Af en renaissancepaves erindringer bog 9

by Pius II

NIENDE BOG: Juli 1462 – September 1462

9.1. Abbadias lyksaligheder, juli 1462

Amiata-bjerget ligger i sienesisk territorium og er lige så højt som Appeninerne. I Italien skal det kun være overgået af de Pistoiensiske Alper og af to andre bjerge. Bjerget er skovklædt helt op til toppen. Den øverste del er ofte hyllet i skyer, og den er dækket af birke. Nedenfor vokser der kastanier, og nedenfor igen ege og korktræer. De nederste skråninger er beplantet med vinstokke og træer, og der er marker og enge. I en afsides bjergdal^[1] vokser der høje fyrretræer, der giver glimrende byggemateriale til bygningsværker både i Siena og i Rom. Her købte Pius bjælkerne til sit palads i Pienza. Det eneste ubevoksede område findes mellem fyrretræerne og kastanierne, og selv her er der godt græs til kvæget. Mod vest skråner bjerget ned mod Sienas kyst, mod syd knejser det over byen Santa Fiora, som vi vil beskrive nedenfor. Mod nord er der udsigt til Pienza og mange sienesiske borge, Siena selv og floden Orcia. Mod øst kan man se Radicofanis klippefæstning og floden Paglia, der forener sig med Chiana og løber ud i Tiberen.

På Amiata-bjerget ligger der mange tætbefolkede byer. Byen Abbadia besidder en uovertruffen naturskønhed^[2]. Den ligger i den østlige del omtrent midtvejs mellem bjergets top og floden Paglia. I den midterste del har naturen frembragt en højslette, der er omkring otte stadier^[3] lang. Den er helt dækket af kastanietræer og afsluttes af vildsomme klipper. Der grundlagde de gamle en by, som til den ene side beskyttes af stejle klipper og til den anden af en voldgrav fuld af rindende vand. Husene i byen er bygget af kvadersten og er meget bekvemme. Tagene er af materialer, der kan modstå sneen. Foran byen har de fældet skoven i en stadies afstand, og her har de køkkenhaver og noget agerjord.

Her ligger der et gammelt kloster indviet til Vor Herre Frelseren, et fornemt bygningsværk med kirke og munkeceller. Klosteret skal være blevet grundlagt af longobardernes konge, Rothari^[4], og have fået store besiddelser af denne. Abbeden havde tidligere fuld autoritet^[5] over mange borge. Byen hedder Abbadia^[6], fordi den helt^[7] er underlagt abbediet. Tidligere var abbediets tempel kostbart udstyret, og det havde et fornemt bibliotek. Kun få af bibliotekets bøger er dog tilbage, heriblandt et stort bind med det gamle og det nye testamente skrevet med store bogstaver^[8], som Pius gennemså med stor interesse. I dag er klosteret fattigt – alt her på jorden er jo foranderligt! Områdets tyranner har ribbet det for alt, og heller ikke byboerne er forblevet loyale: de forkastede klosterets herredømme^[9] og gav sig ind under Siena i tillid til, at de under Sienas beskyttelse ville være mere sikre mod fjendtlige angreb.

Går man op mod Amiatas top, finder man ca. 1.500 passus^[10] fra klosteret et gammelt kapel, hvor man mener, at Rotharis dronning er begravet. Beboerne viser kapellet stor ærbødighed. Rundt om bor der eneboere, som det er ret vanskeligt at nå op til. Paven besøgte den fornemme dames grav, og gav afladsprivilegier til helligdommen.

I juli måned var kirsebærrene endnu ikke modne. En stor kilde fosser frem fra klippen, og ved denne spiste Pius frokost. Bagefter modtog han legationer og personer, der kom med bønskrifter. Efter at have taget afsked med paven steg mange af dem op til bjergets højeste top ad en stejl og vanskelig vej. Ingen ville have vovet opstigningen, hvis ikke de mange birketræer havde gjort det mindre farligt at falde ned. På toppen fandt de et plateau og i midten et enormt klippestykke med et andet ligeså stort klippestykke ovenpå. De klatrede op på disse klippestykker, og da de kom tilbage, fortalte de, at de havde set på Siciliens og Korsikas bjerge deroppefra. En af dem, der begav sig derop, var den venetianske legat, Niccolò Sagundino.

Kastanietræerne, der vokser neden for birketræerne, er ret høje og strækker sig mod himlen. Man kan finde mange træstammer, der er så tykke, at selv fire mand næsten ikke kan få armene rundt om dem. Nogle af dem er hule og kan give ly til 25 får. Under kastanietræerne breder der sig områder med græs. De henligger i skygge undtagen om efteråret, når kulden har fået bladene til at falde, og solen stråler ned mellem træernes grene. Hvis der overhovedet er noget sted, som kan hidlokke digterne med sine milde skygger, sølvklare kilder, grønt græs og smilende enge, så er det dette, og her vil de være om sommeren. Efter vores opfattelse, kan selv Cirrha og Nysas skråninger ikke måle sig med Amiatas, selvom der fortælles meget om dem i oldtidens fortællinger^[11], og Vi ville heller ikke foretrække det penneiske Tempe. Der er hverken slanger eller vilde dyr, og der er heller ikke generende sværme af fluer, ingen bremser, der stikker dig i ansigtet, intet stinkende utøj i din seng, og ingen summen af myg i dine øren, men kun fred og ro i hele lunden. Ingen torne stikker dine fødder. Træerne står sådan, at deres grene i højden kan flette sig sammen og danne et løvdække. Jorden er dækket af græs og skovbær og gennemstrømmes af klare kilder, der pludrer uophørligt.

Paven havde bemærket sig dette sted, da han drog forbi det foregående år, og havde valgt det som et velegnet tilflugtssted imod sommerheden – han elskede jo skove^[12] og var glad for at opleve nye steder.

Den lærde digter, Campano^[13], som paven havde ophøjet til bispeværdigheden, så Pius’ sejrrige krige og hans hyppige ophold i skove, og skrev følgende vers derom:

Bliv ikke forundret over, at Pius sejrer i så mange slag,

og at fjendernes arme bliver kraftesløse:

for han blev født af moderen, Viktoria,

og det var ved hendes bryst, at han lærte at sejre.

Og når han elsker skove og rejser igennem hele verden,

er det fordi hans fader Silvius avlede ham til dette.

Det er således med fuld ret, at Pius færdes vidt og bredt,

og at han besejrer alt:

at rejse igennem verden har han fra sin fader, at besejre den har han fra sin moder.

Paven boede i selve klosteret. Seks kardinaler og mange kurialer logerede i byen. Referendarerne valgte at bo to mil^[14] væk i Piano, der er ligeså charmerende som Abbadia. På de fastsatte dage kom de til signaturaen, som paven holdt i lunden snart under det ene træ, snart under det andet, og tæt på de sødtpludrende bække. Hver dag skiftede han sted, og han fandt hele tiden så mange nye kilder og nye skyggefulde steder i dalene, at han havde svært ved at vælge, hvor han ville være.

Ved en lejlighed skete det, at nogle hunde gik til angreb på en kæmpestor hjort, der lå i nærheden af paven, medens han var i gang med at signere dokumenter. Men den kastede dem af sig med gevir og hove, og undslap hurtigt mod bjerghøjderne. Nogle gange holdt paven også konsistoriemøde med kardinalerne under kastanietræerne og gav audienser i engene. Hver dag blev han båret igennem skovene fulgt af kuriefolkene, og undervejs tog han sig både af offentlige og private anliggender. Når det blev aften, gik han ud til et sted lidt væk fra klosteret, hvorfra man kunne se Paglia-floden. Der satte han sig sammen med klosterbrødrene og underholdt sig muntert med dem. Den dejlige friskhed ved klosteret var ganske utrolig: i dalen nedenfor bjerget havde solen afsvedet alt, agrene tørstede og træerne var knastørre; man skulle tro, at Phaetons ild havde brændt jorden til aske. Men omkring klosteret og højere oppe var alt grønt, man mærkede ingen hede, og der blæste milde briser: heroppe var der som i de saliges bolig, men nede i dalen som de fordømte sjæles pinsler. Af og til drog kurialerne ned ad bjerget for at jage, og når de vendte tilbage, fortalte de, at heden dernede havde været uudholdelig. Og omvendt fortalte de, der havde vandret rundt i bjergene og omkring de vilde dyrs højtliggende tilholdssteder, at de havde været stive af kulde.

9.2. Besøg i en klosterruin og i Santa Fiora

Da juli næsten var ovre fik paven lyst til at se kilden i eneboerklosteret ved den berømte flod, Vivo. Det lå ca. 40 stadier væk på den nordlige bjergskråning. Først var der en forholdsvis nem opstigning mellem enge og kastanietræer på ca. tre mil, derefter en nedstigning mellem egetræer på kun ca. 2 mil, men stejl og besværlig. På bakkekammen er der enge uden træer, og der finder man en urt, der kaldes Carolina, fordi den engang mirakuløst blev åbenbaret for Karl den Store som et middel mod pest. Man fortæller, at han drog til Rom ad denne vej, og at hans hær var angrebet af pest. Dybt bekymret herover gik han til ro, da en engel viste sig for ham og sagde: ”Rejs dig, stig op på bjerget, kast dit spyd og pluk den urt, hvis rod spydspidsen rammer. Tør den ved ilden, lav et pulver deraf blandet med vin, og giv de syge det at drikke: det vil uddrive al giften og redde din hær.” Faren fik ham til at sætte sit håb til drømmen. Det er en plante med tornede blade. Den gror tæt på jorden og har en blomst som en tidsel, men med en anden farve. Roden er sød og har størrelse som en cikorie, og ved guddommelig indgriben har den altid mærket efter Karls spydspids, således at miraklet aldrig bliver glemt. Sådan husker de lokale det i hvert fald. Pius anså det for en legende, som Karls beundrere havde fundet på, idet de ikke blot tillagde kejseren hans egne store gerninger, men også Alexander af Makedoniens, han som underlagde sig Orienten.^[15]

Paven drog videre og nåede lidt før middag kilden, som kølig og stor springer ud fra en grotte. Ved siden af står der stadig et kapel bygget af kvadersten, selvom taget truer med at falde sammen, og de omliggende munkeboliger ligger i ruiner. Kastanietræerne skaber sammen med birketræerne en skyggefuld lund. Man gjorde klar til en frokost i skyggen ved kilden, og kardinalerne og referendarerne kom til stede. Paven besluttede at holde signaturaen inden måltidet. Det var en klar dag, solen var ved at nå sit højdepunkt, men dens varme havde endnu ikke mildnet den strenge kulde. De var nødt til at sætte bordet op direkte i sollyset og underskrive bønskrifterne der^[16]. Således kunne paven komme til at spise efter igen at have fået varmen: han havde fundet mere kølighed end han ønskede! Efter frokosten steg de 16 stadier nedad. Til deres højre side havde de vandstrømmen, der flyder fra kilden og løber gennem stejle klipper og vildsomme slugter med stor larm og kraft. Den nederste del af dalen var et fladt område med frugttræer og en lille ager, der tidligere var blevet bepløjet. Her kunne man se ruiner af en fornem klosterbygning. Engang blev den beboet af kamaldulensermunke, nu bor der kun ugler. Den smukke kirke er stadig tilbage. Ved siden af løber floden, som man kalder Vivaremo^[17], fordi den flyder fra det øvre eremitkloster til det nedre og aldrig ophører, men giver liv til floden Orcia, som dog ind imellem tørrer ind. Den har også vandmøller, som, selv når de andre vandmøller i området svigter i sommerheden, fortsat maler mel til Pienza og nabobyerne.

I det nedre kloster boede abbeden og et kommunitet af munke, der foretrak det fælles liv efter ordensreglen. I det øvre kloster boede de munke, som foretrak et strengere liv og havde glæde af ensomhed og faste. Paven satte over floden og vendte ad en anden vej tilbage til Abbadia. Vejen gik gennem skove med meget høje egetræer, ligeså ranke som fyrretræer. Undervejs observerede han omhyggeligt jordforholdene for at se, om han – hvad han gerne ville - kunne ændre flodens løb og lede den ud i Orcia oven for badene i Vignoni^[18]. Han havde ofte tænkt på at rejse en dæmning og skabe en sø, der kunne dække de lavereliggende områder og forsyne området med fisk samtidig med at beskytte det imod fjenders indtrængen. Det ville være et kostbart forehavende, værdigt for en pave med god tid^[19].

