Forbryderen/2/2
II.
Klokken var allerede otte; Raskolnikow og Rasumichin skyndte sig begge for at komme før Lushin til Huset Bakalejew, hvor de to Damer ventede.
„Hvad var det for en?” spurgte Rasumichin, da de gik ud paa Gaden.
„Det var Swidrigailow, den Godsejer, i hvis Hus min Søster blev fornærmet, da hun tjente som Guvernante. Han forfulgte hende, og derfor blev hun jaget bort af hans Hustru, Marta Petrowna. Denne Maria Petrowna bad senere Dunja om Forladelse og er nu pludseligt død. Det er den samme, som der før var Tale om. Jeg véd ikke hvorfor, men jeg er bange for dette Menneske. Han kom hertil straks efter sin Hustrus Begravelse.... Det er, som om han sidder inde med noget hemmelighedsfuldt… Man maa beskytte Dunja mod ham… og det er det, jeg vilde sige Dig, hører Du?”
„Beskytte? Hvad kan han da ville gøre Awdotja Romanowna? Naa, jeg takker Dig, Rodja, at Du taler saadan til mig … Vi skal beskytte hende, ja!… Hvor bor han?”
„Jeg véd det ikke.”
„Hvorfor spurgte Du ikke? Det var en Skam! For Resten faar jeg det vel nok at vide.”
„Lagde Du rigtig Mærke til ham?” spurgte Raskolnikow efter et Øjebliks Tavshed.
„Javel, jeg bed godt Mærke i ham.”
„Saa Du virkelig nøje paa ham?" gentog Raskolnikow.
„Javist!… Jeg husker ham ganske tydeligt og skal kunne finde ham blandt Tusinder. Jeg har en god Hukommelse for Personer.”
De tav atter.
„Hm! Just derfor…” mumlede Raskolnikow. „Hør Du, jeg tænkte … det synes mig altid … som om det maaske blot var et Hjærnespind.”
„Hvad taler Du egenlig om? Jeg forstaar Dig ikke rigtig.”
„I siger jo alle,” vedblev Raskolnikow og fortrak Munden til et Smil, „at jeg er gal; og nu forekommer det mig, at jeg tilsidst ogsaa virkelig er bleven gal, og at jeg kun har set et Spøgelse.”
„Men hvor kan Du dog…?”
„Hvem véd! Maaske jeg virkelig er gal, og alt, hvad der er sket i disse Dage, er kun sket i min egen Indbildning.”
„Ak, Rodja, nu har nogen igen opirret Dig! Hvad sagde han da, hvorfor kom han til Dig?”
Raskolnikow svarede ikke. Rasumichin grublede noget.
„Naa, ligemeget, nu skal jeg fortælle,” begyndte Rasumichin. „Jeg kom op til Dig, da Du sov. Saa spiste vi til Middag, og siden gik jeg til Porphyrius. Sametow var endnu hos ham. Jeg vilde begynde, men kunde ikke finde den rette Tone; det var, kom om de begge to ikke vilde forstaa nogen Ting, men forlegne var de slet ikke. Jeg førte Porphyrius hen til Vinduet og begyndte at tale med ham, men det vilde ikke blive til noget; han saa snart til den ene og snart til den anden Side. Endelig stak jeg Næven op mod hans Næse og sagde, at jeg som god Slægtning vilde slaa Hovedet itu paa ham. Han saa kun paa mig — jeg spyttede og gik min Vej; det er det Hele. Han var meget dum. Med Sametow talte jeg ikke et Ord. Ser Du, jeg troede først, at jeg havde lavet noget galt, men paa Trappen kom jeg paa en Tanke, som ordenlig lyste op for mig: Hvorfor plager vi os da egenlig? Ja, hvis der virkelig var nogen Fare for Dig eller saadant noget, ja saa var det en anden Sag! Men hvad kommer alt dette Dig ved? Du har jo ingen Ting at gøre med det; blæs dem derfor et Stykke, vi vil gøre os lystige over dem; jeg vilde i dit Sted endog gøre Nar af dem. Hvor de da vilde skamme sig bagefter! Siden kan man jo ogsaa prygle dem, men nu vil vi le ad det.”
