa i alt, undtagen et." „O, i alt uden Undtagelse," havde hun svaret. „Nej, Anna, Du maa ikke tro Dig bedre end andre Mennesker." „Han er bedre, jeg vil stræbe ogsaa at blive det." „Tal med Moder," bad han derpaa, „hun er en dygtigere Prædikant end jeg, der selv strider med saa mange Fejl, men jeg ved dog idet mindste, at det er Fejl. Du maa ikke blive vred, Anna, det er netop, fordi min Ædelsten er saa klar, at jeg ikke kan taale den ringeste Plet paa den."
Nu vidste hun, o saa godt, at hun ikke var bedre end andre, og med Guds Hjælp vilde hun aldrig glemme det; men hun var bleven en stille, alvorlig Pige, og han vilde maaske dog ikke kunde elske hende som før? O, jo, han vilde, den kære, trofaste Gustav, hun følte det, hun turde sværge derpaa. O, Gud, var han virkelig død, eller laa han, hvad der sikkert var langt værre, dødelig syg i det fjerne Land, omgivet af udeltagende fremmede.
Annas første overvældende Sorg var egenkærlig; hun tænkte paa sit eget Tab, men snart græd hun over de barnløse gamle i det ensomme Hjem. Han havde været deres Haab og Stolthed; o, det var ikke saa underligt, at Faderens Mod var knækket og hans Haar blevet hvidt. Og Moderen, var det muligt, at hun ogsaa kunde bære dette paa sin stille, taalmodige Maade, uden Klage eller Knurren?
Rejs derhen, lød det pludselig i Annas Indre, hvad holder Dig her mere? Gør Afbigt for ham; støder han Dig bort, saa kom igen; forlang ikke hans Kærlighed, men kun Tilladelse til at være om ham. Han trænger til Dig, Moder trænger til Dig; her er ingen Grund til at vente eller betænke sig.
Hun sprang hurtigt op; i et Nu var Tanken bleven Beslutning; midt i sin egen Smerte følte hun en forunderlig Kraft til at trøste dem. Faderen vilde ikke lukke sin Dør for den hjemløse; han vilde unde hende en Krog ved sin Arne, og med det samme vilde denne Arne blive mindre ensom og sørgelig. Pligt og Tilbøjelighed drev hende lige stærkt derhen, og hun følte sig modig og bestemt.
Det varede ikke længe, før den gule Koffert var pakket; hendes Arv efter Forældrene laa øverst; med varsom Ærbødighed aabnede hun Skudsmaalsbogen. „Sidse Hansdatter" stod der, „har tjent mig i tretten Aar og i den Tid været flink og ordentlig, tro som Guld, og skikkelig i alle Maader." O, det var et herligt Eftermæle! Den gamle Skolelærer havde jo ogsaa sagt, at hun var en Velsignelse for Huset, og næsten som en Datter; hun vilde ogsaa lade sig nøje med at være næsten som en Datter, blot hun maatte blive en Velsignelse for dem hjemme.
„Naa, Gud ske Lov og Tak, at De har bestemt Dem til at rejse," sagde Vadskerkonen, medens hun dog samtidig tørrede sine Øjne, „jeg har saamænd ønsket Dem bort fra det Øjeblik jeg saa Dem; det er en daarlig Kærlighed, Rikke, at være bedrøvet, naar det gaar dem, man holder af, godt."
„De har altid været kærlig og god imod mig," sagde Anna hjerteligt, „og jeg tager saadan et glædeligt Minde med om Deres velsignede, lille Hjem; jeg har lært meget her, maa De tro."
„Nu spøger Frøkenen nok, hvad skulde De kunne lære af os?"
„Mange Ting, blandt andet at være flittig og nøjsom, velvillig mod andre, taknemmelig og gudhengiven."
Vadskerkonen tog den unge Pige i sin Favn og kyssede hende til Afsked.
„Gud velsigne Dem alle Deres Levedage, min kære, unge Frøken," sagde hun.
Anna sendte derpaa Bud til Organisten og bad ham om at ledsage hende; hun gjorde dette mere for at lette ham Afskeden, end fordi hun egentlig følte Trang til den gamle, ubehjælpsomme Mands Beskyttelse. Det var en frygtelig Begivenhed for Herr Fuglesang at skulle rejse; i over halvtredsindstyve Aar havde han ikke været ude af de vante Folder; og saa saa han saa oplivet ud, og trippede saa travlt omkring, at det var en Fornøjelse.
De skulde rejse ganske tidligt næste Morgen, saa Anna maatte ordne sine Anliggender endnu samme Dag. Stine fik alle hendes Penge — det var ingen stor Sum — og lovede at anvende hver Skilling paa Mureren. Han stod hos hende og klynkede og stønnede:
„Naa, nu faar jeg nok Kam til mit Haar, ak ja, man kan vel ikke altid have det som i Abrahams Skød."
Lille Johanne drak The hos hende og blev hele Aftenen, men ikke engang til hende omtalte Anna sin nye, store Sorg, den egentlige Bevæggrund til hendes Afrejse; hun kunde ikke faa det over sine Læber.
Det var en mørk, trist Morgen; Taagen laa kold og klam hen over Egnen; den gamle Organist mødte i rette Tid, vel indhyllet i en gammeldags Kavaj, der holdtes sammen med en enorm Sølvhægte; i Haanden havde han en drabelig Stok, og under Armen sin Paraply.
Idet Vognen rullede bort, nikkede Anna venligt op til Stine, som stod med røde Øjne i sit Kammervindue; derpaa drejede hun Hovedet og vinkede et sidste Farvel til den skikkelige lille Peter og Christoffersen, der var fulgt efter Vognen.

