Ane-Mette
ANE-METTE
Den Vej, der fra Lillelunde By fører i Vest, bugter sig først paa en Strækning af næsten en Fjerdingmil hen over fladt og frodigt Land med spredt liggende Gaarde og grønne Agre. Derpaa kravler den møjsommelig op ad en svær, knudret og ufrugtbar Højderyg, der temmelig brat hæver sig fra Slettelandet, og naa'r omsider gjennem flere Svingninger dennes højeste Punkt, hvor den gamle Kampestenskirke ligger ensomt og frit med sin murindhegnede Kirkegaard.
Den ligger deroppe paa den nøgne Pynt, mellem Rævehuler og Lærkereder, — syngende sine daglige Morgen- og Aftensange med klar, indsmigrende Røst, der i stille Vejr høres ned over Sletten, men faldende ind med stærkere og malmfuldere Stemme, hver Gang en af de Lillelunde Folk gjør sin sidste, langsommelige Kirkefærd op igjennem Hulvejene, .... en stor (til 4 Mark og 8 Skilling) for Bønder og velhavende Haandværkere, samt en mindre (à en gammel Rigsort), til hvis lidt mere sprukne Toner Husmænd og jordløse Indsiddere beskedent ager op til deres Fædre, … for nu slet ikke at tale om hine fattige Stympere, der — ligesom ad en Bagvej — listes over i Evigheden uden anden Musik end Præstens Amen og Grusets tre hule Bump paa det tynde Kistelaag.
Selve Kirkegaarden er nøgen og uhyggelig — opreven af Vestenvinden, der her uhindret kaster sig ind over Gravene. Men rundt omkring Aasen breder Landet og Fjorden sig i milevid Forening for ens Øjne, og i Vest — hvor Brinken sænker sig stejlt og vildt — skuer Blikket ud over en stor, inddæmmet, nu ganske tilgroet Fjordvig eller «Have», fyldt med høje Rør og tæt Siv, over hvis mægtige Flade der i det sildige Efteraar lægger sig de vidunderligste Toner af gult, rødt og orange, og hvorfra der navnlig ved Aftenstid, naar Solen gaar ned dér langt borte bag de blaanende Højder, stiger et næsten øredøvende Spektakel af Fugleskrig: af Ænder, Rødben, Storke, Viber, Drummer, Gjæs … et Virvar af Hundreder af Stemmer, der som en Helvedes Koncert trænger herop i de øde Højders paradisiske Fred. — —
En meget varm Sommerdag sad en midaldrende Kone her udenfor Kirkegaardsporten under en gammel Hyldebusk, i hvis tynde, blaa Skygge hun havde søgt Ly for den ubarmhjærtige Sol, der stegte ind over Gravene.
Hun sad i Sørgehætte og sort Shawl og støttede den noget lange, fremskudte Hage i Hulingen af en knoklet, tørvebrun, af Arbejde mishandlet Haand, mens hun — hensunken i Tanker — stirrede ud over Fjorden.
Det var en Kone, der var baade godt og vel kjendt i hele Egnen, hvor hun almindeligvis gik under det besynderlige Navn: Niels Nilens Brud.
Hvor hun egentlig stammede fra, hvem hun oprindelig tilhørte, og hvad hun ellers hed, havde man næsten helt glemt. Thi baade Navn og Berømmelse skyldte hun udelukkende sin for fire Aar siden afdøde Mand, Niels Nilen, der — endskjønt han blot var en fattig Fisker, som endda kun saare sjælden fiskede — havde erhvervet sig en Navnkundighed, der sikkert endnu længe vilde overleve ham.
For at forklare dette vil det være nødvendigt, men ikke tilstrækkeligt, at oplyse, at Niels Nilen drak. Thi denne Egenskab havde han tilfælles med enhver uberygtet Lillelunder over Konfirmationsalderen. Der maa i alle Fald tilføjes, at Niels Nilen saa godt som helt og udelukkende levede af Brændevin, ja at hans lille indskrumpede, af Spiritus ligesom gjennembrændte Legeme tilsidst ikke var modtageligt for almindelig menneskelig Føde, saa det var en sand Ynk at se, med hvilket Besvær han pinte selv den mindste Krumme Brød ned gjennem sit sammensnerpede Svælg.