„Det forstaar sig!” svarede Raskolnikow. Men hvad vil Du sige i Morgen — tænkte han for sig selv. Besynderligt, hidtil var det dog ikke en eneste Gang faldet ham ind at tænke paa, hvad Rasumichin vilde sige, hvis han erfarede det.
Da han forelagde sig selv dette Spørgsmaal, saa han med ufravendt Blik paa ham. Rasumichins Beretning om Besøget hos Porphyrius havde interesseret ham meget lidet, der var i Mellemtiden passeret saa meget.
I Korridoren traf de sammen med Lushin; han kom præcis paa Slaget otte og ledte efter Værelsets Numer. Alle tre traadte ind paa samme Tid, men uden at se paa hinanden og uden at hilse. De unge gik først ind, Peter Petrowitsch nølede endnu ude i Entreen med at lægge Overfrakken.
Pulcheria Alexandrowna kom ud for at modtage dem i Døren. Dunja hilste sin Broder velkommen.
Da Peter Petrowitsch traadte ind, hilste han Damerne temmelig artigt, men meget alvorligt. Han saa for Resten ud, som om han var lidt forlegen og endnu ikke havde samlet sig.
Pulcheria Alexandrowna, der ogsaa syntes forlegen, skyndte sig med at byde dem alle Plads ved det runde Bord, paa hvilket Samowaren kogte. Dunja og Lushin sad ligeoverfor hinanden, Rasumichin og Raskolnikow ligeoverfor Pulcheria Alexandrowna, Rasumichin nærmere Lushin og Raskolnikow ved Siden af sin Søster.
De tav alle.
Peter Petrowitsch trak et Battistes Lommetørklæde, som udbredte Vellugt, op af Lommen, og snød sig med en Mine som et dydigt, men i sin Værdighed noget krænket Menneske, der har fattet den Beslutning at kræve en Forklaring.
Endnu ude i Entréen havde han havt den Tanke, om han ikke hellere skulde beholde Overfrakken paa og fjærne sig for derved strængt at straffe Damerne og gøre dem deres Uret begribelig. Men han besluttede sig dog ikke til det. For Resten kunde dette Menneske ikke taale Uvisheden og vilde ogsaa have en Forklaring paa, hvorfor hans Befaling saa aabent blev brudt; det var altsaa bedre at faa dette at vide først; til Straf var der da Tid nok; den laa i hans Haand.
„Jeg haaber, at Rejsen løb godt af?” sagde han, idet han vendte sig stivt til Pulcheria Alexandrowna.
„Jo Gud ske Lov, Peter Petrowitsch.”
„Det glæder mig meget. Og De, Awdotja Romanowna, er De ikke meget træt?”
„Jeg er ung og stærk og bliver ikke saa let træt; men for Moder var det slemt,” svarede Dunja.
„Ia, hvad skal man gøre; vore Veje her i Rusland er meget lange. Stor er vor saakaldte „Moder Rusland” … I Gaar kunde jeg, trods mit ivrige Ønske, ikke finde Mulighed for at tage imod Dem; jeg haaber imidlertid, at alt løb af uden videre Ubehageligheder.”
„Ak nej, Peter Petrowitsch, vi var meget nedslagne,” skyndte Pulcheria Alexandrowna sig at svare med særlig Betoning, „og om Gud selv ikke i Gaar havde sendt os Dmitrij, saa havde vi været slemt farne. Hr. Dmitrij Prokofjitsch Rasumichin,” tilføjede hun og præsenterede.
„Jo, jeg har allerede haft den Fornøjelse, i Gaar…” mumlede Lushin, idet han skelede fjendtligt over til Rasumichin; derpaa rynkede han Panden og tav.
Peter Petrowitsch hørte til de Mennesker, som i Selskab kan være meget elskværdige og giver sig ud for at være det, men som, saa snart noget mishager dem, straks bliver i daarligt Humør og da mere ligner Melsække end øvede Kavalerer, der kan oplive Selskabet.
Raskolnikow tav haardnakket, Awdotja Romanowna vilde ikke afbryde Tavsheden før i det belejligste Øjeblik, Rasumichin havde ingen Ting at sige, og saa maatte Pulcheria Alexandrowna atter bringe Samtalen i Gang.
