LXXXIII
BIOGRAFI
Som yngre var Verner lang og tynd. Hans tarvelige levemåde i studenterårene var skyld deri. Det var næppe af trang, at han levede dårligt og knapt, men fordi han af hensyn til sine brødre anså det for sin pligt at koste sin fader så lidt som muligt og til dels af et vist hang til at hærde sig. Med disse principper blev han soldat og fandt behag både i den törre kost og i at stå under kommando; senere så han ligefrem tilbage på soldatertiden som et betydningsfuldt afsnit af sit liv. Han skal ellers have set så afskrækkende ud i uniform, at familien dårligt vilde kendes ved ham. Denne knebne levevis har sikkert undergravet hans helbred. Han var syg og elendig, da han efter eksamenen i 1873 tog tilbage til Århus. Hans bryst var ødelagt, og der gik omtrent et års tid, inden han følte sig helt rask igen. Da han efter ansættelsen i Halle var kommen på lyssiden af tilværelsen udadtil, afveg han fra sine spartanske principper og fik efterhånden et ganske stateligt, næsten velnæret udseende. I et brev (27—5—1895) til prof. Heusler, som han sætter stævne på en café, giver han følgende skildring af sit ydre: „Eine 49-jährige, längliche etwas geduckte Gestalt, mit Neigung zur Schmeerbäuchigkeit, ohne Brillen, in Cylinder, grauem Anzuge.“ Omtrent sådan så han ud på den tid, billedet for i bogen blev taget af ham. Han var i sine sidste år lidt tunghør; og siden han havde haft det förste slagtilfælde, gik han lidt besværligt. — Han var en udpræget ungkarlenatur uden sands for hygge. I hans værelser var alt anbragt på bedste beskup uden hensyn til orden og skönhed. Han vedblev som professor at indtage sine måltider på 2. og 3. klasses restaurationer, ligesom han havde gjort som student. I den forstand vedblev han at være student hele sit liv igennem, trods alle titelforhöjelser, således som han ønsker det i ét af sine breve fra Petersborg.
