Det Nordiske Forlag København


Legender og Fortællinger.djvu Legender og Fortællinger.djvu/10 244-259

Dette er en oversættelse, og dens ophavsretmæssige status er forskellig fra originalteksten. Licensen for oversættelsen gælder kun for denne udgave.
Originalteksten:
Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.
Oversættelsen:
Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i hverken Danmark eller USA, da ophavsmanden er anonym, og da det blev udgivet før 1. januar 1929.

SIGRID STORRAADE.

Det var engang et dejligt Foraar. Og det var netop det Foraar, da den svenske Dronning Sigrid Storraade havde stævnet den norske Konge Olaf Trygvesøn til at møde hende i Kongshelle for at træffe Aftale om deres Giftermaal.

Saare underligt var det, at Kong Olaf vilde ægte Dronning Sigrid, thi visselig var hun fager og storsindet, men hun var den argeste Hedning, medens Kong Olaf var Kristen og ikke tænkte paa andet end at bygge Kirker og tvinge Folket til at lade sig døbe. Men maaske haabede han, at Gud Herren i det høje vilde omvende hende.

Men end mere underligt var det, at da Storraade havde meldt Kong Olafs Sendebud, at hun vilde sejle til Kongshelle, saa snart Havet var isfrit, da begyndte Foraaret straks. Al Kulde og Sne forsvandt lige paa den Tid, da Vinteren ellers plejer at strænges.

Og da Storraade kundgjorde, at hun vilde begynde at udruste sine Skibe, da forsvandt Isen fra Fjordene, Engene begyndte at grønnes, og skønt der endnu var langt til Fruedag, kunde Kvæget allerede sendes paa Græs.

Da Dronningen roede mellem Østgøtlandsskærene ud i Østersøen, sad Gøgen og kukkede paa Klipperne, skønt det var saa tidligt, at man knap kunde vente at høre Lærken.

Der blev ogsaa stor Glæde overalt, hvor Storraade drog frem. Alle de Trolde, der havde maattet fly fra Norge under Kong Olafs Regering, fordi de ikke kunde taale Lyden af Kirkeklokkerne, kom nu ud paa Klipperne, da de saa Storraade sejle forbi. De rykkede unge Birketræer op med Rode og vinkede til Dronningen med dem, og derpaa gik de ind i deres Stenstuer, hvor deres Hustruer sad i Længsel og Bekymring, og sagde:

„Kvinde, nu skal du ikke længer være mod i Hu. Nu sejler Storraade til Kong Olaf. Nu kommer vi snart tilbage til Norge.“

Da Dronningen sejlede forbi Kullen, kom Kullemanden ud af sin Hule. Og han lod det sorte Bjerg aabne sig, saa hun saa Guld- og Sølvaarerne, der slyngede sig derinde, og glædede sig over hans Rigdom.

Da Storraade drog forbi Hallandsfloderne, kom Nøkken ned ad sin Fos, svømmede helt ud i Elvemundingen og spillede paa sin Harpe, saa Skibet dansede paa Voven.

Da hun sejlede forbi Nidingeskærene, laa Havmændene der og blæste paa Sneglehorn, saa Vandet sprøjtede op til høje Skumsøjler.

Men naar det blev Modvind, da kom de ledeste Trolde op af Dybet og hjalp Storraades Skib frem over Bølgerne. Nogle laa ved Agterstavnen og skød paa, andre tog Reb af Tang i Munden og spændte sig selv for Skibet som Heste.

De vildeste Hedninger, som Kong Olaf ikke vilde taale i Landet for deres Ondskabs Skyld, kom roende mod Dronningens Skib med Sejlene strøgne og med Entrebilerne løftede som til Angreb. Men naar de saa kendte Dronningen, lod de hende fare videre uskadt og raabte efter hende: „Vi tømmer en Skaal for dit Bryllup, Storraade!“

Alle de Hedninger, der boede langs med Kysten, lagde Brænde paa deres Stenaltere og ofrede baade Faar og Ged til de gamle Guder, for at de skulde staa Storraade bi paa hendes Færd til den norske Konge.

