Side:Fattigfolk.djvu/100

92

„Nej, hun havde ikke. De kan bare tænke Dem — i Gaar havde hun det ganske, som hun plejede van, og da jeg kom ind i Aftes og skulde lægge mig, laa hun død i Sengen.“

„Hvad Tid paa Aftenen var det?“

Manden saá sky op. Det var tydeligt, at han begyndte at blive mistænksom.

„Aa, det kunde vel være saadan omtrent Klok­ken elleve“, sagde han lidt efter.

Præsten betænkte sig noget, men sagde saa:

„Hør, jeg vil gaa med Dig hjem og sé hende. Det var blevet længe siden, at jeg havde sét hende. Jeg skal netop alligevel henad den Kant til i Dag.“

Karlson var ikke den samme nu som den foregaaende Dag. Gærningen havde han udført uden at tøve. Men da den var gjort, kom Tanken om Føl­gerne. Skjorten, som han havde haft paa, og som der var kommet Blod paa, havde han gravet ned sam­men med Konens Klæder og Lagenet, og han havde to Gange i Morgenstunden været ude for at sé efter, om ingen havde fundet Stedet og kastet Græs­tørven til Side for at sé, hvad der laa dér. Hele Vejen havde det forekommet ham, som om alle Mennesker saá paa ham. Og da dette uventede Forslag blev gjort ham, følte han sig overbevist om, at Præsten vidste det altsammen.

„Aa, Provsten skal saamæn ikke gøre sig Ulej­lighed med det“, sagde han prøvende.

„Det er ingen Ulejlighed“, svarede Præsten.