Side:De nyeste Kunstretninger og smitsomme Sindslidelser.djvu/10

Denne side er valideret


har set fremført til Forsvar for den dysmorphistiske Kunst.

Fra anden Side har man påstået, at det drejer sig om Spasmagere, der vil prøve, hvor længe og hvor grundigt de kan holde at et godtroende Publikum for Nar, eller om Bedragere, der ved at vække Opsigt vil skaffe Afsætning for deres Varer. Disse Tydningers Rigtighed er efter min Mening udelukket: Man står her ligeoverfor en international Bevægelse indenfor Kunstnerverdenen, og Apollinaire har ganske Ret, når han siger, at en slig »mystification collective« er utænkelig, selv om der måske kan findes enkelte Spasmagere og enkelte Bedragere indenfor Expressionisternes store Korps. Betegnende er det iøvrigt, at selv Guillaume Apollinaire, de franske Cubisters litterære Fører og Apostel, finder det nødvendigt at diskutere Spørgsmålet, om her skulde foreligge en Mystifikation eller en sygelig Forvildelse, en »erreur«; den sidste Mulighed afviser han med den Bemærkning, at der da vilde være sket et lige så stort Mirakel, som hvis pludseligt alle Børn, indenfor en Nation fødtes uden Hoved. Dette er imidlertid en ganske fejlagtig Betragtning, thi Talen er her ikke om en medfødt, men om en ved åndelig Smitte udbredt sygelig Sindstilstand. Hvilket mægtigt Omfang slige epidemiske Psykoser kan nå, har De hørt Exempler nok på i Aften. Dysmorphismens Udbredning er tilmed blevet fremmet ved Hjælp af en Agitation, der er uden Lige i Kunstens Historie: Bøger og Piecer, Vandre-Udstillinger og Foredrag, Sturm-Bilderbücher og Prospektkort, illustrerede Kataloger og Plakater, Tidsskrifter på alle Tungemål: »L'élan« og »le petit messager«, »Sturm«, »Klingen« og »Flamman«, for blot at nævne nogle blandt mange.

Jeg skal nu i det følgende prøve på korteligt at begrunde min Opfattelse af den så meget omstridte Retning indenfor den moderne Kunst som psychopathisk.