Side:Karl Verner - Afhandlinger og breve.djvu/52

Denne side er valideret

XLIII

BIOGRAFI.

Han tog atter hjem til Århus; atter måtte han ligge familien til byrde; og som forrige gang så han heller ikke nu anden udvej end at søge huslærerplads; og han lå allerede i underhandling om en sådan, da han uventet ude fra blev hjulpet ud over dette døde punkt. Hans afhandlinger var nu udkomne, blevne læste og beundrede; og hen på sommeren kan han allerede fortælle faderen, der da var flyttet til Wiesbaden, om den opsigt, de havde vakt, og det omslag i hans fremtidsudsigter, de sikkert vilde give anledning til:

… Med min afhandlings skæbne går det nemlig nu ganske udmærket, langt bedre end jeg havde kunnet göre mig håb om. Jeg deltog, som Du måske ved, i det nordiske filologmøde, der nylig blev afholdt i København, og jeg havde den glæde ligefrem at være dagens helt, thi dr. Thomsen forklarede professorerne, at jeg havde fået tilbud om en professorpost i udlandet, og så vilde alle se dyret, og jeg blev præsenteret for en hél dél. Den dygtigste sprogmand her i Norden er en prof. Bugge fra Christiania; han var bleven så henrykt over min afhandling, at han, dagen efter at den var kommen til Christiania, holdt forelæsninger over den på universitetet; han erklærede her nede i København til alle og enhver, at min opdagelse var „en mageløs opdagelse“, og dette har jo hævet mine aktier her så svært, at jeg nu vil kunne være aldeles sikker på at få subsistensmidler herhjemme, såfremt det skulde slå fejl med embedet i Tydskland, hvad jeg dog ikke tror.

Ikke mindre godt står mine aktier i Tydskland. Min velvillige protektor i Strassburg fortsætter sine bestræbelser for at lyksaliggöre mig … Og prof.