Side:Karl Verner - Afhandlinger og breve.djvu/46

Denne side er valideret

XXXVII

BIOGRAFI.

dialekten ham ikke tilpas — snart var befolkningen fortysket, snart var dialekten udvisket (l og ł faldne sammen, betoningen stivnet). Og hvor dialekten var ham til pas, var det ikke muligt for ham at skaffe sig kost og logi, indtil han endelig „opslog sin wigwam“ i en kro i Carthaus c. 30 kilometer sydöst for Danzig. I et brev til C. W. Smith (2—10—1875) giver han følgende beskrivelse af forholdene der:

Jeg har lejet mig ind i kroen og bebor her et loftsværelse, der tillige benyttes som pakhus, idet masser af zink, kobbertråd, gammelt jærn o. desl. ligger opstablede allevegne, gulvet består af usammenplöjede brædder, og igennem de fingerbrede revner får jeg mer end nok af den friske luft. Det er således ingenlunde komfortabelt og vil i endnu ringere grad være det, når vinteren[1], der her på grund af den höje beliggenhed er meget stræng, kommer; men hvad gör det? Jeg har jo nok at tage vare på og føler mig særdeles tilfreds … Til at dyrke sproget har jeg rig lejlighed; skænkestuen er altid besat med snusende og drikkende Kašuber, og tydsk høres kun i den „pæne“ stue ved siden af. Min bedste auskultationskilde er krostuepigen, hun er ægte, har til sit 12. år ikke talt andet end kašubisk, og hendes organ er meget distinkt, desuden er hun i besiddelse af en udstrakt tålmodighed og sætter en ære i at kunne optræde docerende.


  1. Lidt senere skrev han til Smith: „Vinteren har jeg hidtil heldigt overstået uden forkølelse. Jeg har ude på loftet fundet en gammel fodpose så rummelig, at jeg har kunnet binde den under armene, og iført denne rustning har jeg med held overvundet mit værelses uheldige terrainforhold.“