XLII
KARL VERNER.
slaviske betoning, der siden er bleven påvist af Fortunatov (Arch. f. slav. phil. IV (1880)). Iøvrigt var resultatet negativt. I stedet for at være det eneste vestslaviske sprog, der havde bevaret den oprindelige frie betoning, som han antog för sin rejse, viste det kašubiske sig kun at være „en ganske vist i enkelte punkter höjst alderdommelig polsk dialekt“.
Verner var hurtigt klar over, at det stipendium, der var tilstået ham, ikke vilde strække til, hvis han skulde kunne føre sine studier i Kašubien til en afslutning, han selv kunde være tilfreds med. De c. 40 m., han fik i honorar for sine afhandlinger, gjorde hverken fra eller til. I foråret 1876 ansøgte han på ny om 400 rdl., og han gjorde det så meget desto trøstigere, som han dengang virkelig havde skrevet noget. Det anså han for det sikreste udbytte af sine „spekulationer over det germaniske“. Han blev derfor noget lang i ansigtet, da trykningen trak ud, så afhandlingerne först kunde udkomme efter ansøgningsfristens udløb. Det fik ingen betydning. Hans venner i fakultetet, der udmærket vidste, hvor værdifulde hans arbejder var, skaffede ham let stipendiet. Alligevel var han usselt stillet i økonomisk henseende. Stipendiat var optaget ved lån i forvejen. Han fik kun 25 rdl. tilovers; og hvor hårdt han trængte til dem, viser bedst en ytring i et af hans breve til Smith (1—4—1876): „Min påklædning er nu så reduceret, at jeg ikke vil kunne vise mig i Danmark, för jeg har anskaffet mig et nyt hylster, og jeg har nu i over 3 år ikke kunnet skaffe mig et eneste klædningsstykke“. Hvis det var i det udstyr, han fremstillede sig for Müllenhoff i Berlin, forstår man godt anekdoten om datteren, der vilde smække døren i for næsen af ham, da Müllenhoff, der havde hørt navnet, i det samme kom til og til datterens store forbavselse omfavnede denne fordægtigt udseende person.
