Side:Danmarks Riges Historie - vol 1.djvu/27

Denne side er valideret

Stenalderen. 13

mere, det er i alt Fald saadanne Naturvilkaar, som Mennesket først opsøger, naar Pladsen andensteds bliver ham trang og naar han alt har erhvervet sig en vis Evne til Modstand mod Naturens Barskhed. Hidtil er der da heller ikke fundet Spor af, at Mennesker have levet i Danmark før den Tid, da det høje Skovdække klædte Landet. Da Birkens og Espetræets lette Løv og lyse Stammer gav Landet sin Karakter og da Elgen vandrede mellem dem, eller da paa et endnu tidligere Tidspunkt Rensdyret græssede paa Mos og Alpeplanter, vare Mennesker endnu ikke dragne herhen. Ganske vist har man optaget fra Tørvemosernes ældre Lag Knokler af Elsdyr, men de bleve ikke fundne her sammen med Knokler af Mennesker eller med tildannede Redskaber og andre Minder om menneskelig Virksomhed. Enkelte Genstande, forfærdigede af Rensdyrets eller Elsdyrets Horn kunne jo intet bevise, idet de kunne være indførte eller Snarest, som flere Fund synes at godtgøre, ere forarbejdede af jordfundne fældede Takker. Heri er saaledes en Forskel fra hvad arkæologiske Undersøgelser have bevist om Midt- og Sydeuropa, idet i disse Lande Menneskenes Tilværelse sammen med Rensdyret og deres Jagt paa eller Hold af dette nyttige Dyr er klarlig godtgjort. Men denne ældre Stenalderskultur er i Vesteuropa desuden en anden end den, de danske Oldfund give Oplysning om.

Vi have nemlig i Norden intet tilsvarende til hele den Periode, som i Vest- og Mellemeuropa er døbt med Navnet den palæolithiske. Den er især karakteriseret ved de Fund af Redskaber og Dyreben, som ere gjorte i Gruslagene ved Somme, Seine, Garonne og deres Bifloder, samt i det sydlige England, ligesom ogsaa ved Fund i Klippehuler i Frankrig, Belgien og England. Disse Egnes Urbeboere vare Jægere og Fiskere; de havde stor Færdighed i at forarbejde Flinten til Redskaber af forskellig Art ved grov Tilhugning, hvorimod de ikke kendte den Kunst at slibe dem. Ingen af de i Danmark fundne Stenredskaber, end ikke de, som man har bestemt som de ældste, ere beslægtede med hine Flintsager. Dertil kommer, at vi selv i de Fund, der ere tydede som de ældste, træffe Brudstykker af Lerkar, medens Pottemagerkunsten formenes at være ukendt i den palæolithiske Tid. Saaledes kan den danske Stenalder kun sammenstilles med Udlandets neolithiske Tid.

Det gælder nu om i Danmark at opsøge saadanne Brændpunkter, fra hvilke Kulturen i vor Stenalder bedst kan belyses; men da møder os atter det ejendommelige Forhold, at vi ikke endnu kende nogen Levning af menneskelige Boliger fra dette Tidsrum saa lidt som fra