LXIII
BIOGRAFI.
hver gang han tager fat på ny, underretter han sine venner derom; han følte sig forpligtet overfor dem, da han havde talt så meget om dette arbejde. Således skriver han i foråret 1880 til Brugman, at han ikke tör komme til Leipzig, inden han er færdig med det: „Ich schäme mich dem herrn Leskien gegenüber wegen meiner säumigkeit“. Længere end til løfter og forhåbninger kom det ikke i Halle. Og efter sin hjemkomst synes han efterhånden fuldstændig at have opgivet planen.
Tilsyneladende havde Verner det godt i Halle. Han kendte ikke mere til økonomiske sorger, havde gjort hurtig karriere og var i det hele agtet og afholdt i sin virkekres. Han havde egentlig kun småsorger som f. eks. over den höje skat, han måtte svare: „Det forbandede militær- og junkervæsen sluger glubsk og har desværre immervæk fornyet appetit“. Der var alligevel mange ting, der kunde have været anderledes. Han havde for lidt tid tilovers til sit eget videnskabelige arbejde; senere siger han selv, at det så vidt, at han fuldstændig stagnerede i sine videnskabelige bestræbelser. Desuden følte han sig noget ensom. I Halle havde han aldrig haft videre videnskabelig omgang; og i Leipzig var der heller ikke mere den samme adgang dertil, efter at hans venner var bleven ansat rundt omkring ved tyske universiteter. Heller ikke kunde han frigöre sig for den tanke, at han som udlænding ingen adkomst havde til at sidde i pröjsisk statstjeneste. Og som baggrund derfor hans seje fasthængen ved Danmark. Han fulgte hele tiden meget omhyggeligt med i hvad der skete derhjemme; og tog han ud at rejse, gik turen altid nord på. Der er ikke i hans breve en eneste ytring, der tyder på, at han dengang eller senere har haft lyst til at se sig om andetsteds i Europa. Hans ønskers mål var at få ansættelse hjemme. Og han var snart klar over, at den eneste mulighed var docentpladsen i slavisk. Den mente han med sin
