LVIII
KARL VERNER.
på mine lavrbær og drevet om på spadserevejene (vi have haft nydeligt forårsvejr), og jeg var så doven, at jeg ikke engang gad skrive breve. Men nu er freden desværre forbi igen; jeg skal atter i töjet og levere 2 afhandlinger til Scherers tidsskrift; jeg har stridt imod alt, hvad jeg kunde, men der hjalp intet „kære moder“; man svarede mig, at jeg var den eneste medarbejder, der kunde levere det omtalte arbejde, og jeg må, enten jeg så vil eller ikke vil, på’en igen. Man var så forhippet derpå, at man endog tilbød mig at måtte skrive afhandlingerne på dansk, man vilde da selv besörge det oversat på tydsk (jeg havde nemlig som undskyldningsgrund også anført, at det kostede mig meget besvær at skrive i et mig ikke ganske „geläufigt“ sprog).
De to afhandlinger var af Sievers og Heinzel[1] og repræsenterede vidt forskellige opfattelser. Det var en meget ubehagelig opgave for Verner på grund af hans stilling til de 2 sprogvidenskabelige lejre. Heinzel snakkede han sig fra; Sievers’ arbejde havde han nok haft lyst til at anmelde, men lod det være af hensyn til Scherer. — Endnu en anmeldelse skrev han til Anz. f. d. a., nemlig af Kock: Språkhistoriska undersökningar om svensk akcent (s. s. 84 ff.); og han gjorde det vel knap så uvilligt som den foregående, om han også var længe om det. Allerede i nov. 1878 begynder redaktøren, Steinmeyer, at rykke ham. Verner svarer, at han gerne vilde have sine slaviske studier ud först for at kunne drage en parallel mellem betoningsforholdene i slavisk og nordisk. For imidlertid snart at indløse sine forpligtelser over for tidskriftet — og af hensyn til Scherer følte han det som en forpligtelse — lagde han straks sit eget arbejde til side. Men endnu i maj næste
- ↑ Sievers s. s. 339; Heinzel: Über die endsilben der altn. spr. Wien 1877.
