Side:Fattigfolk.djvu/110

102

og Røre. Køerne skulde slippes ud paa Græs for saa ikke at komme ind, før Vinteren igen begyndte. Madam Berg stod selv ude paa Trappen og smi­lede fornøjet ved at sé sine seksten Køer foruden nogle Ungtyre og Kvier gaa over den indhegnede Staldplads ud mod Porten. Tjenestepigen Karin, en ung Pige paa noget over tyve Aar, Konens ældste Søn, en ung Mand paa nogleogtyve, der tjente som Karl paa Gaarden, samt hendes tolvaarige Søn fulgte efter for at drive dem ud paa Græsgangene eller ned til det store Kær, hvor de skulde tilbringe Foraaret, Sommeren og en stor Del af Høsten.

Det er en Glædesdag i en Bondegaard, naar Køerne kan drives ud paa Græs. Man slipper for Besværet med at fodre dem inden Huse og gøre rent i Stalden. Og desuden, naar Køerne slippes ud, véd man, at Sommeren snart kommer og Aftenerne bliver lyse og lange. Den mørke Vinter er forbi, hvor de ensformige Aftener, som begynder Klokken fire, skal bringes til Ende inden Huse, med hvad Arbejde man tilfældigvis kan have ved Haanden, med Kaffedrikken, Snak eller Søvn: nu kunde man gaa ude og arbejde. Ofte var det maaske besværligere. Men det var mere muntert, friskere og morsommere, især naar Lørdagaften fulgte ovenpaa med Dans, Drik og Kæresteri.

Madam Berg er en skrap Kone, og en dygtig Kone, med brede Skuldre og Hofter, med et paa samme Tid fornøjet og noget stolt Smil. Hun er naaet et godt Stykke ind i Fyrrerne, er fed og