Kommer nu hertil, at han ikke des mindre var et kvikt Hoved, med en altid slagfærdig Tunge og et uopdrikkeligt Galgenhumor, samt at han endnu efter sin Død fejrede den — man kunde sige videnskabelige — Triumf, at Distriktslægen henrykt og yderst forsigtig udskar hans lillebitte, sejge og næsten kuglerunde Mave, der derpaa som en sjælden og kostelig Skat anbragtes i et Glas med Spiritus og senere under almindelig Beundring fremvistes ved en stor Lægeforsamling i Kjøbenhavn … saa vil det sikkert næppe længer forbavse, at han af Lillelunderne dyrkes som en Slags Sogne-Helgen, en stedlig Heros, hvis forskjellige vidunderlige Bedrifter, Eder og Slagord endnu samvittighedsfuldt opbevares til beundrende Ihukommelse.
Nu var de ogsaa absolut enestaaende — de Masser af alskens brændbart Stof, der daglig kunde løbe igjennem ham; og det var fast utroligt, hvad han kunde hitte paa af List og Kneb for at komme i Besiddelse af dem.
Han havde blandt andet lært sig en egen uimodstaaelig Maade, paa hvilken han «fløjtede» sig til den første Snaps, «hanegalede« sig til den anden, »græd» sig til den tredje o. s. v. For en halv Pægl hoppede han Gulvet rundt som en Skade, for en hel spiste han en Lus; og naar han gik omkring i Gaardene med sine Fisk — som andre havde fanget — var det hovedsagelig for paa denne Vis at erhverve sig sit «ene fornødne» — som han selv rent ud og med en ydmyg Gebærde kaldte det.
Men kom først Drikkelysten rigtig over ham, var denne Vej ham for trang. Da flaaede han bogstavelig den sidste Las af sine egne Børn og plyndrede Huset for at blive tilfredsstillet.
Paa saadanne Dage saa' man ham da gjærne slingre rundt i Sognets Byer — snart med en gammel Stol, en Kaffekværn, en af Konens Særke, en Stegepande, et Par Børnetræsko eller et Stykke Børnetøj — Ting, han havde røvet fra Hjemmet, og som han nu med megen pudsig Snak og Gestikuleren falbød omkring i Gaardene .... altid til en og samme Pris af 9 Øre pr. Styk, for hvilken Sum Kjøbmanden nemlig solgte Pæglen i sin Butik.
Først naar han paa denne Maade havde drevet om — undertiden i flere Døgn — og næppe længer kunde støtte paa Benene eller se ud af Øjnene, samlede han sig sammen med en Kraftanstrengelse, strøg sig med sin underlig lille, visne Haand henover den store, knoppede og mørkerøde Næse, der som et uhyre Jordbær tronede midt i det blaaviolette Ansigt, og sagde hikkende til den hujende Ungdom, der gjærne fulgte ham gjennem Byerne:
«Nu si'er jeg god Nat, Godtfolk! Nu gaar jeg hjem til min Brud!»
Det var dette hans sædvanlige Udbrud, der i sin Tid havde givet Anledningen til det Navn, som Konen endnu bar.
Men den Gang var der ellers kun saare faa, der havde en Tanke tilovers for den stakkels Moder, som sad ude paa Marken med fire Børn i en gammel, faldefærdig Hytte og hjælpeløs kæmpede sin stumme Kamp paa Liv og Død for sig og sine Rollinger.
Ingen anede, hvor hun havde stridt og tumlet — Dage og frygtelige Nætter — med dette vanvittige Menneske; … ingen, hvad hendes ærekjære Hjærte havde lidt i denne forsmædelige Elendighed.
Endnu sad de dybe Mærker af disse mange Aars Lidelser og Savn i det lange, ubevægelige, noget maskeagtige Ansigt, … i dette lille Duk af det tunge Hoved, i de brune, ilde tilredte Hænder og i Øjets stumpe, underlig følesløse Blik.
Fire Aar var nu forløbne siden den lykkelige Vintermorgen, da man bragte hende Mandens stivfrosne Lig. Men hun var den Gang allerede sløvet, hendes Modstandskraft brudt. Og naar hun senere nu og da tænkte tilbage paa sit forgangne Liv, da var der egentlig kun ét Billede, ét lille Minde, der kunde sætte hendes Hjærte i Bevægelse og bringe en Taare i hendes Øje under en dump Følelse af Smerte.