SYVENDE KAPITEL.

Den gamle Organist blev i den nærliggende By; tilfods og alene ønskede Anna at vende tilbage til Hjemmet. Hvor godt huskede hun ikke Genvejen over Markerne; Clara og hun havde saa ofte gaaet den med glade Hjerter og lette Skridt. Hun kendte hvert Træ og hver Busk; den store Sten, som Gustav en Gang havde væltet ned i Grøften, at de kunde komme tørskoede over, laa der endnu; i Gærdet tæt ved havde der været en Fuglerede, som de hver Morgen plejede at besøge.
Jo nærmere hun kom Maalet, desto langsommere gik hun, og da hun stod udenfor Døren, var hendes Hjerte saa tungt som Bly, og hendes Mod næsten borte. Huset saa venligt og hyggeligt ud, som altid; den vilde Vin slyngede sine purpurrøde Guirlander opad Muren og Taget; i det aabne Dagligstuevindue stod en blomstrende Rose. Tøvende lagde Anna sin Haand paa Laasen; det var saa underligt, hun hørte ikke en Lyd, saa ikke en Sjæl. I Gangen mødte hun dog en Tjener, et nyt Ansigt, der ikke havde været i hendes Tid. Han standsede hende, og sagde høflig undskyldende, at Herskabet ikke tog mod nogen.
„Jeg er en Undtagelse;" hun sagde dette saa bestemt, at han øjeblikkelig veg tilbage og aabnede Døren.
Obersten og hans Hustru sad i den lille Hjørnesofa i Kabinettet; de sprang begge op, da hun traadte ind, men, medens Moderen gik hende i Møde, blev han staaende paa samme Plet.
Hvor han saa uimodtagelig ud; Ordene døde paa hendes Læber; dog hun skulde, hun maatte tale; nu eller aldrig. Med Moderens Haand i sin, øsende Haab og Mod af dens sagte Tryk, traadte hun hen til ham, fortalte, at Mureren ikke var hendes Fader, og at hun nu stod ganske ene i Verden. Derpaa skildrede hun sin forladte Tilstand og hvor ubeskrivelig hun trængte til dem, men nævnede ikke med et eneste Ord deres Sorg, gjorde kun Krav paa Deltagelse, viste ingen; hun kendte ham jo. Og hun talte om hans Taalmodighed hin rædsomme Aften; da havde hun næppe hørt efter, hvad han sagde, men siden havde hvert Ord lydt for hendes Øre, og gjort hendes Anger dobbelt nagende.
„Tør jeg blive her?" endte hun, „jeg venter ikke, det skal være som før, jeg er tilfreds med kun at blive taalt."
Hun vovede ikke at se paa ham; han var marmorbleg, og hans Stemme sitrede, idet han sagde:
„Deres Medlidenhed med os maa være meget stor; for Deres egen Skyld vilde De aldrig have kunnet ydmyge Dem saaledes."
„Du har fuldkommen Ret," svarede Oberstinden med usædvanlig Fasthed, „hendes Medlidenhed er meget stor, og hendes Kærlighed ogsaa. Stakkels Barn, Du har ikke betænkt, at nogle Mennesker aldrig kan taale at blive overgaaede i Ædelmodighed. — Maa hun blive, Hugo?"
„Naturligvis, saa længe hun ønsker det."
Han forlod Stuen med hævet Pande og rolig Holdning. Anna havde ventet, at det vilde gaa saaledes, og dog brast hun i Graad.
„Du maa ikke tabe Modet, min elskede lille Datter: hvor det er en Trøst at have Dig igen, og det føler Fader ogsaa, det er jeg vis paa. Du maa nu besørge Dine gamle Pligter, Anna, som havde Du slet ikke forladt Hjemmet: spille for os, lave hans The, læse Aviserne højt, og sætte Blomster paa hans Pult. Jeg har med Vilje aldrig gjort nogen af Delene. — Du har hørt det med Gustav, og derfor er Du kommen; jeg vidste det, lige da jeg saa Dig; selv tror jeg ikke, han er død, jeg kan ikke tro det; der er et underligt Haab paa Bunden af min Sjæl, som holder mig oprejst og lover, at han vil komme tilbage. Min stakkels, lille Pige, hvor Du er bleg og ser alvorlig ud!"