Paven besøgte også Santa Fiora efter invitation fra stedets tyran, som har titel af greve^[20]. Det var en gammel og fornem slægt, som besad Santa Fiora og mange andre små byer i Amiata-området. Slægten stod direkte under kejseren, men var i forbund med det omkringliggende Siena. På et tidspunkt blev familien fordrevet: sieneserne invaderede området, men kunne kun bevare magten i kort tid. Nogle venner af fæstningskommandanten havde dræbt et svin og inviteret ham til et festmåltid. Undervejs blev han taget til fange og måtte give fæstningen tilbage. I vor egen tid døde grev Guido efter en lang og fredelig regeringsperiode. Han havde ingen mandlige arvinger, men efterlod sig tre døtre, som han i sin sidste vilje anbefalede til Siena med henblik på at gifte dem bort efter deres stand. Den ene blev giftet ind i huset Pecci, de to andre ville ikke nedlade sig til borgerlige ægteskaber og tog sig mægtige ægtemænd: Cecilia ægtede Bosio, en bror til Francesco Sforza, medens Giovanna ægtede Galeazzo, greve af Arco og en livslang ven af Æneas, der også nævner ham i et af sine digte. Grevskabet tilfaldt Bosio, og Cecilia fødte ham en søn, som hun gav faderens navn^[21]. Byboerne elsker denne søn, fordi de synes, at han er af deres eget blod. Det var ham, der bad paven om at besøge stedet, og da denne ankom, modtog han ham med udsøgte æresbevisninger. Han sørgede også for, at ruten dertil, der mange steder næsten var spærret af forhindringer, blev ryddet – det kostede et meget stort arbejde.

Byen ligger på et højt klippefremspring og er omgivet af stejle og takkede klippesider, som falder ned mod dybe dale. Kun på ét sted er der en farbar adgangsvej fra nabobjerget til bymurene, som går over en dyb slugt. Her byggede de en fæstning, og så længe denne står, har de intet at frygte. Mange krystalklare kilder bobler frem til alle sider. Mod vest springer vandet frem med meget stor kraft, fylder et bassin og løber derefter ud igennem et vandrør og falder brølende ned mod den underliggende dal.

I bassinet opdrætter de ørreder – op til en cubitus^[22] lange – ligesom i et dambrug. Under pavens ophold fangede de mange fisk. Paven steg også ned til det nedre flodløb, hvor man fanger de mest velsmagende ørreder i hele Italien. Indbyggerne fiskede i pavens nærvær og fangede en stor mængde^[23].

9.3. Paven møder en fattig bonde

På tilbagevejen passerede de midt igennem en flok kvæg, som græssede på engene. Hyrden havde aldrig set paven. Betaget af kardinalernes dragter og hoffolkenes prydelser var han et øjeblik i tvivl om, hvem af dem, der var paven, og som han skulle vise sin respekt. Men da han så den gyldne bærestol, der blev båret på skuldrene af mænd placeret imellem ryttere, besluttede han sig for at vise sin respekt for den mand, der sad i bærestolen. Han skyndte sig at malke en ko, der stod ved siden af, og rakte derefter glad paven mælken i den skål, som han selv plejede at spise og drikke af, for han mente, at paven måtte være tørstig på grund af varmen. Ihukommende den mand, der i begge hænder rakte vand til perserkongen Artaxerxes på rejse^[24], smilede paven og afviste ikke den sorte, fedtede skål. Han berørte skålen med læberne, som om han drak af den, og rakte den videre til kardinalerne. Man måtte ikke tro, at paven ringeagtede tjenstvilligheden og hyldesten fra en fattig bondemand, der havde givet ham det bedste, han havde. Og paven tænkte på, at manden sikkert ville have givet ham endnu bedre ting, hvis han have haft dem.

9.4. Pavens tale til udsendinge fra Siena

I Abbadia ankom fire legater fra Siena til paven medbringende gaver: kostelige vine, hvide brød, fede lam, kalve og årstidens frugter. Francesco Aringhieri holdt tale og forsøgte at undskylde sendefærdens forsinkelse. Han udbredte sig om sienesernes hengivenhed over for Pius og anbefalede byen og folket. Til sidst bønfaldt han paven om at komme til Siena og trøste sine kære børn ved sin tilstedeværelse. Også Leonardo Benvoglienti var til stede – ham hvis ord i senatet Vi har berettet om oven for. Han forsøgte at snakke godt for sig hos paven i den tro, at paven var uvidende om hans handlinger. Pius lyttede velvilligt til alt, hvad der blev sagt og svarede så følgende:

”Med taknemlighed modtager Vi de gaver, som I har medbragt fra Vort fædreland. Det er jeres egen sag, hvis I af en eller anden presserende årsag grund ikke kunne møde Os, da vi drog ind i jeres territorium. Det sienesiske folks sendefærd forøger næppe pavens ære, for i hans følge er der altid kardinaler og legater fra de mægtigste konger og fyrster. Til gengæld måtte det være i jeres egen interesse at møde paven, så snart han ankom til jeres territorium, for at jeres naboer ikke skulle tro, at der var opstået strid mellem jer og Os. For intet generer dem mere end at se en af jeres medborgere på den apostoliske trone, som er jer venligsindet. Men sådan ser det måske ikke ud for jer, da I har forsøgt at støde Os fra jer ved uhørte og usømmelige dekreter. I anbefaler Os Vort fædreland, men selv forfølger I fædrelandet og fremmer fjendens sag. Hvem er jeres by mere fjendtligsindet end Firenze? Denne rivaliserende, magtbegærlige og rige by med et udstrakt territorium har hænderne om jeres hals. Fjenden står allerede ved den fjerde milesten og pønser altid på jeres ødelæggelse. I frygter ham, men alligevel søger I ikke hjælp mod den truende storm.

Der er to ting, der kan redde jeres sag: rigdom og enighed. Den første har Vi kunnet give jer ved hver sommer at tage ophold hos jer sammen med den Romerske Kurie: på samme måde som en flok får gøder agrene, således gøder den Romerske Kurie byerne. I har nu allerede spildt fire år ved misundeligt og stædigt at nægte Os det lidt, vi beder om for adelens skyld. Og nu har I i jeres hårdnakkethed vedtaget dette yderst arrogante dekret, og I har oven i købet gjort det strafbart med døden at tale eller bare hviske imod det. I sætter jeres eget dekret højere end evangeliet. Men det er der intet mærkeligt i, for hos jer har Kristus mindre autoritet end Leonardo og hans følgesvende. Det må jo besynderligt nok være, fordi I synes, at kort varighed øger en tings betydning! Jeres lov varer jo kun i få dage, men evangeliet varer ved indtil verdens ende. I vil ikke vide af den Romerske Kurie. I ringeagter den velstand og bistand, som I kan bruge til at forsvare jer mod fjendens anslag. Endelig stræber I ikke efter den enighed, der er det andet middel til at beskytte sig imod fjenderne. Vi kan kun opfordre jer til selv at søge denne enighed; det er ikke Os, som kan give jer den. Dette har vi ofte talt om i Siena. Vi har sagt jer, at borgernes kærlighed er det stærkeste bolværk for byen. Vi har bedt jer fjerne selve kimen til uenighed, det vil sige selve jeres partinavne. Vi har henstillet til jer om at skabe enhed i jeres stat: dette kan ikke ske, hvis Adelspartiet og De Tolvs Parti bliver holdt uden for. Men I har ikke villet lytte til Vore råd og har i stedet fulgt jeres eget hoved. Forgæves anbefaler I os en by, som går til grunde på grund af private fejder. På den ene side bønfalder I Os om at styrke jeres by ved et besøg, og på den anden side afskrækker I os ved helt uacceptable dekreter. På samme tid inviterer I os ind og holder os ude. I vil, og I vil ikke. Hvis I virkelig havde ønsket, at den Romerske Kurie skulle komme til jer, så havde I allerede vedtaget dekreter, der var mere imødekommende over for Vore ønsker. Når I selv er tvivl, om Vi skal komme, så må Vi også være det. Nu vil Vi tage til Pienza og indvie templet der. Så vil tiden og jeres handlinger vise Os, hvad der skal gøres.”

Da de havde hørt denne tale, forsøgte oratorerne at argumentere imod pavens indvendinger, men alt, hvad de sagde, blev straks imødegået af Pius. Og allermest gendrev han Leonardos luskede og forfængelige udtalelser. Da de havde diskuteret i to timer, meddelte legaterne^[25], at de ville aflægge beretning til senatet om, hvad de havde hørt, og drog bort.

9.5. Udsendinge fra Ungarn

Marskallen af Toulouse havde fulgt paven på hans rejse. Da han havde opholdt sig nogle dage i Abbadia, hørte han, at der snart ville ankomme nye legater fra Frankrig med mere forsonlige instrukser. Han udbad sig nu og fik tilstået nogle personlige gunstbevisninger (de, der er udsendt i offentlige anliggender, sørger sandelig også for deres egne private!). Derefter drog han bort i al venskabelighed.

Der ankom også en fornem baron udsendt af den ungarske konge. Han vakte tillid ved sin majestætiske holdning og sine udsøgte manerer. Året før var han blevet udløst af fangenskab hos tyrkerne. Han holdt en tale med følgende indhold: tyrkernes hersker tilbød ungarerne fred, hvis de ville forlade Valakiet og Bosnien. Han var i gang med omfattende krigsforberedelser og ville utvivlsomt invadere landet med store styrker, hvis ikke ungarerne accepterede de stillede vilkår. På den ene side syntes kongen, at det ville være forkert at forråde sine allierede og undersåtter til fjenden. På den anden side havde han ikke de fornødne styrker til alene at bære så stor en krigsbyrde. Han bad derfor om, at man ikke lod ham i stikken. Hvis Ungarn gav efter over for tyrkerne, måtte man vente deres hære i Italien. Han kendte Mehmeds plan: denne tragtede efter herredømmet over hele Vesten. Når Ungarn var nedkæmpet, ville dette heller ikke være svært for ham. Man måtte ikke forlange mere af ungarerne, end de kunne yde.

Skønt paven i forvejen var presset af de store udgifter til krigen i Italien og havde problemer med at finde penge dertil, sagde han dog, at han for egen regning ville hverve 1.000 ryttersoldater, som skulle slutte sig til kongen, når denne drog i krig. Også venetianerne ville sende hjælp. Han opfordrede ungarerne til ikke at miste modet, for næste år ville man kunne sende flere hjælpetropper.

Tilfreds med dette tilsagn vendte legaten tilbage til Ungarn. Kardinalen af Esztergom^[26] udbetalte pengene på pavens vegne, og venetianerne sendte kongen 20.000 dukater.

9.6. Grevskaberne Valence og Dié overdrages til den Romerske Kirke

Medens paven opholdt sig i Viterbo, overrakte kardinalen af Arras på et konsistoriemøde et brev fra kong Louis af Frankrig. I brevet blev han selv udnævnt til prokurator i den pågældende sag, og i denne egenskab overdrog han to grevskaber i Dauphinée ved Rhône-floden til den Romerske Kirke. Det drejede sig om grevskaberne Valence og Dié. Pius tog imod dem og besluttede derfor at sende Antonio da Noceto til kongen for at anmode om faktisk besiddelse af de skænkede områder og bekræftelse af løftet. Den seneste herre over disse områder var blevet kastet i fængsel af sine nevøer. I sin sidste vilje havde han gjort Frankrigs konge til sin arving på den betingelse, at hvis denne nogen sinde tillod, at hans nevøer fik noget som helst af hans ejendom, så skulle arven tilfalde den Romerske Kirke. Charles, der var konge på det tidspunkt, tilsidesatte testamentet og gav en del byer, der havde tilhørte testator, til de arveløse nevøer. Da Louis blev konge, besluttede han at give Kirken, hvad der med rette tilkom den. Kardinalen af Arras blev udstyret med den fornødne fuldmagt og overdrog arven til Pius med undtagelse af den del, der lå på den anden side af Rhône-floden. Kardinalen mente, at overdragelsen nu var gennemført, skønt områdernes administratorer i første omgang havde ignoreret hans ordrer.

9.7. Slaget ved Seckenheim, 30. juni 1462^[27]

Medens dette gik for sig, skete der følgende i Tyskland: markgreve Karl af Baden indkaldte sine krigsfæller og rejste en stor hær. Derefter drog han imod Palatinergreven, og invaderede fjendens territorium som en frygtelig storm: han afbrændte gårdene, ødelagde byerne og hjemsøgte hele området med ild og sværd. Han sejrede, men uden på noget tidspunkt at komme i kontakt med fjenden. Succesen steg ham til hovedet, og han begyndte at ringeagte sin fjende. Hvis hans krigsfæller ville lytte til ham, så skulle han brændemærke fjenden med vanære: han ville personligt og med et særligt udvalgt rytterkorps drage til Heidelberg og hærge dyreparkerne og vildthegnene uden for bymurene. Man tilsluttede sig hans plan: medgangen gjorde dem blinde. 800 ryttersoldater blev udtaget fra alle tropperne, stærke mænd, der var veludstyrede med heste og våben. Uden frygt begav de sig af sted ad den eneste vej mellem bjergene og floden Neckar, der løber fra Schwaben til Rhinen og afvander Heidelberg.

