Side:Fattigfolk.djvu/89

81

turde ikke en Gang tænke derpaa. Men noget maatte der komme, som paa en eller anden Maade bragte Klarhed i alt dette Urede.

Hun samlede Kniven og Fisken og Brædtet op igen og satte sig med et Suk til Arbejdet. Hun havde svært ved at sé for Taarerne, som uophør­lig brød frem igen, og Gang efter Gang strøg hun sig over Øjnene med Bagen af Haanden. Atter kom Tanken om at dø op i hende, og hun holdt inde med Arbejdet, mens hendes Blik flakkede ud, over Vandet. Og paa ny kom Tanken om Barnet frem og standsede hende. Hun forstod, at hun maatte holde ud, og hun følte en Fortvivlelsens Kraft til Modstand og Kamp. Nu da hun var tvungen dertil, syntes hun, at hun maatte kunne vove alt. Det gik langsomt med at skrabe Fisken. Hun rystede paa Haanden, gentagne Gange gjorde hun et galt Tag med Kniven, og længe sad hun ganske stille, uden at røre et Lem, tankeløst stir­rede hun ud i det tomme Rum, bort over Dam­mens Vand, Stene og Siv, ud mod Skoven, hvor Himlen lyste blaat over de fattige Graner.

Om Middagen turde hun knapt sé op, saa angst var hun. Høstfolkene gik deres Vej, den ene efter den anden. Hun havde ventet, at Manden skulde blive tilbage. Men det blev han ikke. Han gik som de andre, hverken før eller senere. Malin saá en Gang paa hende. Hun havde et ondt trium­ferende Udtryk i sit Ansigt.

Hen mod Aften kom Manden og sagde, at han