Da Dronningen sejlede op ad den nordre Elv, svømmede Havfruen langs med Skibet, strakte sin hvide Arm op af Dybet og rakte hende en stor klar Perle. „Bær denne, Storraade,“ sagde hun, „da vil Kong Olaf blive saa betagen af din Skønhed, at han aldrig vil kunne glemme dig.“

Da Dronningen var kommen et Stykke op ad Elven, hørte hun et Bulder og en Brusen saa stærk, at hun ventede at finde et Vandfald. Jo længere hun kom frem, des mere tiltog Larmen.

Men da hun saa roede forbi Guldøen og svingede ind i en bred Bugt, saa hun det store Kongshelle ligge ved Elvens Bred.

Byen var saa stor, at saa langt hun kunde se op ad Elven, laa der Gaard ved Gaard, alle anselige og veloptømrede, med mange Udhuse. Smalle Gyder løb mellem de graa Tømmervægge ned til Floden, store Gaardspladser bredte sig foran Vaaningshusene, velbanede Stier førte fra hver Gaard ned til dens Baadehus og Skibsbro.

Storraade befalede sine Mænd at ro ganske langsomt. Selv stod hun højt i Løftingen paa Skibet og saa ind mod Land. „Aldrig har jeg set noget lignende,“ sagde hun.

Nu forstod hun, at det Bulder, hun havde hørt, var ikke andet end Larmen af alt det Arbejde, der gik for sig i Kongshelle om Foraaret, naar Skibene skulde sendes paa Langfart.

Hun hørte Smede hamre med vældige Forhamre, Skydselskovlen klaprede i Bagerset, Bjælker læssedes med Bulder og Brag paa tunge Pramme, Ungersvende høvlede brede Aareblade og afbarkede Mastetræer.

Hun saa grønne Gaardspladser, hvor Terner gik og snoede Reb til de søfarende, og hvor gamle Mænd sad og bødede de graa Vadmelssejl.

Hun saa Baadebyggere tjære de ny Baade. Vældige Nagler dreves ind i stærke Egeplanker. Skibsskrog blev trukket ud af Baadehusene for at tættes. Gamle Skibe blev oppudsede med nymalede Dragebilleder. Varer stuvedes ned, Folk tog hastigt Afsked, tungt pakkede Skibskister blev baarne ombord.

Skibe, der allerede var færdige, lagde fra Land. Storraade saa, at de, der roede op ad Elven, var tungt lastede med Sild og Salt, men de, der styredes ud imod det aabne Hav, var lastede til højt op paa Masten med kosteligt Egetømmer, Huder og Skind.

Da Dronningen saa alt dette, lo hun af Glæde. Hun sagde, at hun gerne vilde gifte sig med Kong Olaf for at komme til at raade over en saadan By.

Storraade roede op til Kongsbryggen. Der stod Kong Olaf og tog imod hende, og da hun skred ham imøde, syntes han, hun var den skønneste Kvinde, han havde set.

Derpaa fulgtes de ad op til Kongsgaarden, og der var stor Enighed og Venskab imellem dem. Og da de gik til Bords, lo og talte Storraade hele Tiden med Kongen, mens Biskoppen læste Bordbønnen, og Kongen lo og talte ogsaa, efterdi han saa, at det behagede Storraade. Da de havde endt Maaltidet, og alle foldede Hænderne for at lytte til Biskoppens Bøn, begyndte Storraade at fortælle Kongen om sine Rigdomme. Hun vedblev dermed, saa længe Bordbønnen varede. Og Kongen hørte paa Storraade og ikke paa Biskoppen.

Kongen satte Storraade i Højsædet, og selv satte han sig ved hendes Fødder. Og Storraade fortalte ham, hvorledes hun havde ladet indebrænde to Smaakonger, der havde vovet at fri til hende. Og Kongen glædedes ved at høre det og tænkte, at saaledes burde det gaa alle Smaakonger, der vovede at fri til en Kvinde som Storraade.