Palatinergreven fik af sine spejdere underretning om deres ankomst. Han anbragte nu en del af sine styrker i et baghold. Med resten af sin hær drog han uventet sin fjende i møde og indledte kampen under store krigsråb. Et forbitret slag blev indledt. Badenserne blev presset både forfra og bagfra og kunne hverken komme frem eller tilbage. Deres eneste håb var deres sværd^[28]. Flugtvejen var lukket. Alle opildnede hinanden til kamp. De kæmpede af alle kræfter, og palatinergrevens rytteri var ved at vige, da hans fodfolk brød frem fra bagholdet og med deres lange spyd foranstaltede en frygtelig nedslagtning af hestene. Dette gav palatinergreven sejren, men denne var blodig, for hans rasende fjender, hvis heste var blevet dræbt under dem, kom på benene igen, genoptog kampen til fods og nægtede at erklære sig for overvundet, så længe de ikke var blevet såret. Derfor omkom mange på begge sider. Markgreven af Baden blev taget til fange sammen med sin broder, der er biskop af Metz, greven af Württemberg og mange andre baroner og adelsmænd. Lænket med jernlænker blev de kastet i et uhumsk fængsel. Palatinergreven jublede på barbarisk vis, hånede de besejrede og behandlede dem med grusomhed.

Alt dette gavnede i høj grad Diether af Isenburgs sag blandt tyskerne, da palatinergreven var en af Diethers støtter, og markgreven af Baden en af hans fjender. Da paven modtog det ulyksalige budskab i Abbadia, sagde han: ”Vore hærføreres overmod har svækket sagen om Mainz, men ikke ødelagt den. Så længe Pius lever, vil Diether ikke lede kirken i Mainz med det Første Sædes tilladelse. Og hvis ikke Vi tager fejl, vil sejren, som nu er gået til fjenden, snart vende tilbage til vore forbundsfæller.”

9.8. Kølig modtagelse af pavens udsending ved det franske hof

På den samme tid havde biskoppen af Ferrara et møde med kongen af Frankrig, hvor han fremlagde pavens ønsker. Han fik et helt andet svar, end han havde ventet. Med typisk fransk mistænksomhed ringeagtede Louis alt, hvad der blev sagt om tyrkerne og opfattede det som en skrøne, der havde til formål at trække den sicilianske sag i langdrag. Da biskoppen insisterede og bad om et mere positivt svar, sagde Louis, at han kort tid efter ville sende sine egne legater til paven for at forhandle om de sicilianske og tyrkiske spørgsmål^[29]. I mellemtiden ville han genindsætte den fordrevne Henry VI af England som konge. Han var i ikke i tvivl om, at han kunne udrette dette inden et år. Da biskoppen hørte dette, sagde han: ”Jeg tror nu snarere, det vil tage fire år,” og med disse halvt spøgende ord tog han afsked med kongen.

9.9. Dronning Margaret af England beder Frankrigs konge om hjælp

Dronning Margaret af England^[30] var på dette tidspunkt blevet fordrevet fra England og opsøgte Louis. Hun skal i en forsamling af adelsmænd have talt således til kongen: ”O du Frankrigs hæder! Jeg kommer til dig med ydmyge bønner. Min fader, René, din onkel, lod mig ægte Englands konge, Henry, for at give din fader fred i riget. Mit bryllup medførte en våbenhvile, og mit ægteskab genrejste Frankrig, der for en stor del lå øde hen. Men den fred, som jeg gav til andre, kunne jeg ikke selv få. Ligesom en kærte gav jeg lys til andre, medens jeg selv brændte ud. Freden med Frankrig bragte mig krig. De englændere, der blev uddrevet af dit rige, kunne ikke holde fred hjemme i England. De har fundet følgende årsag til strid: de påstår, at min mands forfædre ikke fik riget retmæssigt, men at dette tilkommer hertugen af York, der på grund af et oprør er blevet sendt i eksil. Greven af Warwick, der blev udvist af samme grund, har nu gjort fælles sag med ham, og begge samler stærke styrker. Min mand, der lige så godt kunne have være født som kvinde^[31], er faldet i deres hænder.

Man har afholdt et parlament i London, hvor de stadfæstede min mand som konge, så længe han lever, men gjorde vores søn arveløs og erklærede mig selv for en fjende af riget. Hertugen af York fik bevilget en årlig indkomst på 10.000 guldmark og blev lovet kronen, når Henry dør. Jeg har kæmpet imod hertugen og besejret ham i et slag. Jeg reddede min mand ud af fjendens hænder og genvandt størstedelen af riget. Men da krigslykken vendte, blev jeg tvunget til at forlade riget. Sammen med vores søn, som jeg fødte i forventning om, at han skulle arve kongemagten, og med min mand, der har haft den i over 40 år, flygtede jeg til skotterne, og søgte i min kvide hjælp fra dem, der har været rigets uforsonlige fjender. Og jeg blev ikke afvist: selv mine fjender havde medynk med mig i min ulykke. Skotterne tøvede ikke med at hjælpe en fordreven dronning og viste hende gavmildt gæstevenskab. Men hvad skulle jeg gøre? Skotterne er ikke stærke nok til at sætte mig på tronen igen. I England er hertug Edward af York blevet udråbt som konge og accepteret som sådan af næsten hele riget.

Hvis ikke jeg får hjælp fra dig, som er af mit eget blod, så vil mine bestræbelser være forgæves. Du har magt til at gribe ind i de engelske forhold. Fra din fader har du arvet et rige i fred, rigt og velforsynet med stridsfolk. Alle adlyder dig. Og hvad er vel England sammenlignet med Frankrig? Næsten alle krigsfolk i England er nu faldet. Bare på ét år er mere end 100.000 soldater omkommet i slag. Men utallige er de styrker, som kæmper for dig, og du mangler ikke penge. Forbarm dig over en fattig dronning og en fordreven konge. Du og jeg og han er beslægtet på samme måde: han er søn af din tante, jeg er datter af din morbror. Det er ikke vores egen skyld, at vi har mistet riget.

Vi er blevet fordrevet uretmæssigt. Hvad er mere værdigt for en konge end at hjælpe andre konger, der bliver behandlet uværdigt? Det taler til stor ros for dig, at du har sendt penge til min bror, der er i vanskeligheder i kongedømmet Sicilien. Og det taler til din endnu større ros, at du har sendt bistand til kongen af Aragonien imod katalanerne. Jeg er ikke i tvivl om, at du også vil hjælpe mig selv, min mand og min søn. Du som ikke svigter fremmede, vil heller ikke lade dine egne i stikken. I to kongeriger arbejder du på at genrejse den tabende part og støtter den retfærdige sag: føj nu et tredje til. Oldtiden nævner flere ved navn Herkules, men den ene af dem får æren for alle de andres bedrifter. Men disse ikke værdige at måles med dine: hvis du – som jeg tror – genindsætter tre uretmæssigt fordrevne konger på deres troner, så vil senere generationer dyrke dig som den største Herkules. Det er heller ikke meget, jeg beder dig om, broder^[32]: hvis du bevilger mig 10.000 soldater, så vil jeg - bistået af skotterne og af dem, der i stilhed holder med mig i England - med lethed nedkæmpe Edward og give dig og alle dine efterkommere Englands rige som allieret for evigt. Det bønfalder jeg dig om som din søster^[33]. Hvis du giver mig det, så vil jeg atter komme til at herske, jeg vil efterlade min søn som arving til riget, og på min grav vil der stå: Dronning Margaret. Men hvis du lader mig i stikken, så vil jeg dø i eksil – og det til din store skam!”

Da han havde hørt disse ord, bød Louis sin kusine være ved godt mod: Han var ikke selv en Herkules og tilhørte ikke Aeacus’ slægt^[34]. Men hans blod var fransk, og han nedstammede fra Karl den Store, som ingen fra oldtiden kunne måle sig med, selvom talentfulde digtere havde svedt nok så meget over deres lovprisninger af Alexander. Franskmændenes bedrifter gav genlyd både i Østen og Vesten, og et større navn fandtes ikke under solen. Han selv ville ikke stå tilbage for sine forfædre. Skønt han nu havde brugt mange penge på krig både i Italien og i Spanien, ville han dog ikke glemme England, selvom dette rige altid havde været fjendtligt stemt over for franskmændene. Hertug Edward havde forrådt sin konge og var nu en vanæret meneder, der ville blive straffet.

Ufortøvet udpegede Louis hærførere, der skulle følge dronningen med en hær, og han stillede det ønskede antal soldater til rådighed. Man siger, at dronningen tilkaldte deres officerer og underofficerer^[35] og talte således til dem: ”Jeg er klar over, I tapre mænd, at der er nogle iblandt jer, som synes I er blevet sat på en svær opgave. I tager til England på den anden side af havet for at gå i krig. I tror, at I vil møde den jernhårde slægt af mennesker^[36] med vildt mod, som Frankrig engang tabte til. Men det skal I ikke være bange for. Hele blomsten af deres stridskraft er faldet i de tidligere krige. Der er ingen tilbage af dem, der hærgede Frankrig. Englænderne har selv hævnet jeres blod: nu hvor adelen er dræbt, må de i stedet bevæbne den almindelige befolkning. I vil komme til at kæmpe imod frygtsomme og utrænede soldater, hvis de da overhovedet tør vente på jer og ikke flygter, endnu før de ser jeres standarder. Følg mig, I strålende krigere! Jeg fører jer til plyndring, ikke til kamp. Rovet fra Frankrig, som har beriget England igennem så mange år, vil I bringe tilbage igen. Der er ingen fare. Blot at vove det, er at vinde. Hvis I møder en fjende – hvad jeg ikke tror – så vil jeg selv kæmpe i frontlinien, jeg vil være selv den første, der opfanger deres spyd, og helt uden frygt vil jeg også selv være den første, der angriber deres fremrykkende rækker. Jeg kender englænderne. Ofte har jeg gennembrudt deres slagorden, og jeg har slået meget hårdere tropper ned end dem, de har nu. Følg en dronning, ligesom I engang fulgte en ung bondepige!^[37] Det er en retfærdig sag, I skal forsvare. Som sejrherrer vil I hjemføre rige belønninger. Og skulle krigslykken være imod os, så er jeg aldrig selv flygtet fra et slag, hvor min hær gik til grunde. Sammen med jer vil jeg enten sejre eller blive besejret. Men intet ondt kan ramme mig, for herren selv hævner den, der falder i en retfærdig sags tjeneste. Jeg vil være hersker enten i denne eller i den næste verden. Dette er mit sindelag som kvinde. I, som er mænd og hærdede i krig, vil vel ikke være mindre modige.”

Talen blev modtaget med stort bifald af soldaterne. Alle beundrede kvindens dristighed, mandsmodet i kvindebrystet^[38] og hendes ord, der var fulde af fornuft. Man sagde, at ånden hos jomfruen, der havde indsat Charles som konge^[39], var kommet til live igen hos dronningen. De opildnede hinanden, og det forekom mændene vanærende at være mindre modige end en kvinde. Alle meldte sig villigt, gik ombord i skibene og sejlede til Skotland.

Da biskoppen af Ferrara forlod kongen af Frankrig, tog han til hertug Philippe af Bourgogne og nåede til Brabant, der engang var en del af Belgien. Det er hensigtsmæssigt, at vi her indsætter et afsnit om Philippes herlige bedrifter. Selv om han var af fransk slægt, så regerer dog han under det burgundiske navn og står i spidsen for mange folkeslag, han har stor magt og er berømmelig i krig.

9.10. Hertug Philippe af Bourgogne

Man siger, at burgundernes oprindelse er romersk. Det har vi ikke selv kunnet verificere, men det står til gengæld fast, at burgunderne drog ind i Frankrig fra Germanien. Det var både et vildt og barbarisk folkeslag og en fjende af det romerske imperium. Ofte og med vekslende held kæmpede de mod Konstantin den Stores efterfølgere, indtil de omsider vandt sig det område, som eftertiden gav navnet Burgund^[40]. Vi nægter sådan set ikke, at mange romere er blevet barbarer, eller at mange barbarer ligeledes er blevet romere^[41]. Vi tænker her på valakerne på den anden side af Donau: de stammer fra folk, der engang blev sendt fra Italien mod sarmaterne for at forsvare rigets grænser, men endte med at blive mere barbariske end disse barbarer selv, selvom de stadig bruger nogle ord fra vores sprog.

