LX
KARL VERNER.
Jeg tror også, at den vil kunne stifte nogen gavn imellem Tyskerne og bringe dem bort fra den imellem germanisterne så indgroede mening, at „hochton“ og „tiefton“ er det samme som expiratorisk og ikke-expiratorisk accent.
Med hensyn til Sv[end] Gr[undtvig] var jeg lidt i forlegenhed, hvorledes jeg skulde stille mig. Jeg tror dog, at jeg har truffet det rette: jeg opponerer slet ikke imod ham; jeg omtaler, at Kock kun har kunnet benytte Hommels „confuse“ afhandl., idet Sv. Gr.’s arbejde (der i parenthes sagt ikke er mindre confus) endnu ikke var trykt. Men afhandl. er i enhver linje indirecte en protest imod Sv. Gr.’s opfattelse. Mon han vil tage til genmæle? Det vilde sikkert være en fordél for videnskaben, thi da blev jeg nødt til at udføre mine idéer videre.
Han har sikkert ikke regnet dette arbejde med, da han skrev: „Af hensyn til de folk, der bragte mig hid, var jeg tvungen til hoveriarbejde til germanistiske tidskrifter, der kostede mig som dilettant uforholdsmæssig möje men hverken skaffede videnskaben noget udbytte eller mig nogen tilfredsstillelse“. Og så bitter en klang får Verners ord, hver gang han kommer til at tale om, hvad han offentliggjorde under sit ophold i Halle. Foruden de ovennævnte skrev han 2 korte „besprechungen“ til Deutsche literaturzeitung 1881 nemlig (i nr. 17) af H. Kirste: Die constitutionellen verschiedenheiten der verschlusslaute im indogermanischen (s. s. 104 ff.) og (i nr. 43) af A. Kock: Tydning af gamla Svenska ord. — Det var og blev pligtarbejde, der røvede ham den kostbare tid, han havde tilovers til sin egentlige interesse, det slaviske; og den var knap nok tilmålt i forvejen. I biblioteket gik han fuldstændig op i