„Marta Petrowna er jo død, har De hørt det?” begyndte hun. Dette Æmne var jo hendes Hovedudvej.
„Ja, det blev meldt mig straks, og jeg kan ogsaa give Dem den Oplysning, at Arkadji Iwanowitsch Swidrigailow straks efter sin Kones Begravelse er afrejst til Petersborg. Dette er i det mindste de Efterretninger, jeg har faaet.”
„Til Petersborg…” spurgte Dunetschka bekymret og vekslede et Blik med Moderen.
„Ja, saaledes er det, og han kommer selvfølgelig ikke uden Hensigt, naar man tager den hurtige Afrejse og overhovedet de forudgangne Omstændigheder med i Betragtning.”
„Herre Gud, han vil da vel ikke forfølge Dunetschka her ogsaa?” raabte Pulcheria Alexandrowna.
„Jeg synes, ikke De behøver at være saa særdeles urolig … hvis De ikke selv tænker paa at træde i Berøring med ham. Hvad mig angaar, saa vil jeg iagttage ham og se at finde ud, hvor han er taget ind.”
„Ak, Peter Petrowitsch, De kan ikke tro, hvor De har gjort mig angst med den Meddelelse!” vedblev Pulcheria Alexandrowna, „jeg har bare set ham to Gange, og jeg syntes, han var frygtelig, frygtelig. Jeg er sikker paa, at han er Skyld i Marta Petrownas Død.”
„Derom kan man ikke fælde nogen Dom; jeg har de nøjagtigste Efterretninger. Det er muligt, at han ved det moralske Indtryk, som hans Fornærmelse maa have fremkaldt, har fremskyndet Begivenheden; men hvad hans Opførsel og overhovedet Karakteristiken af hans Person angaar, saa er jeg fuldkommen af Deres Mening. Jeg véd ikke, om han nu er rig, og hvor meget Marta Petrowna har efterladt ham; om kort Tid skal jeg faa det at vide; men vist er det, at han her i Petersborg atter vil begynde sit gamle Liv, hvis hans Midler paa nogen Maade tillader det. Han er det mest udsvævende og sædeligt ødelagte Menneske af det Slags. Jeg har Grund til at antage, at Marta Petrowna, der havde den Ulykke at forelske sig i ham, og som for otte Aar siden befriede ham fra Gældsfængslet, ogsaa i en anden Retning har ydet ham en Tjeneste. Kun ved hendes Bestræbelser og Ofre blev en Kriminalundersøgelse standset i sin Spire — det gjaldt en dyrisk Forbrydelse — for hvilken han sandsynligvis havde maattet spadsere til Siberien: saadant et Menneske er det, hvis De vil vide det.”
„Ak, Herre Gud!” raabte Pulcheria Alexandrowna.
Raskolnikow hørte opmærksomt til.
„Er det nu ogsaa sandt, at De har paalidelige Meddelelser herom?” spurgte Dunja strængt og indtrængende.
„Jeg siger kun, hvad jeg selv har hørt af Marta Petrowna under Løfte om Tavshed. Jeg maa bemærke, at fra et juridisk Synspunkt var Sagen endnu meget uopklaret. Der levede her og lever maaske endnu en udenlandsk Dame ved Navn Røslich, en Aagrerske, som ogsaa befattede sig med andre Affærer. Med denne Røslich befandt sig Swidrigailow i længere Tid i meget intime hemmelighedsfulde Forbindelser. Hos hende boede en fjærn Slægtning, en Niece tror jeg paa fjorten til femten Aar. Hun var døvstum og Røslich hadede hende grænseløst, og gjorde hende Livet surt. Ja Aagrersken slog hende endogsaa umenneskeligt. En Dag fandt man denne Pige hængt paa Loftet. Dødsaarsagen lød paa Selvmord, og dermed var Sagen afgjort; men senere kom der en Angivelse om, at Barnet .... kort sagt, alt dette var meget uklart, den som kom med Angivelsen var en tysk Kvinde af meget daarligt Rygte, der ikke vakte nogen Tiltro; til Slut blev Angivelsen, takket være Marta Petrownas Bestræbelser og Pengeofre, undertrykt, og alt indskrænkede sig til et Rygte. Men dette Rygte var omfattende. De har vist ogsaa, Awdotja Romanowna, hørt Historien om Tjeneren Filip, som for omtrent seks Aar siden skal være død af Mishandlinger; det var endnu i Livegenskabets Tid.”