Burgundernes områder vandes af floden Saone, der har sit udspring i Jura-bjergene. Den flyder ud i Rhône-floden i nærheden af Lyon. Burgunderne omfatter mange stammer: sekvanerne og vesontierne, som floden Doubs flyder forbi; lingonerne, kavillonerne, matiskonerne, altisiodorerne og hæduerne, som engang var det ledende folk blandt alle disse og næsten alle de andre keltiske stammer. Blandt disse folk grundlagde Herkules – ifølge Diodorus Siculus – byen Alise og avlede dér sønnen Galates. Denne forenede akvitanerne og belgierne med kelternes rige og gav det navnet Gallien efter sig selv^[42].

Philippe le Hardi^[43], søn af den franske kong Jean II^[44], fik Bourgogne som medgift af sin broder Charles V^[45], der også var konge. Det skete, da han ægtede datteren af greven af Flandern. Med hende fulgte også selve Flandern og mange andre landområder. Hans søn, Jean sans Peur^[46] herskede over et endnu større landområde, idet han til den fædrene arv føjede mange andre områder i Frankrig. Da han blev dræbt, blev han efterfulgt af Philippe II^[47], der hverken stod tilbage for faderen eller farfaderen. Under ham blomstrende Bourgogne i forbløffende grad, og adskillige områder, der havde ringeagtet hans fader, gav sig ind under ham. I dag hersker han ikke blot over burgunderne, men også over mange andre belgiske folk: menapierne, velokasserne, morinerne, atrebatenserne, ambianerne, nervierne og mange andre med gamle navne, som i dag lever i Champagne, Brabant, Picardiet, Flandern og Hainault. Senere er også bartuakerne kommet til, som idag hedder luxemburgenserne, samt hollænderne og zeelænderne, der bor på øer i Rhinen, og hinsides dem det gamle frisiske folk, der bor på tysk jord. Over alle disse store og blomstrende folk hersker Philippe.

Philippe beundrede sin faders ry, og så tidligt han kunne, trænede han sin kampstyrke ved ridning, bueskydning, løb og spring. Han hærdede også sig selv gennem spydkastning og andre militære idrætter. Hans første felttog var mod armagnakerne. Det gik således for sig. Jacques d’Harcourt^[48], som tilhørte en fornem fransk adelsslægt, havde ry for at være på burgundernes parti og var en nær ven af Philippe. Han blev modtaget som ven i byen Saint Riquier i området Amiens, men derefter afslørede han sig som fjende, idet han besatte byen, indlod 3.000 armagnakere og hærgede hele omegnen. Da Philippe hørte det, sendte han straks tropper af sted for at standse de fjendtlige angreb. Kort efter fulgte han selv efter med resten af sine styrker. Han slog lejr et stenkast fra byen og belejrede fjenden intenst. Nødvendigheden burde have fået Harcourt til at overgive sig, men hans skyldbevidsthed fik ham til at opgive ethvert håb om tilgivelse. Nu kom der så brev fra dauphinen^[49], der indgød mod i den vaklende: der stod nemlig i brevet, at 12.000 ryttere var på vej gennem afsides egne for at gøre ende på belejringen. De nærmede sig allerede den 15. milesten, og der var alt muligt håb om, at de kunne tilintetgøre den intetanende fjende. Men også Philippe fik nys herom. Da han hørte, at armagnakerne var nået til floden Sommes munding, foretrak han at hæve belejringen og gå imod de fjendtlige tropper, der bevægede sig frem i ilmarch, snarere end at afvente et slag foran den belejrede by. De belejrede tropper ville jo gøre udfald fra byen, og han selv ville komme til at kæmpe på to fronter. Han drog derfor af sted med sine tropper i kamporden, og da han nåede til den niende milesten, fik han øje på fjenden. Philippe holdt da følgende tale:

”Kammerater! Jeg ser nu armagnakerne drage imod os parate til kamp. Vær ved godt mod. I tillid til jeres tapperhed vil jeg i dag modtage kampens sakramente. Enten vil I give mig et udødeligt ry, eller også vil det være jeres skyld, at jeg ikke længere er i de levendes tal. Vi skal kæmpe imod menedere^[50]: for på trods af al ret og rimelighed, på trods af edsvorne løfter og under påskud af fredsforhandlinger dræbte de jeres hertug, min fader^[51], ikke i krig eller på slagmarken, men medens han var ubevæbnet. I dag vil disse forbrydere bøde for deres store ugerning. Hvis I viser jer som mænd, er der ingen grund til frygt: vi skal jo kæmpe mod folk, som I ofte har besejret under min fader. Sørg for, at de ikke lærer at sejre, medens det nu er mig, der er jeres hertug og fører! Kæmp af alle kræfter for en sejr i dette mit første slag.”

Med disse ord gav han tegn til kamp. Fra begge side kastede man sig ivrigt ud i kampen. På den ene side lød kampråbet ”Bourgogne” og på den anden ”Armagnac”. Den højre fløj blev anført af en baron^[52] iført en hertugs insignier, den venstre af Antoine de Croy. Midten blev anført af Philippe selv. Han var iført en almindelig soldaterkappe for ikke at blive genkendt. Slaget begyndte, og der blev kæmpet forbitret i nogen tid, da der begyndte at komme uorden i burgundernes højre fløj. Som sagt blev denne anført af en baron iført hertugelige insignier. Medens han var i færd med at opmuntre og opildne sine folk, blev han dræbt under et voldsomt fjendtligt anfald. De tapreste soldater faldt sammen med ham, og burgundernes højrefløj begyndte at vige. Men den fik hjælp af dem fra midten, fik kræfterne tilbage og genoptog kampen med endnu større vildskab. Så holdt en armagnaker den dræbte barons kappe og hans blodige tøj op som om det var plyndringsbytte fra den dræbte hertug og råbte med høj røst: ”Hvorfor så kampivrige, stakkels burgundere? Hvorfor denne vildskab? Hvorfor kæmper I videre nu, da I har mistet hertugen? Kan I måske vinde en død tilbage? Overgiv jer hellere og spar jeres blod.” Den blodige klædning berøvede dem modet, og en skammelig flugt begyndte. Da Philippe bemærkede dette, blev han ude af sig selv af sorg og raseri. Han turde ikke længere håbe på sejr, men blot på en hæderfuld død, og – stadig uden at være blevet genkendt af fjenden – kastede han sig ud i kampen der, hvor han så sine egne vige i forvirring, og søgte at gang i kampen igen. Han gik til angreb på fjenderne snart her, snart der, og kæmpede som den tapreste soldat. Fra alle sider blev han selv angrebet med sværd og lanser, men – helt utroligt – overgav han sig ikke eller gav sig til kende, selvom han blev såret af to spyd. Da hans sværd blev hugget sønder, greb han sin stridsøkse, der hang fra hans saddel, og splittede spyddene, der pressede ham. Med en kraftanstrengelse dræbte han med øksehug de to mænd, der truede ham mest, trængte igennem mængden af omkringstående fjender og nåede frem til den venstre fløj. Da Antoine så ham uskadt, råbte han: ”Soldater, se hertugen. Vi er reddet!” Der opstod nu en utrolig begejstring, og så stor kampiver opflammede soldaterne, at man gjorde udfald fra denne fløj. Nu vendte krigslykken: de besejrede sejrede, de flygtende slog forfølgerne på flugt, for da slaget blussede op igen, kunne armagnakerne ikke modstå burgunderne. I denne kamp faldt 6.000 af armagnakerne og 3.000 blev taget til fange. Philippe tog personligt deres hærfører, Poton de Sentrailles, til fange og hjemførte et rigt bytte. Af burgunderne savnedes kun 800. Så langt vi kan huske tilbage, er der ikke blevet udkæmpet et så voldsomt slag i Frankrig. Som resultat af sejren blev byen Saint Riquier genvundet, og Jacques d’Harcourt flygtede i hemmelighed sammen med nogle få af sine folk.^[53]

9.11. Flere slag mellem burgunderne og armagnakerne

I området ved Senlis ligger byen Crepy. Her plagede to førere af tropperne fra Guyenne, La Hire og Cainetus – begge berømte soldater, deres naboer med stadige angreb. Philippe tvang dem til at overgive sig og tillod dem at drage bort, men uden tøj og ejendele. Han indtog også den vigtige by Vitry i distriktet Champagne ved Chalons og forvoldte fjenden store tab.

Efter lang tids belejring havde franskmændene indtaget borgen Clairmont, hvor der opholdt sig mange burgundiske adelsmænd, iblandt dem den fornemme adelsmand, Antoine de Vergy. Philippe genvandt byen og befriede dem.

I mellemtiden angreb fjenden borgen ved Saint Dizier om natten: de brugte stiger og indtog både byen og fæstningen. Så indkaldte de forstærkninger fra Trèves og Bar og fortsatte med at hærge omegnen. Philippe sendte nu Jean de Vergy i forvejen med en del af styrkerne og fulgte selv efter med resten. Da Jean ankom, fandt han til sit store held, at fjenden var ude på togt, og han indtog uden videre den tomme by. Men fjenden vendte tilbage via byens fæstning, og i tre dage og nætter blev der kæmpet forbitret i gaderne. Til sidst trak burgunderne sig tilbage med den plan at lokke fjenderne væk fra fæstningen. For at få dem til at tro, at de var på flugt, brød burgunderne byporten ned. Da armagnakerne ivrigt optog forfølgelsen, foretog Vergy en omgående bevægelse, afskar dem tilbagevejen til fæstningen og genoptog kampen med ny energi. Armagnakerne blev besejret og overgav sig. Omkring 3.000 af dem faldt, medens burgunderne kun mistede omkring 1.000. Fæstningen blev indtaget og give tilbage til Philippe.

På den tid var Barbazan^[54] herre over den betydningsfulde by Melun i senonernes land. Barbazan var en højtstående mand med stort ry i Guyenne. Han hærgede parisernes territorium vidt og bredt^[55]. Kong Henry af England besluttede nu^[56] at lukke ham inde i Melun, og da Barbazan havde været en af dem, der havde konspireret om at myrde hertug Jean^[57], fandt kongen det rimeligt at hidkalde Philippe, for at denne kunne hævne sin fader. Philippe lovede at komme på betingelse af, at den ældre kong af Frankrig^[58] også ville deltage, for at give felttoget større betydning. Da Charles ankom til lejren, fulgte Philippe straks efter med så stor en styrke, at han forskrækkede den mand, som han var kommet for at hjælpe. Belejringen var vanskelig på grund af stedets natur, for fæstningen er adskilt fra byen af Seinen, der beskytter den så godt, at der må tre lejre til for at isolere den, og ingen af lejrene kan støtte den anden. Men efter nogen tids energisk og stædig belejring blev byen indtaget – ikke med kanoner^[59] men ved sult. Barbazan blev taget til fange og kastet i fængsel under anklage for en forbrydelse, der fortjente dødsstraffen.

Philippe fortsatte derefter til klosteret uden for Yonne^[60]. Efter at have indtaget det, fik han sin faders ben med sig og bragte dem til Dijon, hvor de blev begravet med de skyldige ritualer.

9.12. Belejringen af Cosne

I mellemtiden konstaterede dauphinen^[61], at uenigheden mellem burgunderne og englænderne voksede fra dag til dag, medens hans egen position blev stadig stærkere. Han satte derfor over Loire med en stor hær bestående af tropper fra Guyenne, Auvergne og Skotland og angreb byen Cosne, der hørte under Bourgogne. Efter mange dages belejring indgik han en 40 dages våbenhvile på betingelse af, at fæstningen skulle overgive sig til ham, med mindre han i løbet af denne periode blev fordrevet af burgunderne. Da Bourgogne hørte dette, mønstrede han i hast 30.000 ryttersoldater og drog de belejrede til undsætning. Også hertug John af Bedford sluttede sig til angrebstogtet med 5.000 engelske soldater, en lille, men særdeles slagkraftig styrke. Charles havde ikke ventet så voldsom modstand, så en mørk nat opgav han belejringen og trak sig tilbage over Loire. Den sejrrige Philippe opsatte et mindesmærke i form af en stenbunke, således som hans forfædre havde for vane.