„Blot jeg ikke skal være ham en Torn i Øjet, Moder, blot han ikke vil berøve sig Dit Selskab, for at undgaa mit; da maatte jeg jo langt hellere rejse."
Han kom imidlertid igen, da Lampen var tændt og Maskinen bragt ind, og Anna skænkede Theen som i gode, gamle Dage. „Skal jeg lave den til?" spurgte hun frygtsomt, idet hun rakte ham Koppen.
„Tak," det forekom hende, at han saa lidt forundret, men ikke uvenlig ud.
„Hvad skal jeg læse?" spurgte hun senere.
Oberstinden rakte hende hurtig Aviserne.
„Her, Kære, men er Du blot ikke træt?"
„Jeg er slet ikke træt;" og hun betvang sine Taarer og beherskede saa godt hun formaaede Stemmens Skælven.
„Nu maa Du virkelig holde op, min søde Pige," afbrød Oberstinden, efter en Timestids Forløb. „Den lille blaa Hjørnestue er gjort i Stand til Dig, og Du trænger til Hvile efter Rejsen. — Ja, jeg gaar iforvejen for at se, om alt er hyggeligt og i Orden."
Lod hun dem med Villie alene? Anna var frygtelig angst! Det forekom hende, at hun kunde høre sit Hjerte slaa. Obersten sad, tilsyneladende rolig, og læste videre, hvor hun havde sluppet.
„Godnat," — han lod til ikke at høre det — „Godnat, Hr. Oberst."
„O, Anna," han sprang op og nærmede sig til hende, „hvor kunde Du!"
„Hvad maa jeg da sige?"
Han tav et Øjeblik, overvældet af sine Følelser, derpaa lagde han Armen om hendes Liv og trak hende til sig.
„Sig Fader."
„Tør jeg? Gud ske Lov! Jeg har ogsaa altid kaldt Dig Fader i mine Tanker. O, nu er det mig umuligt at gaa til Ro; jeg maa sidde og se paa Dig, ikke med stjaalne, flygtige Blik, men rigtigt. Du har ondt i Hovedet, Fader, jeg kan se det paa din Pande; maa jeg lægge min Haand paa den? Det har undertiden gjort Dig godt, og den er saa kold."
„Ved Du, hvad jeg aldrig kan tilgive mig selv, Anna? At jeg lod Dig rejse efter Claras Død uden et forsonende Ord; det var grusomt!"
„Men jeg havde ogsaa krænket Dig grusomt, Fader."
Lidt efter kom Oberstinden; hun nikkede mildt, men gav ingen Forundring tilkende.
„Imorgen er ogsaa en Dag!" sagde hun blot, „og Barnet trænger til Søvn. Vi maa være meget forsigtige med hende; hun ser saa angreben ud, den lille Stakkel."
„Store Gud, skulde hun ogsaa blive syg!" Han betragtede hende forfærdet. „Fejler Du det mindste, Anna, vil vi straks, endnu i Aften, sende Bud efter Lægen."
Hun forsikrede, at hun var fuldkommen rask, og fulgte saa op med Moderen. Den lille blaa Stue var saa yndig og venlig, men hun havde dog foretrukket at ligge i sit forrige Kammer; de sørgelige Erindringer gjorde hende det kun kærere.
„Saa, nu er Du da endelig hjemme igen, min egen Glut, hjemme i Huset, og hjemme i Hjerterne. Herren være takket, der gav Dig Mod til at komme! O, Du kan tro, Fader vil sove bedre i Nat, end han har gjort, siden Du forlod os."
Anna laa længe vaagen og grundede paa, om Gustav virkelig ikke var død; hun havde aldrig vovet sig til Hjemmet, dersom hun ikke havde troet det. O, Vorherre havde dog været uendelig naadig! Hun længtes efter Morgenen, da hun skulde se dem igen; mon han vilde være lige saa kærlig imod hende?
Ja, han var lige saa kærlig, maaske endnu kærligere; Halvhed laa ikke i hans Karakter, og gav han først efter, gjorde han det uden Forbehold.