„Jeg hørte tværtimod, at Filip havde taget Livet af sig selv.”
„Ganske rigtigt, men det var Hr. Swidrigailows System af evige Forfølgelser og Straffe, der bragte ham saa vidt.”
„Det kender jeg ikke,” svarede Dunja, „jeg hørte kun en besynderlig Historie om, at denne Filip skal have været en Hypokondrist, et Slags Filosof; Folk siger, at han mistede Forstanden af for megen Læsning og ikke paa Grund af Prygl, men at han snarere hængte sig paa Grund af Hr. Swidrigailows Spottegloser. Medens jeg opholdt mig i hans Hus, behandlede han sine Folk godt, og de holdt endog af ham, skønt ogsaa de gav ham Skyld for Filips Død.”
„Jeg ser, Awdotja Romanowna, at De nu er tilbøjelig til at tage ham i Forsvar,” bemærkede Lushin og fortrak sin Mund til et tvetydigt Smil. „Han er virkelig et listigt og ligeoverfor Damer forførerisk Menneske; et sørgeligt Bevis derpaa er Marta Petrowna, som døde paa en saa besynderlig Maade. Jeg havde kun den Hensigt at understøtte Dem og Deres Fru Moder i Tilfælde af nye, sandsynligvis forestaaende Efterstræbelser. Hvad mig angaar, saa er jeg sikker paa, at dette Menneske ganske vist med Tiden atter vil forsvinde i Gældsfængslet. Af Hensyn til sine Børn havde Marta Petrowna aldrig til Hensigt at testamentere ham noget, og har hun altsaa efterladt ham noget, saa er det højst en ubetydelig Sum, der for et Menneske med hans Livsvaner næppe vil vare et Aar.”
„Jeg beder Dem, Peter Petrowitsch,” sagde Dunja, „lad os holde op at tale om Hr. Swidrigailow; det gør mig urolig.”
„Han har lige været hos mig,” sagde pludselig Raskolnikov, der for første Gang afbrød sin Tavshed.
Fra alle Kanter lød der Udbrud af Forbavselse, og alle vendte sig mod ham, endogsaa Peter Petrowitsch var spændt.
„For omtrent halvanden Time siden, da jeg sov, kom han ind og stillede sig foran mig,” vedblev Raskolnikow, „han var meget utvungen og munter, og haabede sikkert at blive nærmere bekendt med mig. Blandt andet beder han indstændig om en Sammenkomst med Dig, Dunja, og mig har han valgt til Mellemmand i dette Øjmed. Han vil gøre Dig et Forslag, hvis Indhold han meddelte mig. Forøvrigt har han positivt forsikret mig, at Marta Petrowna otte Dage før sin Død har testamenteret Dig, Dunja, tre Tusinde Rubler, og at Du snart kan faa disse Penge.”
„Gud være lovet!” raabte Pulcheria Alexandrowna og slog Kors for sig. „Bed for hende, Dunja, bed!”
„Det er virkelig sandt!” udbrød Lushin.
„Naa … og hvad saa videre? spurgte Dunja indtrængende.
„Saa sagde han, at han selv ikke er rig, og at hele Formuen tilfalder hans Børn, som nu er hos deres Tante. Dernæst meddelte han, at han har taget ind et Sted i Nærheden af mig, men hvor, det ved jeg ikke, jeg spurgte ikke om det.”
„Men hvad for et Forslag vil han da gøre Dunetschka?” spurgte Pulcheria Alexandrowna ængsteligt. „Sagde han ikke det?”
„Jo, han sagde det.”
„Hvad da?”
„Det skal jeg sige siden…” Raskolnikow tav og vedblev at drikke The.
Peter Petrowitsch tog sit Uhr frem og saa paa det.
„Jeg maa bort nu i en Forretning og vil derfor ikke forstyrre længer,” sagde han i en noget spydig Tone og vilde rejse sig.
„Bliv, Peter Petrowitsch,” sagde Dunja, „De vilde jo blive hos os i Aften. Og for Resten har De jo selv skrevet, at De ønsker at faa en Forklaring af Moder.”
