Side:Fattigfolk.djvu/111

103

undersætsig, med store grove Hænder, noget rynket i Ansigtet. Et Par smaa Poser paa begge Sider af Munden fortæller tydeligt om Vellevnet og Smag for god Mad. Hun mønstrer Kreaturerne, alt efter­som de gaar forbi hende, en efter en, tæller dem i Tankerne for at glæde sig over Antallet og raaber til Drengen, som viser en vis Tilbøjelighed til med en Pisk at sætte Køerne i Galop: „Hold op med det, Jonas. Hvad skal det være godt for at slaa Køerne? Kan Du ikke lade dem være? Løb ikke med dem, siger jeg. Pokker til Knægt, som ikke hører, hvad man siger. Sé til, at Du kan dy Dig!“

Jonas svarede ikke, han tog et Tag i Bukselin­ningen og gik langsommere, overvejende Muligheden af at faa Køerne til at løbe, naar han var kommet ud paa Landevejen. Da Kreaturerne var komne ud, saá Madam Berg endnu en Gang ud over Him­len for at sé, om Vejret vilde holde sig, og gik saa ind igen i Huset, mens Karin og Jan Nils blev staaende for at lukke Porten.

„Naa Karin skal vi saa kysses?“ sagde Jan Nils, da de stod alene derude. Han var en lang Karl med et lille, fortidlig gammelt Ansigt, bredt, over Kævebenene, med et Par kønne lyseblaa Øjne, et kort, tyndt Skæg om en godmodigt smilende Mund og lyst glat Haar over en veldannet Pande, der allerede var furet af et Par jævntløbende Linjer.

„Ja forsøg,“ sagde Karin og stillede sig Posi-