„Hvorledes skal vi dog faa Roserne frem igen," sagde han, idet han klappede hendes Kind.
„Du maa hver Dag spadsere og ride med Barnet, Hugo," Oberstinden glædede sig til med det samme at faa ham ud; han havde næsten spærret sig inde i den sidste Tid, „saa kommer Roserne nok. — Ah, der er Posten!"
Hun blev ganske bleg af Bevægelse; Obersten aabnede hurtig Tasken og tog Brevene frem.
„Ingen Efterretninger," sagde han med et dybt Suk. Den samme Scene havde gentaget sig hver Morgen hele Sommeren; hvor var det dog muligt, at Moderen kunde haabe endnu!
Opad Formiddagen kom Hr. Fuglesang i sin bedste Puds: sort Spidskjole og Kalvekryds; Stokken havde han i Haanden, og der var et ophidset Udtryk i hans Ansigt. Han var bestemt paa ordentlig at læse Obersten Teksten, og blev ganske forbavset, da denne kom ham imøde med udstrakt Haand.
„Velkommen, gamle Ven, jeg staar i Taknemmelighedsgæld til Dem. Enhver Tjeneste, der er vist min Datter, er vist mig. Tillad mig at sende Bud efter Deres Koffert; De maa sandelig blive her dog i det mindste nogle Dage."
Oberstinden føjede sin Indbydelse til, og Anna tog uden videre Hatten og Stokken fra ham.
„Han skal blive," sagde hun bestemt.
„De vender Forholdet om, Hr. Oberst," indvendte Organisten, „jeg er i Deres Datters Gæld. — For Indbydelsen takker jeg iøvrigt mangfoldigt, men imorgen maa jeg rejse; jeg skal absolut være hjemme til Søndag, og længes desuden allerede efter min lille skumle Ungkarlestue; naar jeg sidder der igen, vil jeg først rigtig kunne glæde mig over Rejsen."
Medens Anna ordnede Kaffebordet, skildrede Hr. Fuglesang med Liv og Varme alt, hvad hun havde lidt og stridt: hendes Angst, hendes Længsel, hvor modigt hun havde kæmpet for Udkommet.
„Hjalp Fru Klemme hende ikke?" spurgte Obersten.
„Nej, hun laante hende rigtignok Møbler, men jeg ved, at der blev betalt Leje, høj Leje, baade af dem og af Boligen."
Obersten gik ind i Spisestuen til Anna, og tog hende i sine Arme.
„Min egen Pige, mine Øjnes Fryd, min Stolthed!"
Og han fortalte hende om Pengene, han havde betroet Fru Klemme, og spurgte hende, hvad hun nu vilde gøre med dem; den lille svigagtige Kone skulde sandelig ikke beholde dem.
Anna bestemte den lille Sum til Christoffersen og Stine, og Obersten skrev endnu samme Dag til Fru Klemme, og anmodede hende om at afgive de bevidste Ottehundrede til den unge Smedesvend.
Prokuratorens Kone blev højst opbragt, da hun modtog Brevet, talte meget om sort Utaknemmelighed, og havde stor Lyst til ikke at efterkomme Opfordringen; hun manglede dog heldigvis Mod hertil, og Christoffersen fik sine Penge. Han var umaadelig glad; det var jo en hel lille Kapital at sætte Bo for.
„Men er det ikke at sanke gloende Kul paa vore Hoveder," sagde han alligevel til den jublende Stine. —
Hvor det gjorde Anna godt, naar Faderen bad om hendes Arm at støtte sig paa, hvor det lød behageligt i hendes Øre, naar han spurgte: „Barn, hvor gaar Du hen? Kom snart tilbage."
Han var saa ængstelig for hendes Helbred, saa bange, at hun ikke skulde være tilfreds.
„Du har grædt," sagde han en Morgen, hun kom op fra Haven, „hvorfor har Du grædt?"
Anna smilede, og søgte at smutte forbi, men da han holdt hendes Haand fast, brast hun igen i Graad.