Det var Mindet om hin mørke, taagede Novemberaften for over tyve Aar siden, da Manden fik sit første alvorlige Deliriumsanfald og af fire Karle fra Byen blev bragt hjem til det lille Hus paa Marken i denne sørgelige Forfatning. Thi da laa der i et Hjørne af Stuen, mellem Halm og Pjalter, en lille, mager tre-aars Pige med store, skinnende Øjne og stred med Vejret. I Løbet af Natten, mens Moderen og nogle Naboer tumlede med det vanvittige Menneske, døde hun stille hen … ingen vidste bestemt naar, — ja ingen ænsede det rigtig i den almindelige Elendighed. Strax om Morgenen blev hun bragt ud af Huset for ikke at være ivejen .... og ingen tænkte mere paa hende. Først da Mandens værste Rasen var ovre, blev det den stakkels Moder rigtig klart, hvad der var sket. Men selv da — og mange, mange Aar derefter — var hun for fortumlet af Nød og Skam til blot et Øjeblik at kunne samle Tankerne om sit Tab og begræde det.
Senere havde hun ofte forgjæves søgt at tilbagekalde i sin Erindring dette Barn, hvis korte Liv dog havde været et af de faa Lyspunkter i hendes eget. Bestandig syntes det hende, som havde hun noget at gjøre godt over for denne sin førstefødte, ved hvis Dødsseng ingen Taare havde flydt, og af hvis Billede end ikke det mindste Træk var bleven bevaret i hendes Modersjæl.
Saaledes sad hun ogsaa nu paa denne varme Sommerdag og stirrede tankefuldt ned over den lange, bugtede Kirkevej, ad hvilken det lille Lig i hine mørke Novemberdage var bleven bragt herop af fire fremmede Mænd for stille at puttes i Jorden.
Ved Siden af hende stod hendes yngste Barn, en bleg, lille Pige paa elleve-tolv Aar, der saa' sig, forskræmt omkring med et Par store, runde, mørkeblaa Øjne.
Ogsaa hun var pyntet i en fattig Stads, med altfor store, graa Tøjstøvler paa Fødderne og en alt for lille, gul Straahat med skotske Baand. Paa Armen hang en Krans af Mos og Evighedsblomster.
Hun rørte sig ikke fra Moderens Side og syntes spændt at lytte — snart efter en Skovl, der arbejdede inde paa Kirkegaarden, snart efter Fugleskriget fra Fjorden, naar dette med ét forstærkedes og skar op igjennem Stilheden.
Pludselig for hun sammen ved Lyden af en underlig tør Hoste, der kom nede fra Bakkehældet. Hun greb Moderen i Skjørtet; og lidt efter dukkede en lille, hvidskjægget Gamling, med en Pilevaandskube over Nakken og en Stav i Haanden, harkende og kræmtende op over Vejen.
Han gik paa gamle Folks Vis og smaasnakkede med sig selv og saa' hverken Moder eller Datter, før han befandt sig lige ud for dem. Men da standsede han ogsaa med et Forundringsraab og bøjede sig smilende frem over Stokken, idet han med begge sine store Hænder støttet paa den trykkede den dybt ned i Vejsandet.
«Ih, nej, Hilledød! .... Skal man træffe jer her, Elsebeth!»
Konen havde strax betragtet ham med et kort, sky Blik; men nu sad hun atter i sin forrige Stilling med Hagen i Haanden og saa' ufravendt ud over Sletten.
«Ja», sagde hun kort.
«Der er da itte» — han kiggede nysgjerrig hen paa hende med et Par smaa, mørke, frittende Øjne — »Der er da itte saadden .... hændt no'et .... hva'?»
«Næ».
«Der er da itte saadden .... no'en af jeres, der saadden er gaaen .... hen og dødt, hva'?»
«Næ.»
«Eller af Familjen?«
«Næ».
«Naa-aa — det var da godt det samme. Ja, mænd var det saa, hm! hm! .... Men-n — jeg tykkes — du er i Kisteklæ'erne, Elsebeth?»
Konen svarede først slet ikke. Men derpaa saa' hun ned og sagde, idet hun ligesom lit forlegen glattede paa et Par sorte Shawlfrynser i sit Skjød:
«Aaja — det er da endelig ogsaa noget Tøv»… Og lidt efter lagde hun til; «Det er en bitte Pige af vort, der skal graves op i Dag.»
«Naa—aa! Saa—aa! .... Ja, se det er jo en Sag for sig. .... Saa er det sagtens Anders Jensens den smaa Kjesten, der skal puttes ner der?»
«Ja. Vi har jo itte Ret over 'et længer, si'er de, og saa …»
«Ja, jeg kunde tænke det. Det er jo en hel Omstændighed med at faa det bitte Pus i Jorden, efter hvad der siges. Ane Klokkers var indenom ved vor Mor i Aftes, og hun fortalte, at der skulde kimmes. Men mon det dog ogsaa kan ha' sin Rimmelighed?«
«Det kan'et vel nok».