9.13. Jacqueline af Hollands affære med hertugen af Gloucester

Den smukke prinsesse Jacqueline af Holland og Zeeland^[62] var gift med hertug Johan af Brabant. En dag sad hun og snakkede med hertug Humphrey af Gloucester^[63], broder til kongen af England. Under samtalen kom de (som det er almindeligt i den nation) ind på emnet sex^[64], og Jacqueline fortalte så hertugen, at hun var ulykkelig i sit ægteskab, fordi hun ikke kunne nyde ægteskabets frugter, da hendes mand var frigid og impotent. Gloucester, som var ugift og en meget smuk mand, sagde, at en kvinde var en tåbe, hvis hun ægtede en mand, der ikke var en mand, eller fortsatte i et ægteskab, der ikke var et ægteskab. Han tilbød også sig selv som ægtemand, hvis hun ikke ringeagtede hertugen af Gloucester, en konges broder, og en mand i sin bedste alder, som hun med egne øjne kunne se var en smuk mand. Da kvinden, der ønskede at blive moder og at have en rigtig mand til ægtemand, forstod hvilken brudgom, der tilbød sig, sagde hun ikke nej, men flyttede sammen med ham, så snart hun kunne.

Jacqueline var en slægtning af hertug Philippe, og ved hendes død skulle de to store provinser, Holland og Zeeland, overgå til ham. Men hvis hun fik en søn, ville områderne gå til englænderne, skønt også fyrstehuset Bayern kunne rejse arvekrav på dem. Philippe blev nu bekymret for sin arv og forlangte, at Gloucester omgående skulle forlade Jacquelines land, da han var hendes elsker, ikke hendes ægtemand. Hertugen svarede, at han sandelig havde ret til sin hustrus besiddelser, og at Philippe gjorde uret i at anklage ham for hor med sin egen slægtning. Begge forberedte sig nu til krig. Kongen af England skrev, at han bestemt ville komme sin broder til undsætning, og Philippe svarede, at han under ingen omstændigheder ville give afkald på sin arv. Både den engelske konge og hertugen af Bourgogne stod nu i et dilemma. Hvis Philippe gik i krig på grund af denne sag, måtte han ikke bare frygte franskmændene på den ene side, men også englænderne på den anden. Den engelske kong Henry, hvis anden broder, hertugen af Clarence, for nylig var faldet i slaget ved Beaugé, ville på sin side skulle forsvare sig både mod franskmændene og burgunderne. Henry vurderede nu, hvad der var til størst fordel for ham selv, og svarede derefter Bourgogne, at stridigheder mellem venner hellere måtte bilægges ad rettens vej end ved våbenmagt. Han ville sørge for, at hans broder, Gloucester, underkastede sig en rettergang, og han bad Bourgogne gøre det samme. Det accepterede Philippe, selvom han var klar over, at Gloucester, der havde de omstridte områder i sin faktiske besiddelse, prøvede at vinde tid. Sagen blev forelagt for pave Martinus V, der efter en nærmere undersøgelse, afgjorde, at forholdet mellem Gloucester og Jacqueline ikke var et ægteskab men et ægteskabsbrud. Gloucester lod hånt om pavens afgørelse og klyngede sig endnu fastere til besiddelsen af elskerinden og hendes lande. Da Bourgogne hørte, at Gloucester ignorerede afgørelsen, sendte han en herold^[65] af sted for at erklære krig og begyndte at ruste.

Hainault er et område nær Brabant. Det er ikke stort, men meget frugtbart og vandes af floden Sambre. Det har 22 byer og det samme antal baronier, og det er rigt på klostre. Dette territorium såvel som Holland og Zeeland holdt Gloucester i sin hustrus navn. Bourgogne satte sit første angreb ind i Hainault, og byen Hal overgav sig til ham. Derefter angreb han Braine med kanoner^[66], massakrerede garnisonen, og udplyndrede og brændte byen for øjnene af Gloucester, der stod ikke langt derfra med hjælpetropper. Så delte Bourgogne sine styrker, idet han sendte Croy og Jean af Luxembourg af sted for at belejre Mons, medens han selv med resten af hæren drog af sted for at angribe Valenciennes.

Efter at Gloucester flere gange forgæves havde udfordret fjenden til slag, var han i en meget kritisk situation og havde ikke noget håb om et lykkeligt udfald, da hans undersåtter deserterede dagligt, og han selv stod i overhængende fare for at falde i Philippes hænder. Da han ikke kunne redde sig ved våben, prøvede han med list. Han skrev til Philippe, at det ikke var rigtigt, at så mange byer og så mange tusinde mænd skulle være i fare på grund af en strid mellem to mænd. Det ville være mere rigtigt, hvis disse to mænd mødtes i en duel. Det ville han selv gå ind på, hvis Bourgogne ´på sin side ville gå med til, at sejrherren skulle overtage hele det område, de stredes om. Gloucester havde ikke vanskeligt ved at opnå den højsindede fyrstes tilsagn, og efter at det var aftalt og en dato fastsat, satte han over til England. Men han var en mand, der var mindre egnet til våben end til luksus^[67] og sensuelle nydelser^[68], så han kunne langt fra leve op til sine pralende og overmodige ord, og foretrak, når al kom til alt, sit liv frem for sit ry.

Da han ikke vendte tilbage til den fastsatte dag, gjorde hele Hainault oprør imod ham. Bourgogne overtog nu denne provins og marcherede derefter videre mod Holland og Zeeland. På grund af disse provinsers beliggenhed ved kysten havde englænderne lettere ved at forsvare dem, ikke mindst på grund af deres alliance med folkene i Utrecht, som er meget krigeriske. Det var nødvendigt at erobre området by for by og landsby for landsby, og krigen trak ud i syv år.

I Utrechts område lå byen Lemmes. Den var omgivet af en flod med en meget stor flodbred, der var helt tør undtagen ved flodtid. Men når floden hver dag skyller ind efter ebben, stiger vandet så højt, at der ikke bare kan sejle galejer, men også handelsskibe og transportskibe^[69]. Her byggede Philippe med utrolig hast og dygtighed et murstensfort, der var så stærkt befæstet, at det ikke kunne ødelægges af kanoner. Det var hævet på træpontoner, således at når tidevandet trak sig tilbage, lå det på jorden, og når det vendte tilbage, flød det på vandet. Her udstationerede Philippe en garnison, der forhindrede folkene fra Utrecht i at handle og få forsyninger. Da byfolkene så deres handel afbrudt og begyndte at sulte, blev de nødt til at købe sig til fred for en stor sum penge, og både Holland og Zeeland overgav sig.

9.14. – 9.15. Andre burgundiske krige

[Her følger en skildring af kampe ved Zevenberghe, Brouvershaven og Cravant]

9.16. Oprør i Ghent 1430

Medens dette gik for sig, opstod der i Ghent en ny anledning til krig. Folkene i Ghent er flamlændere og efter nogles mening dem, som i oldtiden blev kaldt for vellokasserne. I denne by var der tre mænd, landflygtige og fattige, som fremførte den skadelige filosofi, at alle mennesker af naturen er født fri, og at der ikke er brug for øvrighedspersoner, love eller fyrster, men at man bør leve i den frihed, som Gud har givet enhver der fødes. Da de prædikede denne lære på torvet, opstod der tumult. Nogle sagde, at dommerne burde uddrives af byen, andre, at de skulle blive. Striden tog til i styrke, og man var tæt på væbnet håndgemæng. Til sidst fik de alle med sig: magistraterne blev fordrevet fra byen, og der blev ikke længere vist respekt for fyrsten. Man skulle leve i fællesskab, adelen sammen med folket; man skulle have alt tilfælles; man skulle efterligne den platoniske stat. Folkene fra Ghent drog ud af byen til naboborgene, der tilhørte adelen, som foragtede og spottede dette vanvid: borgerne indtog så borgene, ødelagde dem og brændte dem af.

Endvidere lovede hertugen af Gloucester fra England og dauphinen fra Frankrig^[70] gandenserne hjælp til at ødelægge Philippes stat, så Bourgogne svævede nu i stor fare. Da Philippe hørte alt dette, besluttede han at tæmme den ophidsede pøbel med våben, ikke med overtalelse. Han samlede hurtigt 12.000 soldater og marcherede mod fjenderne, men da disse udfordrede ham til slag, anså han det for uværdigt, at adelsmænd og fornemme folk skulle møde den usle pøbel på lige fod. Han besatte derfor en højderyg med udsyn over fjendens lejr og herfra lod han pøbelen beskyde med pile. Gandenserne blev rasende herover, forlod deres befæstninger og gik til angreb, men Philippes rytteri kastede sig nu over dem, gennembrød fodfolkenes rækker og nedslagtede dem i hobetal. Gandenserne flygtede tilbage til deres lejr efter at have mistet 3.000 af deres egne. Derefter bad de med udstrakte hænder om nåde. Det fik de på følgende vilkår: de skulle udlevere deres våben og give Philippe ret til at fjerne og straffe 200 af oprørslederne; de skulle betale en bod på 300.000 dukater; og de måtte kun afholde folkeafstemninger med Philippes tilladelse. Der blev afleveret over 80.000 brystplader, hjelme og harnisker, boden blev udbetalt, ordningen om folkeafstemninger blev ændret, og 200 oprørsanstiftere blev fjernet og dræbt.

9.17. Oprør i Liège

På denne tid begyndte jomfrukrigene^[71]. Vi vil ikke gentage, hvad vi allerede har sagt om disse, men i stedet vende os til den nye kamp om Liege, der fulgte efter. Folkene fra Liège arbejdede med at genrejse et tårn i området ved Namur over for byen Bouvignes, som Philippes fader, Jean, tidligere havde ladet ødelægge. Da Philippe hørte det, befalede han, at de skulle rive tårnet ned igen, med mindre de ville have krig. Folkene fra Liege indledte nu forhandlinger, men kun for at trække tiden ud: i mellemtiden samlede de en hærstyrke på 80.000 mand, hærgede området omkring Namur og belejrede byen Bouvignes.

Philippe sendte så Antoine de Croy^[72] i forvejen med 2.000 ryttersoldater for at hindre fjenden i at fouragere. 8.000 mænd fra Utrecht drog imod ham, men dem besejrede han i et overraskelsesangreb, tog 2.000 af fjenderne til fange og drog ind i Namur. Med denne by som base afskar han fjendens forsyningslinier og trængte dem så hårdt, at kornmangel tvang dem til at opgive belejringen.

I mellemtiden^[73] døde hertug Filip af Brabant, og arven efter ham gik til Philippe af Bourgogne^[74]. Af denne grund mistede folkene fra Liège mere og mere modet, og til sidst brød en stor skare af dem op hjemmefra og drog under ledelse af deres biskop til Malines for at bede Philippe om nåde. Da de havde været der i nogen tid uden håb om nåde, kastede de sig til sidst grædende til jorden midt på pladsen foran fyrstepaladset og bønfaldt Philippe om at give dem fred på de betingelser, han selv ville. Deres bønner besejrede fjendens vrede, og de fik dette svar: ”Eftersom I ikke er uafhængige, men står under kirken, bliver jeres opsætsighed tilgivet, og jeres skyld bliver eftergivet kirken. Gå bort og bring freden tilbage til jeres landsmænd. Men vid, at det tårn, som I har rejst, skal rives ned igen; de landsbyer, I har nedbrændt, skal genopbygges, og omkostningerne til krigen skal erstattes. Derfor skal I betale 200.000 dukater.” Folkene fra Liège syntes, at det var hårde vilkår, men nødvendigheden gjorde dem møre.

Efter disse hændelser genvandt burgunderne efter en lang belejring borgen Avalon, som dauphinens soldater havde indtaget med list. I området omkring byen erobrede de nogle småbyer. 700 spaniere og italienere blev taget til fange i disse byer. Da de havde forbrudt sig imod folkeretten ved at gøre vold på adskillige legater, blev de enten hængt i en galge eller druknet i Arar-floden.

9.18. Kampen mellem greven af Vaudemont og René d’Anjou

Selvom det foregik på et andet tidspunkt, er det også værd her at nævne den kamp, som greven af Vaudemont^[75] med Philippes hjælp og beskyttelse førte imod kong René af Sicilien. Lorraine er en fransk provins nær Rhinen, og Moselle-floden har sit løb omkring den. Provinsen har navn efter kong Lothar, der fik den ved lodtrækning, da han delte det franske rige med sine brødre. I dag egen regeres den af René d’Anjou, der blev udnævnt til hertug af kejseren. Lorraine omfatter blandt andet grevskabet Vaudemont.

Da kong René samlede en hær på 18.000 ryttersoldater og 20.000 fodfolk og begyndte at hærge grevskabet Vaudemont, bad greven, der var opfostret ved Philippes hof, om hjælp fra Philippe. Af de burgundiske styrker blev der udtaget 4.000 ryttersoldater og af de pikardiske 15.000 bueskytter. De skulle følge greven og forhindre de fjendtlige indfald, indtil der kunne sendes større styrker. To erfarne hærførere, begge ved navn Antoine blev sendt med greven. Den ene var Antoine de Vergy og den anden Antoine de Toulouse.