„O jeg kan ikke andet! Da jeg var borte, var mit Sind uroligt, og jeg var saa ulykkelig, og længtes saa inderlig efter Dig og Moder, men nu jeg er her igen og har det godt og velsignet, vaagner Sorgen over lille Clara. Vi havde jo alt sammen, maa Du huske, Fader, og der er ikke en Plet, uden den minder mig om hende. — Det er Synd mod Eder at tale saaledes, men, da Du spurgte mig, maatte jeg jo svare."
„Gud velsigne Dig for hver Taare, mit elskede Barn," sagde Moderen, idet hun ømt kyssede hendes Pande, „tror Du, noget kunde binde Dig fastere til mit Hjerte, end Din Sorg over Clara. Men vi vil ikke glemme, at hun bad os mindes hende med Glæde." —
Det var et dejligt Efteraar, og Oberstens kørte næsten hver Dag en Tur. Anna ytrede Lyst dertil for deres Skyld, og de tog med for hendes, og saa blev de alle tre opmuntrede og styrkede. Man kan ikke sige, at de var lykkelige — dertil var Sorgen over Clara altfor frisk, Uvisheden med Hensyn til Gustav altfor pinlig — men de var glade ved hverandre og taknemmelige mod Vorherre. Stundom var der en underlig, urolig Aand over Obersten, som følte han, at han havde uendelig meget at gøre godt mod dem begge.
„Hvor Du dog har været mig en kærlighedsfuld Hustru," kunde han pludselig udbryde, „og hvor jeg har forvoldt Dig mange Sorger, uden at tænke derover. Jeg ser nu mit eget Liv med en Klarhed, der næsten forfærder mig; dog Herren være takket, at mit Syn blev aabnet, før det var for silde."
Og han, den retfærdige, den stolte Mand, bad Anna læse Lignelsen om den forlorne Søn og det tabte Faar, og han bøjede sit hvide Hoved med ydmyg Tak for den guddommelige Trøst.
Hver Morgen, naar Posttasken kom, indtraadte der et Øjebliks spændt Tavshed; derpaa lød det nedslaaende: „ingen Efterretninger."
„Dersom han var død, fik vi nok Efterretninger," sagde Moderen undertiden; Obersten rystede paa Hovedet.
„Hvorledes skal vi trøste hende?" spurgte han Anna, „det ligner hende ikke, at hænge sig saa halsstarrigt ved Haabet. Jeg frygter, at hun kun vægrer sig ved at tro hans Død, fordi hun føler sig ude af Stand til at bære den. — Har Du Haab, Barn?"
„Ikke meget."
Hun kunde gerne have sagt: slet intet; hun ansaa ham for død, og tænkte paa ham og Clara, som var de samlede.
Og Vinteren gik sin rolige, regelmæssige Gang; i Skumringen spillede Anna gerne for Forældrene; en Gang imellem sang hun ogsaa, men det var kun sjældent; hun var ikke i den muntre Stemning, der før uvilkaarligt havde tvunget hende til at synge.
Hvor Obersten blev glad, naar hun kom hen til ham og tillidsfuldt som i fordums Dage lagde sin fine lille Haand paa hans Arm og bad om et eller andet. Det gik ikke saa sjældent paa; hun havde overtaget Omsorgen for Claras Fattige, og kunde bruge mange Penge, især da det blev saa koldt og Fødemidlerne saa dyre. Før havde hun ofte let af Moderens utrættelige Flid med alle de smaa Trøjer og Strømper; nu var hun lykkelig ved at maatte deltage i Arbejdet; og hendes hjælpsomme Haand og blide, deltagende Væsen blev velsignet i mangt et fattigt Hjem der i Egnen.
En Morgen, over et Aar efter Claras Død, sad de sammen i Spisestuen. Det var et koldt, uhyggeligt Aprilsvejr: store Hagl piskede mod Ruderne; Himlen var fuld af sorte Skyer, og Luften, trods sin Kulde, saa trykkende, at man uvilkaarlig blev ængstelig og beklemt tilmode. Da de havde drukket Theen, kom Posttasken, som sædvanlig.
