Side:Karl Verner - Afhandlinger og breve.djvu/90

Denne side er valideret

LXXXI

BIOGRAFI.

Imidlertid begyndte man at göre sig forhåbninger om, at det var muligt at få reskriptet ændret på dette punkt. Så begyndte man at presse på Verner, der på grund af de forandrede omstændigheder ønskede at omarbejde sin afhandling. Mens han var ifærd med det, udgav Brøchner-Larsen en pjæse mod Recke. Verner fandt, at Brøchner-Larsens argumentation væsentlig var den samme som hans, så at hans pjæse vilde komme til at se ud som et ekko af den andens. Det vilde han ikke have og begyndte på en ny omarbejdelse. Dermed trak sagen i langdrag, gemytterne afkøledes og presset ude fra hørte op. Endnu hen på foråret 1889 syslede han dermed; derefter er afhandlingen ganske stille bleven lagt til side, og den fandtes först efter hans død i en meget forkommen forfatning (s. s. 116), på de förste par sider nær vistnok i den form, den havde fra hans förste bearbejdelse.

Af andre ting, han skrev i sine sidste år, kan foruden den ovenfor omtalte „Erklärung“ og artiklerne i Salmonsens leksikon, nævnes et referat af Birket Smith: Om Kjøbenhavns universitetsbibliotek för 1728, som hans tidligere chef i Halle, Hartwig, fik ham til at skrive til „Centralblatt für bibliothekswesen“ (1884). Nogle anmeldelser til tyske tidsskrifter, han resterede med ved sin afrejse fra Halle, fik han aldrig færdig.

Verner følte sig til tider ret optaget. Hans forelæsninger tog ham megen tid og de fonometriske studier slugte i en årrække al hans interesse. Kom der så et eller andet ved siden af, som retskrivningspjæsen, udstøder han straks et hjertesuk som følgende: „Jeg arbejder til op over ørene, da jeg desværre har flere jærn i ilden på én gang, og ellers har ondt nok ved at passe ét alene“. Hans arbejdsevne, der aldrig havde været overdreven stor, var yderligere bleven svækket. I påsken 1885 blev han på en spaseretur ramt af et apoplektisk tilfælde (s. brevet i faksimile). Han