Da det ringede til Aftensang, rejste Kongen sig for efter Sædvane at gaa til Mariekirken og bede. Men da kaldte Storraade sin Skjald frem, og han sang Kvadet om Brynhild Budlesdatter, der lod Sigurd Fofnersbane dræbe. Og Kong Olaf gik ikke til Kirke, men i Stedet derfor sad han og saa Storraade ind i de straalende Øjne, hvorover de tætte sorte Bryn hvælvede sig. Da forstod han, at Storraade var Brynhild, og at hun vilde dræbe ham, dersom han sveg hende. Han tænkte ogsaa, at hun nok var den Kvinde, der kunde lade sig brænde paa Baal sammen med ham. Og medens Præsterne messede og bad i Mariekirken i Kongshelle, sad Kong Olaf og tænkte paa, at han vilde ride til Valhal med Sigrid Storraade foran sig paa Hesten.

Den Nat havde Færgemanden, der førte Folk over Gøtaelven, saa meget at bestille, som han aldrig havde haft før. Den ene Gang efter den anden blev han kaldt over til den anden Bred, men naar han kom derover, var der aldrig nogen at se. Alligevel hørte han Trin rundt omkring sig, og Baaden blev fuld, saa den var nær ved at synke. Han roede den ganske Nat frem og tilbage og vidste ikke, hvad det hele havde at betyde. Men om Morgenen var hele Bredden fuld af smaa Fodspor, og i Fodsporene fandt Færgemanden smaa visne Løv, som, da han saa nærmere til, viste sig at være purt Guld. Da forstod han, at det var alle de Nisser og Dverge, der var flygtet fra Norge for Kristendommens Skyld, men som nu kom tilbage.

Men Jætten, der boede i Fortinsbjerget lige Østen for Kongshelle, kastede den ene store Stenblok efter den anden mod Mariekirken hele Natten igennem. Og havde Jætten ikke været saa stærk, at alle Stenene fløj for langt, saa de gik over Elven og faldt ned paa Hisingen, da var der visselig sket en stor Ulykke.

Hver Morgen havde Kong Olaf for Skik at gaa i Messen, men den Dag, da Storraade var i Kongshelle, syntes han ikke, han havde Tid til det. Saa snart han var staaet op, vilde han straks gaa ned til Havnen, hvor hendes Skib laa, og spørge hende, om hun vilde drikke Bryllup med ham endnu før Kvæld.

Biskoppen havde ladet ringe med Klokkerne hele Morgenen, og da Kongen kom ud af Kongsgaarden og gik over Torvet, blev Kirkedørene slaaet op, og en dejlig Sang lød ud til ham. Men Kongen gik videre, som om han intet havde hørt. Da lod Biskoppen Klokkerne standse, Sangen forstummede, og Lysene slukkedes.

Det kom saa pludseligt, at Kongen uvilkaarlig standsede og vendte sig om mod Kirken. Da syntes det ham, at Kirken var mere uanselig, end han nogensinde før havde lagt Mærke til. Den var mindre end de andre Huse i Byen, Tørvtaget laa tungt over de lave Vægge uden Vinduer, Porten var lav med et lille Skærmtag af Granbark.

Medens Kongen stod i disse Tanker, kom en slank, ung Kvinde ud af den mørke Kirkeport. Hun bar en rød Kjortel og en blaa Kappe, og hun havde et lyslokket Barn paa Armen. Hendes Dragt var tarvelig, og dog syntes Kongen, at han aldrig havde mødt nogen Kvinde, der saa mere ædelbaaren ud. Hun var høj, ædel af Holdning og lys af Aasyn.

Kongen saa med stor Bevægelse, at den unge Kvinde trykkede Barnet ind til sig og bar det med saa megen Omhu, at det var, som om hun ikke ejede noget dyrebarere i Verden.