Moderen sad ved Vinduet bøjet over sit Sytøj; Faderen gav et trøstesløst Suk, idet han aabnede den; Anna saa i det samme hen paa ham og mærkede, han skiftede Farve, og at hans Haand pludselig begyndte at skælve; han tav imidlertid, og skød hurtigt et Brev med en fremmed Udskrift ind imellem Aviserne.
„Der var vel intet?" spurgte Oberstinden, idet hun slog Øjet op. Han rystede paa Hovedet, og gik ud.
Det var et skrækkeligt Øjeblik; Anna var næsten vis paa, at Brevet indeholdt Efterretningen om Gustavs Død, og havde usigelig ondt af Moderen, som sad der saa rolig og tryg med sit milde, fredelige Udtryk. Hvorledes skulde hun kunne trøste hende, den stakkels, stakkels Moder! — Der var Faderen, nu vilde Slaget komme!
Idet Obersten aabnede Døren, saa de begge op, og udbrød derpaa i samme Aandedræt:
„Gustav lever!"
„Ja, Herren være lovet, han lever!"
Brevet var fra Hospitalslægen; der var ingen Fare mere, men Patienten turde dog ikke udskrives for det første; han havde opsat at skrive, indtil han kunde udtale sig med Bestemthed.
Det var en forvirret, lyksalig Stund; de ændsede ikke Uvejret udenfor, eller rettere mærkede det ikke.
„Dersom Du havde været borte, Anna," sagde Obersten, „hvilken Braad vilde der da ikke alligevel have været i mit Hjerte! Nu er Glæden ublandet."
Hun smilede og kyssede hans Haand, men tænkte i det samme, at hendes Glæde ikke var ganske ublandet; hun var saa besynderlig urolig, og sagde for første Gang til sig selv: maaske tager Du fejl, maaske er det en anden, han holder af.
„Moder", spurgte hun senere, medens hun syede frygtelig ivrigt, „ved Gustav, at jeg forlod Hjemmet?"
„Han fik det at vide kort før sin Sygdom, og den unge Skibslæge har fortalt mig, at han uophørligt fantaserede derom. „Vægten er for stor, hun bukker under," sagde han i sin Vildelse, „den gamle Mand er saa frygtelig tung, Clara er død, og ingen vil hjælpe hende uden jeg, og jeg kan ikke, jeg er i Lænker, men jeg vil bryde dem. Hold blot ud et Øjeblik endnu, min elskede Pige, saa kommer jeg." — Var det ikke mærkelige Ord, Anna? Før vilde jeg ikke fortælle det, af Frygt for at bedrøve Dig, men nu, han lever og kommer tilbage, tænker jeg, Du er glad ved at vide, hvor kær Du er ham, ikke sandt?"
„Jo, Moder," Synaalen fløj saa hurtig op og ned, at Obersten blev ganske utaalmodig.
„Læg det fatale Arbejde bort," bad han, „og kom hen til mig; min Rose er saa bleg endnu; hvor kan det dog være?"
„I Dag maa Du lægge Din sorte Kjole, Barn," hviskede Oberstinden, „og sætte Haaret paa Din gamle Maade; det vil gøre et behageligt Indtryk paa Fader." Og det gjorde det ogsaa. Hun saa meget smuk ud i den lyse Dragt, og var hun ikke saa blomstrende som tidligere, var der til Gengæld noget yndigt, blidt, lutret over hende, hun før havde manglet.
Omtrent otte Dage efter kom der et kort Brev fra Gustav selv. Obersten læste det først, og rakte det derpaa med en hjertelig Latter til sin Hustru; hun lo ogsaa.
„Du maa slet ikke læse det," sagde hun, „den fæle, uartige Dreng; det er ikke andet end Skænd og Bebrejdelser fra først til sidst; og alt det skal man taale for Din Skyld, Du slemme Barn. „Haarde, ubarmhjertige, samvittighedsløse," ja, han skaaner os saamænd ikke."