„Ganske rigtigt, Awdotja Romanowna,” sagde Peter Petrowitsch meget eftertrykkeligt og satte sig ned igen, men beholdt dog fremdeles Hatten i Haanden, „jeg havde virkelig den Hensigt at bede Dem og Deres højtærede Moder om en Forklaring, og det i et meget vigtigt Anliggende. Men da Deres Broder ikke i min Nærværelse kan forklare sig om Hr. Swidrigailows Forslag, saa kan eller ønsker heller ikke jeg … i Andres Nærværelse … at erklære mig angaaende meget, meget vigtige Ting. Forøvrigt blev heller ikke min indstændige Bøn opfyldt…”
Lushin antog en fornærmet Mine og tav.
„Deres Bøn, at min Broder ikke skulde være nærværende ved vor Sammenkomst, blev udelukkende efter mit Forlangende ikke opfyldt,” sagde Dunja. „De skrev, at De var bleven fornærmet af min Broder; jeg mener, at dette straks maa opklares og haaber, at I vil forsone Jer. Hvis Rodja virkelig har fornærmet Dem, saa maa og vil han bede Dem om Undskyldning.
Peter Petrowitschs Ansigt fik straks atter et Anstrøg af Overmod.
„Der gives saadanne Fornærmelser, Awdotja Romanowna, som trods al god Vilje ikke kan glemmes. Alt har sin Grænse, som det er farligt at overskride; thi har man en Gang overskredet den, saa kan man ikke komme tilbage igen.”
„Det er ikke det, jeg taler med Dem om nu, Peter Petrowitsch,” afbrød Dunja ham lidt utaalmodig. „De maa dog kunne begribe, at hele Fremtiden afhænger af, om alt dette bliver opklaret straks, hvad enten det saa bliver bilagt eller ikke. Jeg siger Dem, at jeg ikke kan opfatte Sagen anderledes, og bryder De Dem det mindste om mig, saa maa denne Sag, hvor vanskelig den end kan være, bringes til Afslutning endnu i Dag. Jeg gentager, at hvis min Broder har Skylden, vil han bede Dem om Forladelse.”
„Det undrer mig, at De stiller Spørgsmaalet saaledes, Awdotja Romanowna,” sagde Lushin, der stedse blev mere opirret, „selv om jeg skatter Dem og saa at sige ærer Dem, saa er dermed ikke udelukket, at jeg slet ikke synes om en af Deres Familiekreds. Selv om jeg gør Regning paa den Lykke at erholde Deres Haand, kan jeg dog alligevel undgaa at paatage mig Forpligtelser, som ikke er forenelige…”
„Aa, hold dog op med denne Ømfindtlighed, Peter Petrowitsch,” sagde Dunja med Følelse, „vær dog det samme forstandige og ædle Menneske, jeg al Tid har holdt Dem for. Jeg har givet et stort Løfte, jeg er Deres Brud; stol altsaa paa mig i denne Sag og vær forsikret om, at jeg skal dømme upartisk. At jeg overtager en Dommers Rolle er lige saa overraskende for min Broder som for Dem. Da jeg i Dag efter Modtagelsen af Deres Brev bad Dem ubetinget at komme, sagde jeg Dem ingenting om mine Hensigter. De maa dog kunne begribe, at hvis I ikke bliver forsonede, saa bliver jeg nødt til at vælge mellem Jer — enten Dem eller ham. Saaledes staar Sagen saavel fra hans som ogsaa fra Deres Side. Jeg vil og tør ikke tage fejl i Valget. Vælger jeg Dem, saa maa jeg bryde med min Broder, vælger jeg ham, saa maa jeg bryde med Dem. Jeg vil og kan nu dømme om, hvorvidt han virkelig er mig en sand Broder, og paa den anden Side om De er en Mand for mig!”