Da Kvinden stod i Porten, vendte hun sit hulde Aasyn om og saa sig tilbage, saa ind i den mørke, fattige Kirke med stor Længsel i Blik og Miner. Da hun atter vendte sig ud imod Torvet, havde hun Taarer i Øjnene.

Men da hun skulde træde over Tærskelen ud paa Torvet, svigtede Modet hende. Hun lænede sig mod Dørkarmen og saa paa Barnet med et saa bekymret Blik, som om hun vilde sige: „Hvor i hele den vide Verden skal vi nu faa Tag over Hovedet?“

Kongen stod ubevægelig og betragtede den husvilde. Hvad der rørte ham mest, var, at han saa Barnet, der sad sorgløs paa hendes Arm, række en Blomst op imod hende, som for at lokke hende til at smile. Og da saa han, at hun forsøgte at forjage Sorgen fra sit Aasyn og smilede til Sønnen.

„Hvem er den Kvinde,“ tænkte Kongen. „Det synes mig, jeg har set hende før. Hun er utvivlsomt en højbaaren Kvinde, der er kommen i Nød.“

Hvor travlt end Kongen havde for at naa ned til Storraade, kunde han dog ikke løsrive sine Øjne fra Kvinden. Han syntes, at han havde set disse blide Øjne og dette milde Aasyn engang før, men han kunde ikke komme i Tanker om, hvor det var.

Kvinden stod endnu i Kirkeporten, som om hun ikke kunde rive sig løs. Da gik Kongen hen til hende og spurgte:

„Hvorfor er du saa bedrøvet?“

„Jeg er forjaget fra mit Hjem,“ svarede Kvinden og pegede ind imod den lille mørke Kirke.

Kongen antog, at hun mente, hun havde taget sin Tilflugt til Kirken, fordi hun ikke havde noget andet Sted at være. Han spurgte videre:

„Hvem har forjaget dig?“

Hun saa paa ham med et usigelig bedrøvet Blik.

„Ved du det ikke?“ spurgte hun.

Men da vendte Kongen sig fra hende. Han havde ikke Tid til at staa der og gætte Gaader, syntes han. Det lod til, Kvinden mente, at det var ham, der havde forjaget hende. Han forstod ikke, hvad hun sigtede til.

Kongen gik hurtig videre. Han kom ned til Kongsbryggen, hvor Storraades Skibe laa fortøjede. Ved Havnen kom Dronningens Tjenere ham imøde; de havde alle guldbræmmede Klæder og Sølvhjælm paa Hovedet.

Storraade stod i Løftingen paa sit Skib, saa ud over Kongshelle og glædede sig over dets Magt og Rigdom. Hun saa ned paa Byen, som om hun allerede betragtede sig som dens Dronning.

Men da Kongen saa Storraade, kom han straks til at tænke paa den milde Kvinde, der var kommen fattig og forjaget ud af Kirken. Hvad er dette, tænkte han, det kommer mig for, som om hun var skønnere end Storraade!

Da Storraade nu smilede til ham, kom han til at tænke paa Taarerne, der tindrede i den anden Kvindes Øjne.

Den fremmedes Ansigt stod saa klart for Kong Olaf, at han ikke kunde lade være med at sammenligne det med Storraades Træk for Træk. Og da han gjorde dette, forsvandt al Storraades Skønhed.

Han saa, at Storraades Øjne var grusomme og hendes Mund vellystig. I hvert af hendes Træk læste han en Synd.

Han kunde vel endnu se, at hun var skøn, men han fandt ikke mere Behag i hendes Aasyn. Han begyndte at fatte Lede for hende som for en skinnende Giftslange.

Da Dronningen saa Kongen komme, gled et sejrsstolt Smil over hendes Læber.

„Jeg ventede dig ej saa tidlig, Kong Olaf,“ sagde hun. „Jeg troede, du var i Messe.“

Der kom en uimodstaaelig Lyst over Kongen til at sige Storraade imod og gøre alt, hvad hun ikke vilde.

