XLIV
KARL VERNER.
Müllenhoff … tilskrev mig et overordentligt smigrende brev[1] strax efter at afhandlingerne var udkomne, og da jeg siden besøgte ham i Berlin, lovede han, at han vilde göre alt muligt for mig …
At min afhandling vilde slå ned som en bombe i den tydske sprogvidenskabelige verden, det var jeg forud overbevist om, fordi det var en ganske ny opdagelse, som ingen havde haft nogen anelse om, og fordi den griber ind i alle grene af sprogvidenskaben og derfor, som dr. Thomsen i sin tid spåede, vil „göre ravage i mange anskuelser“. Det förste bevis derpå har jeg i disse dage modtaget. En dr. Hermann Osthoff i Leipzig har tilsendt mig en afhandling på henved 100 sider, som han nylig har udgivet. Den handler om min opdagelse og bygger videre derpå, og forfatteren hæver mig hele bogen igennem til skyerne, taler om, at det er „ein glänzender Nachweis“, om min „glänzende Beweisführung“, at det er en „tief einschneidende Untersuchung“ o. s. v. Han giver mig fuldstændig ret på alle punkter, noget som sjældent hænder i sprogvidenskaben.
Jeg er derfor ikke bange for fremtiden. Jeg har haft lykken med mig, men det var da også på tiden. Kunde min natur tillade mig en noget friere optræden, så vilde jeg udentvivl i løbet af et par år være professor ved et eller andet universitet …
- ↑ Efter V.’s egen fortælling skal de smigrende ord have været skrevet på et stykke papir, der var klæbet over bagsiden af et brevkort. V. var nysgærrig, fjernede papiret og fandt på kortet en ganske kort tak for de tilsendte afhandlinger, skrevet altså inden M. endnu havde fået dem læst.