„Awdotja Romanowna,” sagde Lushin og spillede fornærmet, „Deres Ord er for betydningsfulde for mig, ja er endog krænkende, naar jeg ser hen til den Stilling, jeg har den Ære at indtage overfor Dem. Jeg vil ikke en Gang nævne den fornærmende og besynderlige Sammenstilling, at De stiller mig paa lige Linie med en … anmassende Yngling; Deres Ord tillader den Mulighed, at De kunde ville bryde et mig givet Løfte. De siger „enten mig eller ham?” og viser altsaa derved, hvor ringe Værd jeg har for Dem … det kan jeg ikke være med paa, under Hensyn til de Forbindelser … og Forhold, som bestaar mellem os.”
„Hvorledes?” udbrød Dunja hæftigt, „jeg stiller Deres Interesse i lige Linie med, hvad der hidtil var mig af mest Værd her i Livet, hvad der hidtil fyldte hele mit Liv, — og De finder Dem fornærmet, fordi jeg tillægger Dem for lidet Værd!”
Raskolnikow tav og smilte haanligt; Rasumichin var opbragt, men Peter Petrowitsch tog ikke imod Dunjas Imødekommenhed og blev ved hvert Ord mere paatrængende og opirret, ligesom om han fandt Smag i det.
„Kærligheden til den vordende Livsledsager, til Manden, maa veje mere end Kærligheden til Broderen,” sagde han tendentiøst, „og i ethvert Fald kan jeg ikke staa paa samme Trin som … Skam jeg før holdt paa, at jeg i Nærværelse af Deres Broder hverken vil eller kan udtale mig om alt det, der ligger mig paa Hjærte, saa agter jeg dog nu alligevel at vende mig til Deres højtærede Moder for at bede hende give mig en uomgaaelig Erklæring, der angaar et for mig meget vigtigt og fornærmende Punkt. Deres Søn,” sagde han, henvendende sig til Pulcheria Alexandrowna, „har i Gaar i Nærværelse af Hr. Rasßudkin — eller … undskyld, at jeg har glemt Deres Familienavn,” — han bukkede artigt for Rasumichin — fornærmet mig ved en Fordrejelse af mine Tanker, som jeg en Gang før i en privat Samtale ved en Kop Kaffe meddelte Dem. Den af mig ytrede Anskuelse var, at Ægteskabet med en fattig Pige, der allerede havde lært Livets Sorger at kende, efter min Mening — betragtet fra den ægteskabelige Lykkes Standpunkt — var fordelagtigere end et med en til Overflod vant Pige, og dertil i moralsk Henseende nyttigere. Deres Søn overdrev forsætlig disse Ord lige til det absurde, beskylder mig for daarlige Hensigter, og det, som det lader, i Følge Deres eget Brev. Jeg vilde være meget glad, hvis det lykkedes Dem, Pulcheria Alexandrowna, at overbevise mig om det modsatte og derved berolige mig. Meddel mig altsaa, i hvilke Udtryk De har gengivet mine Ord i Deres Brev til Rodion Romanowitsch.”
„Jeg kan ikke huske dem,” sagde Pulcheria Alexandrowna forlegen, „jeg gengav det saadan, som jeg selv opfattede det. Jeg véd ikke, hvilke Udtryk Rodja har brugt lige overfor Dem … maaske han virkelig har overdrevet dem.”
„Uden Deres Indvilligelse kunde han vel ikke have faaet Anledning til det.”
„Peter Petrowitsch,” sagde Pulcheria Alexandrowna med Værdighed, „et Bevis for, at jeg og Dunja ikke har tillagt Deres Ord nogen meget slem Betydning, er det, at vi er her.”
„Meget godt, Moder!” sagde Dunja bifaldende.
„Altsaa ogsaa her er Skylden paa min Side,” svarede Lushin fornærmet. „Peter Petrowitsch, De anklager altid Rodion, men hvorfor har De selv i Deres Brev talt Usandhed om ham?” tilføjede Pulcheria Alexandrowna kækkere.
„Jeg kan ikke huske, at jeg skulde have skrevet nogen Usandhed.”
„De skrev,” svarede Raskolnikow skarpt uden at vende sig til Lushin, „at jeg i Gaar ikke gav Pengene til den overkørte Embedsmands Enke, men til hans Datter, som jeg endnu i Gaar ikke havde mindste Bekendtskab til. De har skrevet det for at sætte Splid mellem mig og mine og har i den Hensigt omtalt denne Piges Opførsel, som De ikke kender, i uværdige Udtryk. Alt dette er Bagtalelse og Nederdrægtighed.”
