20
satte Mening, nemlig at Dyden allene ikke var nok, men, at der til et lyksaligt Liv tillige udfordredes Sundhed, Formue, Styrke[1]. Alle de stoiske Philosopher lærde Selvmords Tilladelighed; men, de vare ikke enige i Henseende til de Aarsager, af hvilke de burde benytte sig af denne Tilladelse. Antonin ansaae det ikkun for lovligt at ombringe sig selv, naar man ikke fandt Kraft hos sig selv til at blive dydig[2]. Seneca meende, at man kunde ved Selmord söge at undgaae en Sygdoms eller et Menneskes Grusomhed[3]. og af denne Mening vare flere af de ældre Stoikere[4].
Af disse Exempler og flere, som jeg endnu kunde tilföie, dersom det var nödvendigt, er det upaatvivleligt, at de nyere Stoikere læste Philosophernes Skrifter af de andre Secter; at de ikke med blind Tillid bandt sig hverken til Zeno's eller hans Disciplers Lære; at de tænkde selv, domde selv, og antoge ikkun det, som de ansaae for rigtigt og fornuftigt. Fölgen heraf maatte narurligviis være denne, at Stoikerne maatte i en lang Række af Aar ved idelige Undersögelser have rettet og forbedrer meget i de Ældres Lære; maatte i mange Ting tænke sundere end de, og forkaste adskillige Meninger, som de Ældre havde antaget. Saaledes for Ex. lærde Zeno og Chrysippus, at Qvinderne hos de Vise burde være tilfælles[5]; herom finder man intet hos de nyere