»Ja sikker og vis er det, at baade Provsten og Provstinden er buden til Gildes — og Doktoren med, kan jeg forstaa — for han har da allefals hisset Flaget li'esom de andre. .... Naa, Anders Jensen har jo Gaverne til det — og til mere end det, om det skulde være. Men det er Pinedød itte alle, der kan gi'e deres Børn en saadden Begjængelse».
«Aa nej,» sagde Elsebeth, ligesom paa ny i Tanker.
«For Resten var det da løjerligt nok», fortsatte den gamle, idet han bestandig mere nyfigent mønstrede hende med de sammen knebne Øjne. «For det vidste jeg slet itte om, at I havde Smaafolk her paa Kjerregaaren, Elsebeth«.
«Aa nej saamænd», svarede denne langsomt og saa' atter ned over Sletten og Kirke vejen. »Det er endelig itte saa underlig … det er knap nok, man husker det selv».
«Ak ja, saadden gaar'et», sagde han og rystede paa Hovedet. «Der kommer jo saa meget imellem og saa mange andre etter — og Aarene gaar .... Ak ja — jeg kjender det jo, jeg ogsaa .... Var det saa kanske en bitte Dreng, Elsebeth?«
«Nej — det var en Tøs!»
«Herre Gud! Var det en Tøs! Ja, se det var jo en Sag for sig .... Ih nej! dér har vi jo bitte Lotte», henvendte han sig derpaa til den lille Pige, der med alle Tegn paa Utaalmodighed trykkede sig ind imod Moderen.
Denne tog hendes Haand og klappede den i Smug.
«Ja — man fik jo ingen Ro for hende, før hun fik Lov at komme med. Hun vilde partout se sin Søster, sa'e hun».
«Ja, det var jo da saa rimmelig. Hun har jo aldrig set hende før, kan jeg forstaa … for det maa da saa være mange Aar siden, at det bitte Kræ gik hen og døde fra jer af?»
Men da Elsebeth slet intet svarede hertil, studsede den gamle. Derpaa trak han sine buskede Øjenbryn langsomt i Vejret, og da han en Stund havde mønstret hende, snuste han betænksomt gjennem sine store Næsebor, som om der pludselig gik et Lys op for ham.
»Ak ja, ja,» sukkede han derpaa. «Verden er itte af Smør — som man si'er. Tidt tykkes man jo, den kunde være anderledes. Men det er sagtens netop saadden, at Vorherre vil ha'e den. Og saa er den tænkelig nok bedst saadden».
I det samme blev der kaldt inde fra Kirkegaarden.
Den gamle bød Farvel og fortsatte har kende og hostende sin Vej ned over Aasen, men Elsebeth tog stiltiende Barnet ved Haanden og gik ind imellem Gravene.
Herinde, omtrent i Midten af den nøgne Kirkegaard, var to Mandfolk beskjæftigede med Hakke og Skovl.
Den ene — en rigtig Lillelunder i Niels Nilens Billede: skrutrygget, korthalset, med et bredt Galgengrin i det brændevinsrøde Ansigt — stod nede i Graven og kastede Gruset op til den anden, der atter skovlede det sammen i høje Bunker langs de to Sider.
Denne var en lang, opløben og søvnigudseende Fyr, der smilte dumt, hver Gang den ældre med sin gnævrende Stemme for talte en eller anden Morsomhed nede i Graven. Men netop som Elsebeth nærmede sig, satte han sig paa Hug ved Randen af det næsten færdig gravede Hul og betragtede et stort, brunt, tandløst Dødningehoved, som den anden holdt mellem Hænderne.
Da nu ogsaa Elsebeth var naaet derhen, stirrede de alle tre en Stund paa det — og der efter paa hinanden i stum Forbavselse; medens den lille Lotte — blaa i Kinderne — krampagtigt greb i Moderens Skjørt.
«Hva' er den af», brummede endelig den unge med gravdyb Stemme.
«Ja .... det kan da inte være henner», sagde den anden. «Det var jo kun en bitte en .... inte, Elsebeth?«
«Jo. Hun var tre Aar», svarede denne.
«Ja men, saa ligger hun jo slet inte her».
«Jeg véd itte .... det har dog Ane Klokkers altid sagt».
«Top!» udbrød pludselig Manden i Graven og rakte Fingren i Vejret. »Nu har jeg ham! Det er Dælen .... hm! .... Det er Gud hjælpe mig den gamle Lars Brede fra Lynggaarden».