Kong René belejrede grevskabets hovedby^[76] og nærede store forhåbninger. Han havde hjælpetropper fra sytten tyske fyrster. Da spejdere meddelte ham, at burgunderne nærmede sig, og han hørte, hvor få de var, hævede han belejringen og drog i sluttet kamporden imod fjenden for at kæmpe i det åbne terræn. Denne dag blev fortroppen anført af veteranen Barbazan. Da han så, at burgundernes bannere hang lige ned fra stængerne, som om der ikke var nogen vind, medens Renés bannere tværtimod blafrede vildt i vinden og snart stod til højre, snart til venstre, så udbrød han: ”Ak, hvilken skæbnesvanger dag for os, der skal kæmpe. Hvis René er klog, afholder han sig fra et slag.” Og uden at tøve opsøgte han kongen og rådede ham til ikke at kæmpe, for selvom fjenderne var i undertal, så viste de tegn, han havde set, at de ikke kunne besejres. René svarede ham således: ”Skal vi, der er i overtal, vige og lade burgunderne rejse et sejrsmærke midt i Lorraine, vores eget fædreland? Det kan jeg aldrig gå med til.” De øvrige tilstedeværende priste kongens holdning og insisterede på at gå i kamp. Det var især Commercy, anføreren for de tyske hjælpetropper.

Der blev afsendt en trompetér med en udfordring til slag. Vergy svarede ham således: ”Vi plejer ikke at flygte, og vi har ikke for vane at nedlægge våben, der ikke er plettet af blod.” Dette var burgundernes svar.

Det sted, hvor burgunderne havde lejret sig, var på den højre side omgivet og beskyttet at tornebuske og krat. På den venstre side havde naturen dannet en fire fod fordybning. Her anbragte de nogle messingkanoner, der skulle hindre rytterangreb. Bagtil anbragte man de mange kærrer, de havde bragt med sig. Så sendte de hestene væk og opstillede en falanks af sværtbevæbnede fodfolk fortil. På fløjene ud fra midten opstillede de bueskytter, som hamrede pæle ned i jorden foran sig for at standse det fjendtlige rytteri.

René lod fodfolket blive lidt tilbage, idet han selv sammen med to rytterdelinger ville angribe fjenden forfra. Commercy fik befaling om at ride af sted med det øvrige rytteri for at angribe fjenden fra ryggen eller fra siden. Selv åbnede René slaget forfra. Commercy forsøgte at krydse fordybningen, men blev drevet tilbage af kanonerne. Han hastede så videre til kærrerne, hvor en forbitret kamp begyndte.

Burgunderne, der samtidig blev angrebet forfra og bagfra, forsvarede sig hårdnakket. De ville dog have givet efter for presset fra René, hvis ikke der pludseligt havde lydt et råb om, at de tyske riddere var på flugt. Fordrevet af spydspidser og kanoner flygtede Commercy – og det lige så skændigt, som han overmodigt havde insisteret på at kæmpe.

Da burgunderne hørte råbet, genvandt de modet og kæmpede med fornyet iver. De huggede hænderne og armene af fjenderne, så disse kun kunne håbe på at redde sig med fødderne. Bourgogne sejrede og fik et enormt krigsbytte. Kong René selv blev taget til fange og adskillige fyrster sammen med ham. Det var forunderligt og ufatteligt for eftertiden, at 5.000 mænd kunne jage 38.000 på flugt. Så mægtig er krigslykken! 108 standarder blev erobret. Der faldt 3.000 fjender, og 1.200 adelsmænd blev taget til fange. Af burgunderne omkom 700. I en krig er der intet så farligt som at undervurdere fjenden.

9.19. Kejser Sigismunds indblanding

Omtrent på dette tidspunkt kom kejser Sigismund til Basel, hvor konciliet havde forsamlet sig. Efter sit folks skik sendte han en fetial - som vi kalder en herold - til Philippe for at afkræve ham Brabant, Holland og Zeeland, og erklære ham krig, hvis han afslog. I brevene titulerede Sigismund sig som romernes, tyskernes, hunnernes og bøhmernes kejser og mange andre folkeslags konge og herre, og han opremsende sine forgængeres bedrifter.

Philippe modtog herolden i en prægtig sal, siddende på en gylden stol, og omgivet af mange hoffolk. Han svarede udsendingen således: ”Vend tilbage til kejseren og meld ham følgende: Jeg er i krig med den franske konge og er i færd med at belejre hans by, Grancey. Min fjende er kejserens ven. Lad blot kejseren komme de belejrede til undsætning, der er ikke langt. Der vil jeg så invitere ham til et slag. Hvis han afslår, skal du sige til ham, at jeg har udfordret kong Charles til en duel. Hvis min fjende indvilliger, vil vi udkæmpe duellen om 60 dage. Når denne er overstået, kan Sigismund fastsætte en dag. Jeg vil tage hvorhen, han vil, for at kæmpe imod ham. Jeg er hverken kejser eller verdens herre, men jeg er af Karl den Stores blod. Ham kunne ingen kyse med ord.”

Derefter tog han sin gyldne overklædning af og forærede den til herolden.

I tiden, der fulgte, kom den franske konge ikke de belejrede til undsætning, og han turde heller ikke gå ind på at udkæmpe en duel. Heller ikke Sigismund prøvede på noget ud over sine klager og pralerier.

Grancey overgav sig derfor til Philippe, der kastede desertørerne i fængsel og befalede de øvrige soldater at vende tilbage til kong Charles og kejser Sigismund på bare fødder – et tegn på vanære. Endvidere lod han opsætte et mindesmærke over den afslåede duel.

9.20. Hertug Philippes krig med Charles de Bourbon

Hertug Charles af Bourbon var vokset op ved hertug Jeans^[77] hof og havde ægtet hans datter Agnes, Philippes søster. Også han blev på den tid sat på plads af de burgundiske hære. Forglemmende sit slægtskab med Philippe begyndte han med base i byen Chinon at hærge Bourgogne, og i nattens mulm og mørke var han ved hjælp af stiger trængt ind i byen Marigny.

Da Philippe hørte det, samlede han hastigt nogle troppestyrker, som han førte til Auvergne. I en række mindre slag trængte han de overmodige bourboner (som nogle mener er de samme som de boier, som Julius Cæsar placerede i hæduernes område). Mange fjender havde samlet sig i Dunois’^[78] borg. Denne afbrændte burgunderne ved nattetid, men det lykkedes garnisonen at komme uset bort, da der blæste en stærk nordenvind.

Derefter drog Philippe til Marigny. Ved første angreb gennembrød han murene, hvorefter han lod garnisonen nedslagte, indtog fæstningen ved hjælp af minegange, og lod regionen afbrænde vidt og bredt.

Da Philippe derefter hørte, at de franske styrker havde lejret sig i området ved Lyon nær Saone-floden, ilede han dem i møde, fuld af kampiver. De forlod dog stedet uden at vente på ham, og han rejste derfor efter sædvane et mindesmærke. Straks efter fortsatte han til byen Belleville, som havde en garnison bestående af unge, raske mænd, der brændte af kampiver. Da de så burgunderne nærme sig murene mere dristigt end forsigtigt, gjorde de udfald og påførte fjenden store tab. Over 100 af de tapreste og dristigste af burgunderne faldt, og burgunderne ville have lidt stor skade, hvis ikke Philippe havde set den farefulde situation og med et vældigt krigsråb var ilet fra sin lejr sammen med bueskytter fra Arras og Therouanne. Han nåede faktisk frem så hurtigt, at han forhindrede mange i at nå tilbage til byen. Da burgundernes trængte ind, mistede byboerne håbet om redning, så Philippe ville også have kunnet indtage byen, hvis han ikke havde givet signal til tilbagetog. Herefter blev belejringen genoptaget og forstærket. Igennem to måneder blev murene bombarderet med kanoner, og beboerne begyndte at sulte. I mellemtiden besatte mænd fra Auvergne et nærliggende bjerg, udfordrede Philippe til slag og udæskede fjenden med høje råb. Uden tøven førte Philippe en letbevæbnet styrke ud af lejren, marcherede mod provokatørerne og udfordrede dem til kamp. De fortrød dog og vovede ikke at kæmpe, men tog skamfuldt flugten. Philippe indtog bjerget og lejrede sig dér hele dagen for at vise, at han var sejrherre. Da han næste morgen vendte tilbage til sin lejr, fandt han, at de belejrede var kommet op gennem en tunnel og forvoldte belejrerne stor skade. Hurtigt lod han tunnelen blokere og optog kampen endnu mere heftigt end sædvanligt. Soldaterne i garnisonen mistede nu alt håb og overgav sig på den betingelse, at de kunne drage bort våbenløse og til fods, og at de overgav byboerne til plyndring. Nødvendigheden vandt, og de succesombruste burgundere udplyndrede byen.

Da frosten begyndte at sætte ind, trak Philippe sig tilbage til Auricum, som i dag hedder Nevers. Hertil kom hans søster, Agnes, sammen med sine fem, mindreårige børn. Da hun blev ført ind til Philippe, kastede hun sig for hans fødder og kunne længe ikke tale for gråd og suk. Men da han til sidst løftede hånden, begyndte hun at tale:

”Broder! Jeg ved ikke, om jeg skal beklage mig eller bønfalde dig, da du hverken er en upartisk dommer, der kan høre min klage, eller en upartisk fyrste, der kan høre min bøn. Hvis jeg siger, at du har ført en uretfærdig krig imod din søster og dine søskendebørn, hvem vil da dømme dig for mig? Hvis jeg beder dig tilgive den mand, som jeg har ægtet efter dit eget ønske, så vil din vrede udelukke barmhjertigheden. Jeg er i sandhed en ulykkelig kvinde, som hverken må bønfalde eller klage. Jeg vil dog trodse skæbnen^[79] og forsøge begge. Lyt til mig som din søster, ikke som din fjende.

Først til klagerne. Jeg bebrejder dig ikke, broder, at du har erklæret min mand krig. Han gjorde tåbeligt i at udfordre dig: han viste ikke hensyn til sin slægtning ved ægteskab, og han huskede ikke på de velgerninger, han havde modtaget.

Men det jeg bebrejder dig og som jeg oprøres og protesterer over, det er, at du fører krig med så stædig udholdenhed, at du ikke på nogen måde kan formildes. Lad være, at min mand har udfordret dig og forulempet dig. Men han har erkendt sin fejl, han har bødet derfor og er blevet straffet. Straffen har oversteget forsyndelsen: hans land er blevet hærget, ungdommen nedslagtet, og han har mistet størstedelen af sit fyrstendømme. Han beder nu om tilgivelse. Hvad ønsker du mere? Er der ingen grænse for din vrede? Og her efter din sejr vil du da aldrig huske på barmhjertighed? Vil du gerne have, at Gud skal gøre det samme ved dig og aldrig lade sig formilde? Vi håber alle på en barmhjertig Gud frem for en streng Gud, og vi ønsker, at barmhjertigheden går forud for hævnen. Men du har nu fået din hævn, og stadig nægter du tilgivelse!

Hvad hvis en barbar havde grebet til våben imod dig? Ville du så ikke have sparet ham efter at have ydmyget ham? Men nu er det min husbond, der beder dig om fred, en mand af den højeste adel, og alligevel vender du ansigtet bort. Ak, jeg ulykkelige! Hvis jeg elsker min mand, ser det ud, som om jeg hader min broder. Og hvis jeg ærer min broder, mister jeg min mand. Hvordan skal det gå^[80] med disse modstridende følelser: naturen har givet mig dig til broder, og skæbnen har givet mig dig til fjende. Jeg har født dig disse søskendebørn. Du skulle værne deres fædrenearv, men i stedet har du hærget den. Har du givet mig til en ægtemand for at jeg skulle føde tiggere, og for at mine børn, dit eget blod, skulle tigge deres brød fra dør til dør? Kom her, børn: hvorfor græder I ikke sammen med jeres grædende moder, og med fromme tårer forsoner jeres onkel med jeres far? De små forstår ikke deres ulykke. Tænk på, broder, hvad de vil sige, når de bliver ældre. Bliver du ikke rørt over deres spæde alder? Er du ligeglad med mit livs frugt? Og hvis du havde besluttet at kaste deres fader i lænker og ødelægge ham, ville du så ikke overgive ham til dem? Enten må du give dem deres fader og mig min mands fædrenearv, eller også må du hævne hans forsyndelse på mig. Gid jeg var død som jomfru hos dig, siden dette er lønnen for mit ægteskab. Hvordan det end går, så vid, at disse skal opfostres hos dig.”^[81]

Mere sagde hun ikke^[82] men brast i høj gråd og klageskrig. Så sagde Philippe til hende: ”Din mand ville være uværdig til at få fred, hvis ikke han havde ægtet dig. Du har sejret, søster. På grund af dine bønner, slutter vi krigen.” Og han bød Charles indfinde sig. Da han kom og begyndte at fremføre mange undskyldninger, bad Philippe ham tie, for krigen var nu slut, og der skulle ikke længere høres på klager. Så tilføjede han: ”Og jeg giver dig fred, Charles, og jeg skænker dine børn alt, hvad jeg har taget fra Auvergne med våbenmagt. Og sørg så selv for, at du i fremtiden oplever mit venskab snarere end mine våben.” Således blev der skabt fred, og kort tid efter blev der i Arras indgået en fredstraktat mellem Frankrig og Bourgogne.^[83] Bourbon, der var acceptabel for begge parter, bidrog energisk til fredsslutningen.

