Side:Fattigfolk.djvu/80

72

voksede i Styrke- og gjorde enhver anden Beslut­ning eller Tanke svag og kraftesløs. Han var som lænket af usynlige Baand. Han opsøgte Pigen, hvor han kunde komme til, han blev hæftigere og hæftigere i sine Kærtegn, midt under sit Arbejde tænkte han paa, hvordan han dog skulde faa fat i hende, og mod sin Kone følte han en Uvilje, som dels var rent fysisk, fordi hun allerede var gammel, meget for gammel til ham, dels ogsaa kom af, at hun stod ham i Vejen. Det var jo for hendes Skyld, han maatte stjæle sig til i Smug at træffe den anden.

Der var en Tanke, som han gik og rugede over. Det forekom ham, som var det det eneste, der kunde føre til Maalet. Det faldt ham aldrig et Øjeblik ind at opofre sin Lidenskab, og den kunde han ikke leve for, saa længe Konen levede. Først blev han bange for denne Tanke. Han for­søgte at arbejde for at slippe bort fra den. Han tænkte sig, at alt kunde vedblive at gaa, som det gik. Ingen behøvede at vide noget derom. En Gang maatte jo Konen dø. Snart maaske! Han forestillede sig, at hun allerede var død. Hun var pludselig bleven syg og var død. Nu var der ingen Hindring mere, han kunde gifte sig igen, naar han vilde. Og han følte sig til Mode, som om han havde været lige ved at begaa en Forbrydelse, men havde modstaaet Fristelsen og nu nød sin fortjente Løn. Han var skyldfri og lykkelig, og ind i hans Fantasi sneg Tanken sig om en fin hvid Hud, som han kærtegnede. Men naar han saa vaagnede af