samme Sted; jeg frøs — jeg bævede som et Espeløv. O Du usle, Du falske, Du fordærvede Verden!
Thiele, d. 9de Marts 1713.
Jeg har seet hende første Gang siden hiin syndefulde Nat. En hastig Rødmen foer over hendes Ansigt, hun kastede sine Øine rundt omkring i Stuen for ei at see paa mig. Jeg følte at jeg blev baade kold og varm. I det Øieblik vi vare allene, gik hun mig hastig forbi og sagde med halvt tillukkede Øine: “Silence!” Hun var ude af Døren, inden jeg ret følte Trykket i min Haand.
Thiele, d. 13de April 1713.
Alt er opdaget! Herren, Fruen, hele Gaarden veed det, og det er Mamsel Lapouce, som har opdaget og røbet dem. Den unge Frøken vilde gjerne raillere med hende, men det skrev hun bag Øret. Ingen har kundet mærke op denne listige Qvinde, at hun forstod et Ord Dansk, og derfor har de engang uforsigtigen i hendes Nærværelse sagt Noget, hvoraf hun fik Vinden. Hun har nu gaaet saa længe paa Sporet, indtil hun rigtig har faaet det redet ud, og keget dem i Leiet. Himmel! hvilket Oprør her blev! Naadig Herren løb med sin Bøsse omkring som en Rasende for at skyde Jens; men Jens var allerede paa sin Hest og langt borte. Den unge Frøken blev lukket ind i Hjørnestuen, at Herren ikke skulde forgribe sig paa hende. Ak Himmel! Hvad Ende skal dette faae? Jeg skjælver hvergang jeg hører hans Stemme. Min Samvittighed fordømmer mig, og gjør mig til Cujon. Anger og Frygt har saaledes betaget mig, at Kjærlighed og Jalousie vare reent forjaget af mit Bryst. Ak! Gid jeg var femten Mile under Jorden!
