Side:Karl Verner - Afhandlinger og breve.djvu/40

Denne side er valideret

XXXI

BIOGRAFI.

lett. betoning med dansk gav ham yderligere anledning dertil (s. s. XX). Det var også derved, som ovenfor berørt, han igen kom ind på sine gamle yndlingsplaner om at skrive en dansk ortoepi. Efter hans mening var det en sprogforskere vigtigste pligt at give en nöjagtig skildring af sin samtids talesprog og derigennem göre det muligt for kommende sproggranskere at følge sprogets finere strömninger og ikke nöjes med at iagttage de grove forandringer, der efterhånden krystalliseres i skriftsproget (s. s. 171 og s. 200). Han begyndte med „tonestødet“, som han kalder det, og for rigtig at komme tilbunds i dets væsen, gav han sig til at studere dets udvikling i de sidste hundrede år særlig på grundlag af hans bysbarn Höysgaards „Accentuered og Raisonnered Grammatica“ fra 1747. Allerede i januar sender han Vilh. Thomsen udkast til 2 afhandlinger om dette æmne. Thomsen opfordrede ham ivrigt til at fortsætte disse studier, hvad Verner også gjorde. I september meddeler han, at han vil slå dem sammen til en afhandling for Tidskr. for filologi; den skulde behandle: „Tonestødets fysiologi, dets historiske grund og dets udvikling i sproget fra Holbergs tid indtil nu“. Thomsen rådede ham til at overveje, om han ikke kunde bruge det til en doktordisputats. Det kunde Verner af mange grunde (s. s. 251 fodn.) ikke indlade sig på, og navnlig fordi han var jyde og derfor ikke havde den nødvendige myndighed til at optræde som dommer i udtalespörsmål. Hans ærgærrighed var fuldstændig tilfredsstillet, når Thomsen engang, når af handlingen blev trykt, vilde sige ham, om den kunde have været anvendt til doktordisputats. Men dengang blev der ikke engang en afhandling ud af hans studier. Selv siger han (s. 256—57), det var ham ikke muligt at give sine tanker en endelig redaktion under de dårlige forhold, han levede under. Han havde så godt som ingen hjælpemidler, ingen han kunde udveksle tanker med derom. Det er rigtigt nok;