OTTENDE KAPITEL.

Snart fik Obersten, thi Glæden er den bedste Doktor, paa noget nær sit gamle Udseende igen. Oberstinden levede ogsaa op paa ny; hendes mangeaarige Bøn var endelig opfyldt; der herskede fuldkommen Sympathi og Fortrolighed mellem hende og hendes Ægtefælle.
De kunde vente Gustav hver Dag, og der blev stor Travlhed i Huset; alt skulde indrettes til Sommerbrug, før han kom.
„I Dag bliver Gardinerne hængt op," sagde Oberstinden spøgende, „i Morgen maa han komme."
Det var en yndig Majdag kort før Pinse; om Natten havde det regnet, og overalt pippede og myldrede det grønne frem. Obersten havde travlt med at give Gartneren Ordrer; hans Hustru og Anna saa til.
„Haven kan ikke blive færdig før i Morgen," lo han, „før maa Drengen ikke komme."
I det samme raslede det i Buegangen ud til Vejen. Anna greb forskrækket Moderens Haand; Lyden kom akkurat fra det Hjørne, hvor Gustav, naar han som Kadet kom hjem i Ferierne, altid plejede at springe over Hækken ind i Haven. Vagtsom, der hidindtil rolig havde fulgt efter sin Herre, spidsede pludselig Øren og styrtede derpaa af sted.
„Gamle, gode Dreng, skikkelige Vagtsom, saa Du kender mig igen!"
Den friske, klare Stemme lød hen til dem, og et Øjeblik efter stod han der selv, høj, rank og brun, temmelig mager efter Sygdommen, men med sit gamle velsignede, sjælfulde, glædestraalende Ansigt.
„Det er jo mageløst, at Anna er her," sagde han, „og jeg Dumrian, som spildte hele Dagen i Gaar med at lede efter hende. Det var en kedelig lille By, og de Folk, jeg talte med var saa sendrægtige og tungnemme, at de hverken kunde besvare mine Spørgsmaal, eller sige mig Besked i nogen Henseende. Tilsidst traf jeg dog en prægtig, livlig Krabat, der var mærkværdig orienteret, og lod til at kende Dig ude og inde, Anna; han ledte sandelig ikke efter Ord til Din Ros; det gik som en fly­dende Strøm. — Jeg har været i det lille, lave Hus, hvor Du boede; det forekom mig som et indviet Sted; Du havde jo kæmpet og lidt inden disse Mure og været stor i tjenende Kærlighed. — Den gamle infame Slyngel var der endnu, men han saa saa fortabt ud, og klagede og ynkede sig selv i den Grad, at min Harme fuldkommen afvæbnedes, og jeg var lige ved ogsaa at ynke ham, fordi han havde mistet Dig. — Kan Du tilgive mig, Fader, og Du ogsaa, min egen Moder, at jeg i den sidste Tid har haft den største Lyst til at bryde med Eder? Og Brevet! Naar Du ser saa kærligt paa mig, Fader, falder det tungt paa min Samvittighed."
Moderen tog nu hans ene Arm, og lod Anna forstaa, at hun skulde tage den anden; Obersten gik bagefter! Han vilde ikke tabe Sønnen af Syne et Øjeblik.
„Vil Du gaa lidt ud med mig, Anna," bad Gustav om Eftermiddagen. Hun nikkede og tog sit Tøj paa.
„Gud velsigne Dig, min Solstraale," hviskede Faderen, da de gik forbi.
Hvor hendes Hjerte slog; hun vidste, hvad der vilde komme, men var dog ikke nær saa forvirret, som hun havde tænkt: det var saa godt og naturligt altsammen; hun var saa lykkelig, saa taknemmelig mod Herren.
Gustav brugte ikke mange Ord til at fortælle om sin Kærlighed og bede om hendes Haand, og hun brugte slet ingen, men gav ham kun Haanden, og saa gik de tilbage til Forældrene.
Næste Dag fortalte hun ham, medens de spadserede sammen til Kirkegaarden, alt, hvad der var foregaaet i hans Fraværelse.
„Det er dog besynderligt, hvor forskelligt en Historie kan opfattes," sagde han, „efter Faders Beretning havde Du ikke nær saa meget, og han langt mere at bebrejde sig. — Du kan tro, jeg lagde mange besynderlige Planer under min Hjemrejse: vi vilde straks gifte os og tage Din Fader i Huset; til mit Hjem vilde vi slet ikke komme; de skulde da i det mindste først give gode Ord. Jeg følte mig saa haard i Forhold til Fader, og Stoltheden, min Arvepart efter ham, besvor mig aldrig at give efter. Du ser, jeg har været meget genstridig, min blide, taalmodige Anna, og ikke fortjent den uendelige Lykke, Gud Fader gemte til mig herhjemme. Stakkels lille Clara," tilføjede han, „havde hun blot været hos os!"
De stod nu foran det lille Gravsted; det saa saa smukt og fredeligt ud med sit hvide Kors og de friske, yndige Blomsterkranse. Anna trykkede sagte Gustavs Arm; hun tænkte paa Søsterens Drøm. Og Solen skinnede klart og varmt paa Graven; Fuglene sang jublende om Foraar, Glæde og Liv.