Dette må være nok om Philippes krige. Noget deraf har Vi omtalt sidst, selvom det lå først i tid. Årsagen er, at vi først har fået kendskab dertil, efter at det andet var skrevet. Og så har vi i øvrigt forbigået meget, som vi ikke havde tilstrækkelig viden om.

9.21. Pavens legat besøger hertug Philippe

Medens Philippe lå syg i Bruxelles af en meget alvorlig sygdom, kom biskoppen af Ferrara^[84] til ham. Bruxelles er en berømt by i Brabant, hvor fyrsterne plejer at opholde sig, fordi de dér har et prægtigt palads og alle former for jagt. Da biskoppen i tre dage havde ventet på, at hertugens tilstand skulle blive bedre, blev han omsider indladt. I nærvær af biskoppen af Tournai, hertugens søn, Charles, og Antoine de Croy gjorde han rede for sendefærden fra paven og overgav hertugen et brev skrevet med pavens egen hånd. Da det var blevet læst op, talte Philippe således fra sin seng:

”Jeg var begyndt at tro, at feberen ville vinde og blive mit endeligt, for den havde efterhånden berøvet mig alle mine kræfter. Men, biskop, du har helbredt mig med dette budskab. Det er en glæde at høre om pavens hensigter, som står fuldt ud mål med hans høje værdighed. Min død forekom mig hård og bitter alene af den grund, at jeg endnu ikke har fået hævnet mig på tyrkerne for min faders fangenskab.^[85] Nu fatter jeg atter håb om, at min fader bliver hævnet, og at det vil gå godt for kristenheden^[86], fordi vi har fået en pave, der bekymrer sig om religionen og som – efter den gode hyrdes eksempel – er villig til at ofre sit liv for sine får.^[87] Hvis jeg bliver rask – hvad jeg ikke tvivler på – vil jeg ikke blot opfylde mit løfte^[88], men jeg vil forsøge at gøre alt, hvad Pius måtte ønske.” Derefter bad han de tilstedeværende rådgivere forhandle med biskoppen om antallet af soldater, der skulle sendes af sted, om de krigsmaskiner, der skulle forberedes, om pengene, der skulle indsamles, og om ruten, der skulle følges. Og Philippe tænkte nu ikke på andet end at blive rask og forberede sig mod tyrkerne.

I mellemtiden erklærede kong Louis^[89] England krig, og han befalede Philippe personligt at sætte sig i bevægelse mod Edward, der havde usurperet det engelske rige^[90], og som han selv havde erklæret for sin fjende. Dette bragte i Philippe i alvorlig forlegenhed. Han sendte dog bud til Louis og bad ham om ikke at blive involveret i krigen med England eller at tvinge ham til at bryde freden med Edward. Han havde indgået denne fred på Louis’ egen opfordring og på det vilkår, at den først udløb efter et års opsigelsesfrist. Selv havde han til hensigt at anføre et felttog mod tyrkerne, og han bad nu Louis tillade, at han drog i kamp for troen og adlød paven. Til biskoppen af Ferrara sagde han, at han skulle vende tilbage til paven og berette om hans hensigt og om den franske konges obstruktion. Til oktober ville han sende legater til Rom for at forklare om sine planer. Det gjorde han dog ikke, fordi han ikke havde kunnet få noget definitivt svar fra Louis, og fordi folkene fra Liège syntes at pønse på oprør imod deres biskop. Louis havde lovet dem hjælp, medens Philippe i sin egen interesse ikke kunne lade biskoppen i stikken. Alt dette rapporterede biskoppen af Ferrara fra Frankrig til Pius, der allerede havde begivet sig til Pienza.

9.22-23. Pavens bygningsværker i Pienza

Paven var blevet syg i Abbadia og lå til sengs, idet han blev plaget dag og nat af gigt. Pludselig meldte de opskræmte kardinaler, at der var udbrudt pest i byen, og at nogle af deres bekendte var bukket under. De opfordrede indstændigt paven til at undfly den skrækkelige smitte.

Uden at tøve befalede Pius at man skulle gøre hans bærestol klar, og da solen var gået ned, gav han sig – under stærke smerter - på vej med hele sin husstand og fulgt af kardinalerne. Dette var slutningen på Abbadias lyksaligheder – altid bliver lyst fulgt af smerte. Natten var allerede stærkt fremskreden, da han nåede frem til Pienza, og i flere dage kunne han ikke besigtige bygningerne, fordi han stadig lå syg.

Da han kom sig, fik han så en detaljeret rundvisning i bygningerne, og han ærgrede sig overhovedet ikke over byggeomkostningerne, selvom han havde brugt over 50.000 dukater på arbejdet. Bygningsværkets skønhed og værdighed betog ham fuldstændigt ærgrelsen over udgiften.

[Her følger en meget detaljeret beskrivelse af bygningsværkerne i Pienza]

9.24. Pius besigtiger byggeriet i Pienza

Man havde fortalt paven mangt og meget om arkitekten. Han skulle have været uhæderlig, han havde taget fejl vedrørende bygningsværket, han havde vurderet byggeomkostningerne til 18.000 dukater, men han havde brugt mere end 50.000. Ifølge efesernes lov som refereret af Vitruvius^[91], ville arkitekten skulle betale udgifterne til overskridelsen. Bernardo Rosselino^[92] var fra Firenze og forhadt af sieneserne alene på grund af sin fødeby. Da han var fraværende, blev han bagtalt af alle.

Pius besigtigede nu bygningerne, og da han havde set alt, hidkaldte han manden. Denne dukkede op efter nogle dage, meget nervøs og helt på det rene med de mange anklager, der var blevet fremsat imod ham. Pius sagde da til ham:

”Min brave Bernardo! Du løj ganske vist for Os om de fremtidige byggeomkostninger, og hvis du havde sagt sandheden, havde du aldrig kunnet overtale Os til at bruge så mange penge, og så ville hverken dette prægtige palads eller dette det fornemste tempel i hele Italien stå her i dag. Disse pragtfulde bygningsværker kan Vi takke dit bedrag. Alle lovpriser dem med undtagelse af nogle få, som tæres af misundelse. Men Vi takker dig og anser dig for værdig til en fremragende hædersplads blandt alle vor tids arkitekter.”

Pius befalede nu at give manden hele hans løn og dertil en gave på 100 dukater og en purpurklædning. Endelig tildelte Pius hans søn de gunstbevisninger, han ønskede, og gav ham ledelsen af nogle nye byggearbejder. Da Rosselino hørte pavens ord, græd han af glæde.

For at bevare templets værdighed og pragt for eftertiden udstedte Pius følgende dekret: ”Pius, biskop og Guds Tjeneres Tjener^[93] til evig ihukommelse: I det tempel, som vi har rejst til ære for og indviet til den hellige Jomfru Maria, vor Herres og vor Guds Moder, må intet menneske nogensinde blive begravet med undtagelse af de gravpladser, som tildeles præster og biskopper. Ingen må krænke væggenes og søjlernes hvidhed. Ingen må opsætte billeder. Ingen må indrette flere kapeller eller opsætte flere altre, end der er i dag. Ingen må ændre selve templets plan hverken for oven eller for neden. Hvis nogen gør det modsatte, så lad ham være forbandet og kun kunne få tilgivelse ved pavens autoritet med undtagelsen af dødens stund^[94]. Givet i Pienza i år 1462, den 16. september i Vort pontifikats femte år.”

Paven lod også opføre et hus til venstre for templet, i hvilket dekanen^[95] og kannikkerne kunne bo bekvemt og uhindret gå til dagens og nattens tjenester gennem en lille dør, der for deres skyld var indsat i den venstre side. På den anden side af bytorvet var der et gammelt hus, hvor byens praetor og de andre øvrighedspersoner plejede at bo. Pius købte huset og gav det til vicekansleren på den betingelse, at denne lod det rive ned, bygge et bispepalads i stedet og skænke det til den hellige Jomfru. Han købte også andre borgerhuse ved pladsen modsat kirken, som han befalede skulle rives ned, således at der kunne bygges et tredje palads, med loggia, stor hal, værelser, magasinrum og tårne med klokker og et ur^[96] samt et fængsel. Her skulle byens øvrighedspersoner bo, og borgermøderne afholdes.

Paven engagerede håndværkerne og betalte en stor del af udgiften til at omgive pladsen med fire fornemme paladser. Der blev også bygget andre prægtige bygninger i byen: ved siden af vicekanslerens byggede kardinalen af Arras en højt og stort palads, ved siden af igen skatmesteren, og efter ham lagde også Gregorio Lolli fundamentet til et hus. Først af alle byggede kardinalen af Pavia et meget bekvemt og smukt hus, kvadratisk og fritstående^[97]. Også kardinalen af Mantova købte en byggegrund. Pavens kammerherre Thomas, seglbevarerne^[98] og mange borgere nedrev de gamle huse og lod nye bygge, således at byen kom til at se ud som aldrig før.

På festen for Johannes Døbers Halshugning^[99] lod paven templet og altrene indvie af kardinalen af Ostia. Selv salvede han hovedalteret foran, og da helgenrelikvierne var nedlagt i alteret, satte han sit segl på. Derefter overførte han biskoppen af Chiusi, Giovanni Chiugi, af en sienesisk adelsfamilie, til bispestolen i Pienza og gav dermed en mand til den nye brud. Chiusinerne fik Gabriele Piccolomini af den franciskanske observantorden til ny biskop. Noget senere indviede kardinalbiskoppen af Porto i pavens nærvær en ny spansk ærkebiskop, og paven satte selv mitraen på dennes hoved og velsignede ham.

9.25. Folkefest i Pienza

Byboerne i Pienza dyrker apostlen Matthæus med særlig hengivenhed, og på hans fest i september måned afholder de et stort marked og giver præmier til deltagerne i væddeløb. For at gøre begivenheden endnu mere festlig blev Pius selv til festen og gav alle de konsulære borgere en ny klædning hver og penge til de fornødne udgifter. De udsatte følgende præmier til konkurrencedeltagerne: til hestene^[100] otte alen skarlagensklæde, til æslerne fire alen i en anden farve, til mændene det samme og til drengene en gås.

Ved daggry på den fastsatte dag blev der i pavens nærvær afholdt messe i templet under stor andagt fra folkets side. Derefter begav mængden sig til telte uden for byen, hvor kokkene havde stegt 30 store okser, som var taget fra ploven, og mange andre mindre dyr. Alt blev fortæret ved dette måltid. Derefter gik tiden indtil solnedgang med køb og salg.

Herefter fik hestene tildelt båse, og der blev givet signal til løb. Det var sådan set ikke noget spændende skue, for hestene løb med meget forskellig hast, og vinderhesten var sikker på sejren. Den tilhørte Alessandro, og den lagde de andre langt bag sig og nåede frem til målstregen et godt stykke før de andre.

Til gengæld var der livlig konkurrence mellem æslerne under flittig brug af piske: først førte det ene, så det andet, men til sidst nåede Sacchinos æsel, der ofte havde vundet, i mål - dog efter først at have smidt rytteren af. Ham, der fulgte efter, blev siddende i sadlen og påstod, at præmien tilfaldt ham og ikke Sacchino, som var blevet kastet af. Dommerne afviste kravet med den begrundelse, at præmierne blev udlovet til æslerne, ikke til rytterne.

I mændenes væddeløb konkurrerede mange robuste og hurtige unge mænd, der ofte havde løbet på sportspladsen.^[101] Da det havde regnet og vejen var glat, løb de nøgne. Snart lå den ene forrest, snart den anden, og ofte så man den ene eller den anden snuble og falde og rulle rundt i mudderet og de, som var de sidste, blev de første. På denne måde løb de fire stadier frem til porten. Der var kun ganske lille afstand mellem den forreste og de besejrede, og de var så indsmurte i mudder, at man ikke kunne kende dem fra hinanden. Da smed en kok fra pavens køkken ved navn Trippes både tøj og støvler, sprang frem bag et hjørne og begyndte at løbe igennem byen ukendt og kun iført en kappe, som om han var en af deltagerne i væddeløbet. Da han først lige var startet, kom han hurtigt foran de to, der lå i spidsen, og greb præmien, som om han var vinderen.