„Messen er endnu ikke begyndt,“ sagde han. „Jeg kommer for at bede dig følge med til min Guds Hus.“

Idet Kongen sagde dette, saa han, at der kom et hvast Blik i Storraades Øjne, men hun blev ved at smile.

„Kom hellere over til mig paa Skibet,“ sagde hun, „saa skal jeg vise dig de Gaver, jeg har bragt med til dig.“

Hun løftede et guldbeslaget Sværd op som for at lokke ham, men Kongen syntes stadig, han kunde se den anden Kvinde ved Siden af hende. Og han syntes, at Storraade stod blandt sine Skatte som en led Drage.

„Svar mig først,“ sagde Kongen, „om du vil gaa med mig i Kirken?“

„Hvad skal jeg i din Kirke?“ spurgte hun og saa spodsk ud.

Da saa hun, at Kongens Bryn rynkedes, og hun mærkede, at han ikke havde det samme Sind som Dagen før. Hun skiftede da straks Væsen og blev mild og eftergivende.

„Gaa du kun i Kirke, saa meget du har Lyst,“ sagde hun, „selv om jeg ikke gaar. Ikke skal der af den Grund blive Uvenskab imellem os.“

Dronningen gik ned fra Skibet og, kom hen til Kongen. Hun holdt i Haanden et Sværd og en pelsværksbræmmet Kappe, som hun vilde give ham.

Men netop i samme Øjeblik kom Kongen til at se hen imod Havnen. Langt borte saa han den anden Kvinde komme gaaende; hun gik bøjet og med trætte Skridt, men bar fremdeles Barnet paa Armen.

„Hvad er det, du ser saa ivrigt efter, Kong Olaf?“ spurgte Storraade.

Da vendte den anden Kvinde sig om og saa paa Kongen, og idet hendes Blik faldt paa ham, forekom det ham, at der over hendes og Barnets Hoved tændtes en Ring af gyldent Lys, skønnere end alle Kongers og Dronningers Smykker. Men straks derpaa vendte hun om og gik atter op imod Byen, og han saa hende ikke mere.

„Hvad er det, du ser saa ivrigt efter, Kong Olaf ?“ spurgte Storraade igen.

Men da Kong Olaf nu vendte sig til Dronningen, saa han hende gammel og grim og omgiven af al Verdens Synd og Ondskab, og han forfærdedes over, at han kunde være falden i hendes Garn.

Han havde draget sin Handske af for at give hende Haanden. Men nu tog han Handsken og slog hende i Ansigtet dermed. „Ikke vil jeg eje dig, din lede Kælling og hedenske Hund!“ sagde han.

Da veg Storraade tre Skridt tilbage. Men hun fattede sig hurtigt og svarede: „Dette Slag turde blive din Bane, Kong Olaf Trygvesøn!“

Og hun var bleg som Hel, da hun vendte sig fra ham og besteg sit Skib.


Næste Nat havde Kong Olaf en sælsom Drøm.

Hvad han saa for sig, var ikke Jorden, men Havbunden. Det var en graagrøn Mark, hvorover Vandet stod mange Favne højt. Han saa Fiske svømme paa Rov, saa Skibene glide forbi oppe paa Vandfladen som mørke Skyer, og Solskiven saa han blinke mat som en bleg Maane.

Da kom den Kvinde, han havde set i Kirkedøren, vandrende henad Havbunden. Hun havde den samme ludende Gang og de samme slidte Klæder, som da han mødte hende, og hendes Ansigt var endnu sorgfuldt.

Men idet hun vandrede frem paa Havbunden, skilte Vandet sig ad foran hende. Han saa, at det, ligesom i dyb Ærbødighed, hævede sig til Søjler og rundede sig til Hvælvinger, saa at hun gik som i den herligste Tempelhal.

Pludselig saa Kongen, at Vandet, der hvælvede sig over Kvinden, begyndte at skifte Farve. Pillerne og Hvælvingerne blev først lyserøde, men snart fik de en stærkere Farve. Hele Havet rundt om var ogsaa rødt, som om det var forvandlet til Blod.

