XXXIV
KARL VERNER.
beskæftiget med udarbejdelsen af afhandlingen. Og dette ophold skyldes det sikkert, at arbejdet virkelig blev færdigt og ikke blev lagt hen som så meget andet. Verner var straks klar over betydningen af sin opdagelse; men for ham var den kun et led i den indoeur. accentuation. Ud fra den måtte der kunne stilles en ny aflyds-teori op imod den Holtzmannske. Verner havde i sit brev givet en udtömmende behandling af ovennævnte lydovergang og vilde dermed ifølge hele sin natur være færdig med den sag; han havde da sikkert forfulgt disse videregående idéer, hvis ikke Vilh. Thomsen havde grebet regulerende ind. Han rådede ham til at göre opdagelsen færdig og så först gå videre, og under samværet i København stod han ham bi med råd og dåd. Verner kalder ham senere for spög sin „videnskabelige fødselshjælperske“. Desuden var Verner fuldt og fast overbevist om, at det var nødvendigt for ham at have skrevet noget; også den tanke har øvet et vist pres på ham, så det dengang virkelig blev til alvor. Sammenligner man brevet til Vilh. Thomsen og afhandlingen, som den senere blev trykt i Kuhns Zeitschr. XXIII under den beskedne titel: Eine ausnahme der ersten lautverschiebung, ser man, at den er bygget over samme plan som fremstillingen i brevet. Den er kun en i enkeltheder gennemarbejdet udvidet gengivelse deraf. Helt færdig fik han den först undervejs og i Danzig. Derfra sendte han den d. 20. Aug. 1875 til prof. Kuhn, der optog den i bindet for næste år under ovenanførte titel. Afhandlingens resultater er almindelig bekendte under navnet „Verners lov“.
Oprindeligt var det hans mening blot i en note til denne afhandling kort at antyde, at efter hans opdagelse var den Holtzmannske aflyd uholdbar. Stoffet svulmede op. Han nöjedes med en bemærkning i teksten i den retning og foretrak at lave noten om til en lille afhandling, da han ikke syntes, han over for en afdød
