Side:Fattigfolk.djvu/96

88

uklare Forstand ikke magtede at fatte. Han klap­pede hende venligt paa Skulderen, bad hende be­rolige sig og spurgte, for at adsprede hende lidt, om hun havde faaet Kaffe.

Den gamle takkede og nejede.

„Naa, hvad var det saa, Lena vilde fortælle mig?“ spurgte han igen.

„De har slaaet Karlsons Kone i Nygaard ihjæl,“ sagde hun endelig. „For jeg saá det med mine egne Øjne. Herre Jesus — Provsten maa ikke være vred paa mig, men jeg er saa forkyst, at jeg knap véd, hvad jeg siger — Herre Jesus, hvor det saá ud. For jeg havde faaet Lov et ligge dér om Natten. Ja, Provsten maa ikke tro, at jeg har været ude at stryge om igen, som jeg, Gud bedre os, har gjort saa mange Gange før. Jeg gik bare forbi, og det var saadant et grueligt Vejr, saa jeg fik Lov at blive dér om Natten. Og allerbedst som jeg ligger og sover i Laden, saa vaagner jeg ved saadant et forfærdeligt Skrig. Og da jeg kom­mer ud i Gaarden, saa hører jeg, at det kommer fra Huset, og jeg løber hen til Vinduet og kigger ind. De havde jo nok hængt noget for, men der var et Hul i Klædet, og saa saá jeg, at de havde bundet Konen til Sengen, og at en stor Karl stod og stak hende med en Kniv lige her under Brystet. Hun var et saa inderlig rart Menneske, og hun har mange Gange givet mig baade Brød og Kartofler. Men jeg turde ikke blive staaende et Minut, og jeg skyndte mig gennem Skoven, saa hurtigt mine Ben