tets materielle Rigtighed, og Spørgsmaalet om dettes større eller mindre Urigtighed kommer saaledes slet ikke til at foreligge Retten. Det Stødende, som den her opstillede Anskuelse i Tilfælde af grove Misbrug kan synes at medføre, fjernes derved, at den høiere Øvrighed, som ovenfor bemærket, selv kan bringe Spørgsmaalet for Domstolene eller bemyndige den Private dertil, og mod Vrangvillighed eller ligefremme Forurettelser fra Regeringens Side vil Rigsdagens Myndighed yde en væsentlig Garanti. En særegen Undtagelse fra den opstillede Hovedregel indeholdes i Lov om Politisagers Behandling 11. Febr. 1863 § 2, s. ogsaa Fdn. 3. Juli 1835 §§ 14, 15, Viborg Stændertidende 1838. 2. Sp. 1222, hvorefter Sager angaaende Myndigheds Misbrug af Politiets Personale af den formentlig Forurettede kunne indbringes for Retten og afgjøres af samme, ikke blot hvor Politiembedsmanden har overskredet sin Myndigheds Grændser, men ogsaa hvor han paastaaes at have benyttet den ham tilkommende Myndighed paa en materielt urigtig Maade; men hvad det sidste Punkt angaaer, maa Bestemmelsen betragtes som singulair, og vil ikke engang kunne anvendes paa Politifunktionairer udenfor Kjøbenhavn.
Efter det Ovenanførte maa Øvrigheden indenfor sin Sphære betragtes som fuldkommen uafhængig af Domstolene. Medens det nu almindelig indrømmes, at Domstolene ikke umiddelbart kunne omstøde eller tilsidesætte Øvrighedens Handlinger, naar disse holde sig indenfor deres Kompetence, er det derimod omtvistet, om Domstolene ikke kunne paakjende Spørgsmaalet om slige Handlingers Lovlighed, forsaavidt dette fremtræder som Incidentpunkt i en under Rettens Afgiørelse henhørende Sag. Navnlig kan man spørge, om Domstolene ikke, naar en Øvrighedsperson reiser Injuriesag mod en Privatmand paa Grund af Sigtelser for utilbørlig Embedsførelse, ere berettigede til at paakjende den af Indstevnte fremsatte Indsigelse, at Beskyldningen er stemmende med Sandhed, og i dette Øiemed undersøge Lovligheden af den paaankede Øvrighedshandling med den Virkning, at
