smukke og fine, hang om hendes tykke ildedannede Krop. Jeg følte, at jeg var nærved at faae ondt, og ingen Taare kom i mine Øine. En Angst, en Vammelhed, som naar man pludselig seer en Hugorm, betog mig. Jeg kunde hverken tale eller røre mig af Stedet. Jens vakte mig igjen af min Bedøvelse. “Nu er hun nok ikke saa smuk, raabte han: som dengang hun krøb i Sengen til Dig?” Jeg gyste. “Forgyldningen er slidt af, blev han ved: men det kjønne Sind har hun endnu, storagtig og malicieusk er hun endnu, og Kneveren kan hun bruge. Hei! Naadig Frue! Snak lidt med os!” Hun taug, og lod, som hun ikke hørte os, skjøndt han raabte høit nok. “Nu viller det hende ikke, sagde han: men naar vi komme hjem, saa faaer hun nok Kjeften paa Gang. Har Du ikke til en Pæl, Morten! for gammel Kjendskabs Skyld?” Jeg gav ham noget, og gik som i Søvne op til Gaarden. Ved Havedøren stod min Herre. “Kjender Du disse Mennesker?” spurgte han. — “Ak Du gode Gud! svarte jeg: Ja, jeg har kjendt dem for mange Aar siden.” — “Det er slette Folk, sagde han: hun er arrig og bandsat og han drikker som en Svamp. De har boet her et Par Aar i et Huus nede ved Stranden! Han fisker, og hun gjør Ugedage her i Haven. Hun skal være kommen af skikkelige Folk?” Nu først brød mine Taarer frem og lettede mit beklemte Hjerte. Jeg fortalte ham, hvem hun var, og hans Forfærdelse blev ligesaa stor som min Bedrøvelse.
Corselidse, d. 14. September 1744.
Jeg tvivler paa, at jeg her faaer blivende Sted. Mit Ophold behager mig ikke længer, siden jeg veed mig i Nærheden af hende, og ofte ikke kan undgaae at see hende. Endnu har jeg ikke talt med hende, for jeg skyer hende som en ond Aand. Jens søger mig med en Paatrængenhed, som hverken behager mig eller min Herre. Naar jeg lugter hans Brændeviinsaande, er det som