„Undskyld mig, min Herre,” svarede Lushin skælvende af Arrigskab, „i mit Brev omtalte jeg Deres Egenskaber og Opførsel ene og alene som Følge af Deres Søsters og Moders Anmodning om at meddele dem, hvordan jeg havde truffet Dem og hvilket Indtryk De havde gjort paa mig. Hvad mit Brev angaar, saa beder jeg Dem paavise blot en eneste Linie, som ikke stemmer med Virkeligheden, det vil sige, paavise, at De ikke har givet Pengene væk, og at der i denne, visselig ulykkelige Familie ikke ogsaa gives uværdige Personligheder.”
„Efter min Mening er De med alle Deres Fortrin ikke saa meget værd som Lillefingeren paa denne ulykkelige Pige, som De kaster Sten paa.”
„De vilde altsaa beslutte Dem til at indføre hende i Deres Moders og Søsters Selskab?”
„Det har jeg allerede gjort, om De vil vide det. Jeg har i Dag ladet hende tage Plads ved Siden af Dunja og Moder.”
„Rodja!” udbrød Pulcheria Alexandrowna.
Dunetschka rødmede, og Rasumichin rynkede Øjenbrynene; Lushin smilede haanligt og overmodigt.
„Naa, indser De nu ikke selv, Awdotja Romanowna, at her er en Forsoning umulig? Jeg haaber, at denne Sag nu en Gang for alle er opklaret og afgjort. Jeg fjærner mig herefter for ikke at forstyrre den videre Behagelighed ved det familiære Gensyn og Meddelelsen af Hemmeligheder.”
Med disse Ord rejste han sig og tog sin Hat, hvorefter han tilføjede: „Idet jeg gaar, tillader jeg mig endnu kun den Bemærkning, at jeg for Fremtiden haaber at blive forskaanet for saadanne Møder og ligeledes for slige saakaldte Kompromisser. Dem, højtærede Pulcheria Alexandrowna, beder jeg specielt om dette, saa meget mere som mit Brev var rettet til Dem og ikke til nogen anden.”
Pulcheria Alexandrowna følte sig noget fornærmet.
„Det ser sandelig ud, som om De allerede helt og holdent vil indordne os under Deres Myndighed, Peter Petrowitsch. Dunja har jo sagt Dem Grunden hvorfor Deres Ønske ikke kunde blive opfyldt; hendes Hensigt var dog god. Og saa skriver De til mig, aldeles som om De var berettiget til at give mig Befalinger; skal vi da virkelig allerede betragte ethvert af Deres Ønsker som en Befaling? Dertil maa jeg bemærke, at det er Deres Pligt at være mild og hensynsfuld mod os, thi vi har ladt alt i Stikken og er komne hid i Tillid til Dem; vi befinder os derfor alligevel næsten i Deres Magt.”
„Det er ikke ganske rigtigt, Pulcheria Alexandrowna, især i dette Øjeblik, da De har faaet Besked om Marta Petrownas Arv, der, som det lader til, er kommen Dem meget à propos, at dømme efter den forandrede Tone, i hvilken man nu taler med mig,” tilføjede han haanligt.
„Efter denne Bemærkning kunde man virkelig antage, at De har regnet paa vor Hjælpeløshed,” bemærkede Dunja opirret.
„Nu kan jeg I alt Fald ikke mere regne naa den, men desuden vil jeg ikke hindre Meddelelsen om Arkadij Iwanowitsch Swidrigailows Forslag, som han har givet Deres Broder i Fuldmagt, og som for Dem — som jeg ser — har en betydningsfuld og maaske ogsaa en meget behagelig Betydning.”
„Ak, min Gud!” raabte Pulcheria Alexandrowna.
Rasumichin kunde ikke længer blive siddende rolig.
„Naa, skammer Du Dig nu ikke, Søster?” spurgte Raskolnikow.
„Jo, jeg skammer mig, Rodja,” sagde Dunja. „Peter Petrowitsch, gaa Deres Vej!” sagde hun, idet hun vendte sig til ham bleg af Vrede.
