Side:Fattigfolk.djvu/90: Forskelle mellem versioner

 
(Ingen forskel)

Nuværende version fra 12. jul. 2021, 19:08

Denne side er blevet korrekturlæst

82

skulde ud. Konen svarede ikke et Ord. Hun turde ikke spørge om, hvorhen han skulde.

„Du maa ikke lade nogen fremmed komme ind, mens jeg er borte,“ sagde han.

Det lovede hun.

Da han var gaaet, følte hun først Lyst til at gaa ud, kalde ham tilbage og bede ham, at han dog ikke maatte gøre baade sig og Barnet og hende rent ulykkelige. Men det blev ikke til noget. Hun gjorde som sædvanligt i Orden til Aftensmaden og gik bagefter alene og sørgede for Opvaskningen,

Alt imens tænkte hun besynderlige Tanker. Hun mindedes, hvordan Karlson var kommen til hende, straks efter at han var sluppen ud, og havde sagt til hende, at hun ikke skulde bryde sig om, hvad de andre snakkede. For det skulde nok blive godt altsammen, bare hun vilde. Og i det samme mindedes hun, hvor underlig blankt Solen netop den Aften havde skinnet over Vejen, da hun gik alene op til det lille Husmandssted, hvor hendes Moder boede.

Hun havde lukket Gangdøren. Der var saa uhyggeligt og saa forladt denne Aften. Det lød, som om nogen bankede. Nej, der var nok ingen.

Saa mindedes hun hans første Gave, en stor fin Dug og en Honningkage, hvori der var to Hjærter med en Pil tværs igennem, og nedenunder stod der:

„To Hjærters Lue
Bli'r altid tændt af Amors Bue.“