Side:Fattigfolk.djvu/112

104

tion. Læberne trak sig en Smule op, og der kom en lille trodsig Rynke mellem Øjenbrynene.

Jan Nils sprang straks frem og greb Pigen om Livet. Hun værgede sig af al Kraft, snoede sig som en Slange i hans Arme, kastede Hovedet snart til den ene, snart til den anden Side og pas­sede tilsidst paa med en hastig Vending at slaa Huen af ham. Han saá til Siden og greb instinkt­mæssigt efter Huen, som allerede laa paa Jorden. Med ét rev Karin sig løs, gav ham endnu et Slag i Nakken og sprang bag ved en Stolpe. Med et „saa sku' da osse —“ tog han Huen op, satte den paa igen og løb efter hende, rundt om Stolpen, stand­sede, vendte, forsøgte at faa fat i hende, i det han bøjede sig helt hen over den. Men hun trak sig tilbage og holdt sig hele Tiden i Sikkerhed. Til­ sidst fik han fat i hendes Arm. Hun gav et lille Skrig fra sig og slog ham med den Haand, hun havde fri, lige midt i Ansigtet. Han trak Vejret dybt efter Anstrængelsen, men lo hele Tiden ved sig selv. Det var jo Spøg og Leg, og et Kys var hverken forbudt eller noget usædvanligt. Hun havde kysset ham mange Gange og holdt jo saa inder­lig meget af ham. Men hun vilde ikke kysse ham. Nej, hun vilde ikke. Det var saa morsomt at vise ham, at han ikke fik alt, hvad han vilde, og naar han vilde.

„Uh, hvor Du er styg, Jan,“ sagde hun. Han stod nu med hende bøjet ind til sig, og hun følte hans Læber paa sin Kind.