Side:Fattigfolk.djvu/85

77

Det kunde ikke være saa forfærdeligt, som hun først havde tænkt sig det. Der maatte indtræffe en Forandring. Der maatte hænde noget, som kunde løfte den ulidelige Byrde fra hendes Skuldre. Ti dette holdt hun ikke ud. Hun vilde aldrig kunne det.

Til al Lykke var Høbjærgningen begyndt, saa at Malin næsten hele Dagen hjalp til ved Høsletten og blot undtagelsesvis var inde. Konen var glad derover; thi efterat den første Følelse af Rædsel havde lagt sig, efterfulgtes den af det voldsomste Had til Pigen. Hun kunde knapt beherske sig, naar hun var i Nærheden af hende. Malin havde desuden i den sidste Tid vist sig studs og genstri­dig. Hun vidste nu godt hvorfor. Pigen havde et Overtag over hende: det var hende, som egenlig var Madmo'r paa Gaarden. Anna kunde have Lyst til at gøre hende noget ondt, hvad det saa skulde koste, eller i det mindste sige hende Sandheden, sige hende lige op i hendes aabne Ansigt, hvad hun var. Hun sagde Ordet højt for sig selv, naar hun var ene. Ti det var hende, denne Malin, der havde forhekset hendes Mand; der i et eneste Øjeblik havde revet alt det ned, som udgjorde hen­des Lykke og Livshaab. Hun, ventede bare paa en Lejlighed. Hun skulde sige hende Sandheden i rene Ord. Saa kunde hendes Mand vælge, hvem af dem han vilde beholde.

Hun sad nede ved Dammen, som laa tæt op til Vaaningshuset, og rensede Fisk, som hun skulde koge til Middag. Hun skrabede saa voldsomt med