Peter Petrowitsch syntes slet ikke at have ventet et saadant Resultat. Han var altfor overbevist om sin Magt og sine Ofres Hjælpeløshed; heller ikke nu troede han rigtigt paa det. Han blev bleg, og hans Læber skælvede.
„Awdotja Romanowna, dersom jeg nu forlader Dem og gaar gennem denne Dør, ledsaget af et saadant Afskedsønske, saa — læg Mærke til det! — vender jeg ikke tilbage igen. Tænk over det — jeg holder mit Ord.”
„Hvad er det for en Frækhed!” raabte Dunja og rejste sig, „jeg vil heller ikke paa nogen Maade have, at De skal vende tilbage.”
„Naa saaledes staar det altsaa til!” raabte Lushin, der indtil det sidste Øjeblik slet ikke kunde tro paa en saadan Udvikling af Sagerne, og som derfor nu ganske tabte Koncepterne. „Altsaa, det staar saadan til! Men véd De ogsaa, Awdotja Romanowna, at jeg har Ret til at protestere mod dette?”
„Med hvilken Ret,” udbrød Pulcheria Alexandrowna ivrigt, „hvorledes kan De protestere? Og hvilke er disse Deres saakaldte Rettigheder? Kan jeg vel give min Dunja til en saadan Person, som De er? Gaa, bliv væk engang for alle! Vi er selv Skyld i, at vi har indladt os paa noget urigtigt, men mest jeg…”
„Og alligevel, Pulcheria Alexandrowna,” skreg Lushin rasende, „De har bundet mig ved Deres givne Ord, som De nu tager tilbage … og endelig … endelig er jeg derved saa at sige … bleven foranlediget til Udgifter…”
Denne sidste Argumentation var saa aldeles overensstemmende med Peter Petrowitschs Karakter, at Raskolnikow, bleg af Vrede og kæmpende med Anstrængelsen for at holde den tilbage, ikke længer kunde holde det ud og — begyndte at le højt.
Men Pulcheria Alexandrowna blev ude af sig selv.
„Til Udgifter? Til hvad for Udgifter? De mener maaske til Kufferten? Den har jo Konduktøren taget frit med for Dem! Herre Gud! altsaa er det os, som har fængslet Dem? Betænk Dem lidt, det er dog Dem selv, Peter Petrowitsch, som har bundet os paa Hænder og Fødder, og ikke os, som har bundet Dem!”
„Hold op, Moder, jeg beder Dig!” raabte Awdotja Romanowna. „Peter Petrowitsch, vær af den Godhed at gaa!”
„Jeg gaar; men endnu et sidste Ord!” sagde han næsten uden at tænke paa, hvad han sagde mere, „Deres Moder har, som det synes, aldeles glemt, at jeg trods de Rygter, der var i Omløb om Dem besluttede mig til at gifte mig med Dem. Da jeg nu for Deres Skyld tilsidesatte den offenlige Mening og gengav Dem Deres gode Rygte ved mit Frieri, saa havde jeg ganske naturligt haabet paa Gengæld, endog paa Deres Taknemmelighed. Men nu først har jeg faaet Øjnene op! Jeg indser nu selv, at jeg handlede meget, meget overilet, da jeg ignorerede den offenlige Mening…”
„Og den Karl vil gifte sig!” raabte Rasumichin og sprang op, idet han gjorde sig rede til at styrte løs paa Lushin.
„De er et gement, ondt Menneske!” sagde Dunja.
„Ikke et Ord mere, ikke en Bevægelse!” raabte Raskolnikow og holdt Rasumichin tilbage. Derpaa gik han ganske tæt hen til Lushin og sagde sagte, mit; med langsom og tydelig Udtale af hver Stavelse:
„Behag at gaa! og ikke et Ord mere, ellers —”
Peter Petrowitsch saa paa ham nogle Sekunder med et af Vrede blegt og fortrukket Ansigt, saa vendte han sig om og gik ud.
Sjælden kan vel et Menneske i sit Hjærte have baaret mere Had og Ondskab end dette Menneske mod Raskolnikow. Ham alene gav han Skylden for alt.
Da Lushin gik ned ad Trappen, indbildte han sig, trods alt dette alligevel, at Sagen maaske endnu ikke var aldeles tabt, ja, at den, hvad Damerne angik, meget let kunne komme i den rette Gænge igen.