Side:Fattigfolk.djvu/87

79

Malin sprang ogsaa op. Hun gik et Par Skridt baglænds, blev helt hvid i Ansigtet, Øjnene stod stivt frem, og der trak sig et Par dybe Furer om Munden. Hun saá et Øjeblik ud, som vilde hun slaa igen, men hun vidste, at det ikke vilde betale sig, saa stor og stærk som Konen var.

„Det skal I komme til at fortryde,“ sagde hun lavmælt.

„Fortryde,“ skreg den anden. „Jeg sværger Dig, saa sandt der er en Salighed til, at jeg aldrig skal fortryde det. Du sér ellers køn ud i Fjæset nu, din forbandede Tøs. Gaa nu til ham, saadan som Du sér ud, og prøv, om Du kan forlokke ham med dine Helvedes Kunster. Men det siger jeg Dig, at en af os to skal ud af Huset, Du eller jeg. Og beskæmme Dig for alle hæderlige Folk, det skal jeg gøre, saa de skal faa at vide, hvad for en Du er, og saa Du skal faa det at høre hele dit Liv igen­nem. Og jeg skal gaa til Præsten og til Sognefog­den med: saa skal vi dog nok faa at sé, om saadan en som Du skal ha'e Ret overfor et hæderligt Men­neske. Forstaar Du mig, din —“

Den anden var gaaet flere Skridt baglænds. Og tilsidst vendte hun sig om og løb bort. Hun vilde gaa til Karlson, for at han kunde tage hende under sin Beskyttelse, tænkte hun. Men hun var i saa voldsomt et Oprør, at hun knap rigtig vidste, hvad hun gjorde, før hun fik Øje paa Karlson, som var i Færd med at vende Hø mellem Regnbygerne et godt Stykke borte fra de andre Karle. Hun gik