Dette var til stor ærgrelse for den næste, der troede, at han var blevet besejret på målstregen, og blev vred over, at sejren var blevet revet ud af hans hænder. Men han opdagede straks svindelen, fordi han så, at sejrherren var for lidt tilsølet af mudder og iført en kappe, som han ikke havde kunnet løbe så langt med. Dommerne vred sig af latter, afviste kokken og gav præmien til den unge mand fra Sarteano som den første.

Drengenes løb var det bedste skue af dem alle. Der var mange unge drenge på sportspladsen, som sprang af sted, nøgne, så snart signalet blev givet. De prøvede alle at komme foran hinanden og kæmpede med forbløffende intensitet. Heller ikke de kunne holde fødderne fri af det klæbrige ler; snart mistede de pusten og faldt, snart fik de vejret tilbage og sprang frem. Deres forældre og brødre stod og heppede dem frem med mange opmuntrende tilråb. Der blev løbet et stadie indtil byporten, og der var flere, som var lige ved at sejre. Men så lagde en af Alessandros tjenestefolk sig i spidsen – han var ret lille og skægløs, og var derfor blevet optaget i drengenes konkurrence. Hurtigt løb han gennem byen, nåede frem til målet som sejrherre og forlangte præmien. Han blev fulgt af en ung knøs fra Pienza, der var lyshåret og smuk, selvom han var tilsvinet af mudder. Da han vidste, at han var blevet slået med kun tre eller fire skridt, brast han i gråd over sit uheld og skældte ud på sig selv, fordi han ikke havde løbet hurtigere. Hans moder, en smuk kvinde, var tilstede og trøstede sønnen med søde ord og tørrede sveden af ham med et linnedklæde. Dommerne var allerede ved at tildele gåsen til nummer et, men da Alessandro så det, råbte han: ”Hvad er det I gør? Det er jo min tjener – han er 18 år og er kun blevet indskrevet hos drengene ved en list. Lad jer ikke narre af ham.” Da de hørte det, erklærede de drengen fra Pienza for vinder. Han fik Pius’ levende gås og blev båret hjem på skuldrene af sin fader fulgt af en stor menneskemængde, og hele naboskabet glædede sig.

Fra et højt vindue fulgte paven og kardinalerne hele forløbet under stor munterhed, selvom der ind imellem blev drøftet offentlige anliggender.^[102]

---

1. ^{In reducta valle. Vergil, Æneiden, 6,703: ”In valle reducta”}
2. ^Amoenitas
3. ^{Den klassiske længdeangivelse ”stadie” er lig ca. 182 meter}
4. ^{Konge af det longobardiske rige i Italien, 636-652. http://en.wikipedia.org/wiki/Rothari}
5. ^{Merum et mixtum imperium: et feudalt autoritetsbegreb hentet fra romerretten}
6. ^{Abbadia San Salvatore: http://en.wikipedia.org/wiki/Abbadia_San_Salvatore}
7. ^{Pleno jure}
8. ^{Litteri majusculi: http://en.wikipedia.org/wiki/Capital_letter}
9. ^{Jugum: åg}
10. ^{Passus: romersk skridtmål. 1.000 passus = 1 romersk mil = 1.5 kilometer. http://www.denstoredanske.dk/Samfund,_jura_og_politik/Diverse_historie/Romerriget/Romerriget_til_ca._27_f.Kr./Passus}
11. ^Fabulae
12. ^{Silvarum amator. Sml. Horats, Epistolae, 1.10,2: ”ruris amator” (en der elsker det landlige)}
13. ^{Giovanni Antonio Campano (1429-1472): http://en.wikipedia.org/wiki/Giovanni_Antonio_Campani}
14. ^{To romerske mil: 6 moderne mil}
15. ^{Igen et eksempel på Pius’ skepsis over for mirakler}
16. ^{D.v.s. ikke i skyggen}
17. ^{Viva heremus}
18. ^{Bagni di Vignoni}
19. ^{Hvad Pius selv ikke havde …}
20. ^{Comes. Grevefamilien hed Aldobrandeschi}
21. ^Guido
22. ^{Gml. Længdemål = 18-22 tommer}
23. ^{Med mindelse til fiskefangsten i Lukas 5,4-6: ”Da han holdt op med at tale, sagde han til Simon: ”Læg ud på dybet, og kast jeres garn ud til fangst!” Men Simon svarede: ”Mester, vi har slidt hele natten og ingenting fået; men på dit ord vil jeg kaste garnene ud.” Det gjorde de, og de fangede en stor mængde fisk, så deres garn var ved at sprænges.” Der antydes en identifikation mellem Kristus og hans stedfortræder, pave Pius}
24. ^{Plutark, Artaxerxes 5,1}
25. ^{Bemærk hvordan begreberne oratorer og legater bruges synonymt}
26. ^{Cardinalis strigoniensis, d,.v.s. kardinalen af Strigonium = Esztergom (ung.) = Gran (ty.)}
27. ^{Slaget ved Seckenheim den 30. juni 1462 blev afgørende for magtforholdene i Tyskland i denne periode, idet sejren sikrede palatinergrevens dominerende stilling}
28. ^{Egtl. ”deres arme”}
29. ^{Sammenkædningen af felttoget mod tyrkerne og den sicilianske krig satte paven under stærkt pres. Louis siger til Pius: Hvis du ikke hjælper mig mod Ferrante, vil jeg ikke hjælpe dig imod tyrkerne. I princippet skal Pius herefter vælge, hvad han mest vil: føre krig mod tyrkerne med franskmændenes nødvendige hjælp eller holde franskmændene ude af Syditalien. Havde han for alvor havde kunnet regne med fransk støtte mod tyrkerne, ville valget have været meget svært, men så listigt som Louis spillede det store diplomatiske spil, måtte paven frygte, at selvom han lukkede franskmændene ind i Syditalien, ville han alligevel ikke få deres hjælp mod tyrkerne. Eksemplet med den Pragmatiske Sanktion måtte skræmme}
30. ^{Margaret (1430-1482): http://en.wikipedia.org/wiki/Margaret_of_Anjou}
31. ^{Henry VI blev anset for veg, slap og kvindagtig}
32. ^Fætter
33. ^Kusine
34. ^{Genus Eacidarum: Enn ap Cicero, Diu 2.56; Ovid, Metamorph. 8,3}
35. ^{Ductores, centuriones, decani}
36. ^{Durum a stirpe genus: Vergil, Æneiden 9, 603; jf. samme 1, 302 ff.}
37. ^{Jeanne d’Arc}
38. ^{Kvinden med mandsmod er et tema hos Pius/Piccolomini, som han har fra Cicero. Han brugte det også om Margrete den I af Danmark i krigen mod den svenske konge Albrecht: ”Hun udviste mandhaftighed og hendes modstander kvindagtighed”. (Fra teksten om Danmark i Piccolominis De Europa)}
39. ^{Jeanne d’Arc}
40. ^Bourgogne
41. ^{Hermed holder Pius åbent for påstanden om, at burgunderne stammer fra romerne, selvom han nok gør det af diplomatiske grunde}
42. ^{Diodorus Siculus 5.24,2}
43. ^{Philippe le Hardi (1342-1404): http://en.wikipedia.org/wiki/Philip_the_Bold}
44. ^{Jean II (1319-1364): http://en.wikipedia.org/wiki/John_II_of_France}
45. ^{Charles V (1338-1380): http://en.wikipedia.org/wiki/Charles_V_of_France}
46. ^{Jean sans Peur (1371-1419): http://en.wikipedia.org/wiki/John_the_Fearless}
47. ^{Philippe le Bon (1396-1467): http://en.wikipedia.org/wiki/Philip_the_Good}
48. ^{Huset Harcourt: http://en.wikipedia.org/wiki/House_of_Harcourt}
49. ^{Charles af Frankrig}
50. ^{Franskmændene og den franske kongefamilie}
51. ^{Jean sans Peur}
52. ^{Eller ”en adelsmand fra Bar”: baro quidam nobilis}
53. ^{Som yngre man mødte Piccolomini hertug Philippe og havde timelange samtaler med ham: det er højest sandsynligt, at beskrivelsen af hertugens kampe delvis hviler på hertugens egen fortælling til Piccolomini}
54. ^{Arnauld Guillaume de Barbazan (1360-1431): http://en.wikipedia.org/wiki/Arnaud_Guillaume_de_Barbazan}
55. ^{I denne periode havde englænderne Paris}
56. ¹⁴²⁰
57. ^{Philippes fader}
58. ^{Charles den VI, der i henhold til traktaten fra Troyes 1419 mellem Frankrig og England var ”seniorkonge” af Frankrig medens den engelske kong Henry V var ”juniorkonge”}
59. ^Machinae
60. ^{Hvor hans fader, hertug Jean, var blevet myrdet}
61. ^Charles
62. ^{Jacqueline af Holland (1401-1436): http://en.wikipedia.org/wiki/Jacqueline,_Countess_of_Hainaut}
63. ^{Humphrey af Gloucester (1390-1447): http://en.wikipedia.org/wiki/Humphrey,_Duke_of_Gloucester}
64. ^{Sermo venereus}
65. ^Fetialis
66. ^Machinae
67. ^{Plumae: fjer, polstre}
68. ^Libidines
69. ^{Onerariae et ceteae naves}
70. ^{Nu Louis, senere den XI}
71. ^{D.v.s. krigene anført af Jeanne d’Arc, jomfruen (La Pucelle)}
72. ^{Antoine I de Croÿ (1385-1475): http://en.wikipedia.org/wiki/Antoine_I_of_Croy}
73. ¹⁴³⁰
74. ^{Filip af Brabant var den eneste stormand, der efterhånden støttede Liège}
75. ^{Antoine de Vaudemont (1400-1458): http://en.wikipedia.org/wiki/Antoine_of_Vaud%C3%A9mont}
76. ^Vaudemont
77. ^{Jean sans Peur}
78. ^{Jean de Dunois (1402-1468): http://en.wikipedia.org/wiki/Jean_de_Dunois}
79. ^Fortuna
80. ^{Quis modus erit. Vergil, Æneiden 4,98}
81. ^{Samtidige kilder kender ikke denne tale, tværtimod skal mødet mellem broder og søster have været særdeles hjerteligt. Det drejer sig formentlig om en oratorisk genre (den fornemme kvinde beder fyrsten om hjælp), som Pius har brugt sine egne talenter på, jf. også dronning Charlottes tale til Pius og dronning Margarets tale til fætteren Louis XI, se ovenfor}
82. ^{Nec plura locuta. Vergil, Æneiden 7,599}
83. ^{Freden i Arras 21. september 1435. Her var den unge Piccolomini selv tilstede som sekretær for kardinal Albergati}
84. ^{Lorenzo Roverella, der var blevet sendt af Pius til kongen af Frankrig og hertugen af Bourgogne for at søge om støtte til et korstog mod tyrkerne. Han kom til Bruxelles fra Frankrig, hvor han ikke havde haft held med sin mission}
85. ^{Philippes fader, Jean sans Peur, havde deltaget i slaget ved Nicopolis, hvor tyrkerne sejrede over de vestlige hære, og Jean blev taget til fange og senere frikøbt}
86. ^{Respublica christiana}
87. ^{Johannesevangeliet 10,11}
88. ^{Efter Konstantinopels fald i 1453 aflagde Philippe under den berømte Fête du Faisan sammen med mange af sine adelsfolk løfte om at deltage i et korstog}
89. ^{Louis XI af Frankrig}
90. ^{I 1461 anerkendte det engelske parlament hertug Edward af York som retmæssig konge}
91. ^{Vitruvius 10 pr 1}
92. ^{Bernardo Rosselino (1409-1464): http://en.wikipedia.org/wiki/Bernardo_Rossellino}
93. ^{Servus servorum Dei: Middelalderlig, traditionel pavetitel, der anvendes i indledningen til officielle skrivelser}
94. ^{Dette er en de alvorligste kirkelige sanktioner}
95. ^Praepositus
96. ^Horologium
97. ^Insularis
98. ^{Ministri plumbi}
99. ^{29. august}
100. ^{NB: ikke til rytterne!}
101. ^{Jvf. væddeløbet i Vergil, Æneiden, 5,315 ff}
102. ^{Ligesom under kaproningen på Lago di Bolsena har paven og kardinalerne alvorlige drøftelser noget væk, men følger alligevel med i forløbet!}