XX
KARL VERNER.
og litauiske betoning (s. s. 149 ff.). Overalt i sine undersøgelser tager han lydfysiologien til hjælp og går så vidt muligt ud fra det levende sprog, helst med modersmålet som baggrund, for at have fuldstændig sikker bund under fødderne; derved fik han også samtidig klaret flere spörsmål i den danske lydlære; således har han allerede i 1872 givet en udtømmende beskrivelse af stödets fysiologiske natur (s. s. 151), på en tid da alle hans landsmænd var i vilderede dermed[1]. — Han synes selv at have været meget tilfreds med udbyttet af opholdet i Rusland. I et brev til sine forældre taler han om en sproglig opdagelse, som han tænkte på at skrive en afhandling om i et russisk tidskrift. Hans velyndere frarådede ham det: hans arbejde vilde blive så betydeligt, at Russerne vilde tie det ihjel af skam over, at de ikke var kommen först. Og Verner måtte efter det kendskab, han efterhånden fik til den nationale russiske videnskab, give dem ret. Det var ham en skuffelse; og med en vis bitterhed bemærker han: „Nationalfølelsen er en meget god ting, men den overdrevne nationalfølelse er barbari, ødelæggende for kunst og videnskab“[2]. Hans opdagelse har sikkert angået et spörsmål vedrørende kvantitet og betoning i de slaviske sprog. Til en behandling deraf samlede han hele tiden stof under opholdet derover; s. 167—169 (sml. s. 182 f.) giver han en fuldstændig plan for sit arbejde; men tiden løb fra ham; alt hvad der hed at skrive noget, blev snart opsat, til han var kommen hjem, for ikke derovre at spilde den kostbare tid med sin rige lejlighed til at høre de levende slaviske sprog. Det eneste, vi ved om resultaterne af hans studier, er hvad han har meddelt i brevene til Smith s. 147—191. — Han stod i en livlig og fortrolig korrespondance med sin lærer. Verners lidt forsorne og