«Hvem er'et?» spurgte begge de andre,
«Kan du inte huske, Elsebeth .... Anders Mortens Svigerfar, ham den gamle La's med Træbenet, som kom paa Fattiggaarden og døde af de her Kopper. Han var i Graven her før jeres Tøs, .... Kan du inte huske det, Elsebeth? .... Ja, da er det sikkert nok, for jeg var selv med til Begjængelsen».
Elsebeth rystede paa Hovedet. Hun kunde ingen Ting huske.
Men nu spyttede Manden i Næven, drak sig en Slurk af en Trepægleflaske, der stod nede i et Hjørne af Graven, og tog fat med fornyet Kraft .... og mellem Grus, Sten, Kistestumper og Knoglerne af et fuldvoxent Menneske kom nu snart et, snart flere smaa, spinkle Barneben frem for Lyset.
Elsebeth stod rolig, en Smule bleg, og fulgte opmærksomt Skovens regelmæssige Vandring fra Gravens Mørke op i det skinnende Sollys .... Først da en Gang en irret Knap paa en Stump Halsbaand, som hun syntes at gjenkjende, kastedes op med Gruset, gik der et Stød igjennem hende; og da hun lidt efter fik Øje paa en Lok af tørt, mørkerødt Haar, var det, som om pludselig Barnets Billede lyslevende steg op for hendes Sjæl, og et Par store Taarer trillede ned ad hendes runkne Kinder.
Saa lagde hun sig snøftende ned paa Knæ ved Graven og gav sig til varsomt at sanke Stykke for Stykke af de smaa Barneben op i sit Forklæde.
Da hun havde faaet det fuldt, bøjede den lille Lotte sig ængstelig frem imod hende og spurgte hviskende:
«Mo'er .... er det Søster Ane-Mette?» Men i det sammen peb Kirkegaardsportens Hængsler, og Ane Klokkers med fire Karle fra Byen kom røde og forpustede ind med Madkurv og Ølflasker.
«I maa skrubbe jer .... nu kommer de!» raabte en af Karlene til Graverne, mens Klokkerkonen aabnede ind til Taarnrummet, hvor de derpaa alle forsvandt ind .... og lidt efter rungede de første Toner af den dybe malmfulde Dødsklemten til fire Mark og otte Skilling ud over Dalen.
Dernede kom nu ganske rigtig Ligtoget dragende ud fra den flagsmykte By .... Skridt for Skridt og Vogn paa Vogn i en overskuelig Række. Først selve den blomsterdækkede Kiste paa en nymalet Fjedervogn, derpaa Provstens Kalesche og alle de andre. I højtidelig Sørgemarsch sneglede Toget sig langsomt hen mellem de frodige Agre, hvor Køerne paa Kløveren og Faarene i Brakken forundret spilede Øjnene op over dette Skuespil. Alle Konerne sad i sorte Hætter og med Blomsterkranse mellem Hænderne; mens Mændene — undtagen Provsten — havde tændte Cigarerne, som de lod dampe bravt efter den solide Frokost.
Der gik hen imod en Time, inden de naaede helt op til Kirken.
Imidlertid havde Elsebeth henne i et af sides Hjørne under Kirkegaardsmuren kradset Jorden op under en Græstørv og dér under Taarer nedlagt hvert lille Ben af den stakkels Ane-Mette. Derpaa havde hun lagt Tørven over, og Lotte havde lagt sin Krans derpaa.
De var netop færdige hermed, da Følget strømmede ind gjennem Porten.
… Det var et stadseligt Følge — og blev en stadselig Jordefærd.
Den lille vimse Degn hoppede omkring som en Skade, hviskede og tiskede embedsivrig med Provsten, snoede sig med udtryksfuld Deltagelse om den sørgende Fader og den hulkende Moder og istemte tilsidst Salmerne med en saadan Kraft og Inderlighed, som om han var betalt derfor .... hvad han da for Resten ogsaa var. Provsten talede først en stiv Klokketime inde i Kirken, og efter Jordspaakastelsen talte han helt op til hundrede under den «stille Bøn» i Hatten. Ja, om det saa var Kirkeklokkerne, saa slyngede de til Slut deres Toner op imod Himlen med en Vælde, som om de indtrængende vilde minde dennes Hersker om, at det var selve Anders Jensens Barn, han nu havde taget i sin Varetægt.
Men nede paa den snoede Kirkevej gik nu Elsebeth og lyttede op til disse Klokker.
Hun følte sig saa let om Hjærtet..... saadan som en, der har betalt en gammel Skyld; og der laa over hendes Ansigt ligesom den trygge Fortrøstning om, at dog ogsaa en lille Straale af al denne Guds Velsignelse nu endelig havde naaet hendes stakkels Ane-Mette.