LXII
KARL VERNER.
Det er sjælden, Verner udtaler sig så energisk. Det synes virkelig, som han atter har glædet sig til at producere. Hans venner pressede på ham. Johannes Schmidt tilbød at skaffe forlægger. De 1½ år, han nævner i sit brev, slog ikke til. Han klager selv over, at han var en noget langsom arbejder. Det lå i hans store grundighed. Han kunde ikke tænke sig at offentliggöre noget om slaviske betoningsspörsmål, för enhver krog af det slaviske område var gennemforsket. Hans rejse til Kašubien er et udslag af denne grundighed; og på samme måde blev han ved. Hartwig fortæller[1], at han i Halle tilbragte en hel vinter med at lave en accentueret bulgarisk ordbog ved hjælp af et nytestamente, hvori accenten var angivet. Ligeså grundige var hans undersøgelser af det polabiske sprog. Hans förste kendskab dertil stammede fra Petersborg, hvor han var bleven sat til at kopiere Christian Henning von Jessen’s vendiske ordbog (s. s. 187 f.). Nu skaffede han sig alle eksisterende håndskrifter rundt om fra de tyske biblioteker, excerperede dem og konstaterede deres indbyrdes forhold (s. s. 361—63 fodn.). Når han havde fået sit betoningsarbejde færdigt, vilde han anmode akademiet i Petersborg om pengemidler til at udgive dem for. Han var så ivrigt optaget af dette arbejde, at han opgav sit feriebesøg i Danmark i sommeren 1878, skönt han ikke havde været hjemme i 2 år. Og siden hen betragtede han de polabiske studier som sin hovedbeskæftigelse under opholdet i Halle; og endnu efter at han var bleven ansat herhjemme, beskæftigede han sig dermed og tog til Tyskland for at sammenligne excerpterne med originalerne. — På den måde trak det i langdrag med afhandlingen, og ofte måtte den lægges til side af hensyn til en af de ovenfor nævnte bibeskæftigelser. Det klager han stadig over;
- ↑ Centralbl. f. bibliotheksw. XIV, s. 255.
