LXIV
KARL VERNER.
specielle eksamen at have et vist krav på. Hans bemærkninger overfor Delbrück (s. s. L) og den betydning, han i så henseende tillagde Boppprisen, viser, at denne plads var hans lönlige håb under opholdet i Halle. Alligevel var han yderst betænkelig ved at søge den, da han fik at vide, at C. W. Smith var død (sept. 1881), skönt han ivrigt blev opfordret til det her hjemme fra. På den förste meddelelse fra Fausbøll, der det år var dekanus, giver han følgende svar (26—9—1881):
Jeg må tilstå, at Deres brev af 18. d. m. faldt ned som en sprængbombe i min fredelige tilværelse. Da jeg på grund af bortrejse i dette [kvartal] havde sagt mine danske aviser af, var jeg siden min tilbagekomst fra Jylland i begyndelsen af denne måned uden efterretning fra Danmark, og således kom det, at jeg modtog det förste budskab om min gamle lærer prof. Smith’s død gennem en fortidsform i Deres brev (… „der kun var en personlig post“ …).
I de sidste dage har jeg da med så megen sindsro, som idet var mig muligt, overvejet indholdet af Deres brev, men da det drejer sig om — jeg tör sige — det vigtigste vendepunkt i mit liv, har jeg ikke kunnet nå til noget resultat. På den ene side har jeg altid ment, at min charakter[1] og min dermed sammenhængende videnskabelige udviklingsgang ikke gör mig skikket til at gå den docerende vej: jeg har tilböjelighed til at nyde, utilböjelighed til at yde. Endnu i dette öjeblik har jeg den fulde følelse af, at jeg kun vilde blive en
- ↑ M. h. t. hans frygt for at træde offentlig frem, fik man ham beroliget ved at indskærpe ham, at der kun kunde blive tale om en ganske lille tilhørerkres.
