207
„Kunde man bare give hans Tanker en ny, velgørende Retning, det var det bedste! Nys var han dog nok saa godt ved Kræfter .... Jeg skal sige Dig, at der er noget, der trykker hans Sind og ikke vil bort .... Jeg er bange for det!”
„Skulde det være denne Herre, som vil ægte hans Søster, om jeg forstod deres Samtale ret? Rodja fik, straks før Sygdommen begyndte, et Brev…”
„Maaske; Fanden fik ham da ogsaa herop paa en ubelejlig Tid, han har maaske nu fordærvet det Hele igen. Men mærkede du, at al Ting er ham ligegyldigt, at han ikke har Interesse for noget som helst indtil et vist Punkt, som bringer ham rent ud af sig selv … dette Mord…”
„Ja, ja!” istemte Rasumichin, „jeg har ogsaa lagt Mærke til det! Han interesserer sig meget for det; det næsten som om han var bange. Det kommer af, at netop den Dag, da han blev syg, blev han skræmmet af Historien paa Politikammeret; han faldt endogsaa i Afmagt.”
„Fortæl mig det udførligere i Aften, saa skal jeg ogsaa sige Dig noget. Han interesserer mig meget! Om en halv Time skal jeg igen se til ham .... Nogen Betændelse er der for Resten ingen Fare for…”
„Tak skal Du have! Jeg vil imens vente hos Paschenka og skal lade Nastasia passe paa ham.”
Da Raskolnikov var bleven alene med Nastasia saa han utaalmodigt og mørkt paa hende, men hun nølede med at gaa.
„Vil Du ikke drikke Te?” spurgte hun.
