Side:Karl Verner - Afhandlinger og breve.djvu/32

Denne side er valideret

XXIII

BIOGRAFI.

anvendt al deres indflydelse for at få ham til at fortsætte. Först da han havde fået at vide, at bedömmelsen af hans store opgave var falden heldigt ud, og hans ældste broder (Gustav W., nu fabrikant i Silkeborg) havde lovet ham, at han ikke skulde komme til at lide nød, hvis det gik ham uheldigt, fik endelig dekanus (Ussing) ham til at gå videre[1]. Den 4. nov. sluttede han eksamenen med den mundtlige prøve. Han kom i det hele godt fra den. Som ovenfor omtalt fik han ikke sin store opgave færdig, og i bedömmelsen siges ligefrem, at „det ikke engang viser sig sikkert, om forfatteren ved at fuldføre den vilde komme til hovedsagen“; men til gengæld slutter den også med: „Vi have i hele det foreliggende arbejde en så lovende prøve på et kraftigt og selvstændigt sproggranskertalent, at der ikke kan være mindste tvivl om dens antagelse“. Litteraturhistorien var hans svage side, men han kunde alligevel mere, end han selv troede.

Da han ikke havde noget at leve af i København og hans helbred også vedblev at være dårligt, tog han hjem til Århus. Der førte han til at begynde med et fuldstændigt „konstitutionelt leben“, idet Per og Poul skaltede og valtede over hans fremtid. Det indbragte ham dog kun ærgrelser; og da han i løbet af 1874 havde genvundet sit helbred, begyndte han at se sig om efter en stilling. Det förste, der viste sig, var en assistentplads ved universitetsbiblioteket i København. Han indgav sin ansøgning, men da han hverken vedlagde anbefalinger eller iøvrigt gjorde noget for at få pladsen, var der ingen, der lagde mærke til ham. Det var alligevel en sådan plads, han ønskede sig. Hvordan han tænkte at nå dette mål, udvikler han i et brev til Vilh. Thomsen (13—9—1874):


  1. Vilh. Thomsen i Tidskr. f. filologi 3 r. V s. 188.