Reklamer

Reklamerne herunder sidder bagerst i den trykte bog.

En fortrinlig Bog ypperlig egnet til Højtlæsning i Hjemmene er:

PALLESHOLM
OG DETS BEBOERE

AF

EINAR ROUSTHØI

Pris heftet 3 Kr. — eleg. indb. 4 Kr. 50 Øre.

Af Pressens mange og alle enstemmig rosende Udtalelser anføres:

„Der er Flugt, Fart og Friskhed over Fremstillingen, saa man læser „Pallesholm" med virkelig Fornøjelse"

(Berlingske Tidende).

„Pallesholm" hæver sig højt over de fleste af de saakaldte „historiske" Romaner."

(Ekstrabladet).

„Det er en Bog Ungdommen vil sluge med Begærlighed og som vil være de ældre til behagelig Tidsfordriv".

(Jydsk Folketid.).

„En god romantisk Bog, skrevet med meget Talent.

(Dannebrog).

„En historisk Roman, der vil være sikker paa sit Publikum. Hvis ikke den vinder sig mange Venner blandt Ungdommen, saa er der ingen Retfærdighed til i Verden".

(Nationaltidende).

„Bogen er tidt spændende, af og til belærende og altid underholdende".

(Østsjællands Avis).

„Forf. aabenbarer en forbløffende Opfindsomhed i at holde Læserens Fantasi i Aande, ingen af vore anerkendte Forf. vilde behøve at skamme sig ved Forfatterskabet".

(Vordingborg Avis).

„Bogen er underholdende, Sproget er godt, og den er — hvad der skiller den fra mange af de unge Forfatteres Bøger — saa velsignet fri for usund Erotik. Derfor vil den blive købt og den vil blive læst".

(Randers Arbejderblad).

---

=p. p.=

(Th. Rumohr)
Niels Juel
Historisk Roman

Kr. 4.00 heftet, Kr. 5.50 indb.

Bør findes paa Boghylden i ethvert dansk Hjem, hvor der findes mindste Sans for Læsning. Paa en fængslende og overordentlig underholdende Maade fører den Læseren et stort Stykke — og det et af de mest betydningsfulde og interessanteste — af Danmarks Historie for Øje. Af de mange historiske Personer og Begivenheder, der i livfulde Skildringer — ofte af stor dramatisk Kraft og Spænding — forekommer i Romanen, skal fremhæves :

KØBENHAVNS BELEJRING ved KARL X GUSTAV
KRONBORGS OVERGIVELSE	| KORFITZ ULFELD
STORMEN PAA KØBENHAVN	| FREDERIK III
HOLLÆNDERNES UNDSÆTNING ved OPDAM & RUYTER
SLAGET VED NYBORG	| ELEONORA KRISTINE ULFELD
ENEVOLDSMAGTENS INDFØRELSE
DRONNING SOFIE AMALIE	| GULLANDS EROBRING
PETER SCHUMACHER, GREVE AF GRIFFENFELD
SLAGET I KØGEBUGT	| DRONNING CHARLOTTE AMALIE
KRISTIAN V	| „STORA KRONANS" FORLIS
KORT ADELER	| TOGET TIL ØLAND
JENS JUEL	| TOGET TIL RYGEN
KIELER SLOT	| o. m. a.

Der gaar en Strøm af Kærlighed til Fædrelandet og en Hævden af Æren, som det fejreste Træ i Skoven, gennem P. P.s Roman, derfor turde ikke mindst Ungdommen have Glæde og Gavn af denne Bog.

(Div. Anmeldelser).

---

=p. p.=

(Th. Rumohr)
Tordenskjold
Historisk Roman

— Pragtudgave —

Denne Pragtudgave med ca. 150 Illustrationer af J. Nørretranders leveres Køberne af „Niels Juel" saa langt Oplaget rækker for 6 Kr. hæftet (Bogladeprisen er Kr. 10.25). Af de mange anerkendende Udtalelser skal her anføres hvad

Nationaltidende skriver:

„Peter Tordenskjold" er en fuldt saa underholdende og spændende Roman som „Gøngehøvdingen". Dens historiske Baggrund er endda ikke saa lidt mere ægte; der er et Liv og en Glans over Skildringen af den navnkundige Søhelt og hans Fæller Grip, Ployart Budde og hvad de nu alle hedder. P. P. besidder tillige den Evne fra først til sidst at fastholde Spændingen og Interessen."

Bogen leveres ogsaa i en meget stilfuld og smuk Indbinding, der gør Bogen endnu mere egnet til

En straalende Festgave.

---

J

Der findes neppe noget Hjem, hvor ikke J.-Bøger er repræsenteret; som faa har denne Forf. forstaaet at tage den kvindelige Ungdom om Hjertet. Og har Mødrene til den nu opvoksende Generation end allerede jublet og grædt, eftersom det gik op eller ned i disse Fortællingers Gang, saa staar J-Bøgerne den Dag i Dag som den kvindelige Ungdoms erklærede Yndlinge og vil vedblive dermed, thi det er, som „Nationaltidende" skriver — Hemmeligheden ved disse Bøgers enestaaende Popularitet gennem de mange Aar, at de foruden den rene Idealisme og varme Følelse for alt godt og skønt, der gennemstrømmer dem, er fortalt paa den velsignet, naturlige Maade, som i Virkeligheden virker langt mere tiltalende end alle de stilistiske Kunster og Krumspring, hvormed adskillige moderne Forfattere søger at fange Læsernes Opmærksomhed.