21
Stoikere. Saaledes lærde de samme Philosopher, at en viis Mand ikke kunde tilgive nogen hans Forseelse, og, at den ikke var en Mand, som kunde lade sig afbede eller forsone[1]. Den modsatte Lære finde vi mange Steder baade hos Antonin og Seneca.
Men deraf, at de nyere Stoikere havde læst de andre græske Philosophers Skrifter, fölger ikke, at de ogsaa have læst de Christnes. I det höieste kan dette være en Sandsynlighed, men ikke Vished. Og neppe er det engang Sandsyndlighed. Seneca nævner ikke engang de Christne et eneste Sted i sine Skrifter. Antonin og Epictet nævner dem engang, men ikke paa en Maade, som röber nogen Agt for dem. Antonin siger, at den Beredthed, med hvilken Sielen bör forlade Legemer, bestaaer deri, at den gaaer bort efter egen Bedömmelse, ikke af blot Stivsindighed, som hos de Christne, men med Overlæg og Værdighed[2]. Epictet giör ligesaa lidet af de Christne og deres Martyrdöd. Han tilskriver det Mod og den Standhaftighed ved deres Religions Bekiendelse, med hvilken Galilæerne (som han kalder dem) gik Döden imöde, allene Vanen[3]; efter hans Mening var denne Standhaftighed hos dem intet andet end et Slags Sværmeri, med hvilket den ene opflammede den anden. Naar Stoikerne havde saadanne Tanker om de Christne, hvor liden Grund haver man da til at troe, at de skulde have bekymret sig meget om deres Skrifter, og endnu mindre have laant noget af dem?
