Side:De nyeste Kunstretninger og smitsomme Sindslidelser.djvu/11

Denne side er valideret


To Forhold synes mig at give Expressionismen et Særpræg i Modsætning til, hvad Franskmanden kalder »l'ancienne peinture« — det er for det første Dysmorphismen og for det andet Farvesymphonien eller rettere, Bestræbelsen for at stille Farvesymphoniken nye Opgaver og give Farvesymphonien en fremskudt Plads som Rammemaleri. Jeg skal her næsten udelukkende beskæftige mig med Dysmorphismen; der er vel en tydelig Sammenhæng mellem denne og det expressionistiske Arbejde på Farvesymphoniens — Stemningsmaleriets, Begrebsmaleriets — Område; men dette sidste, der efter sit Væsen intet har med Psychopathologi at gjøre, kan og bør holdes udenfor den Undersøgelse af Dysmorphismen, selv om mange af de moderne farvesymphoniske Begrebsmalerier er prægede af de expressionistiske Kunstneres abnorme mentale Tilstand. Jeg kommer iøvrigt senere tilbage til dette Spørgsmaal.

Jeg tillader mig som alt bemærket at indføre den nye Betegnelse Dysmorphisme. — »Ismernes« Tal indenfor den moderne Kunst er jo allerede stort, man fristes til at sige mistænkelig stort: Traditionalisme, Academisme, Naturalisme, Modernisme, Impressionisme, Neo-Impressionisme, Pointillisme, Linealisme; Fauvisme, Passéisme, Expressionisme, Divisionisme, Cubisme, Neo-Cubisme, Symbolisme, Primitivisme, Esoterisme, Futurisme, Simultanisme, Totalisme o.s.v. Og så kræves cubismen endda fra kompetent Side yderligere delt i den videnskabelige, den physiske, den orphiske og den instinktive. Når Navnerigdommen allerede er så stor, tager man mindre i Betænkning at føje; en enkelt ny Betegnelse til, og det synes mig, at man virkeligt føler Savnet af et Navn, der på én Gang udsondrer og nøjagtigt karakteriserer, den Side af de expressionistiske Bestræbelser, som — i Modsætning til de rent farvesymphoniske — er af sygelig Natur.