Paa Havbunden, hvor Kvinden gik, saa Kongen sønderbrudte Sværd og Pile, brustne Buer og Spyd. Først var der ikke saa mange, men jo længere hun vandrede ind i det røde Vand, des tættere laa de ophobede.

Kongen saa med Bæven, at Kvinden veg til Side for ikke at træde paa en død Mand, der laa henstrakt paa det grønne Tangleje. Manden var brynjeklædt, havde Sværd i Haanden og et dybt Saar i Hovedet.

Kongen syntes, at Kvinden lukkede Øjnene for ikke at se. Hun bevægede sig hen imod et bestemt Maal uden Tøven eller Tvivl. Men han, der drømte, kunde ikke vende Øjnene bort.

Han saa Havbunden oversaaet af Vrag. Han saa tunge Skibsankere, tykke Reb snoede sig som Slanger, Skibe laa med sønderflængede Sider, de gyldne Dragehoveder, der havde siddet i Stævnen, stirrede paa ham med røde, truende Øjne.

„Jeg gad vide, hvem det er, der har holdt Slag og efterladt alt dette som Rov for Tilintetgørelsen,“ tænkte den drømmende.

Overalt saa han døde Mænd. De hang paa Skibssiderne eller var sunkne ned i den grønne Tang. Men han gav sig ikke Tid til at betragte dem, thi hans Øjne maatte følge Kvinden, der stadig vandrede fremad.

Endelig saa Kongen hende standse ved en død Mand. Han var klædt i en rød Kjortel, havde blank Hjælm paa Hovedet, Skjold paa Armen, og holdt et blottet Sværd i Haanden.

Kvinden bøjede sig over ham og hviskede til ham, som om hun vilde vække en sovende: „Kong Olaf! Kong Olaf!“

Da saa den drømmende, at Manden paa Havbunden var ham selv. Han kunde tydeligt kende, at han var den døde.

Da den døde ikke rørte sig, knælede Kvinden ved Siden af ham og hviskede i hans Øre:

„Nu har Storraade sendt sin Flaade imod dig og hævnet sig. Fortryder du, hvad du har gjort, Kong Olaf?“

Og atter spurgte hun: „Nu lider du Dødens Bitterhed, fordi du valgte mig og ikke Storraade. Fortryder du det? Fortryder du det?“

Da slog den døde endelig Øjnene op, og Kvinden hjalp ham at rejse sig. Han støttede sig paa hendes Skulder, og hun vandrede langsomt bort med ham.

Atter saa Kong Olaf hende vandre og vandre, gennem Nat og Dag, over Hav og Land.

Tilsidst syntes han, at de var kommen længere bort end Skyerne og højere end Stjernerne.

Nu kom de ind i en Have, hvor Jorden skinnede som Lys, og hvor Blomsterne var klare som Dugdraaber.

Kongen saa, at da Kvinden kom ind i Haven, løftede hun Hovedet og hendes Gang blev lettere.

Da de var kommen lidt længere ind, begyndte hendes Klæder at skinne. Han saa, at de ligesom af sig selv kantedes med Guldbræmmer og farvedes med Regnbufarver.

Han saa ogsaa, at der over hendes Isse tændtes en Straalekrans, der lyste over hendes Aasyn.

Men den faldne, der støttede sig til hendes Skulder, opløftede sit Hoved og spurgte: „Hvem er du?“

„Ved du det ikke, Kong Olaf ?“ svarede hun da, og en uendelig Højhed og Herlighed omstraalede hende.

Men i Drømmen fyldtes Kong Olaf af en stor Glæde over, at han havde valgt at tjene den milde Himmeldronning. Det var en Glæde saa stor, at han aldrig før havde følt noget lignende, og den var saa stærk, at den vækkede ham.


Da han vaagnede op, var hans Ansigt badet i Taarer, og han laa med Hænderne foldede til Bøn.