LXXII
KARL VERNER.
Det var den sproglige side af sagen. Der havde han fast bund under fødderne. Literaturhistorien havde altid ligget ham fjærnere. Hans syslen dermed gik ikke udover, hvad han var nødt til på embedsvegne ved magisterkonferenser og doktordisputatser. Han indså godt, at man ved forelæsninger derover kunde have fået et langt större publikum i tale — navnlig her hjemme — og på den måde komme til at virke i videre krese, end der kunde blive tale om gennem de sproglige forelæsninger. Han følte det som en mangel ved sig selv, at han ikke gjorde det, men trøstede sig med, at, skulde hovedvægten have været lagt derpå, havde han ikke søgt pladsen. Ganske vist havde han i sin ansøgning antydet, at han måske nok med tiden vilde holde forelæsninger over literaturhistorie; men han lod det være, for som han selv siger i et brev til Edv. Brandes[1]: „Vilde jeg møde op med litteraturforelæsninger, blev min virksomhed rent compilatorisk, men jeg krymper mig ved at bringe videnskabelige produkter til torvs, hvori der ikke er noget selvstændigt. Nil decet invita Minerva“. Han har sikkert undervurderet sig selv. Hans artikler i Salmonsens konversationsleksikon I—VI (signeret K. V.) viser, at hans literatursands var udviklet nok til, at han kunde fælde og forme en selvstændig dom om en forfatters eller bogs værdi og betydning.
Verner hørte ikke til de professorer, der ansér deres universitetsvirksomhed for en bibeskæftigelse og deres videnskabelige arbejde for det vigtigste for dem. Det tager megen tid at være konsulent og hjælper for gud og hvermand[2], selv om det er i slaviske sprog.
